God revisorskik
Statutory Text (2 Articles)
God revisorskik
Ved skrivelse af 9. februar 1996 - modtaget i disciplinærnævnet samme dag - har advokat Jørgen B. Elmer som kurator i Vekselerer- og Bankierfirmaet Henrik-Holm Hansen's konkursbo, samt som kurator i konkursboerne Henrik Holm-Hansen Holding A/S og Helle Holm-Hansen Invest ApS indgivet en klage over statsautoriseret revisor Jørgen B. Elmer.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Kent Hedegaard siden den 16. april 1986 har haft beskikkelse som statsautoriseret revisor.
Indklagede har udarbejdet regnskaber for Henrik Holm-Hansens personlige virksomhed for 1987, 1988 og 1989. Indklagedes påtegning på det seneste regnskab er dateret den 27. juni 1990. Endvidere har indklagede kvartalsmæssigt og senest den 6. juni 1990 udsendt revideret regnskab for en valutapulje samt udarbejdet selvangivelser for Henrik Holm-Hansen personligt senest for 1989. Endelig har indklagede udarbejdet regnskaber for Henrik Holm-Hansen Holding A/S og Helle Holm-Hansen Invest ApS, senest for regnskabsåret 1989/90 med revisionspåtegninger af 12. februar 1991.
Det fremgår af sagen, at konkursdekret blev afsagt over klagerens personlige virksomhed den 26. marts 1991.
Kurator, advokat Jørgen B. Elmer har i klageskrivelsen anført følgende klagepunkter
1.
at indklagede med sin viden om eksistensen af udenlandske indkomster ved udarbejdelse af regnskaber for Henrik Holm-Hansen Vekselerere- & Bankierfirma for 1987, 1988 og 1989 samt selvangivelse for Henrik Holm-Hansen for 1989 har krænket de pligter, der påhviler ham som statsautoriseret revisor.
2.
at indklagede med sin viden om Henrik Holm-Hansens økonomiske situation har handlet i strid med god revisorskik ved at udsende erklæringer senest den 6. juni 1990 til kunderne i valutapulje 1, der var baseret på resultatet i de enkelte valutapuljer.
3.
at indklagede med sit kendskab til virksomhedens forhold har handlet i strid med god revisionsskik ved den 12. februar 1991 at underskrive regnskab for Helle Holm-Hansen Invest ApS for regnskabsåret 1. maj 1989 til 30. april 1990 med en blank revisionspåtegning.
Advokat J. Korsø Jensen, der repræsenterer indklagede, har i skrivelse af 20. februar 1996 påstået klagen afvist under henvisning til, at forældelsesfristen er overskredet.
Som følge heraf tilskrev nævnet den 25. marts 1996 kurator, advokat Jørgen B. Elmer, om forældelsesspørgsmålet og anførte "Ifølge de tidsmæssige oplysninger i klageskrivelsen er det tilsyneladende alene indklagedes underskrift af revisionspåtegningen af 12. februar 1991 på 1989/90 regnskabet for Helle Holm-Hansen Invest ApS, der ligger senere end 5 år før indgivelse af klagen til nævnet..." og anmodede om eventuelle bemærkninger til forældelsesspørgsmålet.
Kurator fremsendte herefter ved skrivelse af 13. juni 1996 til nævnet regnskabet for Helle Holm-Hansen Invest ApS for 1989/90 og regnskab for Henrik Holm-Hansen Holding A/S for 1989/90 med indklagedes revisionspåtegninger af 12. februar 1991 og har under henvisning til disse revisionspåtegninger og til, at indklagedes rådgivende virke først ophørte i forbindelse med afsigelsen af konkursdekretet over Henrik Holm-Hansen, gjort gældende, at indklagedes rådgivende virke, for de 3 konkursboer, der har indgivet klagen, skal betragtes som en enhed. Da indklagede har fortsat sit virke frem til Henrik Holm-Hansens konkurs uden frivillig afbrydelse heraf, er den samlede rådgivning fra indklagedes side for de 3 klagere omfattet af begrebet "fortsat forbrydelse", idet der foreligger en række nært sammenhængende ensartede handlinger, som hver for sig berettiger til den af klagerne ønskede sanktion, hvorefter ingen af handlingerne er forældede. Forældelsesfristen skal først regnes fra de to revisionspåtegninger af 12. februar 1991.
Subsidiært har kurator gjort gældende, at i hvert fald revisionspåtegningerne af 12. februar 1991 på regnskaberne for Henrik Holm-Hansens Holding A/S og Helle Holm-Hansen ApS skal realitetsbehandles.
I skrivelse af 25. juni 1996 har advokat Korsø Jensen fastholdt det i skrivelsen af 20. februar 1996 anførte og anført supplerende, at forældelsesfristen må fastsættes som anført i nævnets skrivelse af 25. marts 1996, samt at der i klageskrivelsen, hvor alene regnskabet for Helle Holm-Hansen Invest ApS er omtalt, ikke nærmere er redegjort for, hvad klagen i denne relation vedrører, hvorfor der ikke objektivt set inden forældelsesfristens udløb er indgivet nogen konkret klage.
Nævnet har herefter udskilt spørgsmålet om forældelse til særskilt afgørelse.
Disciplinærnævnet skal udtale
Efter nævnets opfattelse må det fra den almindelige strafferet kendte begreb "fortsat forbrydelse" antages at finde analog anvendelse vedrørende disciplinære forseelser. Henset til de påklagede forholds relativt begrænsede antal sammenholdt med, at de vedrører dels en personlig virksomhed, dels to selskaber og således angår forskellige retssubjekter, finder nævnet imidlertid ikke, at de påklagede forhold udgør en række, ensartede og kontinuerlige forhold. De kan således ikke betegnes som en "fortsat forbrydelse". Forældelsesfristen må derfor regnes fra foretagelsen af hver enkelt af de påklagede handlinger og ikke først fra ophøret af den seneste af disse handlinger.
Det følger heraf, at forældelsen for så vidt angår klagepunkt 1 og 2 løber fra afgivelsen af det seneste regnskab den 27. juni 1990 og fra udsendelsen af den seneste erklæring den 6. juni 1990, og således ligger mere end 5 år før indgivelsen af klagen den 9. februar 1996. Disse klagepunkter anses derfor som forældede, jf. § 18 c i lov om statsautoriserede revisorer.
Med hensyn til klagepunkt 3 vedrørende det af indklagede for Helle Holm-Hansen Invest ApS den 12. februar 1991 afgivne regnskab foreligger der ikke forældelse, idet handlingen ligger senere end 5 år før indgivelsen af klagen, hvorfor dette forhold kan fremmes til realitetsbehandling i nævnet.
Det af klageren påberåbte regnskab for Henrik Holm-Hansen Holding A/S for 1989/90 med indklagedes påtegning af 12. februar 1991 er først inddraget under klagen ved klagerens fremsendelse af processkriftet af 3. juni 1996. Da indklagedes påtegning på dette tidspunkt ligger mere end 5 år før indgivelsen af processkriftet, er denne del af klagen ligeledes forældet.
Klagen vil herefter være at fremme til realitetsbehandling alene for så vidt angår regnskabet for Helle Holm-Hansen Invest ApS for 1989/90 med indklagedes påtegning af 12. februar 1991.
Indklagede var revisor for et vekselererfirma, der tillige med nogle af vekselereren drevne selskaber blev taget under konkursbehandling. Vekselereren blev efterfølgende idømt fængselsstraf for bedrageri, underslæb og skattesvig af særlig grov karakter. Klagen vedrørte indklagedes revisionspåtegninger på regnskaberne for koncernens regnskaber. Ved at have givet et af selskabernes regnskab en blank revisionspåtegning havde indklagede tilsidesat god revisorskik. Bøden blev efter princippet i straffelovens § 3 udmålt i henhold til dagældende lovgivning og fastsat til kr. 35.000. En række klagepunkter vedrørende påtegninger på andre koncernselskabers regnskaber var under sagen afvist som forældede.