Afgørelse

Afgørelse

K E N D E L S E

Ved skrivelse af 6. januar 1999 har I/S Fynsværket klaget over Elprisudvalgets afgørelse af 14. december 1998, hvorved Udvalget fandt, at det nye fjernvarmeregulativ for I/S Fynsværket ikke opfyldte bestemmelserne i elforsyningslovens § 9, stk. 4, idet betalingen for den samlede kapacitet, som fjernvarmen kan lægge beslag på, ikke tager udgangspunkt i Fynsværkets faktiske økonomiske forhold.

Klager v/advokat Claus Høeg Madsen har påstået afgørelsen ophævet, subsidiært hjemvist.

Elprisudvalget har påstået stadfæstelse.

Ankenævnet har den 7. april 1999 ikke fundet grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.

Danske Energiselskabers Forening er indtrådt i sagen til støtte for Fynsværket.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

Elprisudvalgets afgørelse af 14. december 1998 er sålydende

"På Elprisudvalgets møde den 14. december 1998 blev I/S Fynsværkets ændrede fjernvarmeregulativ behandlet.

Udvalget vedtog at meddele I/S Fynsværket, at det af værket den 30. september 1998 til ikrafttræden den 1. oktober 1998 anmeldte nye fjernvarmeregulativ for fjernvarmeafregning fra I/S Fynsværket ikke opfylder bestemmelserne i elforsyningslovens § 9, stk. 4.

Fjernvarmeregulativet medfører, at afregningen af fjernvarmeleverancer bl.a. tager udgangspunkt i en kapacitetsbetaling for den samlede kapacitet som fjernvarmen kan lægge beslag på. Denne kapacitetsbetaling tager udgangspunkt i hvad fremskaffelsen af denne kapacitet ville koste nyopført pr. oktober 1998 ved et kulfyret anlæg på 385 MW og tager således ikke udgangspunkt i de faktiske økonomiske forhold der gælder for I/S Fynsværket.

Begrundelsen for denne afgørelse fremgår af det medsendte notat, hvoraf i øvrigt også fremgår den faktuelle sagsbeskrivelse der tidligere ved udvalgets brev af 24. november 1998 blev tilsendt med henblik på eventuelle kommentarer.

. . . ."

Af sagsfremstillingen i det medsendte notat fremgår bl.a.

"Det nye fjernvarmeregulativ indebærer en ændring af beregningsmåden for den fjernvarme der produceres ved kombineret produktion med el.

I/S Fynsværkets anmeldelse består af en beregning af den efter 1. oktober 1998 gældende fjernvarmeafregningspris.

. . .

Endelig er anmeldt baggrundsmateriale til fjernvarmeregulativet indeholdende en række beregningsforudsætninger.

Med udgangspunkt i den liberalisering af elsektoren der har fundet sted gennem vedtagelsen af lov 486 finder I/S Fynsværket, at den hidtidige afregningsform for fjernvarmeproduktionen med den dertil hørende fordeling af omkostningerne ved den forenede produktion, ikke kan opretholdes.

I/S Fynsværket fremhæver i den forbindelse, at markedsliberaliseringen medfører at værkets interessenters pligt til at aftage elproduktionen gennem vedtagelsen af lov 486 er blevet ophævet. Elproduktionen vil fremover skulle afsættes på markedsvilkår.

Herudover vil den prioriterede elproduktion ikke fremover indgå i I/S Fynsværkets regnskab ligesom 60 og 150 kV-nettene forventes udskilt.

I/S Fynsværket finder, at værkets omkostningsstruktur efter disse ændringer nødvendiggør, at der således også sker en ændring af fjernvarmeafregningen.

Efter det hidtil gældende fjernvarmeregulativ betaltes samme pris pr. Kwh for el og fjernvarme. Herudover blev brændselsfordelen fordelt ligeligt mellem el og varme.

For 1998 (indtil ændringen) har dette medført en afregningspris på 17,71 kr./GJ for fjernvarmen.

Det nye princip for afregning af fjernvarme tager udgangspunkt i, at fjernvarmen overtager den kapacitet den har til rådighed til dagens pris og skal afholde samtlige vedligeholdelsesomkostninger derved.

Den kapacitet varmen maksimalt har til rådighed andrager 108 MW.

Udover disse afledte kapacitetsomkostninger samt drifts- og vedligeholdelsesomkostninger skal varmen betale de med varmeproduktionen forbundne brændselsomkostninger. Til gengæld vil varmen fremover få tillagt hele brændselsfordelen ved den kombinerede produktion.

Denne nye beregningsmetode medfører en anmeldt varmepris på nøjagtig samme beløb som var gældende inden ændringen, nemlig 17,71 kr./GJ.

Efter I/S Fynsværkets nye fjernvarmeregulativ skal fjernvarmen altså betale

Brændselsomkostninger

Øvrige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og

Kapacitetsomkostninger

Til gengæld vil fjernvarmen fremover som nævnt få hele brændselsfordelen ved den kombinerede produktion.

Hvad angår kapacitetsbetalingen er denne opbygget således, at fjernvarmen overtager den maksimale effekt den kan lægge beslag på, nemlig 108 MW. Men den overtages til dagens pris. Da værdien af I/S Fynsværket stort set er nedskrevet til 0 finder I/S Fynsværket, at beregningen af kapacitetsbetalingen skal tage udgangspunkt i et referenceværk, nemlig i prisen for oktober 1998 for opførelse af et 385 MW kulfyret anlæg Nordjyllandsværket med en afskrivningstid på 25 år og med en årlig rente på 7%.

Den nye fjernvarmetarif får derefter følgende udformning pr. 1. oktober 1998

Brændselsudgift

4,33 kr./GJ

Øvrige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger

5,90 kr./GJ

Kapacitetsomkostninger

7,48 kr./GJ

17,71 kr./GJ"

I den begrundelse, som er indeholdt i notatet, hedder det bl.a.

"Udgangspunktet for udvalgets behandling er den nugældende elforsyningslovs § 9, stk. 4, hvori det fastslås, at for elforsyningsvirksomheder der i kombineret produktion leverer varme og elektricitet, skal omkostningerne fordeles på de to produkter efter rimelige, driftsøkonomiske principper.

Kraftvarmeværkernes omkostninger opdeles i særomkostninger vedrørende henholdsvis el og varme og i fællesomkostninger. Særomkostningerne skal herefter alene bæres af de respektive produkter, mens fællesomkostningerne skal fordeles efter en fordelingsnøgle. Udvalget har ikke fundet, at lovens forarbejder angiver noget nærmere om, hvorledes særomkostningerne opgøres, og heller ikke angiver nærmere retningslinier for, hvilke kriterier der kan anses for rimelige med hensyn til fællesomkostningernes fordeling. Fællesomkostningerne kan ikke fordeles objektivt på varme og el, og man kan næppe regne med samme fordelingsnorm for alle værker og fra år til år.

I/S Fynsværkets afregningspriser for kraftvarmeproduktionen har tidligere været behandlet af udvalget. I maj 1988 behandlede udvalget en klage fra Fåborg Elektricitetsværk over fjernvarmeleveringsaftalen mellem I/S Fynsværket og Odense Kommune.

I sin afgørelse tog udvalget I/S Fynsværkets prissystem til efterretning og afviste således Fåborg Elektricitetsværks påstand om, at aftalen var for gunstig for varmesiden.

Fåborg Elektricitetsværk indbragte udvalgets afgørelse for ankenævnet der i sin kendelse fra april 1988 stadfæstede udvalgets afgørelse.

Ankenævnet udtalte i den forbindelse, at den foretagne fordeling af fordelen ved den kombinerede produktion af el og varme var sket ud fra en aftale opnået gennem forhandling mellem parterne. Fordelingen af fællesomkostningerne måtte efter sagens natur være behæftet med en vis usikkerhed.

Fåborg Elektricitetsværk havde under sagen fremhævet, at andre kraftvarmeværker fordelte anderledes. Ankenævnet udtalte hertil, at dette ikke fandtes at give en sådan mulighed for sammenligning, at det derigennem kunne anses for godtgjort, at den foretagne fordeling var urimelig.

Generelt kan det siges, at i ELSAM-området har det fremherskende princip hidtil været, at fordele den opnåede brændselsfordel ved den kombinerede produktion mellem el- og varmesiden. For det meste ligeligt således som det også har været tilfældet i I/S Fynsværkets hidtidige afregningsmodel.

I ELKRAFT-området med de to relativt nyetablerede kraftvarmeselskaber CTR og VEKS har det fremherskende princip været, at fordele den opnåede brændselsfordel, således at kraftvarmeværkerne har givet hele fordelen til varmesiden i 10 til 15 år.

Udvalget behandlede dette forhold i 1985 og besluttede at tage også denne fordelingsform til efterretning. Udvalget lagde vægt på, at varmesiden, på grund af investeringsomfanget i bl.a. de to førnævnte selskaber, ikke for tiden kunne betale en større andel af omkostningerne på kraftvarmeværkerne, såfremt varmepriserne skulle være konkurrencedygtige.

Efter I/S Fynsværkets nye fjernvarmeregulativ skal fjernvarmen betale

Brændselsomkostninger

Øvrige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og

Kapacitetsomkostninger

Til gengæld vil fjernvarmen fremover som nævnt få hele brændselsfordelen ved den kombinerede produktion.

. . .

I hvert fald beregningen af kapacitetsomkostningen forekommer at være "opfundet til lejligheden" med det formål, at fjernvarmeafregningsprisen bliver af nøjagtig samme størrelse efter den nye afregningsmodel som den var efter den gamle.

Som tidligere nævnt er I/S Fynsværket stort set afskrevet. Denne afskrivning er tilvejebragt ved både el- og varmekundernes betalinger for leveret energi.

Den nye beregningsmodel kommer dermed for varmeforbrugernes vedkommende til at betyde, at de fortsat skal betale for noget som de allerede har betalt én gang, hvilket ikke forekommer rimeligt.

Ved den nye afregningsmodel kommer fjernvarmekunderne således i realiteten til at betale et tilskud til I/S Fynsværkets elproduktion på knap 78 mio.kr. om året.

Modellen kan dermed ikke siges at overholde bestemmelserne i elforsyningslovens § 9, stk. 4, der som nævnt kræver at omkostningerne ved den forenede produktion fordeles efter rimelige, driftsøkonomiske principper.

Det skal understreges, at udvalgets underkendelse af indregning af dette kapacitetsomkostningsbeløb vil medføre, at fjernvarmeafregningsprisen til bl.a. Odense Kommune bliver endnu billigere end den er i dag, hvor den kommunale fjernvarmeforsynings afregningspriser hører til blandt landets absolut billigste.

I/S Fynsværkets og Odense Kommunes formål med det nye fjernvarmeregulativ fremgår af en artikel i DFFs blad Fjernvarmen fra oktober 1998.

Det oplyses i artiklen, at formålet har været at undgå den beregningsmåde af afgiften som Skatteministeriet ved udsendelse af et cirkulære den 20. august 1998 om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug har lagt op til.

I artiklen oplyses, at konsekvensen af det nye cirkulære ville blive at hver af Odenses 50.000 fjernvarmeforbrugere vil komme til at betale en afgift på 2.400 kr. om året eller alene for I/S Fynsværkets område 120 mio. kr.

I/S Fynsværket og Odense Kommune har derfor overvejet en række muligheder for at undgå denne afgiftsbetaling. Det oplyses endvidere, at den nye afregningsmodel der betyder at afgiften undgås betragtes som en slags prøvesag overfor Skatteministeriet og at en række andre af de centrale kraftvarmeværker overvejer en lignende afregningsmodel.

. . .".

Klagers argumentation

Det fremgår af den påklagede afgørelse, at Elprisudvalget ikke har indvendinger mod den anmeldte fjernvarmepris, men alene mod beregningsmåden. Udvalget har imidlertid ikke i elforsyningslovens § 10, stk. 4, hjemmel til at tilsidesætte beregningsmåden, når Udvalget ikke samtidig har haft noget at indvende mod den anmeldte fjernvarmepris, idet det af elforsyningslovens § 10, stk. 4, fremgår, at Udvalget alene kan give pålæg om ændring af priser, betingelser og aktiviteter. Fjernvarmeregulativet fastlægger bestemmelser om afregning for fjernvarmeaftagning altså om priser men vedrører ikke "betingelser og aktiviteter".

Det anmeldte fjernvarmeregulativ er i øvrigt i overensstemmelse med elforsyningslovens § 9, stk. 4. Lovbestemmelsens krav om fordeling af omkostningerne efter "rimelige, driftsøkonomiske principper" betyder ikke, at der kun kan ske fordeling efter de faktiske omkostninger ved fjernvarmeproduktion. Heller ikke det hidtidige godkendte fjernvarmeregulativ var baseret på de faktiske omkostninger ved fjernvarmeproduktion. Det anmeldte fjernvarmeregulativ er forhandlet og aftalt mellem ligeværdige parter, resulterende i en pris, der ikke indikerer nogen udnyttelse af en monopolstilling.

I det første lovforslag til en elforsyningslov, der blev fremsat i Folketinget (lovforslag nr. 86 fremsat den 15. november 1974), fandtes bestemmelsen om prissætning af varmeproduktet på de centrale kraftvarmeværker i § 9, stk. 3. Det var dér bestemt, at "hvile-i-sig-selv-princippet", som det var formuleret i forslagets § 9, stk. 1-2, ligeledes gjaldt for prisfastsættelse af varmeproduktet. I de senere lovforslag (lovforslag nr. 180 fremsat den 20. marts 1975 og lovforslag nr. 40 fremsat den 17. oktober 1975), som blev vedtaget af Folketinget, blev bestemmelsen ændret til den nugældende formulering, hvorefter omkostningerne fordeles på varme og elektricitet efter rimelige, driftsøkonomiske principper. Hermed må hvile-i-sig-selv-princippet anses for at være forladt i forhold til prissætningen af varmeproduktet. Omvendt kan det konstateres, at fastsættelse af varmeprisen bør tage udgangspunkt i rimelige driftsøkonomiske principper. I et svar til Folketinget på spørgsmål 24 til lovforslag nr. 180, hvori der bl.a. blev bedt om en definition på "rimelige, driftsøkonomiske principper", hedder det, at "omkostninger, der rettelig vedrører den ene af de to produktioner, bør således ikke kunne overvæltes på den anden. En del af omkostningerne er imidlertid fællesomkostninger, der ikke objektivt kan fordeles på de to produktioner". Lovforarbejderne give således ikke megen vejledning i, hvad der kan rummes i terminologien rimelige, driftsøkonomiske principper, når der er tale om fællesomkostninger. Der er derfor ingen grund til at afvise, at der kan tages udgangspunkt i en alternativ omkostning baseret på nutidsværdi for så vidt angår fællesomkostninger til kapaciteten.

I den hidtil gældende fjernvarmetarif indgik et beløb svarende til betalingen for den el, der kunne have været produceret, hvis man ikke i stedet (som sket) havde produceret fjernvarme. Denne manglende elproduktion fik Fynsværket kompensation for ved, at der i fjernvarmetariffen blev indregnet et beløb svarende til, hvad Fynsværket kunne have solgt denne elproduktion til. I tariffen var inkluderet et beløb svarende til 28 øre/kWh for den elproduktion, der ellers kunne være foretaget. Denne betaling var ikke udtryk for de faktiske produktionsomkostninger. I tariffen var indregnet et beløb svarende til cirka 13% af samtlige udgifter, hvilket blandt andet vil sige Fynsværkets egne afskrivninger og henlæggelser (herunder til højspændingsanlæg, decentrale kraftvarmeværker og vindmøller), ELSAMs afskrivninger og henlæggelser vedrørende værker tilhørende de andre interessenter i ELSAM og Norges-forbindelsen, og køb af prioriteret produktion fra vindmøller og decentrale anlæg, herunder således også sparede afskrivninger og henlæggelser (kapacitetsomkostninger). Fjernvarmekunderne har således hidtil over fjernvarmetariffen deltaget i den samlede kapacitetsudbygning i ELSAM-området. Tariffen inkluderede endvidere halvdelen af en beregnet brændselsfordel. Beregningen af brændsels-fordelen tog udgangspunkt i henholdsvis I/S Fynsværkets faktiske produktionsanlæg og et tænkt referenceanlæg, der alene producerer fjernvarme med en virkningsgrad på 85%. Forskellen mellem det brændsel, der ville være indfyret på referenceanlægget ved den givne fjernvarmeproduktion, og det brændsel, der rent faktisk blev merindfyret på I/S Fynsværkets anlæg til fjernvarmeproduktionen, blev opgjort, og fjernvarmen indbetalte 50% af det således opgjorte sparede brændsel.

I/S Fynsværkets forhandlinger med fjernvarmeaftagerne om et nyt fjernvarmeregulativ blev indledt i december 1997. Begrundelsen var den enkle, at man allerede dengang vidste, at I/S Fynsværket som følge af liberaliseringen af elmarkedet samt konkurrencelovgivningen ikke længere ville kunne fastsætte én afregningspris for interessenternes elaftag fra I/S Fynsværket, hvorfor man besluttede, at interessenterne fra den 1. januar 1999 frit ville kunne købe el fra alle producenter, og at I/S Fynsværket alene ville sælge sin elproduktion gennem ELSAM. Tilsvarende vidste man, at 60 kV- og 150 kV-nettene ville blive udskilt fra I/S Fynsværket, og at den prioriterede produktion ville blive indregnet i nettariffen. En fastsættelse af fjernvarmeprisen ud fra I/S Fynsværkets hidtidige fjernvarmeregulativ ville derfor være uden mening.

Da man som nævnt ovenfor vidste, at I/S Fynsværket fra den 1. januar 1999 ikke længere ville fastsætte én afregningspris for el, ønskede fjernvarmeaftagerne med det nye fjernvarmeregulativ, at fjernvarmeprisen blev gjort uafhængig af elprisen, at fjernvarmeprisen blev holdt på uændret niveau, og at fjernvarmeprisen kunne beregnes ud fra administrativt enkle metoder, der ikke er afhængige af I/S Fynsværkets forretningsmæssige dispositioner i et liberaliseret marked. Disse hensyn er netop tilgodeset af det nye fjernvarmeregulativ, der i modsætning til det tidligere tager udgangspunkt i de langsigtede omkostninger ved produktion af fjernvarme. Det er fremkommet efter forhandling, og der er fuld enighed mellem Fynsværket og fjernvarmeaftagerne, der alle er kommuner eller gartnerselskaber.

Ønsket med det nye fjernvarmeregulativ har været, at fjernvarmekunderne skal betale for de MW, som ELSAM-værkerne kunne have undgået at opføre kapacitet til, hvis der ikke var sket fjernvarmeleverancer. Fastsættelsen af kapacitetsbetalingen har således ikke taget udgangspunkt i de nedskrevne værdier af Fynsværkets anlæg, men hvad det har kostet at opføre det sidste nye værk inden for ELSAM-samarbejdet. Det nye fjernvarmeregulativ tager udgangspunkt i de 108 MW, som fjernvarmen rent faktisk beslaglægger på Fynsværket, og derfor skal betale for. Opgaven ved udarbejdelsen af det nye fjernvarmeregulativ var at få fastsat prisen på de nævnte 108 MW og denne opgave blev løst ved, at der blev opnået enighed mellem Fynsværket og fjernvarmeaftagerne om at tage udgangspunkt i, hvad det ville koste pr. MW at opføre en 400 MW kraftværksenhed (svarende til Fynsværkets blok 7). og med udgangspunkt heri beregne varmens kapacitetsbetaling. Til brug for denne beregning var det mest tilgængelige materiale det, der kunne indhentes fra Nordjyllandsværket vedrørende omkostninger ved opførelsen af Nordjyllandsværkets kulfyrede 385 MW enhed. Disse oplysninger fra Nordjyllandsværket er altså alene blevet brugt som grundlag for beregning af omkostningerne ved en nyopført 400 MW kraftsværksenhed. Der er således ikke tale om, at betalingen bliver fuldstændig løsrevet fra I/S Fynsværkets egne økonomiske forhold.

Elprisudvalgets argumentation

Det bestrides, at afgørelsen ikke har hjemmel i elforsyningslovens § 10, stk. 4, idet udvalget efter denne bestemmelse har beføjelse til at gribe ind ved tilsidesættelse af § 9, stk. 4, uden hensyn til den resulterende varmepris.

De omkostninger, som efter lovens § 9, stk. 4, skal fordeles, skal være nogle faktiske økonomiske størrelser, som efterfølgende kan verificeres i Fynsværkets regnskabsmateriale. Sådan var det efter den hidtidige fjernvarmetarif, og sådan bør det fortsat være. Kapacitetsomkostninger kan ikke skrives i regning ud fra et fiktivt værk. Det strider mod lovens omkostningsprincip.

Konkurrenceankenævnets bemærkninger

Elforsyningsloven af 1976 angav i § 9, stk. 1, hvad der kunne indregnes i prisen ved levering af elektricitet (nødvendige driftsudgifter, driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital). 1976-loven indeholdt endvidere i § 9, stk. 3, den bestemmelse, som nu findes uændret i § 9, stk. 4, hvorefter det for "elforsyningsvirksomheder, som i kombineret produktion leverer varme og elektricitet", gælder, at "omkostningerne" skal "fordeles på de pågældende produktioner efter rimelige, driftsøkonomiske principper".

Af § 9, stk. 1, i elforsyningsloven af 1976 fulgte det således, at elprisen skulle fastsættes ud fra et "hvile-i-sig-selv"-princip. Elprisen skulle reflektere de faktisk budgetterede og regnskabsførte driftsudgifter, afskrivninger, henlæggelser og forrentninger af indskudskapital. Det fulgte endvidere af sammenhængen mellem § 9, stk. 1, og § 9, stk. 3, at fællesomkostninger kun kunne omfatte poster, som efter § 9, stk. 1, kunne indgå i elprisen.

Om kraftvarmeværkers prissætning er det i øvrigt i et ministersvar på et af folketingsudvalget under behandlingen af forslaget til 1976-elforsyningsloven stillet spørgsmål om forståelsen af § 9, stk. 3, anført, at "omkostninger, der rettelig vedrører den ene af de to produktioner, bør således ikke kunne overvæltes på den anden", at "en del af omkostningerne er imidlertid fællesomkostninger, der ikke objektivt kan fordeles på de to produktioner", og at der kan "næppe regnes med samme fordelingsnorm for alle værker og fra år til år", "da de to produktioner og mulighederne for afsætning kan have varierende betydning for de enkelte kraft-varmeværker" (svar på spørgsmål 24 ved udvalgsbehandling af lovforslag nr. 180 af 20. marts 1975).

Det fulgte endvidere af 1976-lovens § 9, stk. 1, og 3, at kraftvarmeværker måtte foretage en opdeling af deres budgetterede og regnskabsførte omkostninger i omkostninger, som alene vedrørte henholdsvis el og varme, og i fællesomkostninger, og at fællesomkostninger skulle fordeles efter de nævnte principper på el og varme.

Efter en lovændring i 1995 kan der i elprisen yderligere ske indregning af udgifter ved at elforsyningsvirksomheder tilbyder "deres kunder energirådgivning samt finansiering af elbesparende foranstaltninger ", jf. § 9, stk. 1, og § 9 b i den gældende lov. Efter denne lovændring kan der endvidere i elprisen indregnes "overskud ved produktion, transmission, distribution eller salg af elektricitet", jf. § 9, stk. 2, i den gældende lov.

Det er en følge af denne lovændring, at 1976-lovens § 9, stk. 3, er blevet til § 9, stk. 4. Lovændringen om, hvad der yderligere kan indregnes i elprisen, ændrer imidlertid ikke ved 1976-lovens princip, hvorefter fællesomkostninger kun kan omfatte budget- og regnskabsposter, som efter den oprindelige § 9, stk. 1, kunne indgå i elprisen. Der skal således fortsat foretages en opdeling af et kraftvarmeværks budgetterede og regnskabsførte omkostninger i omkostninger, som alene vedrører henholdsvis el og varme, og i fællesomkostninger, og fællesomkostningerne skal fortsat fordeles efter de nævnte principper på el og varme.

Efter elforsyningslovens § 10, stk. 1, skal et kraftvarmeværks priser og betingelser med angivelse af grundlaget for prisfastsættelsen anmeldes til Elprisudvalget, som i medfør af § 10, stk. 4, giver pålæg om bl.a. ændring af priser og betingelser, der er i strid med § 9. Efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, skal et kraftvarmeværks priser og betingelser for fjernvarmeleverancer med angivelse af prisgrundlaget anmeldes til Gas- og Varmeprisudvalget, som i medfør af § 21, stk. 5, giver pålæg om bl.a. ændring af priser, der er i strid med § 20, som angiver, hvad der i overensstemmelse med "hvile-i-sig-selv-princippet" kan indregnes i varmeprisen.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at det påhviler Elprisudvalget at gribe ind, hvis Fynsværkets prissætning ikke er baseret på den nævnte opdeling af budgetterede og regnskabsførte omkostninger i særomkostninger for henholdsvis el og varme og i fællesomkostninger, og at det endvidere påhviler Elprisudvalget at gribe ind, hvis fællesomkostningerne indeholder omkostningsposter, som ikke er indregningsberettigede efter § 9, stk. 1, og hvis fællesomkostningerne fordeles på el og varme i strid med § 9, stk. 4. Elprisudvalget har derfor haft fornøden hjemmel til at træffe afgørelse om, hvorvidt Fynsværkets fjernvarmeregulativ er i overensstemmelse med elforsyningslovens § 9, stk. 4.

Fjernvarmeregulativet indeholder ikke en opdeling og fordeling af kapacitetsomkostninger som anført, men fastsætter en kapacitetsbetaling for varmesiden, som skal beregnes ud fra et tænkt, nyopført værk og således ikke er baseret på Fynsværkets faktiske kapacitetsomkostninger efter budget og regnskab. Ankenævnet kan ikke afvise, at udgiften til nyanskaffelse af den kapacitet, som værket kan lægge beslag på, kan indgå i en nøgle for fordeling af de fælles kapacitetsomkostninger, men Ankenævnet tiltræder, at det er i strid med elforsyningslovens § 9, stk. 4, at fastsætte varmesidens kapacitetsbidrag på et andet grundlag end en opdeling og fordeling af Fynsværkets faktiske kapacitetsomkostninger. Ankenævnet stadfæster derfor den påklagede afgørelse.

Herefter bestemmes

Elprisudvalgets afgørelse af 14. december 1998 stadfæstes.

Ole Jess Olsen

Jens Fejø

Børge Dahl

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Konkurrenceankenævnet, den 2. november 1999.

Ulrik Friis

År 1999, den 2. november afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 99-20.085, I/S Fynsværket mod Elprisudvalget, sålydende