Investeringsforening

Artikel 1, stk. 1og stk. 2, 1. tankestreg i direktiv 85/611/EØF, lyder således

1.

Medlemsstaterne lader bestemmelserne i dette direktiv gælde for sådanne institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som er beliggende på deres område.

2.

Ved anvendelsen af dette direktiv og med forbehold af artikel 2 forstås ved investeringsinstitutter sådanne foretagender,

-

der har som eneste formål at foretage kollektiv investering i værdipapirer af kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden, og hvis virksomhed bygger på princippet om risikospredning.

Artikel 2, stk. 1, 1. og 2. tankestreg lyder således

1.

Følgende investeringsinstitutter anses ikke for investeringsinstitutter omfattet af dette direktiv

-

lukkede investeringsinstitutter,

-

investeringsinstitutter, der tilvejebringer kapital uden at søge at tilbyde deres andele til offentligheden i Fællesskabet eller en del af dette.

Ifølge Rådets direktiv 85/611/EØF, artikel 47 skal et investeringsinstitut, der markedsfører sine andele i en anden medlemsstat end den, hvor det er beliggende, udsende de dokumenter og oplysninger, som skal offentliggøres i den medlemsstat, hvor det er beliggende, i denne anden medlemsstat på mindst et af sidstnævnte stats nationale sprog og under samme betingelser som dem, der gælder i hjemstaten.

I henhold til direktiv 85/611/EØF artikel 1, stk. 6 må en medlemsstat, med forbehold af bestemmelserne om kapitalbevægelser og i artikel 44 og 45 og artikel 52, stk. 2, ikke fastsætte andre bestemmelser på det område, der omfattes af direktivet, for investeringsinstitutter i en anden medlemsstat, eller for sådanne institutters andele, såfremt disse markedsføres på den pågældende medlemsstats område.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en forening med hjemsted i Danmark er omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger er det i § 1, nr. 1 fastlagt, at en investeringsforening skal have til formål fra en videre kreds eller offentligheden at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i værdipapirer i overensstemmelse med reglerne i kapitel 9.

Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 1 i lov nr. 229 af 26. maj 1982 om investeringsforeninger.

Af bemærkningerne til § 1 i 1982 loven fremgår det "at virksomhedens midler tilvejebringes fra en videre kreds eller offentligheden."

Videre fremgår det, at "Henvendelse skal finde sted til en videre kreds eller offentligheden. En henvendelse til en mindre, bestemt, afgrænset kreds af personer vil sædvanligvis bringe forholdet udenfor loven. Vejledende i så henseende vil være størrelsen af den pågældende personkreds."

Ifølge § 71 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger kan et udenlandsk investeringsinstitut, der opfylder betingelserne i § 3, stk. 3, og § 59, markedsføre sine andele her i landet, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af Finanstilsynet, eller såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om udenlandske investeringsinstitutters adgang til at drive virksomhed her i landet, herunder oprettelse af salgskontorer og ekspeditionssteder, samt om offentliggørelse af prospekt og regnskab.

Ifølge § 2, stk. 3 i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 skal de dokumenter, som et udenlandsk investeringsinstitut skal indsende til Finanstilsynet, være affattet på dansk.

Ifølge § 4 i bekendtgørelsen skal de dokumenter og oplysninger, som investeringsinstituttet er forpligtet til at offentliggøre i hjemlandet, offentliggøres her i landet på dansk.

"Commentary on the provisions of Council Directive 85/611/EEC of 20 December 1985" er ikke forarbejder til direktivet, som anført af advokat A. Dokumentet er udgivet i 1988 og er ifølge forordet forfatteren hr. Vandamme's egne ideer, der ikke nødvendigvis repræsenterer Kommissionens synspunkter. Forbeholdet er endvidere fremhævet Kommissionens synspunkter. Forbeholdet er endvidere fremhævet på indersiden af dokumentets omslag og i dokumentets indledning, idet det angives at "This document has been prepared for use within the Commission. It does not necessarily represent til Commission's official position." Dokumentet i uddrag er vedlagt som ....

Finanstilsynets kommentarer

Det fremgår af sagen, at den i sagen omhandlede investeringsforening er et investeringsinstitut, der er omfattet af artikel 1 i direktiv 85/611/EØF.

Da selskabet således i sit hjemland er registreret som investeringsforening, og da hjemlandets lovgivning er baseret på direktiv 85/611/EØFs definition af investeringsforeninger, er selskabet en virksomhed, der retter henvendelse til offentligheden. Denne registrering i hjemlandet som investeringsforening giver i henhold til direktivet visse rettigheder, herunder på grundlag af reglerne i direktivets afsnit VIII mulighed for at markedsføre sine produkter i udlandet. Markedsføringen skal ske i overensstemmelse med de regler, som værtslandet har vedtaget inden for direktivets rammer. Der er således ikke tale om, at foreningen skal henvende sig til offentligheden i hvert af de lande, som det ønsker at markedsføre sine produkter i. B er således allerede af denne grund omfattet af Finanstilsynets bekendtgørelse om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark.

Om afgrænsningen af begrebet "offentligheden", hvis afgrænsning efter tilsynets opfattelse ikke har betydning i denne sag, kan det i øvrigt oplyses, at på baggrund af § 1 i den indtil 31. december 1997 gældende lov om investeringsforeninger og bemærkningerne til bestemmelsen samt § 1 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, har Finanstilsynet hidtil fortolket § 1 i såvel lov om investeringsforeninger som lov om investeringsforeninger og specialforeninger således, at henvendelser til en ubestemt kreds af institutionelle investorer er omfattet af begrebet en "videre kreds" uanset at der, som i den foreliggende sag, er et maksimum på 22 for antallet af investorer i foreningen. Det bemærkes, at antallet af potentielle investorer i Danmark er på ca. 250.

Hverken direktiv 85/611/EØF, lov om investeringsforeninger eller lov om investeringsforeninger og specialforeninger sondrer mellem henvendelser til private investorer og professionelle, herunder institutionelle investorer.

Endvidere indeholder lov om investeringsforeninger og specialforeninger ikke særlige regler for investeringsforeninger, der kun har få medlemmer.

For så vidt angår spørgsmålet om udformningen af markedsføringen, er det tilsynets opfattelse, at man ikke mener at kunne dispensere fra § 2, stk. 3 og § 4 i bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark om oversættelse af det materiale, der skal offentliggøres i hjemstaten. Baggrunden er, at bestemmelserne implementerer direktivets artikel 47, og at der ikke i direktivet er givet det enkelte værtsland mulighed for at dispensere fra sprogkravet.

Finanstilsynet skal for god ordens skyld oplyse, at et forslag til ændring af direktivet for øjeblikket behandles i Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Såfremt ændringerne vedtages, vil det blandt andet medføre lempelse af sprogkravet.

Endelig skal Finanstilsynet meddele, at et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af investeringsinstitutdirektivet (85/611/EØF) altid skal markedsføres efter reglerne i direktivet og lov om investeringsforeninger og specialforeninger, uanset om det er organiseret som en fond, en forening eller et selskab. Instituttet er således ikke omfattet af § 43 i lov om værdipapirhandel m.v. om prospekter ved første offentlige udbud af værdipapirer og Fondsrådets bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 om prospekter ved første offentlige udbud. Det tilføjes, at undtagelserne i bekendtgørelsens § 2 fra pligten til at offentliggøre et prospekt er en implementering af undtagelserne i artikel 2 i Rådets direktiv af 17. april 1989 (89/298/EØF) om samordning af kravene ved udarbejdelse af, kontrol med og udstedelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer skal udbydes til offentligheden.

Fondsrådets bekendtgørelse kan derfor ikke anvendes som fortolkningsbidrag i den foreliggende sag.

Sammenfattende er Finanstilsynet af den opfattelse, at investeringsforeningen B, der er omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF, skal opfylde kravene i direktivets Afdeling VIII vedrørende særlige bestemmelser for investeringsinstitutter, som markedsfører deres andele i andre medlemsstater end dem, hvor de er hjemmehørende. Afdeling VIII, herunder artikel 47, er implementeret i Danmark senest ved lov nr. 476 af 10. juni 1997 om investeringsforeninger og specialforeninger og Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark.

Efter direktivet og lov om investeringsforeninger og specialforeninger gælder der ikke særlige regler for investeringsforeninger, der kun har få medlemmer, ligesom der ikke skelnes mellem private og professionelle herunder institutionelle investorer.

Finanstilsynet fastholder derfor sin afgørelse af 13. august 1998.

..."

Klagerens advokat har herefter i skrivelse af 27. november 1998 yderligere bl.a. anført

"Finanstilsynet anfører i sin udtalelse på side 8, 4. afsnit, at "Commentary on the provisions of Council Directive 85/611/EEC of 20 December 1985" ikke, som anført i min skrivelse, er forarbejder til Direktiv 85/611/EØF. Det anføres tillige, at det fremgår af forordet til dokumentet, at det ikke er et udtryk for Kommissionens officielle opfattelse. Jeg er enig i, at der ikke er tale om forarbejder til direktiv 85/611/EØF, men henviser dog til forordet, hvoraf fremgår, at forfatteren, Mr Vandamme, var Head of the "Stock Exchange and Securities Markets" og at han er "uniquely qualified to give an interpretation of the finished text and an account of the preparations that led up to it". Det skal derfor fastholdes, at "Commentary on the provisions of Council Directive 85/611/EEC of 20 December 1985" kan anvendes som fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af anvendelsesområdet for Direktiv 85/611/EØF.

Finanstilsynet anfører i sin udtalelse på side 8-9, at det forhold, at B er registreret i sit hjemland som en investeringsforening i overensstemmelse med Direktiv 85/611/EØF, medfører, at selskabet er en virksomhed, der retter henvendelse til offentligheden. Afgrænsningen af begrebet "offentligheden" har derfor efter Finanstilsynets opfattelse ikke betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, idet det ikke kan opstilles som et krav for direktivets anvendelse på markedsføring af investeringsforeningsandele i en anden medlemsstat end værtslandet, at markedsføringen i denne medlemsstat sker til offentligheden. Dette synspunkt kan ikke tiltrædes.

Det anføres i præamblen til Direktiv 85/611/EØF, at formålet med direktivet alene er en samordning af medlemsstaternes lovgivning vedrørende institutter for kollektiv investering, som udbyder deres andele til offentligheden. Det fremgår således heraf, at der for hvert enkelt medlemsstat, hvor den pågældende investeringsforening planlægger at markedsføre andele i investeringsforeningen, må foretages en individuel afgørelse af, hvorvidt denne markedsføring sker til offentligheden.

Dette følger tilsvarende for Danmarks vedkommende af anvendelsesområdet for Lov om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lovens § 1, nr. 1, hvoraf fremgår, at loven alene finder anvendelse for investeringsforeninger, som har til formål at modtage midler fra en videre kreds eller offentligheden. Som anført i Finanstilsynets udtalelse, side 7, nederst, fremgår det af bemærkningerne til § 1 i 1982-loven, at "Henvendelse skal finde sted til en videre kreds eller offentligheden. En henvendelse til en mindre, bestemt, afgrænset kreds af personer vil sædvanligvis bringe forholdet udenfor loven. Vejledende i så henseende vil være størrelsen af den pågældende personkreds." Det må derfor lægges til grund, at Lov om Investeringsforeninger og specialforeninger ikke finder anvendelse på "private placements".

Finanstilsynet anfører i sin udtalelse side 9, 2. afsnit, at henvendelse til en ubestemt kreds af institutionelle investorer er omfattet af begrebet en "videre kreds", uanset at der, som i den foreliggende sag er et maksimum på 22 for antallet af investorer i foreningen. Jeg skal i den anledning anføre, at der i nærværende sag er tale om en bestemt afgrænset kreds, der ikke overstiger 22 institutionelle investorer. Navnene på de institutionelle investorer er alene af fortrolighedshensyn ikke blevet oplyst i anmodningen af 1. juli 1998 til Finanstilsynet.

Finanstilsynet har i sin udtalelse på side 9 bemærket, at antallet af potentielle institutionelle investorer i Danmark er på 250, og en begrænsning som i nærværende sag til 22 institutionelle investorer må derfor antages at være en begrænset kreds.

Jeg har via min kollega, C, rettet henvendelse til Kommissionen og bl.a. forhørt mig om Kommissionens opfattelse af omfanget af markedsføring til offentligheden, og som Bilag .. vedlægges skrivelse af 11. november 1998 fra D, Head of Unit, DG XV (Internal Market and Financial Services, Financial Institutions, Stock exchanges and securities), hvoraf bl.a. fremgår i følgende i uddrag

"Firstly, it should be considered that, according to Directive 85/611EEC, UCITS are collective investment undertakings which raise funds from the public. Collective investment undertakings which do not promote the sale of their units to the public are therefore not covered by that Directive and should not receive the EU passport (see Articles 1 (2) and 2 of the UCITS Directive)

Consequently, when the competent authorities of a host Member State receive notification from a foreign UCITS wishing to market its units in that other Member State, they may assume that the units are offered to the public according to the authorisation the UCITS received from its home country authorities.

However, when a duly authorised UCITS has contacts with a very limited number of institutional investors in a host Member State, in our view the UCITS Directive's rules on cross-border marketing (Section VII) do not apply, because no "marketing" takes place it is our reading that the "marketing" activity as regulated by the UCITS Directive's implies a "public offer" of units (i.e. contacts with the investing public and use of advertising). The case you describe in your letter refers in our view to a private placement of units. As a consequence, no notification to the host country authorities according to the UCITS Directive and no translation of the prospectus would appear to be needed.

This does not however exempt the intermediary in charge of the distribution of the units in Denmark (if different from the UCITS itself) from respecting the rules of Directive 93/22/EEC on investment services and other provisions possibly in force in the host country which affect also private placements."

For god ordens skyld vedlægges vor skrivelse af 12. oktober 1998 til Kommissionen som bilag ... samt Kommissionens skrivelse af 15. oktober 1998 som bilag ..

D har således tilkendegivet, at der alene kan opstilles en formodning for, at en investeringsforening, som er godkendt som en UCITS i sit hjemland, ved markedsføring af investeringsforeningsandelene uden for sit hjemland foretager markedsføring heraf til offentligheden. Denne formodning finder ikke anvendelse i det tilfælde, hvor en UCITS alene tager kontakt til et begrænset antal af institutionelle investorer i en anden medlemsstat end værtslandet.

Jeg lægger afgørende vægt på, at henvendelser til en begrænset kreds af institutionelle investorer ifølge Kommissionens skrivelse af 11. november 1998 falder uden UCITS-direktivets regler om markedsføring, idet der er tale om en "private placement" af investeringsforeningsandele, som ikke er omfattet af notifikations- og oplysningsforpligtelserne i Direktiv 85/611/EØF.

Jeg skal i denne forbindelse tillige henvise til den i klageskriftet ... foretagne gennemgang af retsstillingen vedrørende "private placements" i en række andre medlemsstater, hvoraf det fremgår, at der, ifølge de oplysninger jeg har kunnet indhente i en række andre medlemsstater, bliver lagt en tilsvarende fortolkning af "private placements" til grund.

Finanstilsynet anfører i sin udtalelse ..., at et udenlandsk investeringsinstitut omfattet af Direktiv 85/611/EØF altid skal markedsføres efter reglerne i direktivet og lov om investeringsforeninger og specialforeninger, uanset om det er organiseret som en fond, en forening eller et selskab, hvorfor Fondsrådets Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 om første offentlige udbud af visse værdipapirer ikke kan anvendes som fortolkningsbidrag i den foreliggende sag. Dette synspunkt kan ikke tiltrædes.

Det er i klageskriftet ... anført, at investeringsforeninger i visse lande vil kunne være organiseret som et investeringsselskab svarende til et dansk aktieselskab, hvorfor markedsføring af andelene i dette selskab i Danmark ikke vil være omfattet af Direktiv 85/611/EØF samt Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997, men derimod Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998.

Når bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 er inddraget i denne sag, er det for at påpege de paradoksale forskelle, der tilsyneladende er mellem markeds-føring af værdipapirer i form af aktier eller anparter og værdipapirer i form af investeringsforeningsandele.

Investeringsforeninger skal efter Lov om Investeringsforeninger og Specialforeninger § 3, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, være organiseret i foreningsform, såfremt de har til formål fra et eller flere medlemmer, en videre kreds, eller offentligheden at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i overensstemmelse med lovens kap. 10. Det er imidlertid hverken i Lov om Investeringsforeninger og Specialforeninger eller i forarbejderne hertil støtte for, at dette krav skal fortolkes som et forbud mod, at et dansk aktie- eller anpartsselskab har en formålsbestemmelse svarende til Lov om Investeringsforeninger og Specialforeninger og ikke Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998. Det ses ikke at ændre herpå, at det i Direktiv 85/611/EØF Art. 1, stk. 3, anføres, at UCITS kan oprettes enten ifølge aftale, som "trusts" eller i henhold til vedtægter (investeringsselskab).

Udbud af ikke-noterede aktier i et investeringsaktieselskab er omfattet af Værdipapirhandelsloven § 43, jf. § 2, stk. 1, nr. 2. Der er hverken i Værdipapirhandelsloven eller Lov om Investeringsforeninger og Specialforeninger hjemmel til at undtage aktier i investeringsaktieselskaber fra Værdipapirhandelslovens § 43. Det fremgår tilsvarende af Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 § 1, stk. 1, nr. 3, at bekendtgørelsen omfatter aktier og andre omsættelige værdipapirer, som kan sidestilles hermed. Der er i bekendtgørelsen ikke indeholdt bestemmelser, der fastsætter begrænsninger i indholdet af formålsbestemmelsen for aktieselskaber omfattet af bekendtgørelsen. Der er således ikke i bekendtgørelsen indeholdt bestemmelser, der medfører, at aktier i investeringsaktieselskaber ikke er omfattet af bekendtgørelsen. Det er alene i Bekendtgørelsens § 3, nr. 7. anført, at den ikke finder anvendelse på udbud af andele i investeringsforeninger. Denne undtagelse er imidlertid en følge af de særlige bestemmelser i Lov om Investeringsforeninger og Specialforeninger om udbud af andele i foreninger omfattet af denne lov.

Det må på baggrund af ovennævnte følge, at udbud af aktier i investeringsaktieselskaber er omfattet af Bekendtgørelse nr. 229 af 10. april 1998 om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer, uanset at selskabets placeringsregler er identiske eller svarende til placeringsreglerne i Lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Det må således tilsvarende følge heraf, at Bekendtgørelse nr. 229 af 10. april 1998 finder anvendelse på første offentlige udbud i Danmark af udenlandske investeringsselskaber, der følger placeringsregler m.v. i UCITS-direktivet, og som er organiseret i en form svarende til et dansk aktie- eller anpartsselskab, f.eks. et tysk AG eller GmbH, et engelsk Plc eller Ltd, et fransk SA eller Sarl eller et hollandsk BV eller NV.

Jeg skal derfor på baggrund heraf fastholde, at Bekendtgørelse nr. 229 af 10. april 1998 og Fondsrådets praksis vedrørende denne bekendtgørelse kan anvendes som fortolkningsbidrag i den foreliggende sag, der sammen med de øvrige fortolkningsbidrag, herunder bilag .. og ... bør føre til, at det påtænkte salg er en "private placement", der ikke er omfattet af notifikations- og oplysningsforpligtelserne."

Finanstilsynet har ved skrivelse af 19. januar 1999 yderligere bl.a. udtalt

"EU-kommissionen har i sin skrivelse af 11. november 1998 bl.a. anført følgende

"Unfortunately, the question you raise is not covered by any official interpretative communication of the Commission nor - according to the information in our possession - by the jurisprudence of the Curt of Justice. Moreover, as you may know, the Commission interpretation of Community law is not binding and in the case of divergent interpretation by a Member State, the matter can be solved only by the Court of Justice.

Below we will however provide you with some guide-lines for a possible interpretation of the Directive on issue. Please take note that the opinions expressed here do not represent an official position of the Commission and cannot be relied on in any legal and administrative procedure.

Firstly, it should be considered that, according to Directive 85/611/EEC, UCITS are collective investment undertakings which raise funds from the public. Collective investment undertakings which do not promote the sale of their units to the public are therefore not covered by that Directive and should not receive the EU passport (see Articles 1 (2) and 2 of the UCITS Directive.

Consequently, when the competent authorities of a host Member State receive notification from a foreign UCITS wishing to market its units in that other Member State, they may assume that the units are offered to the public according to the authorisation the UCITS received from its home country authorities.

However, when a duly authorised UCITS has contacts with a very limited number of institutional investors in a host Member State, in our view the UCITS Directive's rules on cross-border marketing (Section VIII) do not apply, because no "marketing" takes place: it is our reading that the "marketing" activity, as regulated by the UCITS Directive, implies a "public offer" of units (i.e. contacts with the investing public and use of advertising). The case you describe in your letter refers in our view to a private placement of units. As a consequence, no notification to the host country authorities according to the UCITS Directive and no translation of the prospectus would appear to be needed."

FINANSTILSYNETS KOMMENTAR

Indledningsvis skal Finanstilsynet henvise til sine kommentarer i tilsynets skrivelse af 26. oktober 1998.

Finanstilsynet har som tidligere anført ved sin afgørelse lagt til grund, at investeringsselskabet B, uanset at det er etableret i selskabsform, er et investeringsinstitut omfattet af direktiv 85/611/EØF, der regulerer investeringsinstitutter, "der har som eneste formål at foretage kollektiv investering i værdipapirer af kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden, og hvis virksomhed bygger på princippet om risikospredning, og hvis andele på forlangende af ihændehaverne, skal tilbagekøbes eller indløses direkte eller indirekte for midler af disse institutters formue".

Investeringsinstitutter, der er lukkede, det vil sige, at de ikke indløser medlemmernes andele på forlangende, er ikke omfattet af direktivet, jf. art. 2, stk. 1, 1. tankestreg. Udbud af sådanne institutters andele er omfattet af Rådets direktiv af 17. april 1998 om samordning af kravene ved udarbejdelse af kontrol med og udstedelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden (89/298/EØF). Heraf følger, at aktie- eller anpartsselskaber eller tilsvarende udenlandske selskaber, der har samme formål som investeringsinstitutter, men som ikke indløser investorernes aktier eller anparter og dermed er lukkede, er omfattet af kapitel 12 i værdipapirhandelsloven og Fondsrådets bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 om første offentlige udbud af visse værdipapirer og de deri angivne undtagelser.

UCITS, hvadenten de er organiseret i foreningsform som i Danmark eller i en anden selskabsform i andre EØS-lande, som f.eks. B, er derimod ikke omfattet af reglerne om første offentlige udbud.

I præamblens betragtning 6 er det anført, at "samordningen bør i første omgang begrænses til medlemsstaternes lovgivning vedrørende institutter for kollektiv investering (bortset fra den lukkede type) som udbyder deres andele til offentligheden i Fællesskabet, og hvis eneste formål er at investere i værdipapirer...".

Finanstilsynet er af den opfattelse, at man ikke derudaf kan udlede, at "der for hver enkelt medlemsstat, hvor den pågældende investeringsforening planlægger at markedsføre andele i investeringsforeningen, må foretages en individuel afgørelse af, hvorvidt denne markedsføring sker til offentligheden", således som advokat A har anført.

Meningen er derimod, at det alene er kollektive investeringsinstitutter, der indløser deres andele, der reguleres, og ikke de lukkede, f.eks. investeringsselskaber.

Endvidere er det Finanstilsynets opfattelse, at bemærkningerne til § 1 i 1982-loven ikke kan anvendes til støtte for, at lov om investeringsforeninger og specialforeninger ikke finder anvendelse på "private placements".

Bemærkningerne er møntet på foreninger, der henvender sig til en begrænset kreds og derfor ikke er omfattet af først lov om investeringsforeninger og nu lov om investeringsforeninger og specialforeninger og dermed ikke er omfattet af direktiv 85/611/EF. B er ikke et sådant investeringsinstitut, da det har tilladelse som UCITS.

Videre skal Finanstilsynet for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en begrænset kreds henvise til kommentarerne i 2. og 3. afsnit i tilsynets skrivelse af 26. oktober 1998. Det forhold, at der er tale om navngivne institutionelle investorer, gør ikke, at der derved bliver tale om en begrænset kreds.

Finanstilsynet skal dog tillige henvise til, at det af advokat As skrivelse af 15. juli 1998 til Finanstilsynet fremgik, at der var tale om "markedsføring overfor institutionelle investorer af en luxembourgsk investeringsforening godkendt som UCITS". Endvidere blev det anført, at B "påtænkes markedsført til institutionelle investorer i Danmark". Endelig blev det anført, at der højst ville blive tale om 22 investorer.

Herudover skal Finanstilsynet henvise til, at det, Kommissionen har anført, er, at direktivets regler om grænseoverskridende markedsføring efter Kommisionens vurdering ikke finder anvendelse, når en investeringsforening (UCITS) har kontakter med et meget begrænset antal institutionelle investorer i et værtsland, fordi ingen markedsføring finder sted. Det er kommissionens fortolkning at "markedsførings"-virksomhed som er reguleret af UCITS direktivet, indebærer et "offentligt udbud" af andele (f.eks. kontakter med den "investerende offentlighed" og brug af annoncering eller reklame).

Efter Finanstilsynets praksis er institutionelle investorer omfattet af begrebet "en videre kreds", der er ligestillet med offentligheden.

Der er således ikke tale om, at direktivets markedsføringsbestemmelser ikke finder anvendelse, når en investeringsforening "alene tager kontakt til et begrænset antal af institutionelle investorer i en anden medlemsstat end værtslandet" (skal formentlig være hjemlandet), som anført af advokat A.

Finanstilsynet fastholder på baggrund heraf sin afgørelse af 13. august 1998."

Klagerens advokat har i skrivelse af 16. februar 1999 yderligere anført

"Finanstilsynet har i sin udtalelse af 19. januar 1999 fastholdt, at institutionelle investorer er omfattet af begrebet "en videre kreds", der er ligestillet med offentligheden. Det er således Finanstilsynets opfattelse, at direktivets markedsføringsbestemmelser finder anvendelse, uanset antallet af institutionelle investorer, der rettes henvendelse til.

Det er i denne sag ikke bestridt, at institutionelle investorer som gruppe er ligestillet med offentligheden. Det er derimod bestridt, at markedsføring af investeringsforeningsandele til en begrænset kreds af institutionelle investorer er omfattet af begrebet markedsføring til offentligheden. Der ses ikke at være grundlag for, som Finanstilsynet har gjort, at opstille en uafkræftelig regel om, at markedsføring af andele i en UCITS er omfattet af direktivets markedsføringsbestemmelser, uanset antallet af potentielle investorer, der rettes henvendelse til. Markedsføring til offentligheden må naturligt indebære markedsføring af investeringsforeningsandelene til mere end en institutionel investor. Denne forståelse er tilsvarende i overensstemmelse med praksis vedrørende Prospektbekendtgørelsen, idet det her anerkendes, at markedsføring alene til et begrænset antal af institutionelle investorer ikke er omfattet af prospektkravene.

Finanstilsynets holdning har efter min opfattelse en række uhensigtsmæssige konsekvenser i praksis, idet fastsættelsen af et ufravigeligt krav om opfyldelse af direktivets markedsføringsbestemmelser, herunder særligt kravet om oversættelse af dokumentationen vedrørende investeringsforeningen, reelt har som konsekvens, at mulighederne for grænseoverskridende afsætning af investeringsforeningsandele bliver besværliggjort i unødigt omfang. Der er efter min opfattelse ikke det samme beskyttelseshensyn ved markedsføring alene til et begrænset antal institutionelle investorer med den fornødne professionelle ekspertise som ved markedsføring til offentligheden. Direktivets markedsføringsbestemmelser er netop hovedsageligt fastsat ud fra beskyttelseshensyn.

Denne forståelse af direktivet er samtidig i overensstemmelse med den i klageskriftet s. 5-8 foretagne gennemgang af praksis i visse andre medlemsstater, hvoraf det fremgår, at der ikke er overensstemmelse mellem Finanstilsynets praksis og praksis i disse medlemsstater. Dette understreger således det uhensigtsmæssige i Finanstilsynets fortolkning af begrebet "markedsføring til offentligheden".

Det er klart, at Kommissionens fortolkning, som givet i skrivelse af 11. november 1998, ikke er bindende, idet den endelige fortolkning hidrører under EF-Domstolen. Det kan imidlertid ikke være afgørende, om man ved henvendelse til den begrænsede kreds af institutionelle investorer allerede har kontakter med disse - hvilket selvsagt er nemt at etablere - eller om man ved henvendelse får kontakt med disse. Det afgørende må være, om man retter henvendelse til "the investing public", hvorved det er et offentligt udbud, eller blot til en begrænset kreds af de institutionelle investorer, hvorved det er en "private placement", der ikke er omfattet af UCITS direktivet."

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme klagerens begæring om mundtlig forhandling.

Ankenævnet udtaler

Bestemmelsen i § 4 i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark, hvorefter de dokumenter og oplysninger, som investeringsinstitutter er forpligtet til at offentliggøre i hjemlandet, her i landet skal offentliggøres på dansk, er fastsat med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, hvorefter Finanstilsynet fastsætter regler om bl.a. "offentliggørelse af prospekt og regnskab".

I Rådets direktiv 83/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende investeringsinstitutter er i afdeling VIII fastsat særlige bestemmelser for investeringsinstitutter, som markedsfører deres andele i andre medlemslande end dem, hvori de er hjemmehørende. Efter art. 47 skal et investeringsinstitut ved markedsføring af sine andele i et andet medlemsland udsende de dokumenter og oplysninger, som skal offentliggøres i hjemlandet, på det andet medlemslands sprog. Efter art. 44 skal investeringsinstituttet overholde de love og administrative bestemmelser, som gælder i det andet medlemsland, og som ikke henhører under de områder, der omfattes af direktivet.

Selv om det - således som det efter klagerens oplysninger antages i en række andre medlemslande - lægges til grund, at direktivets område alene er markedsføring i form af henvendelser til offentligheden eller en del af denne, er det således ikke i strid med direktivet at fastsætte, at der også ved markedsføring i form af henvendelser til en snævrere kreds end offentligheden eller en del af denne her i landet skal ske oversættelse til dansk af de pligtige oplysninger.

Ankenævnet finder, at bestemmelsen i § 4 i Finanstilsynets bekendtgørelse som udgangspunkt må forstås som omfattende enhver markedsføring - også til snævrere kredse - og har som anført ikke grundlag i direktivet for at fastslå, at bestemmelsen skal forstås indskrænkende.

Da det falder uden for ankenævnets kompetence at pålægge Finanstilsynet at ændre administrative bestemmelser, som har hjemmel i lov, og som ikke strider mod EU retlige regler, har ankenævnet ikke grundlag for at ændre Finanstilsynets afgørelse af 13. august 1998.

I afgørelsen har Kaare Dullum, Connie Leth og Vagn Joensen deltaget.

Investeringsforening

Advokat A har for klageren, K, ved skrivelse af 10. september 1998 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 13. august 1998 har udtalt, at klagerens påtænkte udbud af andele i en luxembourgsk investeringsforening til en begrænset kreds af danske institutionelle investorer må anses for omfattet af reglerne om anmeldelse, godkendelse og oversættelse af markedsføringsmateriale m.v. i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark, jf. Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS).

Sagens omstændigheder

Ved skrivelse af 1. juli 1998 rettede klagerens advokat følgende henvendelse til Finanstilsynet

"På vegne min klient, K, skal jeg hermed rette en forespørgsel vedrørende markedsføring af andele i en luxembourgsk investeringsforening, B, der påtænkes markedsført til institutionelle investorer i Danmark.

Idet jeg om sagens baggrund tillader mig at henvise til vedlagte skrivelse af dags dato til Ligningsrådet med anmodning om bindende forhåndsbesked vedrørende den realrenteafgiftspligtige behandling af investeringsforeningen i Danmark, skal jeg i øvrigt oplyse følgende.

K, der har tilladelse til at udføre tjenesteydelser i forbindelse med investeringsservice i henhold til filialoprettelsen påtænker at markedsføre andele i nævnte investeringsforening overfor danske institutionelle investorer omfattet af realrenteafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 1-6.

Andele vil ikke blive udbudt til andre fysiske eller juridiske personer i Danmark.

Andelene påtænkes i første omgang udbudt til 2 institutionelle investorer og herefter eventuelt til yderligere 15-20 institutionelle investorer i løbet af 1-2 år.

På denne baggrund skal jeg anmode Finanstilsynet om at besvare følgende spørgsmål

1.

Anses et udbud af andele i B til udelukkende maksimalt 22 institutionelle investorer indenfor en 2-års periode for at udgøre en "markedsføring af andelene i Danmark" som omhandlet i bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark med heraf følgende anmeldelses- og godkendelseskrav?

2.

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan der da angives et mindre antal investorer, der må rettes henvendelse til, uden at anmeldelses- og godkendelsesreglerne finder anvendelse?

3.

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, hvilke muligheder foreligger i givet fald, jf. lov om investeringsforeninger, specialforeninger, § 71 for at opnå undtagelse fra kravene i nævnte bekendtgørelse, § 2, stk. 3 og § 4 om pligt til at indgive alt materiale oversat til dansk."

Ved skrivelse af 13. august 1998 svarede Finanstilsynet bl.a.

"Ad 1 og 2

I henhold til § 1 i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark finder bekendtgørelsen anvendelse på de i medfør af Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS) godkendte udenlandske investeringsinstitutter, der ønsker at markedsføre deres andele i Danmark.

Der er ikke hjemmel til at dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser. Uanset antallet af investorer, der rettes henvendelse til, finder bekendtgørelsens anmeldelses- og godkendelsesregler anvendelse.

Ad 3

I henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 3, skal de i bestemmelsens stk. 1 nævnte dokumenter være affattet på dansk.

I henhold til § 4 skal de dokumenter og oplysninger, som investeringsinstituttet er forpligtet til at offentliggøre i hjemlandet, offentliggøres her i landet på dansk.

Der er ikke hjemmel til at dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser. Markedsføring af udenlandske investeringsinstitutter i Danmark forudsætter, at det omtalte materiale er oversat til dansk."

I klageskrivelsen af 10. september 1998 til ankenævnet har klagerens advokat bl.a. anført

"Påstand

Finanstilsynet tilpligtes at anerkende, at

1.

Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark ikke finder anvendelse ved privat placering af investeringsforeningsandele til en begrænset kreds af institutionelle investorer, idet Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 alene finder anvendelse ved markedsføring af andele i investeringsforeninger til offentligheden;

2.

Rådsdirektiv 85/611/EØF samt Lov om Investeringsforeninger og Specialforeninger § 71 ikke udelukker fravigelse af kravet om, at materiale, som investeringsinstitutter i øvrigt måtte være forpligtede til at offentliggøre i henhold til Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997, skal affattes på dansk."

...

Argumentation

Der gøres til støtte for påstand 1, gældende, at det vil være i strid med intentionerne bag Direktiv 85/611/EØF at fortolke "tilbyde Deres andele til offentligheden" i Direktivets art. 2, stk. 1 indskrænkende, med det resultat at Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 finder anvendelse, uanset antallet og arten af investorer, der rettes henvendelse til.

Finanstilsynet har i Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 alene tillagt kravet om markedsføring betydning, uden hensyntagen til kravet om, at markedsføringen skal ske overfor offentligheden. Denne fortolkning er lagt til grund af Finanstilsynet, uanset at begge kriterier skal være opfyldt, førend at Direktiv 85/611/EØF finder anvendelse. Det bestrides ikke, at det af K, planlagte salg i Danmark af andele i investeringsinstitutter terminologisk kan betegnes som markedsføring, men det er ikke i overensstemmelse med Direktivet, såfremt tilfælde, hvor der alene rettes henvendelse til een institutionel investor, omfattes af de danske regler.

Der kan herved henvises til følgende citat i "Commentary on the provisions of Council Directive 58/611/EEC of 20 December 1985", pkt. 20(b), vedlagt i kopi som ...

"As already seen (in paragraph 5), the term "the public" implies a public wider than that made up by a specific group of investors, such as insurance companies, pension funds or the employees of a company. On the other hand, though, it is not to be interpreted as meaning "all the public"; as we see it, a large section of the public (comprising all the professions, for instance) is enough to qualify as satisfying the definition. But should a UCITS which confines its promotional activities to, say, the medical profession be regarded as promoting its units to the public and therefore brought within the scope of the Directive? Here it can be argued that, with such a very specific target group of investigators [må forstås som "investors"], the requirements are not fulfilled, especially since the intention has always been to confine the Directives provisions essentially to conventional UCITS dealing with the public at large. This intention, along with the factual evidence, should be the key to the interpretation of what is meant by "the public"."

Det fremgår heraf, at Direktiv 85/611/EØF alene finder anvendelse, såfremt der er tale om markedsføring af investeringsinstitutandele til en større kreds ("offentligheden"), der ikke er begrænset til professionelle/institutionelle investorer.

Det kan på baggrund heraf ikke tiltrædes når Finanstilsynet anfører, at Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 ikke indeholder tilstrækkelig hjemmel til at dispensere fra bekendtgørelsens anmeldelses- og godkendelsesregler. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i Lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 71, hvorefter Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte regler om udenlandske investeringsinstitutters adgang til at drive virksomhed her i landet. Finanstilsynet har således i Lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 71, sammenholdt med Direktiv 85/611/EØF, den fornødne hjemmel til at fortolke Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997, således at denne ikke finder anvendelse ved privat placering til en begrænset kreds af institutionelle investorer.

Rådets Direktiv 89/298/EØF om samordning af kravene ved udarbejdelse af, kontrol med og udstedelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden, som implementeret i Danmark senest ved Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer, finder tilsvarende alene anvendelse ved "udbud til offentligheden". Dette kriterium er ved Fondsrådets administration af Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 fastlagt til at udgøre mere end en enkelt investor. Den af Finanstilsynet anlagte fortolkning af bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 er således udtryk for en anderledes forståelse af begrebet "offentligheden", end der bliver lagt til grund ved anvendelse af Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998.

Finanstilsynet er i sin afgørelse af 13. august 1998 ikke fremkommet med en nærmere begrundelse for, hvorfor området for udbud af andele i investeringsinstitutter til institutionelle investorer skulle begrunde en mere restriktiv praksis, end den praksis som er blevet lagt til grund af Fondsrådet ved salg af værdipapirer ved privat placering til en nærmere afgrænset gruppe af institutionelle investorer. Det gøres derfor gældende, at Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 skal fortolkes i overensstemmelse med principperne i Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 med hensyn til fastlæggelse af omfanget af "offentligheden", særligt henset til bekendtgørelsernes EU-retlige baggrund.

Det er endvidere et paradoks, at investeringsforeninger i visse lande vil kunne være organiseret som et investeringsselskab svarende til det danske aktieselskab og derfor vil kunne markedsføre deres andele dels til en begrænset kreds af professionelle/institutionelle investorer uden prospektkrav dels i henhold til Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer med de undtagelser der følger heraf. I henhold til Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 gælder der således eksempelvis undtagelse fra prospektkravet, hvor andelene sælges i stykstørrelser over DKK 300.000.

K, har, som tidligere anført, alene påtænkt sig at markedsføre andelene i nævnte investeringsforening overfor danske institutionelle investorer, hvor antallet af institutionelle investorer ikke vil overstige 22.

Der er således tale om markedsføring af investeringsinstitutandele til en sådan snæver kreds af danske institutionelle investorer, at der ikke er tale om en markedsføring, som er omfattet af Direktiv 85/611/EØF art. 2, stk. 1.

Jeg har hos advokater i visse øvrige EU-medlemsstater fået oplyst nedennævnte praksis vedrørende markedsføring af UCITS

1. Østrig

Det er i Østrig muligt at foretage privat placering af andele i investeringsforeninger uden at være omfattet af anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF, såfremt andelene udelukkende bliver markedsført overfor individuelle investorer, samt at der ikke foretages nogen form for generel markedsføring. Forudsat at disse betingelser er opfyldt er der ingen begrænsninger i antallet af investorer, som investeringsandelene kan markedsføres overfor.

2. Belgien

Det er i Belgien muligt at foretage privat placering af andele i investeringsforeninger uden at være omfattet af anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF, såfremt andelene udelukkende bliver markedsført overfor professionelle investorer, hvilket vil sige kreditinstitutter registreret i Belgien, børsmæglerselskaber registreret i Belgien samt investeringsforeninger og pensionskasser registreret ved de relevante belgiske myndigheder. Forudsat at der er tale om professionelle investorer gælder der ingen begrænsninger i antallet af investorer, som investeringsforeningsandelene kan markedsføres overfor.

3. Frankrig

Det er i Frankrig muligt at foretage privat placering af andele i investeringsforeninger uden at være omfattet af anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF, såfremt andelene udelukkende bliver markedsført overfor "qualified investors", hvilket vil sige juridiske personer, som er i besiddelse af den fornødne ekspertise og indsigt til at forstå den risiko, som er forbundet med investering i f.eks. andele i investeringsforeninger.

4. Grækenland

Den græske implementeringslovgivning vedrørende Direktiv 85/611/EØF sondrer ikke direkte mellem markedsføring til offentligheden og privat placering. Der kan imidlertid i overensstemmelse med de græske myndigheders praksis foretages markedsføring af investeringsandele overfor en begrænset gruppe af investorer, hvilket vil sige maksimalt 100 investorer afhængig af arten af disse, uden at anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF finder anvendelse.

5. Italien

Retsstillingen i Italien med hensyn til, hvornår der er tale om markedsføring til offentligheden, er uafklaret. CONSOB har indtaget det standpunkt, at der ikke er tale om markedsføring til offentligheden, såfremt der udelukkende er tale om markedsføring overfor professionelle investorer. Den italienske nationalbank samt det italienske Finansministerium har derimod indtaget det standpunkt, at markedsføring til offentligheden tillige omfatter markedsføring til professionelle investorer.

6. Tyskland

Det er i Tyskland muligt at foretage privat placering af andele i investeringsforeninger uden at være omfattet af anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF, såfremt andelene udelukkende bliver markedsført overfor en begrænset kreds af investorer, som formidleren af andelene har en forud bestående forretningsforbindelse med vedrørende investeringsrådgivning eller kapitalforvaltning. Denne undtagelse til anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF bliver fortolket snævrere end fritagelsen med hensyn til privat placering fra prospektkravene ved første offentlige udbud af visse værdipapirer.

7. Holland

Det er i Holland muligt at foretage privat placering af andele i investeringsforeninger uden at være omfattet af anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF, såfremt andelene udelukkende bliver markedsført overfor en kreds af professionelle investorer. Denne undtagelse er fastsat med udgangspunkt i en generel hjemmel til den hollandske finansminister til at undtage fra anmeldelses- og godkendelseskravene.

8. England

Det er i England muligt at foretage privat placering af andele af investeringsforeninger uden at være omfattet af anmeldelses- og godkendelseskravene i Direktiv 85/611/EØF, såfremt andelene markedsføres til "non-private customers" dvs. professionelle som anses for at have fornødent kendskab og erfaring, så den beskyttelse der gives til private kunder kan fraskrives. Der er ikke angivet noget maksimum antal på professionelle, som der kan markedsføres overfor under undtagelsen for anmeldelses- og godkendelseskravene.

Som det fremgår af ovennævnte resuméer af praksis tillader en række jurisdiktioner, at markedsføring til en begrænset kreds af institutionelle/professionelle investorer ikke betragtes som markedsføring til offentligheden. Dette bør tages i betragtning ved Erhvervsankenævnets afgørelse.

Det gøres til støtte for påstand 2 gældende, at der, såfremt Erhvervsankenævnet mod forventning måtte stadfæste Finanstilsynets afgørelse, bør være mulighed for konkret at dispensere fra kravet i Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 § 2, stk. 3, om oversættelse til dansk af de dokumenter, som skal indsendes til Finanstilsynet forud for markedsføring i Danmark, eksempelvis ved, som i det foreliggende tilfælde, markedsføring af investerings-foreningsandele overfor institutionelle investorer.

Det gøres gældende, at kravet om oversættelse af de dokumenter, som skal anmeldes til Finanstilsynet i henhold til Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 § 2, stk. 3, er fastsat ud fra et generelt beskyttelseshensyn overfor ikke-professionelle investorer, idet sådanne investorer skal have mulighed for at opnå den fornødne indsigt i den tilbudte investeringsmulighed. Dette beskyttelseshensyn gør sig ikke tilsvarende gældende ved markedsføring af investeringsforeningsandelene overfor professionelle investorer , idet disse må antages at være i besiddelse af den fornødne ekspertise til at forstå indholdet af prospektet samt andre dokumenter, der indgår som en del af markedsføringsmaterialet, uanset at dette ikke er oversat til dansk. Kravet om oversættelse i Direktiv 85/611/EØF artikel 47 er naturligt henset til det forudsatte anvendelsesområde for direktivet, idet det i henhold til forarbejderne til direktivet, ..., netop ikke omfatter privat placering af investeringsforeningsandele overfor professionelle investorer. Der kan herved henvises til følgende citat i "Commentary on the provisions of Council Directive 58/611/EEC of 20 December 1985", pkt. 183, vedlagt ...

"The Directive nevertheless stipulates, most logically, that such documents and information must be distributed in the Member State of marketing in at least one of its official languages, so that there is an obligation on the UCITS to have them translated if necessary".

Det fastslås herved, at kravet om oversættelse netop er fastsat med udgangspunkt i det forudsatte anvendelsesområde for Direktiv 85/611/EØF. Denne forudsætning for fastsættelse af kravet om oversættelse kan således ikke opretholdes, såfremt det mod forventning fastholdes, at Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 finder anvendelse på privat placering af investeringsforeningsandele til en begrænset kreds af institutionelle investorer, idet der ikke herved gør sig de samme beskyttelseshensyn gældende, som ved markedsføring overfor ikke-professionelle investorer. Oversættelse i relation til professionelle investorer bør ikke anses for nødvendig (necessary).

Til sammenligning kan der henvises til Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer § 15, hvor Fondsrådet anerkender indsendelse af prospekter udarbejdet på svensk, norsk, engelsk eller på et andet sprog godkendt af Fondsrådet. I relation til Bekendtgørelse nr. 229 af 20. april 1998 anerkender Fondsrådet således prospekter udarbejdet på et andet sprog end dansk, uanset at sådanne prospekter vil kunne anvendes i forbindelse med markedsføring af de pågældende værdipapirer overfor ikke-professionelle private personer.

Fastsættelse af krav om oversættelse af den påkrævede dokumentation vil i det foreliggende tilfælde efter min opfattelse udgøre en unødvendig hindring i muligheden for grænseoverskridende markedsføring af investeringsydelser. Det er netop direktivets erklærede formål at søge at fjerne sådanne hindringer. Som det fremgår af det vedlagte materiale vil et krav om oversættelse heraf forud for markedsføring til et meget begrænset antal institutionelle investorer medføre betydelige omkostninger samt forsinkelse førend markedsføring af investeringsandelene kan finde sted. Der kan ved oversættelse af det betydelige materiale, som skal anmeldes overfor Finanstilsynet, tillige opstå fortolkningstvivl på grund af uoverensstemmelser mellem originalversionerne samt de danske oversættelser. Dette taler tilsvarende for, henset til målgruppen for markedsføringen i det konkrete tilfælde, at der konkret bør kunne dispenseres fra kravet om oversættelse, hvilken dispensation eksempelvis kan indeholde krav om at oversættelse skal ske, såfremt der fremsættes anmodning herom fra en af de institutionelle investorer. Det kan i denne forbindelse oplyses, at de finske finansielle tilsynsmyndigheder konkret har mulighed for at dispensere fra kravet om oversættelse med hensyn til visse af de dokumenter, som skal anmeldes.

Rådsdirektiv 85/611/EØF Art. 47 samt Lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 71 udelukker således ikke, at der i konkrete tilfælde dispenseres fra kravet om, at der skal ske oversættelse af de dokumenter og oplysninger, som investeringsinstitutter i henhold til Bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 måtte have pligt til at indsende/offentliggøre i Danmark.

..."

Finanstilsynet har afgivet en redegørelse af 26. oktober 1998, hvor det bl.a. anføres

"...

Det fremgår af ... til anken af 10. september 1998, at foreningen er godkendt i henhold til Luxembourgsk lovgivning, som implementerer direktiv 85/611/EØF.

Regelgrundlag

Spørgsmål om der skulle ske oversættelse af markedsføringsmateriale i forbindelse med påtænkt udbud af andele i en luxembourgsk investeringsforening