Legislator Case Law & Legislation
X19991921601 DK

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1999 19216 Valid

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører forholdene ved entreprenørens konkurs.

Ved klageskrift modtaget af Voldgiftsnævnet den 2. januar 1998 har klageren i henhold til gældende regler for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed begæret en voldgiftsret nedsat til afgørelse af klagerens tvist med indklagede i likvidation. Voldgiftsretten er nedsat med landsdommer Arne Lyngesen som eneste voldgiftsmand.

Klageren har påstået indklagede tilpligtet at betale 67.021,25 kr. med tillæg af procesrente fra den 23. oktober 1997.

Indklagede har påstået afvisning.

Klageren indgik den 15. september 1994 entreprisekontrakt med et tømrerentreprenørfirma om etablering af standpladser for kildesortering. I henhold til kontrakten er AB 92 gældende.

Entreprisesummen er betalt i henhold til 3 acontobegæringer og en slutregning. Ved en fejl er et beløb på 67.021,25 kr., der blev betalt i henhold til den første acontobegæring, ikke taget i betragtning ved senere betalinger, og beløbet er således betalt to gange. Slutregningen er den 2. december 1994 attesteret af klagers arkitekt til betaling og godkendt i klagerens hovedkontor den 8. december 1994. Slutregningen er efter det oplyste betalt formentlig den 12. december 1994.

Der foreligger i sagen referat fra afleveringsforretningen den 23. november 1994. Ifølge referatet er byggeriet afsluttet "ekskl. nedenstående mangelliste", og der afholdes ikke flere byggemøder. Manglerne angives at ville være afhjulpet senest den 2. december 1994. Referatet er på vegne af "Entreprenør" underskrevet den 19. december 1994.

Med datering den 9. december 1994 udsendte tømrerentreprenørfirmaet (i det følgende kaldet det gamle selskab) og et nystiftet selskab (i det følgende kaldet det nye selskab) sålydende skrivelse til "Til vore forretningsforbindelser"

"Det gamle selskab har som en række andre byggevirksomheder mærket byggeriets krise i de seneste år.

Dette har medført betydelige driftsunderskud med deraf følgende forringelse af kapitalgrundlaget, hvilket har givet visse vanskeligheder med at stille de fornødne byggegarantier. For at imødegå dette har der været foretaget tilpasninger i organisationen, ligesom lejemålet XX er blevet opsagt. Imidlertid har udlejer ikke accepteret opsigelsen, hvorfor en afklaring af dette forhold alene kan ske gennem en eventuel retssag.

Det spinkle egenkapitalgrundlag, ovenstående eventuelt kommende retssag samt en anden verserende retssag giver megen uro i organisationen og tvivl om muligheden for at bevare arbejdspladserne i selskabet.

Det gamle selskab har som følge af ovenstående den 9.12.1994 stiftet et 100 % ejet datterselskab

Det nye selskab

med en aktiekapital på 3.000.000,00 kr. Selskabet vil videreføre det gamle selskabs igangværende entrepriseopgaver samt diverse serviceopgaver.

Det nye selskab har ansat direktøren fra det gamle selskab som direktør i det nye selskab. Selskabet vil beskæftige 50-60 medarbejdere og således bevare stort set alle de nuværende arbejdspladser. For det gamle selskab er det besluttet at indgive betalingsstandsning med det formål, at få den fornødne ro til en stille afvikling af selskabets aktiver og forpligtelser samt afklaring af de ovennævnte retsforhold. Begæringen om betalingsstandsning er indgivet til Sø- og Handelsrettens skifteret, som har beskikket en advokat som tilsyn. Kreditorerne vil inden 8 dage modtage nærmere oplysninger direkte fra tilsynet.

Det er bestyrelsens opfattelse, at den valgte løsning er den bedste for såvel kreditorer, kunder og virksomheden."

Med datering "januar 1995" udsendte det nye selskab sålydende skrivelse "Til vore forretningsforbindelser"

"Vedr.: det nye selskabs fremtidige samarbejde med Dem.

Det gamle selskab har som de fleste andre mærket byggeriets krise de seneste år og har som mange andre kørt med røde tal. Med henblik på at imødegå dette har der været foretaget forskellige tiltag, der ganske vist har forbedret situationen, men ikke tilstrækkeligt.

Bestyrelsen for det gamle selskab har derfor den 9. december 1994 besluttet at stifte et helt nyt 100% ejet datterselskab med en aktiekapital på 3 mill. kr.

Det nye selskab

Det nye selskab har overtaget igangværende service- og entrepriseopgaver, ligesom selskabet har overtaget hovedparten af medarbejderne. Selskabet har fået domicil i nyindrettede lokaler på adresse:XX

Det er vores opfattelse, at det nye selskab igennem en fornuftig omkostningsstruktur, egenkapital samt bevarelse af hovedparten af organisationen har særdeles gode muligheder for at fortsætte og udbygge det gode samarbejde.

Vi vil samtidig benytte lejligheden til at ønske godt nytår i en særdeles spændende branche."

Under sagens mundtlige forhandling er afgivet vidneforklaringer af det nye selskabs direktør, en ansat i klagers hovedkontor og klagers arkitekt.

Direktør i det nye selskab har bl.a. forklaret, at han fra slutningen af 1992 var direktør i det gamle selskab. I 1994 fik selskabet økonomiske vanskeligheder og måtte reducere sine aktiviteter. I december 1994 stiftedes det nye selskab. Vidnet blev ansat i det nye selskab. En anden ansat fra det gamle selskab fik ligeledes ansættelse i det nye selskab. De to selskaber indgik aftale med hinanden, hvorefter det nye selskab overtog entreprisekontrakter vedrørende igangværende arbejder. Ved igangværende arbejder forstod man de entrepriser, hvor der endnu ikke var afholdt afleveringsforretning. Det er dette princip, selskaberne har givet udtryk for i skrivelserne til forretningsforbindelserne. Det gamle selskab indgav anmodning om betalingsstandsning den 9. december 1994, og denne blev taget til følge den 12. december 1994. Selskabet er senere erklæret konkurs. De af klageren for meget indbetalte beløb er indbetalt til det gamle selskab. Det gamle selskabs bogholder, der fortsatte med at udføre arbejde for betalingsstandsningsboet, opdagede fejlen i løbet af 1995, men da var det ikke muligt at tilbagebetale. Det nye selskab har ikke udbedret mangler konstateret ved afleveringen og har ingen aftale indgået med klageren. Det nye selskab har efter særlig aftale med boets kurator og det gamle selskabs garantistiller afgivet tilbud over for boet på mangelsudbedring i forbindelse med 1-års gennemgangen. De to selskabers skrivelse fra januar 1995 har vidnet betegnet som et "salgsbrev". Det nye selskab har senere skiftet navn og er trådt i likvidation.

En ansat i klagers hovedkontor har forklaret, at han er ansat i klagers hovedkontor. Vidnet har oplyst, at man opdagede fejlen i efteråret 1995. Klager lagde afgørende vægt på selskabernes skrivelser fra december 1994 og januar 1995. Klager var sikker på, at de herefter havde det nye selskab som kontraktspart. Vidnet har ikke hørt om problemer ved mangelsudbedring. Forholdene omkring 1-års gennemgangen kender vidnet ikke nærmere til, og vidnet kender intet til aftaler med det nye selskab eller med kurator. Det var de samme personer, der repræsenterede selskaberne. Vidnet forstår udtrykket "igangværende arbejder" således, at udtrykket omfatter entrepriser indtil 5-års-garantien er udløbet. De juridiske forhold blev i øvrigt behandlet af hovedkontorets jurist. Klagers arkitekt styrede byggeriet og dets økonomi.

Klagers arkitekt har forklaret, at han, der er arkitekt, projekterede byggeriet, førte tilsyn og attesterede regningerne. Ved afleveringsforretningen blev der konstateret mangler, hvoraf de sidste blev udbedret i januar 1995. Ved 1-års gennemgangen indkaldte vidnet det gamle selskab, og en ansat fra det gamle selskab, som nu er ansat i det nye selskab mødte op. Der er udarbejdet mødereferat herom. Vidnet fik brev om, at manglerne først ville blive udbedret, når garantistilleren havde godkendt dette.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indklagede er indtrådt i entrepriseaftalen og derfor hæfter for det fejlagtige udbetalte beløb. Indklagedes indtræden i entrepriseaftalen støttes på indholdet af selskabernes skrivelser fra december 1994 og januar 1995. Skrivelserne er godkendt af selskabernes advokater, og en eventuel uklarhed i formuleringen må komme indklagede til skade. Det nye selskab havde en klar interesse i at fortsætte forretningsmellemværendet, idet kunderne kun derved kunne blive tilfredse, så disse fortsat ville være kunder hos indklagede. Klager er en stor kunde. Udtrykket "igangværende arbejder" må forstås som omfattende tiden, indtil enhver forpligtelse i medfør af entreprisekontrakten er ophørt, således også indtil 5-års-garantien er udløbet. Hertil kommer, at den ansatte fra det gamle selskab underskrev mødereferat den 19. december 1994, på hvilket tidspunkt han var ansat i det nye selskab. Endvidere blev mangler udbedret efter den 9. december 1994. Ved 1-års gennemgangen mødte repræsentanter for det nye selskab. Alt dette støtter, at indklagede er indtrådt i entrepriseaftalen.

Indklagede har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indklagede ikke er i noget kontraktligt forhold til klageren og derfor ikke er undergivet nogen voldgiftsbestemmelse. Det nye selskab har ikke i forhold til klageren forpligtet sig i henhold til entrepriseaftalen med det gamle selskab. Selskabernes skrivelser fra december 1994 og januar 1995 indeholder ikke en sådan forpligtelse. Da skrivelserne blev udsendt, var entreprisen ikke igangværende, idet den var afleveret i november måned. Heller ikke på andet grundlag har indklagede forpligtet sig i forhold til klageren. Vidnet, klagers arkitekt indkaldte det gamle selskab til 1-års gennemgangen. Entreprisegarantien ligger fortsat i det gamle selskab. Klageren har anmeldt sit krav i det gamle selskabs konkursbo. Det har ingen betydning, at den tidligere ansatte i det gamle selskab den 19. december 1994 underskrev referatet fra afleveringsforretningen den 23. november 1994.

Voldgiftsretten udtaler

Selskabernes skrivelser fra december 1994 og januar 1995 er holdt i generelle vendinger og omtaler ikke nærværende entrepriseforhold. Udtrykket "igangværende entrepriseopgaver" må normalt forstås således, at det ikke omfatter entrepriser, der er afleveret. Herefter er der ikke grundlag for i henhold til skrivelserne at anse indklagede for at være indtrådt i det gamle selskabs forpligtelser efter entreprisekontrakten. Det er ikke klarlagt, hvorvidt det nye selskab har deltaget i udbedring af visse mangler omkring årsskiftet 1994/95. Den omstændighed, at den ansatte fra det gamle selskab efter at være ansat i det nye selskab med sin underskrift har bekræftet indholdet af referatet af afleveringsforretningen i november 1994, er uden betydning for sagens afgørelse. Ved det fremkomne er der ikke grundlag for at antage, at det nye selskab i forbindelse med 1-års gennemgangen har forpligtet sig i forhold til klageren.

Herefter fastslår voldgiftsretten, at indklagede ikke er blevet forpligtet i entrepriseforholdet, og indklagedes påstand om sagens afvisning tages derfor til følge.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor anført

THI BESTEMMES

Denne klage afvises.

I sagsomkostninger skal klageren til indklagede i likvidation, betale 9.500 kr.

Klageren skal betale samtlige de med Voldgiftsnævnets behandling af sagen forbundne omkostninger.

Det ikendte skal betales inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse.

Afgørelse 1999 19216 Valid

Klager indgik entreprisekontrakt med en tømrerentreprenør (det gl. selskab). I henhold til parternes entreprisekontrakt var AB 92 gældende. Entreprisesummen blev betalt i henhold til tre acontobegæringer, men ved en fejl blev et beløb på 67.021,25 kr. betalt to gange af klager.

Efter afleveringsforretningen fik klager meddelelse fra det gl. selskab om, at de grundede økonomiske vanskeligheder havde stiftet et 100 % ejet datterselskab, som skulle videreføre det gl. selskabs igangværende entrepriseopgaver. Det gl. selskab indgav herefter betalingsstandsning og blev senere erklæret konkurs.

Klager påstår herefter indklagede (datterselskabet) tilpligtet, at betale 67.021,25 kr., da indklagede har forpligtet sig over for klager, ved at skulle videreføre det gl. selskabs igangværende entrepriseopgaver.

Indklagede påstår afvisning med henvisning til, at datterselskabet ikke er forpligtet over for klager, da afleveringsforretning har fundet sted.

Voldgiftsretten udtaler, at udtrykket "igangværende entrepriseopgaver" må forstås således, at det ikke omfatter entrepriser der er afleveret. Herefter og da indklagede ikke har udvist en adfærd som kunne medføre, at indklagede var indtrådt i kontrakten med klager, er der ikke grundlag for, at anse indklagede for at være indtrådt i det gl. selskabs forpligtelser.

Indklagedes påstand om afvisning tages derfor til følge.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →