Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Statutory Text (2 Articles)
Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Vedrører Lov om voldgift
I et klageskrift af 11. marts 1999 har klageren påstået indklagede tilpligtet at betale 622.772,98 kr. med nærmere angivne renter til klageren.
Kravet angives at udgøre det beløb, som klageren som tingsforsikrer har betalt i erstatning for skader forårsaget af, at en gummibælg på en kompensator revnede, hvorved 2-300m3 kogende vand strømmede ud og ødelagde bygningsdele, løsøre m.v.
Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indklagede, som har leveret værket, er erstatningsansvarlig for skaden, som ifølge klagerens opfattelse skyldes, at den leverede gummimembran var defekt. Klageren har principalt gjort gældende, at ansvarsgrundlaget er garanti, idet indklagede ifølge kontrakten har ydet garanti for maskin- og el-anlæg, subsidiært, at indklagede efter reglerne om produktansvar hæfter for fabrikationsfejl.
I et svarskrift af 14. april 1999 har indklagede påstået frifindelse bl.a. under anbringende af, at aftalen mellem bygherren og indklagede bevirker, at indklagede ikke har et ansvar for skaden, som er dækket under en sædvanlig bygningsforsikring, at skaden ikke skyldes culpøs adfærd fra indklagedes side, samt at indklagede ikke er ansvarlig for eventuelle fejl begået af fabrikanten.
Efter at klageren har afgivet replik, har indklagede i en duplik af 25. august 1999 påstået sagen afvist under henvisning til, at der mellem klagers forsikringstager og indklagede er indgået aftale om, at tvisten skal afgøres endeligt ved voldgift i henhold til reglerne i Lov om voldgift.
Landsdommer Fritse Hove er herefter blevet udpeget til på skriftligt grundlag at tage stilling til afvisningspåstanden.
I kontrakten mellem klagers forsikringstager og indklagede om levering af et nøglefærdigt leveret kraftvarmeværk heder det i kontraktens punkt 16. Forbehold
"Standardforbehold af juni 1993, Bygge- og anlægsarbejder "
Herefter hedder det i punkt 17. Tvister
"Ethvert spørgsmål om forståelsen af denne kontrakt, dens indhold, omfang eller opfyldelse/misligeholdelse - skal såfremt mindelig ordning ikke kan opnås gennem gensidigt imødekommende forhandling afgøres endeligt ved voldgift i henhold til reglerne i Lov om voldgift, lov nr. 181 af 24. maj 1972.
Foruden eventuelle egentlige tvistigheder er parterne enige om, at en voldgiftsret også vil kunne benyttes til at løse forhold af mere fortolkningsmæssig art, herunder forhold af teknisk, miljømæssig, økonomisk eller juridisk art.
Voldgiftsretten, der sættes i varmeværkets retskreds, skal bestå af i alt tre medlemmer og skal fungere efter følgende regler
- Den part, der ønsker voldgift, skal skriftligt ved anbefalet brev meddele den anden part, at han ønsker voldgift, hvilke spørgsmål, der ønskes forelagt voldgiftsretten, de søgsmålsgrunde han vil påberåbe sig, samt hvem han har valgt som sin voldgiftsmand.
- Den anden part skal da inden 14 dage efter modtagelsen af dette brev meddele den første part ved anbefalet brev, hvem han har udpeget som sin voldgiftsmand, samt angive sin påstand og sine indsigelser. Oversiddes fristen, udpeges denne voldgiftsmand af præsidenten for Landsretten i varmeværkets landsdel.
- Voldgiftsrettens formand skal være landsdommer, udpeget af præsidenten for Landsretten i varmeværkets landsdel.
"
Den 18. januar 1999 skrev klagerens advokat til indklagedes forsikringsselskab, at klageren ville udtage stævning mod indklagede.
Den 26. januar 1999 skrev indklagedes advokat følgende til klagerens advokat
" Efter anmodning fra indklagedes forsikringsselskab repræsenterer jeg i denne sag indklagede. Jeg har haft lejlighed til foreløbig at gennemgå sagens dokumenter. De har ikke oplyst i Deres brev af 18. januar 1999, hvorvidt stævningen også skal omfatte fabrikanten. De har heller ikke oplyst om De har til hensigt at rejse krav under den etablerede entrepriseforsikring.
I den anledning bemærker jeg, at der efter det for mig oplyste er indgået aftale efter AB 92. Det bevirker, ar der i hvert fald i forhold til min klient er aftalt voldgift. Jeg vil være indstillet på at overveje et tilsagn om søgsmål ved de almindelige domstole, såfremt der fra Deres side tages skridt til at inddrage de parter, der er relevante for sagen."
Den 29.januar 1999 bad klagerens advokat indklagedes advokat om at fremsende dokumentation for, at AB 92 var vedtaget mellem parterne.
Indklagedes advokat henviste klagerens advokat til at gennemgå kontraktsgrundlaget.
Den 11. marts 1999 skrev klagerens advokat til indklagedes advokat, at han havde fået bekræftet, at AB 92 var vedtaget mellem parterne, og at han derfor havde udarbejdet et klageskrift.
Klageskriftet til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed var ledsaget af følgende brev
"Kontrakten indeholder reelt to voldgiftsbestemmelser.
I pkt. 16 henvises til standardforbehold af juni 1993, Bygge- og Anlægsarbejder. Dette standardforbehold vedlægger jeg i 3 eksemplarer som bilag 16. I § 1 i standardforbeholdet henvises til AB 92.
Endvidere omtales en voldgiftsbestemmelse i § 17 i kontrakten.
Efter min opfattelse er den nuværende tvist ikke med sikkerhed omfattet af § 17, hvilket er baggrunden for, at jeg efter at indklagedes advokat havde tilkendegivet, at der var aftalt voldgift i henhold til AB 92 rettede henvendelse til Voldgiftsnævnet.
På denne baggrund mener jeg, at voldgiftsretten skal nedsættes i henhold til § 47 i AB 92."
Indklagede har til støtte for sin afvisningspåstand nærmere anført, at der i aftalegrundlaget er indgået udtrykkelig aftale om voldgift i henhold til reglerne i Lov om voldgift, som går forud for standardforbeholdet. Indklagedes advokat har ikke tilkendegivet, at der var aftalt voldgift i henhold til AB 92.
Klageren har til støtte for sin påstand om, at afvisningspåstanden ikke tages til følge, anført, at tvisten ikke er omfattet af voldgiftsklausulen i kontraktens pkt. 17. Standardforbeholdet henviser til AB 92. AB 92 § 47 vedrører generelt "tvister mellem parterne", hvorimod klausulen i pkt. 17 vedrører bestemte spørgsmål. Det er usikkert, om en efterfølgende produktansvarsskade er omfattet heraf. Selv om tvisten måtte være omfattet af voldgiftsklausulen i pkt. 17, har indklagede i sin skrivelse af 26. januar 1999 tilkendegivet, at der var indgået aftale om, at tvisten skulle afgøres af Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Da indklagede heller ikke har fremsat indsigelse overfor Voldgiftsnævnets underretning om, at der var fremsat anmodning om nedsættelse af en voldgiftsret, har indklagede accepteret, at sagen behandles efter reglerne for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. I hvert fald er indstævntes adgang til at påstå sagen afvist bortfaldet ved passivitet. Der er således gået mere end 5 måneder, efter at sagen er anlagt, og indklagede har afgivet svarskrift, før denne har påstået sagen afvist.
Voldgiftsrettens bemærkninger
I kontrakten mellem klagers forsikringstager og indklagede er det i et særskilt afsnit beskrevet, hvorledes tvister mellem parterne skal behandles. Der fremgår heraf, at ethvert spørgsmål om forståelsen af kontrakten, dens indhold, omfang, opfyldelse eller misligeholdelse skal afgøres af en nærmere beskrevet voldgiftsret. En tvist som den her omhandlede, som bl.a. vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i henhold til kontrakten har ydet garanti, findes at være omfattet af denne bestemmelse. Det forhold, at der under "Forbehold" er henvist til et standardforbehold, som indeholder en henvisning til AB 92, findes ikke at kunne medføre, at den individuelle voldgiftsbestemmelse ikke finder anvendelse i den omhandlede situation. Indklagedes advokats udtalelse i brevet af 26. januar 1999 til klagerens advokat og indklagedes undladelse af i marts 1999 at protestere mod nedsættelse af en voldgiftsret findes ikke at medføre, at indklagede derved har accepteret, at sagen behandles efter reglerne for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Selv om indklagede først på et meget sent tidspunkt har påstået sagen afvist, findes dette ikke at kunne medføre, at sagen skal behandles ved en voldgift nedsat i henhold til "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed".
Indklagedes afvisningspåstand tages derfor til følge.
Efter omstændighederne findes ingen af parterne at burde betale sagsomkostninger til den anden part.
THI BESTEMMES
Denne voldgiftssag afvises.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den andenpart.
Klageren betaler voldgiftsrettens omkostninger.
Indklagede påstår sagen afvist under henvisning til, at der mellem parterne er indgået aftale om at tvister skal afgøres endeligt ved voldgift i henhold til Lov om voldgift. Det er ubestridt at parterne har vedtaget at reglerne i Lov om voldgift finder anvendelse, samt at AB 92 er vedtaget som standardforbehold mellem parterne. Voldgiftsretten udtaler, at en tvist som den foreliggende er omfattet af den mellem parterne gældende aftale om Lov om voldgift. Det forhold at der er henvist til standardforbehold, medfører ikke, at den individuelle voldgiftsbestemmelse ikke finder anvendelse. Sagen skal således ikke behandles efter reglerne for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, men efter reglerne i Lov om voldgift.