Meddelelse om ændret praksis vedr. grænsegængerreglerne og helårsomregning.
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse om ændret praksis vedr. grænsegængerreglerne og helårsomregning.
Der har været rejst tvivl om, hvorvidt der skal foretages helårsomregning efter personskattelovens § 14 for en begrænset skattepligtig person, som har valgt beskatning efter kildeskattelovens afsnit I A om Grænsegængere.
Grænsegængerreglerne i afsnit 1 A går ud på, at en begrænset skattepligtig person, hvis lønindtægt eller overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed her fra landet udgør mindst 75 pct. af den pågældendes samlede indtægter, kan vælge at få skatten beregnet på samme måde som for fuldt skattepligtige personer.
I de tilfælde, hvor indkomstansættelsen for en person omfatter en kortere periode end 1 år, medfører personskattelovens § 14, at såvel den skattepligtige indkomst som den personlige indkomst og kapitalindkomsten skal omregnes således, at beløbene svarer til et års indkomster. På grundlag af de opgjorte helårsindkomster beregnes helårsskat. Den beregnede helårsskat nedsættes efter forholdet mellem delårsbeløbene og helårsbeløbene.
Der har hidtil været antaget, at selv om en begrænset skattepligtig person vælger at få skatten beregnet som for en fuldt skattepligtig person, skal der alligevel foretages helårsomregning, hvis indkomstansættelsen for den pågældende omfatter en kortere periode end 1 år.
I (det nu ophævede) cirkulære nr. 78 af 24. april 1996 om grænsegængere, punkt 4.1, og i Ligningsvejledningen, Dobbeltbeskatning 1998, D.B.8.3.1, nævnes således: "Det bemærkes endeligt, at der fortsat vil skulle ske omregning til helårsindkomst efter personskattelovens § 14, såfremt indkomstansættelsen omfatter en periode kortere end 1 år."
Departementet skal udtale, at man efter fornyet overvejelse finder, at der ikke skal foretages helårsomregning for en person, der har valgt at anvende kildeskattelovens afsnit 1 A.
Den nævnte sætning vil ikke blive medtaget i Ligningsvejledningen, Dobbeltbeskatning 1999.
Told- og Skattestyrelsen vil udsende et cirkulære om genoptagelse af foretagne skatteansættelser.
Praksis er ændret, så der ikke skal foretages helårsomregning for grænsegængere, der er omfattet af KSSL afsnit 1 A.