Landsskatteretsafgørelse

Landsskatteretsafgørelse

Afviklingskonto med bank

- fradrag for renteudgifter, der ikke var indberettet via skattekontrolloven

A klagede for indkomståret 1993 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for renteudgifter til bank, 2.613.504 kr.

Det var oplyst, at klageren gennem salg af en virksomhed i 1989 opnåede en formue på ca. 27 mio. kr. Formuen blev anbragt dels i et hus i ægtefællens navn og dels til sikkerhed for klagerens spekulationer i valuta- og terminsforretninger. Som følge af valutakrisen i september/oktober 1992 lukkede B Bank klagerens investeringsengagement den 6. oktober 1992, idet der var opstået en betydelig manko mellem låneengagementet og værdien af de stillede sikkerheder. B Bank havde i brev af 27. oktober 1992 opgjort en underdækning på 14.531.211,67 kr., der blev overført til en intern konto i banken. Ifølge opgørelse fra banken udgjorde bankens tilgodehavende pr. 31. december 1992 15.096.137,41 kr., heraf rentetilskrivning på 564.925 kr.

Om ovennævnte konto var det oplyst, at banken ikke havde indberettet renter efter skattekontrollovens § 8 P, stk. 2, nr. 2. Banken havde foretaget interne opgørelser af klagerens gæld. Af opgørelser dateret hhv. den 12. juli og den 2. december 1993 fremgik, at renterne vedrørende 1993 udgjorde i alt 2.613.504 kr. (afrundet), og der var i samme år indbetalt 565.000 kr.

Der var mellem de stedlige skattemyndigheder og klageren enighed om, at B Banks rentetilskrivninger var med renters rente, at rentetilskrivningerne var foretaget i forbindelse med aftalte måder mellem klageren og B Bank, samt at banken ikke skriftligt havde givet henstand med renterne, hverken tilskrivningerne får eller efter den i ultimo november 1993 indgåede aftale, der lød således

"Vedr. A.

Under henvisning til behageligt møde hos Dem den 18. november 1993 samt telefonsamtale med Dem af den 23. november 1993 vedrørende afvikling af ovennævnte klients engagement med B Bank, skal vi hermed bekræfte den imellem parterne indgåede aftale

A foranlediger indbetalt kr. 185.000 kontant til B Bank senest den 15. december 1993.

B. A overdrager senest den 15. december 1993 1 stk. motorbåd årgang 1991 (specifikation fremsendes af A) til B Bank til et beløb af kr. 80.000, der indsættes på A's konto i B Bank samtidig med indsættelsen af det under pkt. A nævnte beløb.

C. Hustru optager et lån på kr. 300.000 i B Bank.

Provenuet indsættes på A's konto i B Bank samtidig med indsættelsen af de under pkt. A og B nævnte beløb.

Lånet, der løber over 5 år og afdrages med kr. 60.000 pr. år første gang den 15. december 1993, er ydet som et rentefrit lån.

Lånet kan til enhver tid indfries af debitor.

Lånet er uopsigeligt fra kreditors side bortset fra ved misligholdelse.

Lånet ydes uden særskilt sikkerhedsstillelse bortset fra kaution af A.

D. Den 19. januar 1994 foranlediger A indbetalt kr. 35.000 kontant til B Bank.

E. Når det af hustruen i B Bank optagne lån på kr. 300.000 er indfriet vil B Bank se positivt på udstedelsen af en saldo kvittering til A for ethvert mellemværende. Dog vil saldokvitteringen på indfrielsestidspunktet være betinget af A's formueforhold på dette tidspunkt (kun formue i A's navn indgår).

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradrag for renteudgifter på afviklingskontoen på 2.613.504 kr., jf. ligningslovens § 5, stk. 1 og 7. Der var herved henset til,

at B Bank ikke havde anset rentetilskrivningen for at skulle indberettes, jf. skattekontrollovens § 8 P, hvilket efter skattemyndighedernes opfattelse var ensbetydende med, at man fra bankens side ikke havde anset renteindtægten for en skattepligtig indtægt for banken,

at når der ikke automatisk var tilskrevet renter, men kun i forbindelse med den manuelle opgørelse, og i dette tilfælde pr. 31. december 1993, hvor aftalen allerede var indgået, måtte dette tolkes, som der var givet klageren henstand med hele rentetilskrivningen for 1993, idet aftalen ikke fordrede nogen betaling eller vurdering af klagerens indkomstforhold før den 15. december 1998, samt

at B Bank måtte anses at have givet en stiltiende henstand med de tilskrevne renter i 1993, både for tilskrevne renter før og efter aftalen i november 1993.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der blev godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende afviklingskontoen med 1.910.309 kr.

Revisoren havde forklaret, at der på møder med banken henholdsvis den 13. juli 1993 og den 4. oktober 1993 blev forhandlet om en afdragsordning. Herudover var der en betydelig korrespondance mellem parterne. Den 30. november 1993 blev der indgået en aftale om, at klagerens ægtefælle indbetalte i alt 600.000 kr. til B Bank med 565.000 kr. i 1993 og 35.000 kr. i 1994, hvorefter B Bank ville undlade at foretage retlige skridt til inddrivelse af fordringen indtil 15. december 1998, hvorefter gælden skulle tages op til behandling. Revisoren havde i denne forbindelse bemærket, at de stedlige skattemyndigheder var enige i, at der forelå et moratorium, således at der ikke skete underskudsbegrænsning. Revisoren havde oplyst, at der fortsat ikke forelå en endelig afklaring på gælden til B Bank, idet banken mente, at der var grundlag for større betaling end oprindeligt antaget via hustruens formue.

Revisoren var af den opfattelse, at der ikke var givet henstand med renterne før aftalens indgåelse den 30. november 1993, idet der var tilskrevet renter med renters rente til gælden henholdsvis

den 13. juli 1993 med 1.323.910,57 kr., og den 30. september 1993 med 586.398,15 kr. og igen den 31. december 1993 med 703.195,21 kr. Revisoren havde anført, at han var enig med de stedlige skattemyndigheder i, at den tilskrevne rente pr. 31. december 1993 på 703.195,21 kr. var tilskrevet efter aftalens indgåelse og derfor var omfattet af henstanden.

Revisoren havde videre anført, at det i relation til fradragsretten var uden betydning, at renten ikke blev tilskrevet automatisk, idet banken på intet tidspunkt havde givet afkald på renter af gælden, men tværtimod havde tilskrevet renten i forbindelse med de med klageren og revisoren afholdte møder. Revisoren havde henvist til TfS 1985.576 LSR. Revisoren havde videre anført, at B Bank skriftligt havde redegjort for, hvorfor renterne på nødlidende arrangementer ikke blev indberettet til skattemyndighederne, og heraf fremgik det, at beregnede, ikke betalte renter, ifølge gældende regler ikke skulle indrapporteres til skattemyndighederne.

Revisoren havde videre anført, at han stod uforstående over for argumentet om, at B Bank pr. 1. januar 1993 stiltiende skulle have givet henstand med renter for 1993, når det var dokumenteret, at banken på opgørelsen over for klageren havde opgjort renterne med renters rente igennem hele 1993, og effektivt igennem indkaldelse til møder m.v. havde forsøgt at få indbetalinger på fordringen. Revisoren havde videre anført, at det af korrespondancen fra B Bank fremgik, at banken forsøgte at få inddrevet sig tilgodehavende, og der var intet i skrivelserne, der indikerede at der var givet henstand med renter.

Revisoren havde videre anført, at B Banks rentetilskrivninger var med renters rente, og jf. ligningsvejledningen 1992, afsnit A.E.1.1.2., 3. afsnit, ved vurderingen af om renterne var forfaldne skulle der blandt andet lægges vægt på, om der var beregnet renters rente. Såfremt Landsskatteretten skulle finde, at der var givet henstand med renterne for 1993 havde revisoren subsidiært gjort gældende, at klageren via den foretagne indbetaling i 1992 på 1.511.081,15 kr. havde betalt renterne for 1992 til B Bank på 564.925,74 kr., således at der skulle indrømmes klageren fradrag for indbetalinger i 1993 på 565.000 kr. i form af acontobetaling af renter for 1993.Landsskatteretten bemærkede, at renteudgifter vedrørende gæld kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfaldt til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, jf. stk. 7. Herefter kunne renteudgifter først fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling skete, hvis renteudgifter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke var betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gjaldt dog ikke, hvis den skattepligtige godtgjorde, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrørte, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Landsskatteretten fandt efter det oplyste, at bankens fordring mod klageren havde været rentebærende i det påklagede indkomstår, ligesom det bemærkedes, at banken ikke udtrykkeligt havde afskrevet/eftergivet rentebeløbet. Da retten endvidere ikke fandt grundlag for at antage, at banken forud for den i ultimo november 1993 indgåede aftale mellem klageren og banken havde givet henstand med rentebetalingen, var klageren i henhold til ligningslovens § 5, stk. 1, berettiget til i det påklagede indkomstår at foretage fradrag for de pr. 13. juli 1993 og 30. september 1993 tilskrevne renter, i alt 1.910.309 kr.

Et beløb på tilskrevne renter med 1.910.309 kr., der vedrørte et mellemværende med en bank, blev anset for fradragsberettiget i 1993, idet det ikke kunne antages, at banken havde afskrevet/- eftergivet rentebeløbet, ligesom det ikke kunne antages, at der var givet henstand med rentebetalingen.