Et pengeinstituts domicilejendom skulle nedskrives efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi. Ikke grundlag for at tilsidesætte det vurderingsgrundlag som tilsynet havde benyttet ved værdiansættelsen

§ 58 foreskriver, at værdiansættelsen skal tage udgangspunkt i anskaffelsesprisen. § 58, stk. 2, fastlægger, at anskaffelsesprisen fås ved til købsprisen at lægge de omkostninger, der er foranlediget af anskaffelsen, indtil det tidspunkt, på hvilket aktivet tages i brug.

§ 59, stk. 1, foreskriver, at anskaffelsesprisen for materielle aktiver med en begrænset brugstid systematisk skal afskrives over brugstiden.

§ 61 indeholder bestemmelser om nedskrivning.

§ 62 indeholder bestemmelser om opskrivning.

Kopi af regnskabsbekendtgørelsens kapitel 7 vedlægges

Hjemmelen til pålægget til pengeinstitut K om nedskrivning af (ejendommen) er regnskabsbekendtgørelsens § 61, stk. 1. Bestemmelsen, der gennemfører artikel 35, stk. 1, litra c, i rådets 4. selskabsdirektiv, og i øvrigt svarer til Årsregnskabslovens § 29, stk. 1, er formuleret således

"Er værdien af immaterielle aktiver og materielle aktiver lavere end den værdi, hvortil de kan opføres efter §§ 58-60 af årsager, som ikke kan antages at være forbigående, skal de pågældende aktiver nedskrives til den lavere værdi"

Tilsynet har på side 14 i "vejledning til årsregnskabet for 1995 for pengeinstitutter m.v.", der udsendtes til pengeinstitutterne 5. december 1995, angivet følgende fortolkning af værdien

"For såvidt angår egne ejendomme, der anvendes til penge- eller kreditinstitutdrift (herunder såkaldte domicilejendomme), finder tilsynet anledning til at indskærpe, at regnskabsbekendtgørelsens bestemmelser om værdiansættelse samt af- og nedskrivninger af materielle aktiver, jf. § 58, 59, § 61 og § 62, også finder anvendelse på disse.

Den bogførte værdi af disse ejendomme må således ikke være højere end værdien i handel og vandel, uanset at der er tale om anlægsaktiver, som instituttet tillægger en høj brugsværdi.

I tilfælde, hvor den bogførte værdi af disse ejendomme af årsager, der ikke kan antages at være forbigående, overstiger værdien i handel og vandel, skal instituttet nedskrive ejendommene til værdien i handel og vandel, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 61, stk. 1."

Kopi af afsnit 3.1.2. i vejledningen vedlægges som

I "Vejledning til årsregnskabet for 1996 for pengeinstitutter m.v.", der udsendtes til pengeinstitutterne den 29. november 1996, er ovennævnte afsnit gentaget på side 13 suppleret med følgende afsnit

"

Den bogførte værdi af disse ejendomme må, medmindre værdifaldet er af forbigående karakter, således ikke være højere end værdien i handel og vandel (markedsværdien), uanset at der er tale om anlægsaktiver, som instituttet/koncernen tillægger en høj brugsværdi.

Svingninger i det generelle prisniveau for sammenlignelige ejendomme, der indebærer, at markedsværdien af instituttets/koncernens ejendomme er forskellig fra forrige års markedsværdi, kan ikke antages at være forbigående ."

Finanstilsynet har endvidere udtalt sig i supplerende udtalelser af 22. januar og 13. marts 1998 samt i den nedenfor refererede udtalelse af 17. juni 1998.

1.3. Finansrådet

Finansrådet, der er indtrådt i sagen til støtte for pengeinstitut K for så vidt angår spørgsmålet om det retlige grundlag, har i skrivelse af 6. maj 1998 udtalt

"Samlet er det Finansrådets anbringender,

- at værdiansættelsen af domicilejendomme i overenstemmelse med EF's regnskabsdirektiver (4. regnskabsdirektiv og bankregnskabsdirektivet), Årsregnskabsloven og Bank- og Sparekasseloven samt FSR's Regnskabsvejledning nr. 10 skal finde sted på grundlag af anskaffelsesværdien med tillæg af opskrivninger og fradrag af løbende afskrivninger og nedskrivninger ud fra den forudsætning, at pengeinstituttet fortsætter sin drift (nytteværdien),

- at EU's bankregnskabsdirektiv og 4. regnskabsdirektiv ikke giver hjemmel til at fastsætte andre værdiansættelsesbestemmelser for pengeinstitutter vedrørende materielle anlægsaktiver end dem, der gælder for andre erhvervsvirksomheder, samt

- at Finanstilsynets "Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1996 for pengeinstitutter m.v.", hvorefter markedsværdier skal danne grundlag for nedskrivninger af værdien af pengeinstituttets domicilejendomme samtidig med, at der skal foretages løbende afskrivninger, er en sammenkædning af grundlæggende forskellige værdiansættelsesprincipper.

Det ligger klart, at 4. regnskabsdirektivs bestemmelser om værdiansættelse af anlægsaktiver, jf. direktivets artikel 35, er implementeret identisk i såvel Årsregnskabsloven §§ 27-30 (ÅRL) som i Regnskabsbekendtgørelsen for pengeinstitutter m.v., jf. §§ 58-64.

ÅRLs bestemmelser om værdiansættelse af materielle anlægsaktiver er fortolket blandt andet i FSRs Regnskabsvejledning nr. 10 "Materielle Anlægsaktiver" fra juni 1995, mens Regnskabsbekendtgørelsens bestemmelser om samme er fortolket senest i Finanstilsynets "Vejledninger vedrørende årsregnskabet for 1996 for pengeinstitutter m.v.", det såkaldte Julebrev for 1996.

I disse to fortolkninger afviger formuleringerne imidlertid fra hinanden, idet Regnskabsvejledning nr. 10 fortolker den værdi, der skal nedskrives til, til at være det materielle aktivs nytteværdi, jf. vejledningens § 14 og § 62. Julebrevet for 1996 fortolker derimod den værdi, der skal nedskrives til, til at være markedsværdien.

I 4. regnskabsdirektiv, jf. direktivets artikel 31, fastlægges de overordnede principper for værdiansættelse. Artikel 31 i 4. regnskabsdirektiv er implementeret i såvel ÅRL som i Lov om Banker og Sparekasser m.v. (BSL). I BSL er 4. regnskabsdirektivs artikel 31, stk. 1 og 2 således stort set ordret gengivet i lovens § 32, stk. 1 og 3. § 32, stk. 2 er derimod en afvigelse fra ordlyden i 4. regnskabsdirektiv artikel 31

"Finanstilsynet kan fastsætte regler, hvorefter værdipapirer, der ikke er anlægsaktiver, finansielle instrumenter, gældsposter og hensættelser, opføres til markedsværdi".

Hjemlen til afvigelsen i § 32, stk. 2 findes i bankregnskabsdirektivet (86/635/EØF), som endnu ikke har været inddraget i sagen

Finanstilsynets hjemmel for fortolkning

I skrivelse af 27. februar gør K gældende, at Finanstilsynets præcisering i julebrevet af 1996 af Regnskabsbekendtgørelsen om, at en nedskrivning skal ske til ejendommens markedsværdi, strider imod BSL § 32, stk. 2, jf. ovenfor, hvorefter § 32, stk. 2, ikke vedrører anlægsaktiver.

Finansrådet støtter dette synspunkt med baggrund i 4. regnskabsdirektiv og bankregnskabsdirektivet. Bankregnskabsdirektivet sætter efter Finansrådets opfattelse klare grænser for omfanget af afvigelser mellem værdiansættelsesreglerne for kreditinstitutter og andre erhvervsvirksomheder. Disse grænser må gælde for såvel deres implementering i lovgivning og bekendtgørelser som deres fortolkning i vejledninger m.v. Finanstilsynet kan således ikke frit fortolke værdiansættelsesreglerne.

Bankregnskabsdirektivet indledes med en beskrivelse af baggrunden for behovet for et særligt bankregnskabsdirektiv. Her nævnes i indledningen, at

"i betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for kreditinstitutter, (red.: herunder pengeinstitutter), fandtes det hensigtsmæssigt at udstede et særskilt direktiv for sådanne institutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, men dette er dog ikke ensbetydende med, at de nye regler dermed adskiller sig fra reglerne i direktiv 78/660/EØF (red.: 4. regnskabsdirektiv og 83/349/EØF (red.: 7. regnskabsdirektiv); noget sådant ville nemlig ikke være hensigtsmæssigt eller foreneligt med grundprincipperne for samordning af selskabslovgivningen, da kreditinstitutter på grund af deres centrale placering i Fællesskabets økonomi ikke kan holdes uden for de regler, der tager sigte på alle virksomheder; der er derfor kun taget hensyn til de særlige branchespecifikke forhold, der gælder for kreditinstitutter, således at dette direktiv kun indeholder de bestemmelser, som afviger fra direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF;

Det følger heraf, at i det omfang der ikke ud fra kreditinstitutters særlige forhold er fastsat specifikke regler i bankregnskabsdirektivet, gælder 4. regnskabsdirektiv, hvilket som nævnt ovenfor skal respekteres i forbindelse med den nationale implementering af direktiverne i såvel lovgivning som vejledninger.

Bankregnskabsdirektivets afdeling 7 om værdiansættelse omtaler netop ikke en særlig værdiansættelse for materielle anlægsaktiver. Dette følger af direktivets artikel 35, hvor det fremgår, at "Aktivpost 9 og 10 (red.: immaterielle og materielle anlægsaktiver) skal altid værdiansættes som anlægsaktiver". Indholdet af aktivpost 10 er specificeret i direktivets afdeling 3, hvor opstillingen af balancen er angivet. Her nævnes i artikel 4, at aktivpost 10 skal omfatte materielle aktiver, og der henvises i denne forbindelse eksplicit til 4. regnskabsdirektivs definition af materielle anlægsaktiver. Bankregnskabs-direktivet giver således ikke mulighed for særlige bestemmelser for pengeinstitutter i forbindelse med værdiansættelsen af materielle anlægsaktiver, herunder for pengeinstitutternes domicilejendomme, som afviger fra reglerne for andre erhvervsvirksomheder, jf. 4. regnskabsdirektiv.

De områder, hvor bankregnskabsdirektivet giver mulighed for at afvige fra 4. regnskabsdirektiv, er blandt andet omfattet af ovennævnte afvigelse i BSL § 32, stk. 2.

Markedsværdiregulering af domicilejendomme

Julebrevet for 1996 præciserer, at den værdi, der skal danne grundlag for nedskrivninger og kan danne grundlag for opskrivninger af en domicilejendom, er ejendommens markedsværdi. Op- og nedskrivninger kan/skal foretages medmindre værdiændringerne er af forbigående karakter. Samtidig præciseres i Julebrevet, at "svingninger i det generelle prisniveau for sammenlignelige ejendomme, der indebærer, at markedsværdien af instituttets koncernens ejendomme er forskellig fra forrige års nedskrivninger og opskrivninger skal korrigeres/opløses i forhold til markedsværdien, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 61, stk. 2 samt § 62, stk. 3. I praksis kan dette medføre, at der reelt foretages en løbende markedsværdiregulering af ejendommene.

Derudover kræver Finanstilsynet i Julebrevet, at FSRs Regnskabsvejledning nr. 10, som fortolker ÅRL, der efter Finanstilsynets eget udsagn, jf. skrivelse af 22. januar d.å. til Erhvervsankenævnet ikke gælder for pengeinstitutter, følges for så vidt angår løbende afskrivninger.

Ved på den ene side indirekte at kræve, at der foretages en løbende markedsværdiregulering og på den anden side at kræve, at der foretages løbende afskrivninger, foretager Finanstilsynet efter Finansrådets opfattelse en sammenkædning af to grundlæggende forskellige værdiansættelsesprincipper. Dette begrundes nedenfor.

Det grundlæggende princip for den regnskabsmæssige værdiansættelse af et aktiv er, at aktivet i regnskabet som udgangspunkt føres til anskaffelsesværdi/kostpris, som for materielle anlægsaktiver afskrives over en årrække. Såfremt værdien (som for anlægsaktiver fortolkes som nytteværdien jf. "Årsregnskaber, kommentarer til regnskabslovgivningen" ved Olaf Hasselager og Aksel Runge Johansen, 1992 s. 455-474) af aktivet af årsager, som ikke kan antages at være forbigående, er lavere henholdsvis højere end de afskrevne beløb, skal værdien nedskrives, henholdsvis kan værdien opskrives til denne nye værdi. Det præciseres i kommentarerne, at "falder markedsprisen på et anlægsaktiv, skal der ikke nedskrives, hvis aktivets nytteværdi ikke forringes".

Markedsværdiregulering er en ofte anvendt undtagelse fra ovennævnte princip for så vidt angår omsætningsaktiver navnlig finansielle omsætningsaktiver. I de senere år har markedsværdiprincippet vundet frem i forbindelse med udarbejdelsen af internationale regnskabsstandarder, og udviklingen forventes at gå i retning af, at alle finansielle instrumenter værdiansættes til markedsværdi. En af årsagerne til, at markedsværdireguleringer vurderes at kunne benyttes, er, at finansielle instrumenter i stigende grad er omsættelige og ofte ikke erhverves med henblik på vedvarende eje.

Derimod er der ingen initiativer i retning af, at erhvervsvirksomheders domicilejendomme, skal føres til markedsværdi. Dette beror på, at særligt domicilejendomme opføres eller erhverves med henblik på vedvarende brug.

Markedsværdiregulering har til dels vundet indpas i bankregnskabsdirektivet. Ifølge bankregnskabsdirektivet kan værdipapirer, som ikke er finansielle anlægsaktiver, således opføres til markedsværdien på balancetidspunktet jf. bankregnskabsdirektivets artikel 36, stk. 2. Dette er implementeret i den danske regnskabsbekendtgørelse, hvor finansielle omsætningsaktiver værdiansættes til markedsværdi. De danske regler for pengeinstitutter er i forhold til andre lande længere fremme i retningen af en udbredt anvendelse af markedsværdiregulering for så vidt angår finansielle omsætningsaktiver.

I det omfang regnskabsstandarder og regnskabsdirektiver åbner for anvendelse af markedsværdiregulering fremfor det grundlæggende princip, knyttes dette imidlertid ikke sammen med, at der også samtidig skal foretages en løbende afskrivning. Den løbende markedsværdiregulering, som Finanstilsynets fortolkning i Julebrevet for 1996 kan give anledning til, kombineret med afskrivninger er ikke hensigtsmæssig og strider grundlæggende imod de to værdiansættelsesmetoders principper. For det første vil sådanne markedsværdier til stadighed ændres af forhold, som ikke direkte behøver at vedrøre virksomhedens drift. For det andet må det normalt antages, at markedsværdien af en domicilejendom ændrer sig løbende, mens nytteværdien, dvs. virksomhedens driftsmæssige værdi af ejendommen, ligger nogenlunde konstant. Ændringer af markedsværdien kan ofte ikke betegnes som vedvarende.

Hvis Finanstilsynet med fortolkningen i Julebrevet for 1996 har ønsket at indføre en løbende markedsværdiregulering af pengeinstitutters domicil-ejendomme, må konsekvensen således være, at der ikke skal foretages løbende afskrivninger.

Hvis Finanstilsynets motiv med at indføre markedsværdibegrebet yderligere har været at indføre skærpede regler for pengeinstitutter i forhold til andre erhvervsvirksomheder ud fra et særligt hensyn til sikkerheden for indskyderne i et pengeinstitut, må dette klart afvises. Hvorvidt en markedsværdiansættelse giver anledning til en mere forsigtig værdiansættelse end en nytteværdiansættelse afhænger helt af den aktuelle markedsværdi for ejendommen."

1.4. Finanstilsynet

Finanstilsynet har kommenteret Finansrådets indlæg i skrivelse af 17. juni 1998 således

"Finansrådets 1. anbringende sammenfattes således: "at værdiansættelsen af domicilejendomme i overensstemmelse med EF's regnskabsdirektiver (4. regnskabsdirektiv og bankregnskabsdirektivet), Årsregnskabsloven og Bank- og Sparekasseloven samt FSRs Regnskabsvejledning nr. 10 skal finde sted på grundlag af anskaffelsesværdien med tillæg af opskrivninger og fradrag af løbende afskrivning og nedskrivninger ud fra den forudsætning, at pengeinstituttet fortsætter sin drift (nytteværdien)".

Finanstilsynet forstår ikke, hvorledes dette anbringende anfægter Finanstilsynets afgørelse i sagen vedrørende pengeinstitut K's ejendom.

Finanstilsynet deler den opfattelse, at pengeinstitutters ejendomme, herunder domicilejendomme, skal værdiansættes til anskaffelsesværdi med fradrag af løbende afskrivninger. Herudover er der pligt til at foretage nedskrivning, når ejendommens værdi er faldet, og det er tilladt at foretage opskrivning, hvis værdien er steget.

Dette følger af bestemmelserne i bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse mv. for pengeinstitutter, som beskrevet i Finanstilsynets indlæg af 7. november 1997. Disse bestemmelser er i overensstemmelse med de krav til regnskabsregler for pengeinstitutter, der er fastlagt i EUs direktiver.

Finanstilsynet deler endvidere den opfattelse, at værdiansættelse af et pengeinstituts ejendom skal foretages under den forudsætning, at "pengeinstituttet formodes at fortsætte sin drift", som anført i bank- og sparekasseloven § 32, stk. 1, nr. 1. Finanstilsynet savner en påvisning fra klageren af, at den vurdering af K's ejendom, som Finanstilsynet har foretaget, er i strid med denne bestemmelse.

Finanstilsynet har værdiansat ejendommen til markedsværdi og ikke til realisationsværdi. Dette er i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 32, stk. 1, nr. 1.

Finansrådet henviser til, at der er en uoverensstemmelse mellem Foreningen af Statsautoriserede Revisorers (FSR)regnskabsvejledning nr. 10 og Finans-tilsynets julebrev af 1996. I FSRs regnskabsvejledning nr. 10 er den værdi, hvortil der skal foretages nedskrivning angivet som aktivets "nytteværdi", mens nedskrivningspligten i henhold til Finanstilsynets vejledning knytter sig til en ejendoms "markedsværdi".

Finanstilsynet skal hertil bemærke

at begrebet "nytteværdi" ikke er nævnt noget sted i de regnskabsregler pengeinstitutter er underlagt,

at begrebet "nytteværdi" ikke er nævnt noget sted i de regnskabsdirektiver, som fastlægger EU-kravene til medlemslandenes nationale regnskabsregler, idet direktiverne de relevante steder anvender ordet "værdi",

at begrebet "nytteværdi" i øvrigt heller ikke er anvendt noget sted i årsregnskabsloven, der i lighed med direktiverne anvender ordet "værdi" og

at Finanstilsynet ikke har en pligt til at følge en terminologi, der fastlægges af FSR.

Henvisningen til begrebet "nytteværdi" er i øvrigt uden betydning, når klageren ikke påviser, at en værdiansættelse med udgangspunkt i dette begreb generelt og/eller konkret fører til en højere værdi, end den værdi, som Finanstilsynet mener, at K's ejendom højst kan ansættes til.

Som Finanstilsynet har påpeget i indlæg af 22. januar 1998 har K ikke redegjort for, hvorledes den værdi, som K mener at kunne tillægge ejendommen, svarer til dennes "nytteværdi".

Finanstilsynet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at begrebet "nytteværdi" i henhold til FSRs regnskabsvejledning nr. 10 har en ganske præcis definition. "Nytteværdien" er i henhold til vejledningen "den af virksomheden forventede indtjening ved fremtidig anvendelse af aktivet inklusiv eventuel scrapværdi".

"Den forventede indtjening ved fremtidig anvendelse" af en administrations- og forretningsejendom, som der her er tale om, kan fornuftigvis og realistisk ansættes til det, ejeren sparer ved ikke at skulle leje sig ind i ejendommen, i det tilfælde ejeren var en anden end brugeren. Ud fra et sådant ræsonnement vil en værdiansættelse med udgangspunkt i "nytteværdien", som dette begreb er defineret i FSRs regnskabsvejledning nr. 10, føre til samme resultat som en værdiansættelse med udgangspunkt i "markedsværdien", som denne anvendes af Finanstilsynet.

Finanstilsynet er ikke bekendt med nogen anden anvendelig og realistisk måde, hvorpå en domicilejendoms "nytteværdi" i praksis kan fastlægges, end den her nævnte.

Finansrådet henviser til, at bank- og sparekasselovens § 32, stk. 2, alene giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler for, at diverse aktiver skal opføres til markedsværdi, i tilfælde hvor der ikke er tale om anlægsaktiver.

Finanstilsynet skal hertil endnu engang gøre opmærksom på, at Finanstilsynet ikke har fastsat eller krævet, at ejendomme skal opføres til markedsværdi. Ejendomme skal, efter de regler Finanstilsynet har fastsat og følger og i overensstemmelse med de krav, EU-direktiverne opstiller, værdiansættes til anskaffelsespris med løbende afskrivninger. Denne hovedregel er imidlertid, som også krævet af EU-direktiverne, suppleret med en pligt til at foretage nedskrivning, når værdien er lavere. Som følge heraf angiver markedsværdien et maksimum for, hvad en ejendom kan opføres til i regnskabet. Dette er et helt sædvanligt forsigtighedsprincip (laveste værdis princip), som traditionelt anvendes, når anskaffelsesprisprincippet lægges til grund i regnskabsregler.

Finansrådets 2. anbringende sammenfattes således: "at EU's bank-regnskabsdirektiv og 4. regnskabsdirektiv ikke giver hjemmel til at fastsætte andre værdiansættelsesbestemmelser for pengeinstitutter vedrørende materielle anlægsaktiver end dem, der gælder for andre erhvervsvirksomheder."

Finanstilsynet er ikke bekendt med, at der er fastsat værdiansættelses-bestemmelser for pengeinstitutter vedrørende materielle anlægsaktiver, der afviger fra dem, der gælder for andre erhvervsvirksomheder, underforstået virksomheder omfattet af årsregnskabsloven.

Som Finansrådet selv anfører side er 4. selskabsdirektivs bestemmelser om værdiansættelse af anlægsaktiver implementeret identisk i årsregnskabsloven og i regnskabsbekendtgørelsen for pengeinstitutter.

Den forskel, som Finansrådet peger på, angår en forskel i den gengivelse af reglerne i årsregnskabsloven, som FSR har anlagt i regnskabsvejledning nr. 10 og den præcisering af regnskabsbekendtgørelsen, som Finanstilsynet har anlagt i "Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1996 for pengeinstitutter m.v."

Forskellen indebærer, at FSR i sin vejledning anvender begrebet "nytteværdi", mens Finanstilsynet anvender begrebet "markedsværdi", som betegnelse for den værdi, hvortil der skal foretages nedskrivning.

Til denne forskel gør Finanstilsynet principielt gældende, at Finanstilsynet ikke er bundet af vejledninger, som FSR måtte udsende.

Herudover gør Finanstilsynet gældende, jf. ovenfor, at det ikke i praksis for så vidt angår ejendomme af den karakter, som pengeinstitutter besidder, fører til forskelle, om man tager udgangspunkt i nytteværdibegrebet, som defineret af FSR, eller i markedsværdibegrebet, som anvendt af Finanstilsynet.

Finansrådets 3. anbringende sammenfattes således: "at Finanstilsynets "Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1996 for pengeinstituttter m.v.", hvorefter markedsværdier skal danne grundlag for nedskrivning af værdien af pengeinstituttets domicilejendomme samtidig med, at der skal foretages løbende afskrivninger, er en sammenkædning af grundlæggende forskellige værdiansættelsesprincipper."

Man kan mene, at samtidige krav om at foretage løbende afskrivninger på ejendomme og om at foretage nedskrivning, når værdien er faldet, er en uheldig sammenblanding af forskellige regnskabsprincipper. Forholdet er imidlertid, at begge krav er indeholdt i de regler pengeinstitutterne er underlagt, hvilket er en følge af, at Danmark i henhold til EU's regnskabsdirektiver har pligt til at fastsætte regnskabsregler, hvorefter såvel afskrivningspligten som nedskrivningspligten skal gælde for materielle anlægsaktiver, herunder pengeinstitutters ejendomme.

Finanstilsynet har ikke stillet krav om en løbende markedsværdiregulering af ejendomme. Det er imidlertid Finanstilsynets opfattelse, at nedskrivnings-pligten i regnskabsbekendtgørelsens § 61 (art. 35, stk. 1, litra c, bb, i 4. selskabsdirektiv) har et reelt indhold, som skal efterleves, jf. § 32, stk. 1, nr. 3, litra c, i bank- og sparekasseloven (art. 31, stk. 1, litra c, cc, i 4. selskabsdirektiv).

Finanstilsynet er af den opfattelse, at det ikke i praksis er muligt at sondre mellem "den driftsmæssige værdi") af en ejendom og dennes markedsværdi, således som det gøres i Finansrådets indlæg. Klageren har da også alene henvist til, at ejendommen skal værdiansættes til anskaffelsespris med fradrag af afskrivninger.

Finanstilsynet må derfor fastholde, at klageren ikke har efterlevet nedskrivningspligten i regnskabsbekendtgørelsens § 61, og at ejendommen på vurderingstidspunktet, når der tages højde herfor, højst kunne værdiansættes til 35 mio. kr.

Finanstilsynet var følgelig berettiget til at kræve ejendommen nedskrevet til dette beløb."

1.5. Finansrådet

Finanstilsynets indlæg har Finansrådet kommenteret ved skrivelse af 27. juli 1998. Med henvisning til tilsynets udtalelse om, at den forventede indtjening ved fremtidig anvendelse (nytteværdi) kan ansættes til det, ejeren sparer ved ikke at skulle leje sig ind i ejendommen (markedsværdi) har Finansrådet bemærket, at særindretninger til pengeinstitutbrug i så fald vil kunne kapitaliseres som en del af markedsværdien, idet en udlejers udgifter til særindretninger vil blive pålagt lejeudgiften. Da det vil kunne forekomme, at særindretninger ikke vil blive honoreret ved salg, er Finansrådet ikke enig i at nytteværdi og handelsværdi vil være identisk. I modsætning til Finanstilsynet mener Finansrådet ikke at afskrivningspligt og nedskrivningspligt er en uheldig sammenblanding af forskellige regnskabsprincipper, når bare nedskrivningspligten baseres på nytteværdien. Dermed bliver nedskrivningspligten til en korrigerende faktor i forhold til den vurdering af scrapværdi og brugstid, som afskrivningspligten baseres på. Denne sammenhæng fremgår blandt andet af regnskabsvejledning nr. 10. Der er efter rådets opfattelse alene tale om en uheldig sammenblanding af forskellige regnskabsprincipper, når tilsynet vejledning fastslår, at nedskrivning skal ske til markedsværdi. Nedskrivningspligt til markedsværdi indebærer derudover, at værdiansættelsesbestemmelserne for pengeinstitutter vil komme til at afvige fra andre virksomheders værdiansættelsesbestemmelser.

Pengeinstitut K har ved skrivelse af 3. august 1998 meddelt ankenævnet ikke at have bemærkninger til tilsynets indlæg af 17. juni 1998.

2. Vedrørende værdiansættelsen.

(udeladt)

Ankenævnet udtaler

Det følger af bank- og sparekasseloven og den i medfør af loven af Finanstilsynet udstedte bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter m.fl. jf. bankårsregnskabsdirektivet (86/635/EØF), at faste ejendomme, herunder domicilejendomme, er anlægsaktiver, der skal værdiansættes med udgangspunkt i anskaffelsesprisen, men at de, hvis værdien er lavere af ikke forbigående årsager, skal nedskrives til den lavere værdi. Efter bank- og sparekasseloven påhviler der Finanstilsynet en forpligtelse bl.a. til at påse, at sådan nedskrivning finder sted med henblik på at sikre, at regnskabet giver et retvisende billede særlig i relation til reglerne i bank- og sparekasselovens kapitel 5-6.

Ankenævnet finder ikke, at der er anledning til principielt at tilsidesætte som usagligt eller stridende mod det nævnte regelsæt den metode eller det grundlag, som Finanstilsynet benytter og har foreskrevet benyttet til konstatering i det nævnte øjemed af pligten til nedskrivning af værdien af en ejendom. Det bemærkes herved, at den omstændighed, at der på grundlag af bankårsregnskabsdirektivet i bank- og sparekasselovens § 32, stk. 2, er gennemført en særlig regel om eventuel opførelse til markedsværdi for visse værdipapirer, der ikke er anlægsaktiver m.fl., ikke medfører, at de retningslinier som Finanstilsynet benytter til konstatering af grundlaget for pligten til nedskrivning af et pengeinstituts faste ejendom, der er et anlægsaktiv, er ulovlige. Det samme gælder, selvom de fastsatte bankårsregnskabsregler i øvrigt er identiske med de årsregnskabsregler, der gælder for andre selskaber, idet regelsættet ikke fastlægger eller forudsætter, at det udfyldes efter bestemte retningslinier. Det bemærkes herved, at det forhold at der efter regelsættet altid skal ske afskrivning, også såfremt der er sket pligtmæssig nedskrivning til en lavere værdi end anskaffelsesværdien eller såfremt der er sket opskrivning til en højere værdi end anskaffelsesprisen, ikke i sig selv ses at indeholde en forudsætning om, at den lavere værdi ved nedskrivning eller den højere værdi ved opskrivning ikke må eller kan ansættes til markedsværdi efter de af Finanstilsynet fastlagte og anvendte retningslinier. Det tilføjes i denne sammenhæng, at ankenævnet ikke finder anledning til at tage stilling til det nærmere indhold af det af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer opstillede begreb "nytteværdi", fordi begrebet hverken genfindes i dansk regnskabslovgivning direkte eller i de af EØF fastsatte regler, og fordi det som nævnt er Finanstilsynet, der har ansvaret efter bank- og sparekasselovens § 49 for at udfylde rammerne for pligten til nedskrivning for så vidt angår pengeinstitutter.

Ankenævnet finder endvidere ikke efter det oplyste grundlag for at tilsidesætte det vurderingsgrundlag, der er benyttet af Finanstilsynet i den konkrete sag som utilstrækkeligt eller grundlag for at tilsidesætte tilsynets anvendelse heraf. Det tiltrædes derfor, at ejendommen er nedskrevet til (tocifret millionbeløb) efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi på den ene side under forudsætning af at pengeinstituttet formodes at fortsætte sin virksomhed og på den anden side uden hensyn til ejendommens aktuelle status som domicilejendom. Ankenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at Finanstilsynets vurdering, uanset at tilsynet stedse har lagt den for pengeinstituttet gunstigste bedømmelse af materialet til grund, herunder vedrørende markedsleje og forrentningsfaktor, fører til et resultat, der er væsentlig lavere end pengeinstituttets vurdering."

Et pengeinstituts domicilejendom skulle nedskrives efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi. Ikke grundlag for at tilsidesætte det vurderingsgrundlag som tilsynet havde benyttet ved værdiansættelsen

Sagen vedrører et pengeinstituts klage til Erhvervsankenævnet over, at Finanstilsynet havde bestemt, at instituttets domicilejendom skulle nedskrives med ca. 18 % i forhold til den værdi, som pengeinstituttet selv havde bogført ejendommen til.

Sagen vedrører 2 hovedspørgsmål, dels spørgsmålet om fortolkningen af det retlige grundlag sagen har skullet afgøres på og dels spørgsmålet om selve værdiansættelsen. Dele af ankenævnets kendelse gengives nedenfor. Oplysninger vedrørende den konkrete værdiansættelse er dog udeladt

"

1. Vedrørende det retlige grundlag.

1.1. [Pengeinstitut K]

I klagen og i supplerende indlæg af 15. december 1997, 27. februar og 7. april 1998 har klager gjort gældende, at Finanstilsynet ikke har hjemmel til at kræve, at pengeinstitutters domicilejendomme skal nedskrives til værdien i handel og vandel. Det fremgår tværtimod af bank- og sparekasselovens § 32, stk. 1, nr. 1, hvorefter værdiansættelse skal ske i overensstemmelse med det almindelige princip, at virksomheden formodes at fortsætte sin virksomhed (going concernprincippet), at værdiansættelse skal ske til nytteværdi. Det følger af, at bank- og sparekasseloven og den udstedte regnskabsbekendtgørelse bør tolkes i overensstemmelse med de tilsvarende regler i årsregnskabsloven, der tolkes overensstemmende med International Accounting Standards og FSR's Regnskabsvejledning nr. 10. Da årsregnskabslovens § 26, stk. 1, nr. 1, der er identisk med bank- og sparekasselovens § 32, stk. 1, nr. 1, netop tolkes således, at værdiansættelse skal ske til nytteværdi, betyder det, at også pengeinstitutters aktiver bør værdiansættes til nytteværdi. Begge bestemmelser implementerer art. 31, stk. 1, litra a) i 4. selskabsdirektiv (årsregnskabsdirektivet). Da endvidere årsregnskabslovens § 29, stk. 1, der er identisk med regnskabsbekendtgørelsens § 61, stk. 1, og som implementerer årsregnskabsdirektivets art. 35, stk. 1, litra c), bb), tolkes således, at den nedskrivning, der eventuelt skal finde sted også skal ske til nytteværdi, kan klager ikke godkende, at nedskrivning skal ske til handelsværdi, som krævet af Finanstilsynet.

Endvidere har klager gjort gældende, at det også følger af bank- og sparekasselovens § 32, stk. 2, modsætningsvist, at tilsynets tolkning er forkert. Den nævnte bestemmelse indeholder nemlig særskilt hjemmel for Finanstilsynet til i nærmere bestemte tilfælde at fastsætte regler om anvendelse af markedsværdi for visse ikke anlægsaktiver og dermed at fravige det almindelige princip i stk.1 om værdiansættelse til nytteværdi. Da en sådan hjemmel ikke findes for fast ejendom, er tilsynets præcisering i vejledningen også af denne grund ulovhjemlet.

1.2. Finanstilsynet

I anledning af klagen har Finanstilsynet den 7. november 1997 om det retlige grundlag udtalt

"3. De regnskabsmæssige regler for pengeinstitutternes værdiansættelse af anlægsaktiver fremgår af bekendtgørelse af 22. december 1995 om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, visse kreditinstitutter og visse spare- og udlånsvirksomheder, som ændret ved bekendtgørelse af 21. marts 1997. Denne bekendtgørelse gennemfører blandt andet rådets 4. og 7. selskabsdirektiv i dansk regnskabslovgivning for pengeinstitutter.

Værdiansættelsen af pengeinstitutternes anlægsaktiver fremgår af §§ 58-64 i bekendtgørelsens kapitel 7.

Vedrørende værdiansættelsen af fast ejendom er de vigtigste bestemmelser §§ 58, 59, stk. 1, 61 og 62, der alle implementerer artikler i rådets 4. selskabsdirektiv.

Et pengeinstituts domicilejendom skulle nedskrives efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi. Ikke grundlag for at tilsidesætte det vurderingsgrundlag som tilsynet havde benyttet ved værdiansættelsen.