Legislator Case Law & Legislation
X19991051101 DK

Det påhvilede anmelder at godtgøre, at en anmeldelse om udtræden af et bestyrelsesmedlem var lovligt besluttet. Derfor ikke hjemmel for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at kræve, at det pågældende bestyrelsesmedlem skulle anlægge søgsmål om sin aktieadk

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1998 10511 Valid

Det påhvilede anmelder at godtgøre, at en anmeldelse om udtræden af et bestyrelsesmedlem var lovligt besluttet. Derfor ikke hjemmel for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at kræve, at det pågældende bestyrelsesmedlem skulle anlægge søgsmål om sin aktieadkomst som betingelse for ikke at registrere anmeldelsen

Direktør K har ved skrivelse af 22. december 1997 klaget over Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 18. december 1997. Ved afgørelsen bestemte styrelsen i anledning af en indsigelse fra klageren mod gyldigheden af valget af ny bestyrelse i B A/S; at selskabets anmeldelse af ny bestyrelse ville blive registreret, såfremt styrelsen ikke senest den 15. januar 1998 havde fået meddelelse om sagsanlæg eller forlig mellem selskabet og klageren.

Sagens omstændigheder

Klageren K og A ejer hver halvdelen af aktiekapitalen i det i USA registrerede selskab, B Inc., og er begge medlemmer af selskabets bestyrelse. Selskabet ejede hele aktiekapitalen i B A/S. Ved aftaler af 16. december og 13. februar 1997 erhvervede K og A ved aftale med B Inc. hver halvdelen af aktiekapitalen i B A/S og modtog aktiebrevene. Bestyrelsen i sidstnævnte selskab blev sammensat af K og A samt C som formand. Der opstod herefter uenighed mellem parterne, hvorunder K krævede en ændring af bestyrelsens sammensætning og afviste at godkende årsregnskabet. Ved skrivelse af 21. august 1997 meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at skifteretten ville blive anmodet om at tvangsopløse selskabet, medmindre årsregnskabet for 1996 blev modtaget inden 4 uger.

Ved skrivelse af 29. august 1997 meddelte den daglige ledelse i B Inc., at man ophævede aftalerne om overdragelse af aktiekapitalen i B A/S og deponerede de modtagne købesummer hos selskabets danske advokat.

Ved skrivelse af 30. august 1997 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gjorde K indsigelse mod registrering af eventuelle anmeldelser om selskabets ledelse.

Den 25. september 1997 anmeldte B A/S s danske advokat til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen en ændring af bestyrelsens sammensætning. Anmeldelsen var vedlagt følgende generalforsamlingsprotokollat

"År 1997, den 18. september afholdtes der ekstraordinær generalforsamling i B A/S, reg.nr. A/S 60.848, på eneaktionæren, B, Inc. s kontorer i USA.

Til dirigent valgtes direktør A, der konstaterede, at hele aktiekapitalen, der ejes af B, Inc., var repræsenteret, og som med de tilstedeværendes samtykke erklærede generalforsamlingen for lovlig og beslutningsdygtig i enhver henseende, idet eneaktionæren forlods havde frafaldet vedtægtsmæssig indkaldelsesvarsel og form.

Eneste punkt på dagsordenen var eneaktionærens forslag om valg af ny bestyrelse for selskabet.

Som ny bestyrelse for selskabet valgtes således enstemmigt: 1) advokat D, 2) direktør A, 3) direktør C, idet dirigenten samtidig konstaterede, at direktør K, som af eneaktionæren ønsket, fratrådte.

Generalforsamlingen bemyndigede herefter advokat D med substitutionsret til at foretage anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af de på generalforsamlingen trufne beslutninger samt at foretage de ændringer i eller beføjelser til det til styrelsen anmeldte, som af styrelsen måtte blive forlangt som betingelse for registrering af beslutningerne."

Den 30. september 1997 modtog styrelsen årsregnskabet for 1996, som var godkendt på en generalforsamling den 29. september 1997.

Efter brevveksling med parterne meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 18. december 1997 parterne,

"at styrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen ikke umiddelbart kan foretage en registrering af den indsendte anmeldelse.

Registrering vil dog blive foretaget, såfremt styrelsen ikke senest den 15. januar 1998 har modtaget en tilkendegivelse om sagsanlæg mellem Deres klient og hr. K eller der forinden er opnået en forståelse mellem parterne."

Sagens behandling i ankenævnet

I sin klageskrivelse af 22. december 1997 har K bl.a. anført

"Herved tillader jeg mig at indbringe Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse dateret [18.] ds. med anmodning om, at Nævnet pålægger Styrelsen at afvise den omhandlede anmodning om registrering af en ny bestyrelse, som er indgivet uden min medvirken og imod mine interesser som 50% ejer af selskabet.

Jeg kan ikke acceptere, at denne registrering vil finde sted, hvis der ikke anlægges nogen sag. Modparten vil naturligvis ikke anlægge nogen sag, da man derved ville forhindre den registrering, som man netop ønsker foretaget imod mine ønsker og interesser.

Modparten er et i USA registreret selskab, B Inc., som jeg ejer 50%. Et sagsanlæg mod dette USA-selskab er helt uoverskueligt, og det er derfor ikke acceptabelt, at Styrelsen tvinger mig til at anlægge sag for at afværge modpartens mishandling af vort fælles, danske selskab.

Det er i øvrigt min opfattelse, at det må være modparten, som skal anlægge en sag imod mig, for at få fastslået, om jeg har misligholdt nogen aftaler i forbindelse med overdragelsen af den 50% aktiepost, som jeg både fysisk og juridisk er i besiddelse af.

En imødekommelse fra Nævnet eller Styrelsen af min anmodning om afvisning af den af min modpart ønskede registrering med en passende frist for indgivelse af en ny anmeldelse, der tager hensyn til mine ejerinteresser, - vil afværge den opløsning af selskabet, som ingen af parterne ønsker."

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afgivet en redegørelse af 31. marts 1998, hvori bl.a. er anført

"Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtog den 23. december 1997 en anmodning fra K om at oplyse, hvorvidt en klage havde opsættende virkning for indgivelse af sagsanlæg og om hvorvidt registreringen vil blive afvist, hvis sagsanlæg finder sted.

Ved brev af 12. januar 1998 tilkendegav styrelsen, at en klage ville have opsættende virkning, således at sagen herefter ville blive sat i bero, indtil Erhvervsankenævnets afgørelse foreligger, og at et sagsanlæg tillige ville medføre, at sagen blev sat i bero.

I henhold til aktieselskabslovens § 81, stk. 2, skal søgsmål efter aktieselskabslovens § 81, stk. 1, i anledning af en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter være anlagt senest 3 måneder efter beslutningen, idet beslutningen ellers anses for gyldig, medmindre forholdet efter § 81, stk. 3, er undtaget fra bestemmelsen i § 81, stk. 2.

Tvisten i nærværende sag omhandler spørgsmålet om adkomsten til 50% af aktierne i B A/S. Selv om bestemmelsen i § 81 ikke finder direkte anvendelse, gælder efter styrelsens opfattelse det samme hensyn om at sikre en klarhed om selskabets forhold. Der må derfor normalt inden for en kortere frist tages initiativ af en krænket part til at få prøvet en indsigelse overfor en anmeldelse på et civilretligt grundlag.

I henhold til aktieselskabslovens § 157, stk. 1, skal registrering nægtes, dersom anmeldelsen eller den anmeldte ordning ikke fyldestgør lovens forskrifter eller bestemmelser fastsat i henhold til loven eller ikke stemmer med aktieselskabets vedtægter eller dersom den beslutning, i henhold til hvilken den anmeldte ordning er truffet, ikke er blevet til på den måde, som loven eller vedtægterne foreskriver.

Der er i denne sag ikke taget fornødne skridt til at dokumentere, at dette - som hævdet - skulle være tilfældet.

Styrelsen fastholder derfor sin afgørelse."

Efter opfordring fra ankenævnet indtrådte B A/S i klagesagen. I skrivelse af 7. maj 1998 anførte selskabets advokat, D, bl.a. følgende

"Min klient er i al væsentlighed enig med den sagsfremstilling, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afgivet i sin redegørelse af 31. marts d.å. til Erhvervsankenævnet og kan navnlig tiltræde, at det ligger uden for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beføjelser at træffe afgørelse om, hvorvidt K i den konkrete sag fortsat er at betragte som aktionær i B A/S, eller om B Inc. er eneaktionær i selskabet som følge af Ks væsentlige misligholdelse af en indgået aktieoverdragelsesaftale.

Som følge af den foretagne anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om ændring af bestyrelsens sammensætning i formen er korrekt, er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen følgelig forpligtet til at foretage registrering af den skete anmeldelse, i det omfang der ikke inden for den i aktieselskabslovens § 81 fastsatte 3-måneders frist er udtaget stævning med påstand om, at generalforsamlingsbeslutning skulle være ugyldig.

Generalforsamlingsbeslutningen blev truffet den 18. september 1997 og sagsanlæg skulle i givet fald været foretaget senest den 18. december 1997.

I den foreliggende sag har Styrelsen indirekte valgt at forlænge fristen med en måned ved at meddele parterne, at registrering af den indgivne anmeldelse ville blive foretaget, medmindre der inden den 15. januar 1998 enten var fundet en afklaring på problemet parterne imellem eller sagsanlæg var foretaget.

Det er således min klients opfattelse, at den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen trufne beslutning om at ville foretage registrering er korrekt, og det må derefter være Erhvervs- og Selskabsstyrelsens pligt at foretage registrering af den nu skete anmeldelse henset til, at der ikke inden for hverken den i aktieselskabslovens anførte 3-måneders frist eller i øvrigt inden for den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsatte frist til den 15. januar 1998 er udtaget stævning i sagen.

Der er fortsat ikke udtaget stævning i sagen af K og sagsanlæg efter aktieselskabslovens § 81 vil i dag være forældet, hvorfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i det hele må have at foretage registrering i overensstemmelse med den skete anmeldelse.

K's brev af 3. maj d.å. til Erhvervsankenævnet har jeg modtaget i kopi. Spørgsmålet om, hvorvidt K er aktionær i B A/S, henhører ikke til bedømmelsen under den af K indgivne klage til Erhvervsankenævnet. For fuldstændighedens skyld bemærkes, at B Inc. s beslutning om at ville gøre misligholdelsesbeføjelse gældende over for K ikke er et bestyrelsesanliggende, men henhører under Scanticon Internation Inc. s daglige ledelse. K udgør ingen del af B Inc. s daglige ledelse."

I skrivelse af 19. maj 1998 har K yderligere anført bl.a.

"

Af dette notat udarbejdet af den daglige ledelse fremgår det tydeligt, at det var en bestyrelsesbeslutning primært i SI Inc.-, at 50% af aktiekapitalen i B A/S (SI A/S) skulle overdrages til mig personligt. Det kan derfor ikke "henhøre under SI Inc. s daglige ledelse" at omgøre en sådan beslutning, således som D i sit brev dateret 7. ds. fremfører som grundlag for dette forsøg.

"

Selskabets advokat har i skrivelse af 8. juni 1998 bl.a. bemærket

" at der ikke er tale om, at den daglige ledelse i B Inc. har omgjort nogen bestyrelsesbeslutning, men alene varetaget selskabets interesser som det er ledelsens pligt, når en medkontrahent væsentligt misligholder en indgået aftale mellem sig og selskabet. Det gør i den sammenhæng ingen forskel om den misligholdende medkontrahent er et bestyrelsesmedlem eller en i forhold til selskabet tredjemand, idet det under alle omstændigheder er B Inc. s daglige ledelses forpligtelse udelukkende at varetage B Inc. s interesser således som sket."

Ankenævnet udtaler

Gyldigheden af den anmeldte generalforsamlingsbeslutning forudsætter, at B Inc. kan anses som rette ejer af den halvdel af aktiekapitalen, som selskabet tidligere havde overdraget til K. Da K, der er i besiddelse af aktiebrevene, bestrider, at B Inc. har haft grundlag for at ophæve handlen om aktierne, tiltræder ankenævnet, at generalforsamlingsbeslutningen ikke kan registreres på det foreliggende grundlag.

K's indsigelse kan ikke anses for omfattet af bestemmelsen i aktieselskabslovens § 81, stk. 2, jf. stk. 3 eller analogien til stk. 3.

Da det herefter påhviler anmelderen at godtgøre, at den anmeldte generalforsamlingsbeslutning er gyldig, har der ikke været hjemmel til at pålægge K at anlægge søgsmål om adkomsten til aktieposten som betingelse for ikke at registrere generalforsamlingsbeslutningen.

Ankenævnet ophæver derfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 18. december 1997 og hjemviser sagen til styrelsen med henblik på stillingtagen til, om anmeldelsen skal afvises på det foreliggende grundlag, eller om registreringen skal sættes i bero på udfaldet af en retssag, således at der meddeles en frist for sagsanlægget.

I sagens behandling har Merete Cordes, Eskil Trolle og Vagn Joensen deltaget.

Afgørelse 1998 10511 Valid

Det påhvilede anmelder at godtgøre, at en anmeldelse om udtræden af et bestyrelsesmedlem var lovligt besluttet. Derfor ikke hjemmel for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at kræve, at det pågældende bestyrelsesmedlem skulle anlægge søgsmål om sin aktieadkomst som betingelse for ikke at registrere anmeldelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →