Ejendomme tilhørende et forsikringsselskab skulle nedskrives efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi

Ejendomme tilhørende et forsikringsselskab skulle nedskrives efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi

Sagen vedrører et forsikringsselskabs klage til Erhvervsankenævnet over, at Finanstilsynet havde bestemt, at nogle af selskabets ejendomme tilsammen skulle nedskrives med ca. 20 % i forhold til den værdi, som selskabet selv havde bogført ejendommene til. For ankenævnet forelå oplysninger om markedsværdien for "sammenlignelige" ejendomme.

Over for ankenævnet havde selskabet sammenfattende gjort gældende

"at Finanstilsynets vejledning om værdiansættelse af fast ejendom og den af Finanstilsynets anvendte praksis ikke er i overensstemmelse med lov om forsikringsvirksomhed § 122, stk. 1, nr. 1, som fastslår - som et almindeligt princip - at det formodes, at selskabet fortsætter sin drift,

at "fastsættelse af ejendommens markedsværdi, herunder fastsættelse af de elementer, der i forhold til ovenstående indgår ved beregningen af markedsværdierne, specielt forrentningsprocenten, er selskabsledelsens (direktions og bestyrelses) ansvar" jf. vejledningen pkt. 10,

at Finanstilsynets ret til at efterprøve ledelsens skøn må udøves med forsigtighed og i forståelse for at der ikke findes én præcis specifik beregningsteknisk begrundelse for ét bestemt resultat, men at værdiansættelsen hviler på et skøn,

at Finanstilsynets definition på begrebet "markedsværdi" har fjernet sig så langt fra lovens udgangspunkt, at man faktisk anvender "likvidationsværdi",

at der ikke er påvist et konkret relevant sammenligningsgrundlag for så vidt angår (en af ejendommene)

at Finanstilsynet ikke har påvist at en forrentning på 7% er mere rigtig end 6%,

at en langtidslejekontrakt er et sædvanligt markedsvilkår og at dette indebærer at forrentningsprocent nedsættes med mindst 0,5%,

at en aftale mellem koncernforbundne selskaber skal tillægges samme betydning som en aftale mellem ikke koncernforbundne parter,

at forsikringsselskabet ved værdiansættelsen af selskabets ejendomme har anvendt almindelige og anerkendte værdiansættelsesprincipper jf. lov om forsikringsvirksomhed § 122.

Efter klagers opfattelse burde tilsynets afgørelse derfor ophæves, idet der ikke var dokumentation for, at selskabets egen værdiansættelse var forkert, og idet der ikke var dokumentation for, at Finanstilsynets ansættelse var korrekt.

I ankenævnets kendelse tiltrådte nævnet tilsynets afgørelse, idet ankenævnet udtalte

"Det følger af § 42, stk. 1, i bekendtgørelse af 16. december 1994 om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber og af § 43, stk. 1, i bekendtgørelse af 20. december 1995 om livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskassers årsregnskaber, at grunde og bygninger i årsregnskabet værdiansættes til markedsværdi, hvorved forstås den pris, hvortil de skønnes at kunne sælges på balancetidspunktet ved privat aftale mellem en salgsinteresseret ejer og en uafhængig køber, idet det forudsættes, at ejendommen er udbudt til offentligt salg, at handlen kan finde sted under normale markedsvilkår, og at der under hensyn til ejendommens karakter er normal tid til salgsforhandlinger. Bestemmelserne har hjemmel i artikel 46 og 49 i direktiv 91/674/EØF (forsikringsårsregnskabsdirektivet), der tillige, jf. art. 1, omfatter bl.a. art. 31 i årsregnskabsdirektivet (78/660/EØF), som implementeret ved § 122, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed, hvorefter værdiansættelsen sker i overensstemmelse med princippet om, at selskabet formodes at fortsætte sin virksomhed.

Det følger således af regelsættet, at fastsættelse af markedsværdi skal ske og kan ske i overensstemmelse med princippet om, at selskabet formodes at fortsætte sin virksomhed. Der er derfor ikke grundlag for at antage således som klagers synspunkt nærmest må forstås at markedsværdien, vil være udtryk for likvidationsværdien for forsikringsselskabers ejendomme.

Det tiltrædes, at ledelsen af selskabet er ansvarlig for at værdiansættelsen af selskabets ejendomme sker i overensstemmelse med de nævnte retningslinier, men det medfører ikke i sig selv, at selskabet er fritaget for det tilsyn, der følger af Finanstilsynets (Forsikringsrådets) forpligtelse efter § 237 i lov om forsikringsvirksomhed vedrørende et forsikringsselskabs kapitalforhold, herunder værdiansættelsen af faste ejendomme.

Efter det oplyste har Erhvervsankenævnet ikke anledning til at tilsidesætte grundlaget for Finanstilsynets afgørelse som utilstrækkeligt, usagligt eller ulovligt i forhold til det refererede regelsæt eller anledning til at kritisere den konkrete anvendelse af materialet. Det bemærkes herved særligt, at nævnet er enig med Finanstilsynet i, at en nedskrivning af forrentningsprocenten som følge af et "længerevarende" lejemål ikke kan begrundes med, at forsikringsselskabet selv er lejer af en ejendom, der tilhører et helejet datterselskab, eller fordi ejendommen er realrenteafgiftsfri for forsikringsselskabet. Det tiltrædes derfor, at ejendommene er nedskrevet til henholdsvis kr. (trecifret millionbeløb), kr. (tocifret millionbeløb) og kr. (tocifret millionbeløb) efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi i overensstemmelse med det foran i første afsnit anførte regelsæt. Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at tilsynet har lagt det for selskabet gunstigste vurderingsresultat til grund, såvel med hensyn til fastsættelse af markedslejen som vedrørende forrentningsprocenten og på, at tilsynets vurdering desuagtet for hver af ejendommene indebærer en betydelig afvigelse fra selskabsledelsens egne vurderinger."

Ejendomme tilhørende et forsikringsselskab skulle nedskrives efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi.