Legislator Case Law & Legislation
X19991045101 DK

God revisionsskik

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1999 10451 Historic

Bilag 1

I overensstemmelse med en kendelse fra Revisornævnet lagdes det til grund, at den påklagede handling - ansættelse af flere medarbejdere fra klageren - var omfattet af indklagedes udøvelse af sin virksomhed som statsautoriseret revisor. Revisionsaktieselskabet, som klageren havde valgt som revisor, og hvor indklagede var bestyrelsesformand, drev som et lovligt accessorium til den egentlige revisionsvirksomhed konsulentvirksomhed inden for EDB-området i faktisk konkurrence med klageren. Ved at ansætte en ledende medarbejder og flere nøglemedarbejdere fra klageren havde revisionsaktieselskabet på klagerens bekostning i væsentlig grad styrket sin markedsposition på EDB-området for administrative styresystemer. Revisionsaktieselskabets handlemåde var ikke fuldt forenelig med den tillid og loyalitet, som en klient må kunne fordre af sin revisor. Ved som bestyrelsesformand at have medvirket til beslutningen havde indklagede ikke foranlediget, at revisionsaktieselskabet levede op til god revisorskik. Indklagede tildeltes en advarsel.

Ved skrivelse modtaget 11. januar 1995 indgav advokat Carsten Brink på vegne Enator A/S klage over de statsautoriserede revisorer Teddy Wivel og Svend Hagemann, Ernst & Young A/S.

Ved disciplinærnævnets beslutning af 30. juni 1995 blev sagen afvist.

Klageren indbragte disciplinærnævnets beslutning for så vidt angår statsautoriseret revisor Teddy Wivel for Revisornævnet, der ved kendelse af 18. marts 1996 ophævede beslutningen om afvisning og hjemviste sagen til disciplinærnævnet til behandling i realiteten.

Klagen vedrører herefter alene statsautoriseret revisor Teddy Wivel i dennes egenskab af bestyrelsesformand for Ernst & Young A/S.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Teddy Wivel blev meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor den 26. februar 1971.

Det fremgår af sagen, at Enator A/S, der driver virksomhed med systemudvikling og salg af edb-systemer samt konsulentrådgivning, i en årrække frem til slutningen af 1994 har været klient hos Ernst & Young A/S. Betjeningen af klageren har fra foråret 1992 været forestået af statsautoriseret revisor Svend Hagemann. Klagen har sin baggrund i, at klagerens kunde-/produktchef vedrørende et edb-standardsystem, kaldet " CA-Manman/X", i oktober 1994 blev bortvist under henvisning til illoyal adfærd, idet han var ved at tage ansættelse i et konkurrerende konsulentfirma, der viste sig at være konsulentafdelingen hos Ernst & Young A/S. Yderligere 3-4 ansatte i den pågældende afdeling hos klageren blev i samme forbindelse ansat hos Ernst & Young A/S.

Det kan efter det oplyste lægges til grund,

at indklagede den 10. oktober 1994 blev orienteret af konsulentafdelingen hos Ernst & Young A/S om implementeringen af standardsystemet "Triton" på markedet i Danmark, men ikke fik noget at vide om afdelingens kontakt til klagerens produktchef Kurt Karlsen og andre medarbejdere fra klageren,

at klageren bortviste produktchef Kurt Karlsen den 18. oktober 1994,

at indklagede den 24. oktober 1994 på ny blev orienteret af konsulentafdelingen, herunder for første gang om planerne om ansættelse af produktchef Kurt Karlsen og andre medarbejdere fra klageren,

at forretningsudvalget for bestyrelsen for Ernst & Young A/S drøftede planerne omkring den 26. - 27. oktober 1994 og herunder blev opmærksom på, at klageren var klient hos Ernst & Young A/S,

at forretningsudvalget godkendte ansættelsen af Kurt Karlsen og de øvrige medarbejdere fra klageren og pålagde statsautoriseret revisor Svend Hagemann at underrette klageren herom, samt

at statsautoriseret revisor Hagemann derpå underrettede klageren den 1. november 1994.

Klagerens advokat har bl.a. anført, at de pågældende ansættelser har medført, at samtlige de kunder, hvor implementeringen af klagerens standardsystem var i gang, har afbrudt samarbejdet og henvendt sig til Ernst & Young A/S, og at den betydelige investering, som klageren har foretaget i forbindelse med opbygning af et marked, må anses som tabt.

Enhver virksomhed, der udføres af en revisionsvirksomhed som Ernst & Young A/S, er underkastet de samme faglige og etiske regler, som gælder for en statsautoriseret revisors virke. Det må derfor være en overtrædelse af god revisorskik, hvis ledelsen i Ernst & Young A/S foretager eller accepterer forretningsmæssige dispositioner i relation til en klient, som klart ville være i strid med god revisorskik, hvis de var foretaget af den statsautoriserede revisor, der havde det personlige ansvar for revisionsopgaven. Der gælder således også særlige høje etiske regler for revisionsvirksomheders rådgivnings- og servicevirksomhed.

Det gøres gældende, at indklagede har handlet i strid med god revisorskik, idet han i sin egenskab af formand for bestyrelsen i Ernst & Young A/S, velvidende, at klageren var klient hos Ernst & Young A/S, og uden forudgående orientering af klageren, traf beslutning om

at gå ind i et nyt forretningsområde (implementering af standardsystemet "Triton" i Danmark), i direkte konkurrence med klageren,

at rette henvendelse til den ledende medarbejder for det tilsvarende område hos klageren og ansætte denne som ansvarlig for det nye forretningsområde hos Ernst & Young A/S, og

at tømme klagerens afdeling for ledende medarbejdere, som herefter overførte klagerens kunder til revisionsfirmaet.

Ernst & Young A/S er een virksomhed og optræder som sådan. Indklagede er som bestyrelsesformand ansvarlig for samtlige de handlinger, der udføres af de enkelte forretningsområder inden for Ernst & Young A/S i relation til klienter. Den viden, revisionsafdelingen havde om klagerens forhold, må anses for at have været til stede også hos forretningsudvalget og bestyrelsesformanden.

Indklagedes advokat har påstået indklagede frifundet for den rejste klage. Efter at klageren har opgivet at forfølge den oprindeligt rejste klage mod statsautoriseret revisor Svend Hagemann, har sagen skiftet karakter, således at den ikke vedrører misbrug af et fortrolighedsforhold, men alene spørgsmålet om et større revisionsfirmas forhold i en konkurrencesituation, der for så vidt tilfældigt er opstået mellem revisionsfirmaets konsulentafdeling og en konkurrent, der samtidig er klient i revisionsfirmaets revisionsafdeling.

Som andre revisionsfirmaer har Ernst & Young A/S i lang tid påtaget sig implementering af registrerings- og økonomistyringssystemer, herunder standardsystemer. Ernst & Young A/S har forud for denne sag rådgivet på konsulentbasis om anvendelsen af blandt andet et standardsystemet "Triton", der på forskellige måder adskiller sig fra klagerens system "CA-Manman/X". Markedssituationen har udviklet sig således, at Triton-linien synes at være den sejrende og Manman/X-linien den vigende, og det må formodes, at det er en erkendelse af dette, der har fået de tidligere medarbejdere hos klageren til at skifte stilling.

Konkurrenceforhold udelukker ikke et revisionsfirma fra at lade sig vælge som revisor i et selskab, hvis virksomhed i større eller mindre omfang kan betragtes som konkurrerende med revisionsfirmaet. Et revisionsfirma kan således påtage sig at revidere regnskaberne for et konkurrerende revisionsfirma eller for virksomheder i tilgrænsende brancher eller erhverv såsom advokatvirksomheder og konsulentvirksomheder.

Det bestrides, at indklagede i sin egenskab af bestyrelsesformand for Ernst & Young A/S har overtrådt normen om god revisorskik. Indklagede har ikke personligt haft noget som helst nærmere kendskab til klagerens virksomhed, forretningsplaner eller forretningshemmeligheder og har ikke før ultimo oktober 1994 haft noget kendskab til, at der var etableret kontakt mellem Ernst & Young A/S konsulentafdeling og medarbejderne hos klageren.

Ernst & Young A/S har ikke truffet beslutning om at gå ind i et nyt forretningsområde i konkurrence med klageren, idet et sådant konkurrenceforhold har eksisteret i årevis, og idet implementeringen af Triton-standardprogrammet var truffet, inden der blev etableret kontakt til kunde/produktchefen.

Kunde/produktchefen havde selv ladet forstå, at han var interesseret i at forlade klageren, og ansættelsen af ham fandt først sted, efter at han var blevet bortvist. De øvrige medarbejdere fra klageren fik kontakt til Ernst & Young A/S konsulentafdeling på foranledning af kunde/produktchefen, fordi de ønskede at skifte arbejdsplads. Indklagede var iøvrigt personligt ubekendt med disse kontakter.

Det forhold, at hele Ernst & Young A/S virksomhed, herunder også rådgivningsvirksomheden i konsulentafdelingen, er underkastet reglerne om god revisorskik, kan ikke udstrækkes til en regel om, at den viden, der måtte eksistere i en afdeling eller hos en person i Ernst & Young A/S, dermed også skal anses at have foreligget i alle andre afdelinger eller hos alle andre personer i det store revisionsfirma. Hverken konsulentafdelingen eller indklagede kan i kraft af et identifikationssynspunkt anses at have haft den viden om klagerens forhold, som statsautoriseret revisor Svend Hagemann måtte have haft.

Disciplinærnævnet skal udtale

I overensstemmelse med Revisornævnets kendelse af 18. marts 1996 må det lægges til grund, at den påklagede handling - ansættelse af flere medarbejdere fra klageren - er omfattet af indklagedes udøvelse af sin virksomhed som statsautoriseret revisor.

Det bør i almindelighed ikke anses som en krænkelse af den tillid, som en klient skal kunne have til sin revisor, at revisor, herunder dennes revisionsselskab, ansætter medarbejdere, der hidtil har været ansat hos klienten. Klienten er som arbejdsgiver udsat for konkurrence fra alle andre arbejdsgivere om den mest kvalificerede arbejdskraft, og denne konkurrence må klienten som udgangspunkt også tåle fra en arbejdsgiver, der samtidig er klientens revisor.

Mellem klageren og det revisionsaktieselskab, som klageren benyttede, og hvor indklagede er bestyrelsesformand, har der imidlertid ikke blot hersket den normale konkurrence om de dygtigste medarbejdere, som alle arbejdsgivere er undergivet. Der har tillige foreligget den særlige situation, at revisionsaktieselskabet som et lovligt accessorium til den egentlige revisionsvirksomhed drev konsulentvirksomhed inden for EDB-området i faktisk konkurrence med klageren.

Disciplinærnævnet lægger til grund, at det revisionsaktieselskab, som klageren havde valgt som revisor, i denne faktiske konkurrencesituation har ansat en ledende medarbejder og flere nøglemedarbejdere fra klageren og derved på klagerens bekostning i væsentlig grad styrket sin markedsposition på EDB-området for administrative styresystemer.

Uanset at denne handling er foretaget af det som revisor valgte revisionsaktieselskab som sådan, personificeret ved indklagede som dets bestyrelsesformand, og ikke af den person, der faktisk fungerede som klagerens revisor - for hvis vedkommende klagen nu er frafaldet - finder Disciplinærnævnet på denne baggrund, at revisionsaktieselskabets handlemåde ikke har været fuldt forenelig med den tillid og loyalitet, som en klient må kunne fordre af sin revisor.

Ved som bestyrelsesformand ubestridt at have medvirket til beslutningen om ansættelsen af medarbejdere fra klageren har indklagede derfor ikke foranlediget, at revisionsaktieselskabet levede op til god revisorskik.

Under hensyn til, at klagen over for indklagede alene er rejst i dennes egenskab af bestyrelsesformand for revisionsaktieselskabet, finder nævnet, at sagen for indklagedes vedkommende kan afsluttes med en advarsel i medfør af lov om statsautoriserede revisorer § 18 a, stk 1.

Nævnet finder anledning til at bemærke, at nævnet, således som påstandene er nedlagt, ikke har haft mulighed for at tage stilling til et eventuelt ansvar for revisionsaktieselskabet som sådant efter lov om statsautorisede revisorer § 18 a, stk. 4, og ej heller har fundet tilstrækkelig anledning til af egen drift at rejse dette spørgsmål på sagens nuværende stade.

T h i b e s t e m m e s

Indklagede, statsautoriseret revisor Teddy Wivel, tildeles en advarsel.

Afgørelse 1999 10451 Historic

God revisionsskik

KENDELSE

Ved kendelse af 11. april 1997 har Disciplinærnævnet for Statsautoriserede revisorer i medfør af § 18a, stk. 1, i lov om statsautoriserede revisorer tildelt indklagede Teddy Wivel en advarsel.

Sagen drejer sig om, at det revisionsaktieselskab, som klageren havde valgt som revisor, (Ernst & Young A/S), i efteråret 1994 i sin konsulentafdeling ansatte nogle personer, som hidtil havde været ansat hos klageren.

Disciplinærnævnet lagde til grund, at revisionsaktieselskabet i den faktiske konkurrencesituation med klageren derved på klagerens bekostning i væsentlig grad havde styrket sin markedsposition på EDB-området for administrative styresystemer.

Disciplinærnævnet fandt, at indklagede ved som bestyrelsesformand for revisionsaktieselskabet ubestridt at have medvirket til beslutningen om ansættelserne ikke har foranlediget, at revisionsaktieselskabet levede op til god revisorskik.

Ved skrivelse af 8. juli 1997 har advokat Niels Fisch-Thomsen på vegne indklagede indbragt Disciplinærnævnets afgørelse for Revisornævnet med påstand om frifindelse.

Advokat Peter Høgh har på vegne klageren påstået stadfæstelse af Disciplinærnævnets kendelse og endvidere, at statsautoriseret revisor Teddy Wivel og Ernst & Young Revisionsaktieselskab i medfør af lovens § 18a, stk. 1, og stk. 4, idømmes en bøde.

Advokat Fisch-Thomsen har påstået afvisning, subsidiært frifindelse over for påstanden om, at revisionsaktieselskabet inddrages under sagen for Revisornævnet.

Det er oplyst, at klageren ved stævning dateret 12. november 1997 har anlagt erstatningssag ved Østre Landsret mod revisionsaktieselskabet.

Revisornævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte nævnets behandling af sagen, indtil der foreligger en endelig afgørelse af retssagen om erstatning.

Sagen har været behandlet på et møde den 15. marts 1999. For klageren og med Peter Keller mødte advokat Peter Høgh.

Indklagede mødte med advokat Niels Fisch-Thomsen.

1. Ad spørgsmålet om, hvem der er rette indklagede for Revisornævnet

Den 16. december 1994 anmodede klageren Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer om at tage stilling til Ernst & Young A/S handlemåde i sagen.

Ved skrivelse af 10. januar 1995 indklagede klageren de statsautoriserede revisorer Teddy Wivel og Svend Hagemann for Disciplinærnævnet, Teddy Wivel i sin egenskab af bestyrelsesformand i revisionsaktieselskabet, Svend Hagemann i sin egenskab af generalforsamlingsvalgt revisor for klageren.

Den 30. juni 1995 afviste Disciplinærnævnet klagen over Teddy Wivel og Svend Hagemann.

Afvisningen var begrundet med, at det påklagede forhold ikke havde forbindelse med de indklagedes udøvelse af deres virksomhed som revisorer.

Denne beslutning indbragte klageren for Revisornævnet med påstand om realitetsbehandling af klagen mod Teddy Wivel i dennes egenskab af formand for bestyrelsen i revisionsaktieselskabet. Klagen angik nu alene Teddy Wivel. Revisornævnet traf ved kendelse af 18. marts 1996 afgørelse om, at der burde indrømmes klageren mulighed for at få det rejste spørgsmål prøvet ved realitetsbehandling, idet spørgsmålet, om indklagedes adfærd under udøvelsen af funktionen som bestyrelsesformand for revisionsaktieselskabet har været i overensstemmelse med god revisorskik, er omfattet af Disciplinærnævnets og Revisornævnets kompetence. Sagen blev derfor hjemvist til Disciplinærnævnet til behandling i realiteten, idet parterne ikke fandtes at burde afskæres fra disciplinærsystemets sædvanlige mulighed for at få sagen behandlet i to instanser.

Det er den afgørelse, som Disciplinærnævnet herefter traf vedrørende Teddy Wivel, som nu foreligger til prøvelse ved Revisornævnet.

Klagerens ovenfor nævnte påstand for Revisornævnet om, at Ernst & Young Revisionsaktieselskab skal idømmes en bøde er nedlagt i svarskriftet af 27. november 1997.

I skrivelse af 11. marts 1998, hvori der blev protesteret mod udsættelse af sagen, indtil retssagen ved Østre Landsret var afsluttet, anførte klageren

" .

Først og fremmest er der ikke tale om samme parter i de to sager.

Sagen for Revisornævnet er imod statsautoriseret revisor Teddy Wivel personligt, medens sagen i Østre Landsret er imod revisionsaktieselskabet Ernst & Young A/S.

Sagen for Revisornævnet drejer sig alene om, hvorvidt Statsautoriseret revisor Teddy Wivel har overtrådt reglerne for god revisorskik .."

Efter at advokat Fisch-Thomsen i processkrift af 6. maj 1998 havde nedlagt påstand om afvisning af påstanden om, at revisionsaktieselskabet skulle være part i sagen for Revisornævnet, fastholdt klageren i duplikken, at indklagede og Ernst & Young A/S skulle idømmes en bøde.

Det hedder bl.a. i duplikken

".

Indstævnte er således ikke enig i, at sagen for Revisornævnet alene vedrører Statsautoriseret revisor Teddy Wivel personligt

.."

Klageren har navnlig henvist til, at det følger af Disciplinærnævnets præmisser, at Revisornævnet også må tage stilling til, om revisionsaktieselskabet som sådant kan ifalde ansvar.

Advokat Fisch-Thomsen har bl.a. anført, at det ville stride mod det almindelige to-instansprincip, hvis Revisornævnet inddrog parter, som ikke havde været parter under behandlingen ved Disciplinærnævnet.

Revisornævnets bemærkninger

Det er et almindeligt princip i retsplejen, at nye parter ikke kan inddrages under ankeinstansens behandling af en sag.

Da Ernst & Young Revisionsaktieselskab ikke har været inddraget som part i sagen ved Disciplinærnævnet, afvises den påstand, klageren ved Revisornævnet har nedlagt over for revisionsaktieselskabet.

2. Ad realiteten

Indklagede har i indbringelsesskrivelsen af 8. juli 1997 bl.a. anført

" .

Som et udslag af dette princip og som en forudsætning for dets vidtforgrenede virksomhed har Ernst & Young, på samme måde som de andre større revisionsfirmaer, etableret en klar arbejds- og funktionsmæssig adskillelse mellem revisionsafdelingen og konsulentafdelingen, og denne adskillelse indebærer således også et vandtæt skot for så vidt angår klientfortroligheden.

Det er derfor ikke nogen tilfældighed men et udslag af denne adskillelse mellem afdelingerne at statsautoriseret revisor Svend Hagemann ikke har ladet konsulentafdelingen hos Ernst & Young tilflyde den mindste oplysning om indstævnte, Enator A/S forhold, og at konsulentafdelingen derfor ikke havde noget videre kendskab til Enator A/S og dets virksomhed end det, som enhver anden på dette marked havde. Som omtalt nedenfor svævede konsulentafdelingen sågar, da begivenhederne, som er grundlag for klagen, udspillede sig, i uvidenhed om, at Enator A/S var revisionsklient hos Ernst & Young A/S.

.

Ernst & Young har således på verdensplan gennem en årrække med hensyn til EDB-standardsystemer været samarbejdspartner med Brødrene Baan, naturligt nok med det hollandske Ernst & Young i den tætteste kontakt med Brødrene Baan og således som det førende inden for Ernst & Young gruppen med hensyn til dette partnerskab.

.

Ernst & Young (Danmark)´s konsulentafdeling havde hidtil som nævnt navnlig implementeret de to andre mærker SAP og Oracle og Ernst & Young (Danmark) fandt det væsentligt for en optimal rådgivning af sine kunder/klienter at kunne udvide "sortimentet" , således at man havde flere alternativer at kunne bringe i forslag. Det nævnte Oracle var endnu ikke kommet effektivt i gang, og Ernst & Young (Danmark)´s konsulentafdeling fandt det ikke tilfredsstillende i sin rådgivning alene at kunne henvise til og implementere SAP-systemet. Man ønskede derfor et stærkt alternativ til SAP, og som sådan havde det hollandske Ernst & Young som led i et planlagt, internationalt samarbejde anbefalet Ernst & Young Danmark at satse på Triton-systemet.

Det var på denne baggrund, at .. besøgte det hollandske Ernst & Young i sommeren 1994 for her at gøre sig fortrolig med Triton-systemet.

Ernst & Young A/S , konsulentafdelingen ville ikke herved få noget monopol på det danske marked på implementering af Triton-systemet, som i forvejen i Danmark implementeredes af . og af revisionsfirmaerne . og .

Der var således sammenfattende ingenlunde tale om, at Ernst & Young´s konsulentafdeling i 1994 etablerede noget nyt forretningsområde i (ny) konkurrence med Enator A/S eller andre. Tværtimod var der tale om en helt naturlig, organisk udvikling af Ernst & Young´s konsulentafdelings allerede eksisterende forretning, og konkurrenceforholdet Ernst & Young og Enator A/S imellem havde allerede bestået i en årrække. Ej heller var Ernst & Young´s optagelse af Triton systemet bestemt af noget ønske om at intensivere konkurrenceforholdet specielt til Enator A/S. Denne udvidelse af sortimentet var derimod udslag af Ernst & Young´s samarbejde på globalt plan med Baan/Triton, som - med hjælp af det hollandske Ernst & Young blev indført også til Danmark, og i øvrigt samtidig til resten af Skandinavien.

Det er på denne baggrund ganske urigtigt, når Disciplinærnævnet i sine præmisser kendelsen p 7, 1. nye afsnit udtaler, at Ernst & Young "i denne faktiske konkurrencesituation (ved ansættelsen af de i sagen omhandlede, hos Enator fratrådte medarbejdere) på klagerens bekostning i væsentlig grad (skulle have) styrket sin markedssituation på EDB-området for administrative styresystemer."

.

Klageren har i svarskriftet af 27. november 1997 bl.a. anført

" .

Forud for [indklagedes] overtagelse af [klagerens] medarbejdere var der i Danmark ingen direkte konkurrencesitutation imellem den virksomhed, som blev drevet i [indklagedes] konsulentvirksomhed og den virksomhed, som [klageren] drev.

.

Det må lægges til grund, at [indklagedes] målsætning om at indkludere Triton-produktet i sin virksomhed havde nøje sammenhæng med overtagelsen af [klagerens] medarbejdere, der havde det fornødne kendskab og viden om det næsten identiske produkt til Triton CA ManMan/X, og at dette tidsmæssigt ikke kunne lade sig gøre uden denne overtagelse af allerede kvalificerede medarbejdere fra [klageren].

.

Det for [klageren] nye og afgørende var derfor alene

[indklagedes] konsulentafdeling pludselig optrådte som ny konkurrent til [klageren]

og at dette skete ved, at [indklagede] traf beslutning om, at overtage fire ledende nøglemedarbejdere herunder den medarbejder, der hos [klageren] var direkte ansvarlig produktchef.

[indklagede] derved i realiteten lukkede [klagerens] virksomhed og

[indklagede] løbende overtog [klagerens] eksisterende kunder.

.

Det er en kendsgerning, at bestyrelsen/forretningsudvalget i Ernst & Young den 26.-27. oktober 1994 godkendte ansættelsen af de fire konkrete og navngivne medarbejdere hos [klageren] på et tidspunkt, hvor disse medarbejdere med undtagelse af Kurt Karlsen, der den 18. oktober 1994 var blevet bortvist på grund af illoyalitet stadig var ansat hos [klageren] og ikke havde opsagt deres stillinger.

."

Indklagede har i replikken af 6. maj 1998 bl.a. anført

" .

Ernst & Young´s konsulentafdeling havde ikke i kraft af Enator A/S´s status som klient i Ernst & Young´s revisionsafdeling nogen konkurrencemæssig fordel over for Enator A/S, eller udtrykt omvendt: Enator A/S var ikke konkurrencemæssigt svækket over for Ernst & Young´s konsulentafdeling som følge af sin status som klient i revisionsafdelingen.

.

For Revisornævnet synes herefter alene at være tilbage at tage stilling til, om Ernst & Young´s bestyrelsesformand statsaut.revisor Teddy Wivel burde have nægtet at godkende konsulentafdelingens forretningsplan, fordi konkurrenten Enator A/S efter det samtidig for bestyrelsesformanden oplyste var klient hos Ernst & Young´s revisionsafdeling.

Det bestrides fra [indklagedes] side, at den omstændighed, at en konkurrent til et større revisionsfirmas konsulentafdeling (tilfældigvis) tillige er klient i samme revisionsfirmas revisionsafdeling, skulle pålægge dette revisionsfirmas konsulentafdeling videregående pligter eller mindre fri ramme for konkurrenceadfærd over for en sådan konkurrent når det, vel at mærke, kan lægges til grund, at revisionsfirmaets revisionsafdeling ikke har videregivet oplysninger om denne konkurrent, endsige dennes forretningshemmeligheder til samme revisionsfirmas konsulentafdeling.

."

Teddy Wivel har forklaret, at han ikke beskæftiger sig med ansættelsessager. Han hørte den 10. oktober 1994 om konsulentafdelingens planer om at implementere Triton standardsystemet på det danske marked. Den 24. oktober 1994 hørte han om ansættelsen af Kurt Karlsen og nogle øvrige ansatte fra Enator A/S. Først på et forretningsudvalgsmøde den 26. eller 27. oktober 1994 blev spørgsmålet rejst, om Enator A/S var revisionsklient hos Ernst & Young. Det blev undersøgt og bekræftet. Forretningsudvalget godkendte konsulentafdelingens forretningsplan, herunder ansættelsen af de nævnte personer. Forretningsudvalget besluttede på grund af forholdet til klageren som revisionsklient, at Svend Hagemann skulle orientere Enator A/S, hvilket skete den 1. november 1994.

Begge parter har i det væsentlige argumenteret som for Disciplinærnævnet.

Indklagede har navnlig anført, at revisor Hagemann ikke har givet oplysninger til konsulentafdelingen, og at der derfor ikke er krænket noget fortrolighedsforhold. Om der foreligger omstændigheder, der kan begrunde et erstatningsansvar som følge af, at der er handlet i strid med markedsføringsloven, sædvaner eller lign., må afgøres under retssagen.

Indklagede har ikke deltaget i eller kendt til forhandlingerne om ansættelse af personalet, men har først i slutningen af oktober måned 1994 fået kendskab hertil. Han har således ikke tilsidesat god revisorskik. Hvilken nærmere kontakt der har været mellem ansatte i Ernst & Young og ansatte hos klageren må afgøres ved bevisførelsen i landsretten, idet der ikke er krænket noget fortrolighedsforhold.

Der er ikke regler, der forbyder konkurrerende virksomheder også at "konkurrere på ansatte". Den tilfældighed, at det viste sig, at konkurrenten var klient i revisionsafdelingen, kan ikke gøre nogen forskel. Når blot fortrolighedsforholdet ikke er krænket, kan revisor-klientforholdet ikke i sig selv bevirke en indskrænkning i den almindelige konkurrence.

Der opstår ikke en særlig beskyttelsessituation, fordi konkurrenten er klient i revisionsafdelingen. Det var produktets styrke, der øgede konkurrencesituationen.

Klageren har navnlig anført, at det var Ernst & Young , der var generalforsamlingsvalgt revisor. Derfor kan der ikke sondres mellem revisionsafdelingen og konsulentafdelingen. Hele virksomheden er underlagt samme strenge ansvar, som følger af revisorlovgivningen.

Konkurrencesituationen opstod først, da Ernst & Young begyndte at beskæftige sig med Triton systemet, og inden de pågældende medarbejdere tiltrådte hos Ernst & Young, havde ledelsen, herunder indklagede, fuldt kendskab til de nærmere omstændigheder. Der var tale om nøglemedarbejdere hos klageren, der i realiteten måtte starte forfra. En advarsel er ikke tilstrækkelig, men indklagede bør pålægges en bøde.

Revisornævnets bemærkninger

Et flertal på tre af nævnets medlemmer tiltræder, som anført i Disciplinærnævnets kendelse, at det som udgangspunkt ikke kan anses som krænkelse af den tillid, som en klient skal kunne have til sin revisor, hvis revisor skulle ansætte medarbejdere, der hidtil har været ansat hos klienten.

Dette må som udgangspunkt gælde, hvadenten der er tale om revisionsvirksomhed i snæver forstand, eller der foreligger en situation, hvor revisionsfirmaet som accessorium til revisionsvirksomheden driver konsulentvirksomhed.

En række konkrete omstændigheder som f.eks. tilsidesættelse af loyalitetsforpligtelsen eller en særlig aggressiv markedsføring m.v. vil dog kunne føre til et andet resultat.

I den foreliggende sag er der efter flertallets opfattelse intet grundlag for at antage, at ansatte i Ernst & Young´s revisionsafdeling har krænket fortrolighedsforholdet mellem revisor og klient. Der er heller intet, der tyder på, at ansatte i konsulentafdelingen i forhandlingerne med ansatte hos klageren har vidst eller udnyttet, at klageren var klient i revisionsafdelingen.

Det afgørende er, hvilken rolle indklagede har haft i forløbet, og hvilken viden han har haft. Flertallet lægger til grund, at indklagede ikke deltog i forhandlingerne om ansættelserne, og at han og den øvrige ledelse først den 26. eller 27. oktober 1994, da forhandlingerne om ansættelserne i realiteten var afsluttet, blev bekendt med, at klageren var klient i revisionsafdelingen. Indklagede og de øvrige medlemmer af forretningsudvalget godkendte dispositionerne.

Selv om det havde været naturligt at orientere klageren, inden man traf den endelige beslutning, finder flertallet det dog overvejende betænkeligt at anse indklagedes handlemåde for at være at en sådan karakter, at den kan medføre et disciplinært ansvar.

Et mindretal på to af nævnets medlemmer anser generelt revisors uafhængighed som et grundlæggende krav, der ikke må anfægtes ved, at revisor tilsidesætter sin klients tillid eller ikke respekterer den loyalitet og de hensyn, som en statsautoriseret revisor forventes at vise sin klient. Disse krav må stilles til hele revisionsvirksomheden, herunder som i denne sag også virksomhedens konsulentafdeling, for eksempel ved ledelsens fastsættelse af interne retningslinier.

Ved som bestyrelsesformand i revisionsaktieselskabet ubestridt i denne sag uden nogen form for forudgående underretning til eller aftale med klageren at have medvirket til eller undladt at søge at hindre ansættelsen af flere nøglemedarbejdere fra klageren, finder mindretallet som Disciplinærnævnet at indklagede har medvirket til, at revisionsaktieselskabet ikke levede op til god revisorskik. Mindretallet finder, at indklagede derved har tilsidesat sine pligter som statsautoriseret revisor, og at forholdet i medfør af lov om statsautoriserede revisorer § 18a, stk. 1, bør sanktioneres med en advarsel.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorfor indklagede frifindes.

Det bemærkes, at der hverken ved flertallets eller mindretallets standpunkt er udtrykt nogen form for opfattelse af, om der foreligger en handlemåde, der giver klageren ret til erstatning.

I medfør af bekendtgørelse om Revisornævnet § 11, stk. 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.

Thi bestemmes

Disciplinærnævnets afgørelse ændres, således at statsautorisret revisor Teddy Wivel frifindes.

Den af klageren, Enator A/S overfor Ernst & Young Revisionsaktieselskab nedlagte påstand afvises.

Det erlagte klagegebyr tilbagebetales.

Afgørelse 1999 10451 Historic

År 1999, den 22. juni blev der i sagen j.nr. 97-159.654: Enator A/S mod statsautoriseret revisor Teddy Wivel afsagt sålydende

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →