Retlig interesse
Statutory Text (2 Articles)
Retlig interesse
Under denne sag har advokat Hans Keld Andersen ved skrivelse af 11. april 1997 på vegne Kerteminde Tryk Rotation Odense A/S indgivet klage over statsautoriseret revisor Bent Aagaard Andersen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at indklagede blev meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor den 8. april 1975.
Det fremgår af sagen, at indklagede i foråret 1996 som revisor for Jylland Tourist & Marketing A/S, der var kunde hos klageren, foretog revision af selskabets årsregnskab for 1995 og medvirkede ved udarbejdelsen af resultat-, likviditets- og statusbudgetter for selskabet.
Den 6. maj 1996 skrev indklagede bl.a. følgende til bestyrelsen for Jylland Tourist & Marketing A/S
"Udover gennemgangen af de af direktør Helge Larsen beskrevne forudsætninger har vi foretaget de nødvendige beregninger og opstillinger.
Budgetudarbejdelsen og vores gennemgang skyldes især, at selskabet forventes at have behov for ekstraordinær finansiel støtte s.f.a. underskuddet i regnskabsåret 1995.
. . . . . .
Da egenkapitalen er tabt med mere end 50 % er det i henhold til A/S-loven bestyrelsens pligt at tage stilling til og stille forslag om selskabets fortsatte drift. Nærværende budgetter skal bl.a. bruges til denne beslutning eller indstilling.
. . . . . .
Afslutningsvis skal vi endnu engang tilkendegive, at vi anser budgetterne for realistiske og nok snarere resultatmæssigt pessimistiske end optimistiske.
Budgetterne er imidlertid fremtidsvurdering, hvorfor resultat og likviditet kan afvige væsentligt fra det budgetterede."
Af årsberetningen af 20. maj 1996 i årsregnskabet for 1995 for Jylland Tourist & Marketing A/S fremgår bl.a.
" Hermed aflægges selskabets regnskab for året 1995. Resultatet udviser et underskud på kr. 1.525.473.
Årets resultat anses for stærkt utilfredsstillende. Som en væsentlig faktor heri indgår et decideret tab på produktion og salg af JyllandKataloget.
Egenkapitalen udgør kr. -1.884.347. Ansvarlig lånekapital udgør kr. 1.100.000. Den samlede ansvarlige kapital er hermed negativ med kr. 784.347.
Der er givet tilsagn om konvertering af kr. 200.000 af den ansvarlige indskudskapital til aktiekapital. Aktiekapitalen vil herefter udgøre kr. 750.000. Bestyrelsen har udskudt konverteringen.
. . . . . .
Som følge af det negative årsresultat for 1995 vil der blive iværksat ekstraordinære styringstiltag. Salg og produktion af JyllandKataloget og lignende risikobetonede aktiviteter nedlægges.
Ordrebeholdningen pr. 1/1-1996 er særdeles god og med de anførte tiltag forventes indtjeningen at blive som beregnet. Der budgetteres med et resultat for 1996 på ca. kr. 900.000 ved et uændret aktivitetsniveau. De udarbejdede likviditetsbudgetter viser, at driften kan finansieres indenfor de nuværende kreditfaciliteter, som pengeinstituttet har givet tilsagn om."
Af indklagedes revisionspåtegning af 20. maj 1996 på årsregnskabet for 1995 for Jylland Tourist & Marketing A/S fremgår bl.a.
"Den udførte revision
. . . . . .
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.
Supplerende oplysninger
Selskabets egenkapital er negativ t. kr. 1.884 og derfor omfattet af Aktieselskabslovens § 69 a. Der henvises til bestyrelsens årsberetning om den økonomiske stilling og forventninger til fremtiden. Vi anser de udarbejdede budgetter for realistiske.
Konklusion
Det er vores opfattelse, at årsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav til regnskabsaflæggelsen, og at det giver et retvisende billede af selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat."
I september 1996 udførte klageren trykkeriarbejde for Jylland Tourist & Marketing A/S for i alt 422.314 kr. excl. moms. Levering til selskabet fandt sted den 4. og 30. september 1996.
Den 20. november 1996 anmeldte Jylland Tourist & Marketing A/S betalingsstandsning. Det beskikkede tilsyn udsendte cirkulæreskrivelse til kreditorerne den 27. november 1996 med oplysning bl. a. om baggrunden for betalingsstandsningen.
Klagerens advokat har oplyst, at hans klient blev bekendt med 1995-regnskabet for Jylland Tourist & Marketing A/S den 28. november 1996, hvor regnskabet fremsendtes fra det beskikkede tilsyn.
Jylland Tourist & Marketing A/S blev efterfølgende erklæret konkurs og har ikke været i stand til at betale klagerens tilgodehavende.
Klageren har gjort gældende, at indklagede har tilsidesat sine pligter som statsautoriseret revisor, idet han i forbindelse med udarbejdelsen af budgetterne, navnlig på baggrund af selskabets meget alvorlige økonomiske situation, burde have udført sit arbejde langt mere grundigt end sket. Han ville i så fald være kommet frem til, at budgetterne ikke var realistiske, og at virksomheden ikke var levedygtig. Indklagede burde have anført dette i revisionspåtegningen. Derefter ville der formentlig allerede i foråret 1996 være blevet taget skridt til selskabets afvikling, og klageren ville have undgået det tab, han senere led. Klageren har henvist til Foreningen af Statsautoriserede Revisorers revisionsvejledning nr. 6 om revisors stillingtagen til virksomheden som going concern, vejledning nr. 16 om revisors gennemgang af og erklæring på budgetter og vejledning nr. 15 om revisors rådgivning og assistance.
Indklagede har gjort gældende, at klagen er ubegrundet, og at hans arbejde er udført i overensstemmelse med revisionsvejledningerne. Årsregnskabet for 1995 forelå i april 1996 i udkast, hvorefter selskabets direktør udarbejdede et resultatbudget med tilhørende budgetforudsætninger. Indklagede lavede den talmæssige opstilling af resultat-, balance- og likviditetsbudgetterne og udtalelsen hertil af 6. maj 1996. Budgetterne blev kritisk vurderet med direktøren, og på et møde den 7. maj 1996 i selskabets pengeinstitut, hvor både indklagede og selskabets direktør og bestyrelsesformand deltog, blev det bekræftet, at selskabet kunne forvente finansieringsbehovet dækket i overensstemmelse med budgetterne. På et møde med den samlede bestyrelse den 13. maj 1996 blev budgetterne og de opstillede forudsætninger bekræftet. Det var på denne baggrund med rette, at revisionspåtegningen ikke indeholder forbehold om going concern. En videreførelse af selskabet kunne efter det foreliggende forventes, og budgetterne måtte anses for troværdige og realistiske. Det viste sig imidlertid, at selskabets direktør havde manipuleret med resultat og balance i 1995-regnskabet, idet der ikke var blevet medtaget 3 købsfakturaer for ca. 600.000 kr., hvor levering til selskabet var sket i 1995, mens faktureringen ved fremdatering var blevet udskudt til februar 1996, tilsyneladende efter aftale med leverandøren. Bogføringen skete først i august 1996, idet fakturaerne indtil da blev holdt skjult for indklagede. Indklagede havde tidligere kontrolleret, at saldoen for den pågældende leverandør stemte pr. 31. december 1995.
Disciplinærnævnet skal udtale
Klagen vedrører ikke klagerens egen revisor, men en anden revisor og det af denne reviderede regnskab for et selskab, Jyllands Tourist & Marketing A/S, som klageren har været leverandør til af tryksager. Det er imidlertid efter § 18, stk. 4, i lov om statsautoriserede revisorer en betingelse for at få en klage behandlet i nævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som klagen angår.
Nævnet lægger herved til grund, at klageren i tiden 4. - 30. september 1996 leverede varer til det nævnte selskab for i alt 422.314 kr. excl. moms, men tabte størsteparten af dette tilgodehavende ved selskabets betalingsstandsning den 20. november 1996. Det lægges videre til grund som oplyst af klagerens advokat, at klageren derpå den 28. november 1996 blev bekendt med det påklagede regnskab.
Klageren har dermed først fået kendskab til regnskabet efter, at klageren allerede havde foretaget de tabsgivende dispositioner. Klageren er således ikke blevet berørt af det påklagede revisorarbejde på en sådan måde, at klageren har lidt skuffelse eller tab ved at have stolet på eller i øvrigt disponeret i tillid til arbejdets rigtighed.
Nævnet finder herefter ikke, at klageren har retlig interesse i den rejste klage, som derfor afvises af nævnet.
T h i b e s t e m m e s
Klagen over statsautoriseret revisor Bent Aagaard Andersen afvises.
På grund af manglende retlig interesse afvistes en klage over en revisor, idet den pågældende revisor ikke var klagerens egen revisor, men revisoren for et selskab, som klageren havde leveret varer til. Klageren var først efter vareleverancen blevet bekendt med det påklagede revisorarbejde.