God revisorskik
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
K E N D E L S E
Under denne sag har Bodega Gadespejlet v/ Margit Lykke Blæsbjerg og Petit Bar v/ Henny Jensen ved skrivelse af 15. juli 1997 indgivet en klage over registreret revisor Carsten Dalgaard og revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Carsten Dalgaard blev optaget i Revisorregistret den 25. oktober 1990.
Det fremgår af sagen, at aktiekapitalen i revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S for ca. 51 % s vedkommende ejes af registreret revisor Carsten Dalgaard, mens resten ejes af registreret revisor Frede Christensen.
Pr. 1. januar 1994 købte revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S revisor Alex Bach Pedersens firma, AP Revision. Alex Bach Pedersen forblev ansat i firmaet som ledende registreret revisor med ansvar for bl.a. de overtagne kunder, herunder klagerne (Bodega Gadespejlet v/ Margit Lykke Blæsbjerg og Petit Bar v/ Henny Jensen). Som et led i købet udstedte revisionsfirmaet et gældsbrev til Alex Bach Pedersen, stort oprindeligt kr. 440.000 kr.
Samarbejdet med Alex Bach Pedersen ophørte i foråret 1995.
Klagerne, der som anført var klienter hos revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S, meddelte i sommeren 1995, at de ønskede at skifte revisor, da deres revisor, registreret revisor Poul Sørensen, var fratrådt.
I sommeren 1996 ophørte revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S med at betale ydelser på det omtalte gældsbrev som følge af, at Alex Bach Pedersen angiveligt skulle have overtrådt en mellem parterne aftalt konkurrence- og kundeklausul ved fortsat at udføre revisionsmæssige opgaver bl.a. for de kunder, der var overtaget af revisionsfirmaet pr. 1. januar 1994.
Alex Bach Pedersen indgav i den anledning den 17. juli 1996 konkursbegæring mod revisionsfirmaet, men begæringen blev afvist af skifteretten ved kendelse af 12. august 1996.
Alex Bach Pedersen indbragte herefter sagen for fogedretten i Herning med anmodning om udlæg for restgælden i henhold til det omtalte gældsbrev. Fogedrettens afgørelse blev efterfølgende indbragt for Vestre Landsret, der nægtede fremme af udlægsforretningen.
I efteråret 1996 erfarede klagerne, at en kopi af deres selvangivelser for 1995 var blevet fremlagt af det indklagede revisionsfirma i fogedretten i Herning under sagen mellem revisionsfirmaet og Alex Bach Pedersen. Klagerne fik efterfølgende oplyst, at selvangivelserne var rekvireret af revisionsfirmaet hos skatteforvaltningen i Herning Kommune.
Skatteforvaltningen skrev den 1. november 1996 til klageren Margit Lykke Blæsbjerg og beklagede "det skete". Samme dag skrev skatteforvaltningen til revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S v/ registreret revisor Carsten Dalgaard
"Margit Blæsbjerg Jensen har oplyst, at en kopi af hendes selvangivelse for 1995 har været fremlagt i fogedretten i forbindelse med en sag mellem Dem og en af Deres tidligere medarbejdere.
Selvangivelseskopien er udleveret af Herning skatteforvaltning til Dem i den tro, at De var revisor for Margit Blæsbjerg Jensen. Dette har efterfølgende vist sig ikke at være tilfældet.
Hvis vi havde vidst, at selvangivelseskopien skulle anvendes i en fogedsag ville den aldrig være udleveret.
Vi skal bede Dem om omgående at tilbagelevere selvangivelseskopien. Såfremt De i øvrigt skulle have rekvireret materialer fra os til brug i fogedsagen bedes disse ligeledes tilbageleveret.
Denne sag vil medføre en kraftig opstramning af vore udleveringsprocedurer".
Den 6. november 1996 udtog det indklagede revisionsfirma v/ advokat N.H. Bjørumslet stævning mod Alex Bach Pedersen ved retten i Herning med påstand om, at Alex Bach Pedersen tilpligtes at kvittere det omtalte gældsbrev med pålydende oprindeligt kr. 440.000. Som bilag til stævningen fremlagdes bl.a. klagernes selvangivelser for 1995. Revisionsfirmaet anmodede efterfølgende (i august 1997) retten om tilladelse til at foretage en grafologisk undersøgelse af klagernes selvangivelser med henblik på at kunne konstatere, om Alex Bach Pedersen selv med egen håndskrift havde udfyldt dokumenterne.
Den 11. november 1996 returnerede det indklagede revisionsfirma v/ registreret revisor Frede Christensen klagernes selvangivelseskopier til Herning Kommunes skatteforvaltning.
Den 13. november 1996 skrev skatteforvaltningen til det indklagede revisionsfirma v/ Frede Christensen og anmodede om en skriftligt bekræftelse på, at kopier fremlagt i fogedretten og udleveret til advokater involveret i fogedsagen var tilbagekaldt og destrueret.
Ved skrivelse af 4. december 1996 skrev klagernes advokat til Politimesteren i Herning og anmeldte det indklagede revisionsfirma for uberettiget brug af 3. mands personlige papirer. I skrivelsen anførtes det bl.a., at skatteforvaltningen havde meddelt, at revisionsfirmaet ikke ville tilbagelevere de selvangivelseskopier, der var udleveret til de i sagen involverede advokater, samt de kopier, der var fremlagt i fogedretten i Herning.
Den 5. december 1996 skrev klagernes advokat til fogedretten i Herning og anmodede om, at klagerne blev indsat i besiddelsen af de omhandlede selvangivelseskopier. Fogedretten afslog imidlertid begæringen efter det oplyste under henvisning til, at der ikke var hjemmel til at pålægge revisionsfirmaet at udlevere kopierne.
Foranlediget af en henvendelse fra klagerne til Foreningen af Registrerede Revisorer, oplyste det indklagede revisionsfirma v/ indklagede Carsten Dalgaard i en skrivelse af 23. december 1996 bl.a.
"Vi har på intet tidspunkt afgivet urigtige oplysninger til Herning Kommune. Vi har benyttet os af en velfungerende praksis i kommunen, hvor vi på begæring kunne få udleveret materiale på skatteydere, hvor vi var anførte som revisorer".
Politimesteren i Herning rejste i oktober 1997 tiltale ved retten i Herning mod indehaverne af revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S, indklagede Carsten Dalgaard og hans kompagnon Frede Christensen, til straf for overtrædelse af straffelovens § 152 b, stk. 1, ved i forening i forbindelse med fogedsagen, anlagt af Alex Bach Pedersen at have videregivet fortrolige oplysninger, som de tiltalte var blevet bekendt med i forbindelse med deres erhverv, idet de fremlagde klagernes 2 selvangivelser for indkomståret 1995, "hvilke selvangivelser Frede Christensen havde rekvireret hos Herning Kommunes Skatteforvaltning under foregivende at være revisor for de pågældende ".
Ved Herning Rets dom af 12. januar 1998 fandtes det godtgjort, at Carsten Dalgaard og Frede Christensen uden tilladelse havde rekvireret de pågældende selvangivelser hos skattevæsenet og derefter gjort uberettiget brug af dem under fogedsagen. Uanset at de tiltalte således havde overtrådt straffelovens § 152 b, fandtes de efter rettens opfattelse at have handlet i "berettiget varetagelse af deres tarv", jf. straffelovens § 152 e. Det anføres herom i dommen
"[Retten finder], at de tiltalte, under henvisning til størrelsen af det krav, der var indtalt mod dem under fogedsagen, og mod hvilket de muligt kunne foretage modregning ved anvendelse af de pågældende selvangivelser som bevismateriale til støtte for, at en konkurrenceklausul var overtrådt, har handlet i berettiget varetagelse af deres tarv ".
Carsten Dalgaard og Frede Christensen blev derfor begge frifundet for den rejste tiltale.
Det fremgår i øvrigt af dommen, at indklagede Carsten Dalgaard i retten bl.a. forklarede, at kopierne af klagernes selvangivelser blev fremlagt i fogedretten som dokumentation for, at Alex Bach Pedersen havde medtaget de 2 klienter i strid med den aftalte konkurrenceklausul. Hvis dette kan godtgøres, vil betalingsforpligtelserne i henhold til gældsbrevet bortfalde, ligesom Carsten Dalgaard og Frede Christensen vil have krav på en konventionalbod.
Frede Christensen forklarede i retten bl.a., at revisionsfirmaets advokat, N.H. Bjørumslet, opfordrede Carsten Dalgaard og Frede Christensen til at fremskaffe beviser for, at Alex Bach Pedersen havde medtaget klienter fra firmaet i strid med konkurrenceklausulen. I den anledning ringede Frede Christensen til skattevæsenet i Herning, præsenterede sig som revisor og bad om at få tilsendt klagernes selvangivelser. Han foregav ikke at være revisor for de pågældende, da det ikke var nødvendigt. Han fik tilsendt kopi af selvangivelserne og diskuterede dem med Carsten Dalgaard. Kopierne blev fremlagt i fogedretten. På tidspunktet for fogedsagen var restgælden på gældsbrevet 210.000 kr. Det ville have været en meget alvorlig sag for revisionsfirmaet, hvis fogedsagen var blevet gennemført. Kopierne af selvangivelserne blev under fogedsagen alene brugt som dokumentation for, at selvangivelserne var udfærdiget af Alex Bach Pedersen.
- o o O o o -
Disciplinærnævnet har ved skrivelse af 1. december 1997 anmodet Herning Kommunes skatteforvaltning om at oplyse,
hvornår klagernes selvangivelser blev rekvireret hos skatteforvaltningen,
hvorledes det skete,
hvem der rekvirerede selvangivelserne, og
hvad der blev oplyst om baggrunden for rekvisitionen.
Skatteforvaltningen skrev den 22. december 1997 til nævnet
"Indledningsvis skal [vi] oplyse, at vi normalt forudsætter, at kommunens revisorer og advokater har fuldmagt til at indhente oplysninger/materialer hos os.
Ekspedition af sådanne forespørgsler forekommer dagligt og giver normalt ikke anledning til særlige overvejelser. Vi foretager derfor heller ikke notering af, hvordan og hvorfor forespørger ønsker oplysninger/materialer.
I dette tilfælde kan én af vores medarbejdere huske forespørgslen vedrørende Margit Lykke Blæsbjerg.
Det er derimod ikke lykkedes at finde den medarbejder, der har ekspederet forespørgslen vedrørende Henny Jensen.
Som svar på Deres forespørgsel skal vi oplyse følgende
Margit Lykke Blæsbjergs selvangivelse blev rekvireret ca. september 1996.
Henny Jensens selvangivelse blev formentlig rekvireret ca. oktober 1996, da ekspeditionen er sket pr. fax den 14. oktober 1996.
Margit Lykke [Blæsbjergs] selvangivelse blev rekvireret telefonisk.
Henny Jensens selvangivelse er formentlig også rekvireret telefonisk, da der ikke i sagsmappen forefindes en skriftlig henvendelse.
Margit Lykke Blæsbjergs selvangivelse blev rekvireret af Frede Christensen, Revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S.
Det vides ikke, hvem der rekvirerede selvangivelsen for Henny Jensen.
Vedrørende Margit Lykke Blæsbjerg oplyste Frede Christensen, at han havde overtaget en ny klient, og han manglede selvangivelse og regnskab for 1995. Materialet skulle bruges til et møde mellem revisor og klienten. Klienten var ikke selv i besiddelse af dette.
Da regnskabet var under revision blev kun kopi af selvangivelse udleveret. Kopien blev lagt ud i skatteforvaltningens information, da Frede Christensen ønskede at afhente selvangivelsen hurtigst muligt.
Baggrunden for rekvisitionen af Henny Jensens selvangivelse kan ikke oplyses, da ingen medarbejder husker sagen".
Under et møde med nævnet er der afgivet forklaring af indklagede, registreret revisor Carsten Dalgaard, og hans advokat, N.H. Bjørumslet.
Carsten Dalgaard har bl.a. forklaret, at han i efteråret 1996, hvor klagernes selvangivelser blev rekvireret af Frede Christensen, godt var klar over, at klientforholdet til klagerne var ophørt. Indklagede havde ikke selv noget at gøre med rekvireringen af de omhandlede selvangivelser, men han så dem umiddelbart efter, at Frede Christensen havde fået dem fra kommunen. Han vidste, at Frede Christensen havde fået dem efter telefonisk henvendelse til skatteforvaltningen. Frede Christensen fortalte, at han ikke var blevet spurgt om, hvad selvangivelserne skulle bruges til. Indklagede var efter en drøftelse med advokat N.H. Bjørumslet klar over, at selvangivelserne ville blive brugt i fogedretten og i den civile retssag, som firmaet havde anlagt mod Alex Bach Pedersen. Selvangivelserne bar præg af at være udfærdiget af Alex Bach Pedersen, der imidlertid nægtede, at det var tilfældet. De modtagne selvangivelseskopier blev sendt retur til skattevæsenet, men der findes stadig kopier i sagerne i henholdsvis Vestre Landsret og retten i Herning samt hos de respektive advokater. Indklagede erkender, at det ikke er normalt, at en revisor kan få udleveret materiale fra kommunen, hvis han ikke står som revisor for vedkommende klient. Indklagede har alene ønsket at varetage selskabets interesser, og han vil hellere modtage en disciplinærbøde end opgive den civile retssag mod Alex Bach Pedersen.
Advokat N.H. Bjørumslet har bl.a. forklaret, at det var på hans initiativ, at Frede Christensen til brug for revisionsfirmaets sag mod Alex Bach Pedersen søgte at fremskaffe materiale, der kunne bevise, at Alex Bach Pedersen havde udført arbejde i strid med den indgåede konkurrenceklausul. Advokat Bjørumslet nævnte i den forbindelse formentlig over for Frede Christensen regnskaber eller selvangivelser som eksempler på sådant bevismateriale. Han har ikke direkte opfordret Frede Christensen til at rette henvendelse til skattevæsenet, men han forestillede sig nok, at det ville ske.
o o O o o -
Klagerne har over for disciplinærnævnet gjort gældende, at de indklagede groft og tilmed for vindings skyld har tilsidesat deres tavshedspligt ved under urigtig foregivelse af at være klagernes revisor at rekvirere og anvende klagernes selvangivelser i en retssag, som ikke vedrører klagerne på nogen måde. Klagerne har i denne forbindelse peget på det meget uheldige i, at deres selvangivelser med særdeles private og følsomme oplysninger er kommet til uvedkommendes kendskab.
De indklagede, der ikke har bestridt at have rekvireret de omhandlede selvangivelser fra skatteforvaltningen og senere fremlagt dem i retten, har afvist at have tilsidesat reglerne for registrerede revisorers virksomhed eller anden lovgivning. Rekvireringen og anvendelsen af de omhandlede selvangivelser i retten er således alene som fastslået ved Herning rets dom af 12. januar 1998 sket "i nødværge", for at fastslå, at det var Alex Bach Pedersen, der havde udfyldt klagernes selvangivelser, idet Alex Bach Pedersen gentagne gange urigtigt havde forklaret i retten, at det ikke var ham, der havde udfærdiget dokumenterne.
De indklagede har i øvrigt afvist at have bibragt skatteforvaltningen den opfattelse, at de var revisor for klagerne. Der er ikke givet falske oplysninger til en offentlig myndighed. Skatteforvaltningen traf suverænt beslutningen om at udlevere materialet, og da man hos de indklagede blev opmærksom på, at udleveringen skyldtes en fejl fra skatteforvaltningen, blev det modtagne omgående tilbageleveret.
Disciplinærnævnet skal udtale
I overensstemmelse med indklagede Carsten Dalgaards forklaring lægges det til grund, at han der er direktør og hovedaktionær i det indklagede revisionsfirma Bruun & Dalgaard A/S i efteråret 1996 blev underrettet af sin kompagnon (og medaktionær i revisionsfirmaet), Frede Christensen, om, at Frede Christensen havde indhentet kopier af klagernes selvangivelser for 1995 hos skattevæsenet i Herning. Selvangivelserne var rekvireret på baggrund af en drøftelse med selskabets advokat, N.H. Bjørumslet, til brug for en tvist med en tidligere medarbejder i firmaet, Alex Bach Pedersen, der mistænktes for at have overtrådt en konkurrenceklausul.
Carsten Dalgaard har erkendt, at han var klar over, at skattevæsenet havde udleveret selvangivelserne ud fra den selvfølgelige men i nærværende sag ubestridt urigtige opfattelse, at klagerne fortsat var klienter i revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S. Carsten Dalgaard har beskrevet forholdet således i et brev af 23. december 1996 til Foreningen af Registrerede Revisorer
"Vi har benyttet os af en velfungerende praksis i kommunen, hvor vi på begæring kunne få udleveret materiale på skatteydere, hvor vi var anførte som revisorer".
Desuagtet accepterede Carsten Dalgaard, at revisionsfirmaet fremlagde kopierne af klagernes selvangivelser under en af Alex Bach Pedersen mod firmaet anlagt fogedsag og senere under en civil sag, anlagt af firmaet mod Alex Bach Pedersen. Kopierne er i øvrigt fortsat på trods af skatteforvaltningens gentagne krav om returnering af alt udleveret materiale i såvel flere retsinstansers som de medvirkende advokaters besiddelse.
På denne baggrund findes Carsten Dalgaard gennem sin medvirken til udnyttelsen af det hos skattevæsenet retsstridigt rekvirerede materiale at have handlet i strid med god revisorskik og således at have tilsidesat sine pligter som registreret revisor.
Da den fortsatte, langvarige og uberettigede udnyttelse af de pågældende selvangivelser bl.a. er sket på foranledning af revisionsfirmaets direktør og til brug for en tvist, hvori firmaet direkte er part, findes firmaet som sådan at være medansvarlig for nævnte tilsidesættelse af god revisorskik.
Ved fastsættelsen af den i denne anledning forskyldte disciplinære straf findes det ikke at kunne tillægges afgørende betydning, at Carsten Dalgaard og Frede Christensen i den anførte forbindelse ved Herning rets dom af 12. januar 1998 begge er blevet frifundet for en tiltale for forsætlig overtrædelse af straffelovens § 152 b under hensyn til, at de efter rettens opfattelse ud fra økonomiske og processuelle overvejelser har handlet i "berettiget varetagelse af deres tarv", jf. straffelovens § 152 e. Dette forhold, som bevirker fritagelse for egentlig straf, udelukker således ikke for nogen af de indklagede, at et disciplinæransvar med hensyn til udøvelsen af revisorvirksomhed ud fra en faglig/etisk vurdering kan komme på tale. Straffesagen ved retten i Herning angik i øvrigt alene fremlæggelsen af klagernes selvangivelser i forbindelse med den af Alex Bach Pedersen rejste fogedsag, og ikke som nærværende disciplinærsag tillige fremlæggelsen af selvangivelserne under den efterfølgende civile sag, anlagt af det indklagede revisionsfirma mod Alex Bach Pedersen. Endelig bemærkes, at et disciplinæransvar kan ifaldes blot som følge af udvist uagtsomhed.
Disciplinærnævnet finder derimod navnlig at måtte hense til, at der er tale om en grov udnyttelse af skattevæsenets tillid til de indklagedes stilling som henholdsvis registreret revisor og revisionsfirma. Det må yderligere efter Carsten Dalgaards forklaring for nævnet lægges til grund, at han bevidst har spekuleret i fordelen ved at tilsidesætte reglerne om god revisorskik og derved pådrage sig en efter omstændighederne beskeden disciplinær straf set i forhold til en betydelig økonomisk gevinst via udnyttelsen af det hos skattevæsenet retsstridigt rekvirerede materiale.
Nævnet må dog også lægge til grund, at det ikke kan antages, at selvangivelserne oprindeligt blev rekvireret af Carsten Dalgaard eller på dennes initiativ.
Sammenfattende finder nævnet derfor, at sagen vedrørende registreret revisor Carsten Dalgaard kan afgøres ved, at han i medfør af § 11 a, stk. 1, i lov om registrerede revisorer pålægges en bøde på 20.000 kr.
Revisionsfirmaet pålægges i medfør af § 11 a, stk. 4, i lov om registrerede revisorer også en bøde, der efter omstændighederne passende findes at burde fastsættes til 50.000 kr.
T h i b e s t e m m e s
Registreret revisor Carsten Dalgaard pålægges en bøde på 20.000 kr.
Revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S pålægges en bøde på 50.000 kr.
Gebyr kr. 500 tilbagebetales klagerne.
Afgørelsen offentliggøres, jf. § 11 a, stk. 6, i lov om registrerede revisorer.
Kendelsen kan inden 3 måneder fra dens meddelelse indbringes for Revisornævnet. Indbringelsen af sagen for Revisornævnet har opsættende virkning.
God revisorskik
Den 26. marts 1999 afsagde Revisornævnet i sagen, j. nr. 98-106.087 Bodega Gadespejlet v/Margit Lykke Blæsbjerg og Petit Bar v/Henny Jensen mod registreret revisor Carsten Dalgaard og Revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S sålydende
KENDELSE
Ved kendelse afsagt den 19. marts 1998 af Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer ( sag nr. R-8/1997) blev registreret revisor Carsten Dalgaard pålagt en bøde på 20.000 kr. og Revisonsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S pålagt en bøde på 50.000 kr. for uberettiget at have udnyttet materiale vedrørende klagerne, som retsstridigt var rekvireret hos skattevæsenet.
Ved skrivelse af 15. juni 1998 har advokat Søren Halling-Overgaard på vegne Carsten Dalgaard og Revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S indbragt kendelsen for Revisornævnet med påstand om frifindelse, subsidiært nedsættelse af bøderne.
Klagerne er opfordret til at fremkomme med en udtalelse.
Sagen blev behandlet på et møde i Revisornævnet den 15. februar 1999 , hvor ingen af parterne gav møde.
Det fremgår af sagen, at klagernes advokat ved skrivelse af 8. november. 1996 anmodede revisionsfirmaet om omgående tilbagelevering af klagernes selvangivelser og de kopier heraf, som var udleveret til fogedretten og sagens advokater.
De indklagede har i indbringelsesskrivelsen bl.a. anført, at det ved Herning rets dom af 12. januar 1998 er fastslået, at Carsten Dalgaard og Revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S har handlet i berettiget varetagelse af eget tarv i forbindelse med indhentelse af selvangivelserne fra Herning kommune, hvorfor der ikke er handlet i strid med god revisionsskik. I den forbindelse er det gjort gældende, at regnskabsmaterialet alene er forevist for personer, der i kraft af deres stilling er underlagt tavshedspligt, hvorfor de hensyn, der ligger bag straffelovens § 152 b og revisors tavshedspligt i øvrigt, ikke kan anses for at være tilsidesat på en sådan måde, at der er handlet i strid med god revisionsskik. Det er i den forbindelse anført, at indklagede ikke havde anden mulighed for at dokumentere, at Alex Bach Pedersen havde overtrådt konkurrenceklausulen.
Til støtte for den subsidiære påstand er anført, at bøderne ikke står i forhold til forseelsen, og at der ved fastsættelse af bøderne skal tages hensyn til virksomhedens størrelse.
Klagerne har i skrivelse af 28. august 1998 bl.a. anført
"
I øvrigt finder vi det moralsk forkasteligt, at en registreret revisor (andre mennesker ville ikke få udleveret selvangivelser hos kommunen) løgnagtigt meddeler Herning Kommune, at revisionsfirmaet havde overtaget undertegnede som nye klienter ..
Revisionsfirmaets handlinger finder vi særdeles ubetryggende, og ødelæggende for revisorstandens omdømme samt øvrige revisorers muligheder for samarbejde med, og udlevering af materiale fra offentlige myndigheder.
.."
I skrivelse af 1. oktober 1998 fra de indklagede er bl.a. anført
"
Det bestrides, at Frede Christensen eller nogen anden fra Revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S havde meddelt Skatteforvaltningen i Herning Kommune, at Margit Lykke Blæsbjerg var overtaget som ny klient som anført i skrivelse af den 22. december 1997 fra Skatteforvaltningen i Herning Kommune til Disciplinærnævnet.
Det skal præciseres, at hverken Margit Lykke Blæsbjerg eller Henny Jensen, forud for anmodningen til Herning Kommunes Skatteforvaltning om fremsendelse af regnskaber, direkte havde meddelt Carsten Dalgaard eller Revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S, at de ønskede at Revisionsfirmaet skulle fratræde som revisor
.."
Klageren har i skrivelse af 20. oktober 1998 bl.a. anført
"
Vi er meget overraskede over, at advokat Søren Halling-Overgaard præciserer, at Bruun & Dalgaard ikke var vidende om, at de ikke længere var revisorer for undertegnede, da de i efteråret 1996 indhentede vore selvangivelser.
Indtil vi skiftede revisionsfirma havde vi hvert kvartal fået bogført og udarbejdet momsangivelser hos Bruun & Dalgaard, dette ophørte efter 1. kvartal 1995. Ligeledes måtte de i sagens natur vide, at de ikke havde udarbejdet vore regnskaber og selvangivelser for indkomståret 1995.
I sommeren 1995 var Frede Christensen på besøg på Bodega Gadespejlet for at tilbyde sin assistance, han fik i den forbindelse at vide, at Bruun & Dalgaard ikke længere var revisor for Bodega Gadespejlet. Dette medførte tilbageførsel af dekort kr. 3.750 den 8. december 1995, dekorten var afgivet under forudsætning af fortsat samarbejde.
Vi vedlægger brev fra Bruun & Dalgaard til Petit Bar dateret den 31. juli 1995, hvoraf fremgår, at revisionsfirmaet havde fået meddelelse om revisorskifte."
Det hedder af Bruun & Dalgaard A/S s brev af 31. juli 1995 til Petit Bar bl.a.
"Det er med beklagelse at vi har modtaget jeres brev angående revisorskifte.
.
Vi vil naturligvis beklage at I har truffet en sådan beslutning om revisorskifte, og skal samtidig beklage at der ikke har været afholdt et møde med Dem og undertegnede.
"
Samme dag er der udfærdiget en nota til Bodega Gadespejlet om dekort under forudsætning af fortsat samarbejde med Bruun & Dalgaard A/S. Den 8. december 1995 er denne dekort imidlertid tilbageført ved fremsendelse af ny nota.
Ved brev af 3. april 1996 skrev Bruun & Dalgaard A/S på ny til Bodega Gadespejlet
"
Som det fremgår af faktura , er dekorten afgivet under forudsætning af fortsat samarbejde. Vi er vidende om, at Alex Bach Pedersen fortsat assisterer dig, hvorfor vi går ud fra, at samarbejdet med vort firma er ophørt. Forudsætningerne for dekorten er derfor ikke tilstede, og du er derfor pligtig til at betale vort tilgodehavende.
.."
Revisornævnets bemærkninger
Det kan efter det, der er fremkommet for Revisornævnet, og i overensstemmelse med Carsten Dalgaards egen forklaring for Disciplinærnævnet lægges til grund, at han i efteråret 1996, da selvangivelserne blev rekvireret, var klar over, at klientforholdet til klagerne var ophørt.
Revisornævnet er derfor enig med Disciplinærnævnet i, at revisorfirmaet har tilvejebragt klagernes selvangivelser på retsstridig måde ved henvendelse til Herning kommune.
Skatteforvaltningen forlangte den 1. november 1996 de selvangivelseskopier, som var blevet anvendt i fogedsagen, tilbageleveret. De indklagede gjorde ikke noget aktivt for at få selvangivelserne "trukket ud" af fogedsagen, men lod tværtimod dokumenterne indgå som bilag i den retssag, der blev anlagt ved stævning af 6. november 1996. Heller ikke efter klagernes advokats skrivelse af 8. november 1996 tog de indklagede skridt til at få trukket selvangivelserne tilbage som bilag i retssagerne. De indklagede har efter det oplyste på intet tidspunkt søgt at anvende den fremgangsmåde, som er angivet i retsplejeloven for til brug i en retssag at få pålagt personer eller myndigheder, der ikke er part i sagen, at udlevere dokumentmateriale.
Carsten Dalgaard har således uberettiget udnyttet det materiale, som revisionsfirmaet retsstridigt havde tilvejebragt ved misbrug af revisors stilling. Denne handlemåde er i sig selv en tilsidesættelse af de pligter, som stillingen som registreret revisor medfører. Revisornævnet tiltræder ligeledes, at revisionsfirmaet som sådant er medansvarlig for den skete tilsidesættelse af god revisorskik.
Herefter og i øvrigt af de grunde, Disciplinærnævnet har anført, tiltræder Revisornævnet, at Carsten Dalgaard i medfør af paragraf 11a, stk. 1, i lov om registrerede revisorer, og revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S i medfør af paragraf 11a, stk. 4, i samme lov er pålagt en sanktion.
Efter sagens karakter og under henvisning til det, Disciplinærnævnet har anført, finder Revisornævnet ikke grundlag for at nedsætte bøderne, hvorfor kendelsen stadfæstes.
I medfør af bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk. 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.
Thi bestemmes
Disciplinærnævnets kendelse stadfæstes.
Knud A. Knudsen
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Revisornævnet, den 26. marts 1999.
Anette Høgh
Den 19. marts 1998 blev i sag nr. R-8/1997 - Bodega Gadespejlet v/ Margit Lykke Blæsbjerg og Petit Bar v/ Henny Jensen mod registreret revisor Carsten Dalgaard og revisionsfirmaet Bruun & Dalgaard A/S afsagt sålydende