God revisorskik
Statutory Text (2 Articles)
God revisorskik
Ved skrivelse af 2. juli 1998 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ingivet klage over statsautoriseret revisor Peter Sandal Jeppesen.
Årsregnskaberne for 1993-1995 er af indklagede påtegnet uden oplysning om ulovlige aktionærlån. En sådan oplysning er ej heller givet i de supplerende oplysninger for regnskabet for 1996.
Af regnskaberne fremgår, at selskabets egenkapital i årene har udgjort
1993:.......................kr. 6.254.647
1994:.......................kr. 7.993.064
1995:.......................kr. 9.453.395
1996:.......................kr. 9.790.499
Odense kommunes skatteforvaltning meddelte i juni 1997 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at det af direktør Erik Toustrup Jensens personlige selvangivelser fremgik, at hans gæld og renteudgifter til selskabet havde været således
1993
1994
1995
Gæld ultimo
291.573
930.495
2.006.657
Renter
19.260
55.088
96.788
Rentebeløbet var i specifikationerne til selskabets regnskab for 1995 anført som "diverse renteindtægter".
Styrelsen anmodede i brev af 5. august 1997 selskabets ledelse om at redegøre nærmere for lånet, herunder om det var i strid med aktieselskabslovens § 115, stk.1. Styrelsen sendte kopi af brevet til indklagede.
Indklagedes svarskrivelse af 5. september 1997 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er sålydende
"Egetræet A/S' tilgodehavende pr. 31/12-96 hos direktør Erik Toustrup Jensen er opstået som følge af en løbende mellemregning, som er gået i "den forkerte side".
Direktør Erik Toustrup Jensens mellemregning med Egetræet A/S er ikke i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 1, da der ikke er tale om et lån fra Egetræet A/S til direktør Erik Toustrup Jensen, men en fejlagtig forbytning af Erik Toustrup Jensens private bankkonti og Egetæet A/S' bankkonti. Det skal understreges, at der ikke har været tale om en bevidst handling fra direktør Erik Toustrup Jensen.
Selskabets aktiver var pr. 31/12 1996 kr. 10.283.407, og heraf var selskabets egenkapital kr. 9.790.499. Hvilket betyder, at selskabets gæld 31/12 1996 udgjorde kr. 492.908.
Direktør Erik Toustrup Jensens private formue pr. 31/12 1996 udgjorde kr. 12.350.413, hvoraf likvide midler og likvide værdipapirer udgjorde kr. 2.287.345.
Det kan endvidere oplyses, at selskabet er under afvikling, og at der ikke er erhvervsmæssig aktivitet i selskabet.
Den kritisable mellemregning har således ikke betydet nogen risiko for selskabets kreditorer.
Direktør Erik Toustrup Jensens gæld til Egetræet A/S er d.d. kr. 0."
Odense kommune, Skatteforvaltningen, meddelte den 19. september 1997 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at direktør Erik Toustrup Jensen for 1996 havde selvangivet en gæld pr. 31/12-96 på kr. 939.126 til selskabet, og at årets renteudgifter i denne forbindelse havde været kr. 115.401. Sidstnævnte beløb er i selskabets specifikationer til årsregnskab for 1996 indtægtsført under diverse renteindtægter.
Med breve af 22. og 23. oktober 1997 meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen selskabet og indklagede, at styrelsen var af den opfattelse, at mellemværendet måtte karakteriseres som et ulovligt aktionærlån, og at man påtænkte at indbringe en sag mod indklagede for Disciplinærnævnet.
Indklagede besvarede styrelsens skrivelse i brev af 14. november 1997, hvoraf bl.a. fremgår
"...
Jeg beklager min noget forhastede redegørelse til Styrelsen af 5. september 1997.
Som det fremgår af Deres brev af 22. oktober 1997 til ledelsen for Egetræet A/S, har selskabet i alle årene 1993-1996 incl. haft et tilgodehavende hos selskabets eneaktionær, direktør og bestyrelsesmedlem Erik Toustrup Jensen.
De i brevet af 22. oktober 1997 angivne beløb for selskabets tilgodehavende og tilskrevne renter er i overensstemmelse med direktør Erik Toustrup Jensens personlige regnskaber for 1993, 1994, 1995 og 1996 samt selskabets bogføring for de 4 år.
Bevægelserne på kontoen for selskabets tilgodehavende hos direktør Erik Toustrup Jensen er en lang række mindre hævninger af Erik Toustrup Jensen og nogle få større indsætninger, herunder udbytte for selskabet. Indsætningerne har dog ikke kunne bringe tilgodehavendet ud af verden.
...
Selskabet solgte den 17. februar 1994 med virkning fra 1. januar 1994 sin aktivitet - et formulartrykkeri - og har siden været uden aktivitet, men med en betydelig likvid formue.
Erik Toustrup Jensens likviditet og formueforhold har bevirket, at aktionærlånet på intet tidspunkt har udgjort nogen trussel for selskabet eller dets kreditorer.
...
Jeg er naturligvis klar over, at aktionærlånet burde være omtalt i revisionspåtegningerne på årsregnskaberne.
Det var imidlertid et udtrykt ønske hos Erik Toustrup Jensen, at aktionærlånet ikke fremgik af årsregnskaberne og dermed heller ikke af revisionspåtegningen. Ønsket skyldes, at Erik Toustrup Jensen frygtede, at hans gode navn og rygte skulle lide skade, såfremt forholdet fremgik af årsregnskaberne.
Da det ulovlige aktionærlån - som vist ovenfor - ikke indebar nogen risiko for selskabet eller dets kreditorer, og da der ikke skete rentemæssig begunstigelse af Erik Toustrup Jensen på selskabets bekostning som følge af den foretagne forrentning af lånet, lod jeg mig overtale til ikke at omtale forholdet i revisionspåtegningerne.
Jeg må dog samtidig erkende, at min viden om alvoren ved et sådant aktionærlån - på trods af ovennævnte forhold vedrørende risiko og forrentning - ikke har været god nok.
Jeg har beregnet renter af aktionærlånet fra 1/1 1993 og indtil 12. november 1997 med den til enhver tid gældende diskonto med tillæg af 7% og jeg har påset, at aktionærlånet den 13. november 1997 incl. ovennævnte lovpligtige renter er indfriet af Erik Toustrup Jensen."
I fortsættelse heraf meddelte indklagede den 20. november 1997 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at selskabet siden salget af aktiviteten i begyndelsen af 1994 ikke har haft eksterne kreditorer bortset fra løbende selskabsskat, og indklagede gentog i brev til styrelsen af 26. november 1997, at aktionærlånet incl. renter var tilbagebetalt.
I henhold til selskabets kontokort for mellemregningskontoen med direktør Erik Toustrup Jensen var selskabets tilgodehavende pr. 5. september 1997 1.359.000 kr., og selskabets tilgodehavende blev indfriet den 13. november 1997.
Styrelsen foreholdt indklagede disse oplysninger i brev af 12. januar 1998, hvori det anføres, at ordlyden af sidste afsnit i indklagedes brev af 14. november 1997 efter styrelsens opfattelse indikerer, at lånet først blev indfriet den 14. november 1997, hvorfor styrelsen udbad sig dokumentation for indklagedes oplysning i brev af 5. september 1997 om, at lånet den pågældende dag var indfriet.
I indklagedes svarskrivelse af 2. februar 1998 anføres bl.a.
"...
En af de første dage i september 1997 meddelte den af mine revisionsmedarbejdere mig, der arbejdede med Egetræet A/S, at Erik Toustrup Jensen havde overført likvide midler og værdipapirer fra privat bankkonto og privat værdipapirdepot til Egetræet A/S, således at mellemregningen nu var i Erik Toustrup Jensens favør.
Jeg tog oplysningen til efterretning uden yderligere foranstaltninger, da medarbejderen er en af mine mest betroede.
Da vi (min medarbejder og jeg) ville foretage renteberegning pr. den 12. november 1997 af mellemregningen med den til enhver til gældende diskonto med tillæg af 7% fra 1/1 1993 at regne, gik det op for os, at hele lånet alligevel ikke var indfriet den 5. september 1997..."
Klageren har gjort gældende, at der har eksisteret et udlån til Erik Toustrup Jensen gennem længere tid. Udlånet kan ikke begrundes med en enkelt fejlagtig ombytning af private konti og selskabets konti. Der foreligger således et ulovligt aktionærlån i strid med aktieselskabslovens § 115, stk.1. Reglen er strafsanktioneret overfor selskabets ledelse.
Indklagede har forsømt sine pligter i henhold til § 3 i den tidligere gældende påtegningsbekendtgørelse (Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse nr. 121 af 23. februar 1989) til at oplyse om aktionærlånet i sine påtegninger på årsregnskaberne for 1993, 1994 og 1995.
Indklagede har ligeledes forsømt sin pligt efter erklæringsbekendtgørelsens (Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996, hvilken bekendtgørelse trådte i kraft 1. maj 1996) § 6, stk. 2 til i de supplerende oplysninger for årsregnskabet 1996 at oplyse om aktionærlånet.
Indklagede har endvidere forsømt sin pligt til i regnskabet for 1996 i de supplerende oplysninger have oplyst, at selskabet havde overtrådt årsregnskabslovens § 46a, hvorefter summen af alle tilgodehavender for selskabets ledelse og aktionærer skal oplyses for hver kategori med angivelse af de væsentligste vilkår, herunder rentefod og de beløb, der er tilbagebetalt i året. Selskabets oplysningspligt består uanset om tilgodehavendet må anses for lovligt eller ulovligt.
Indklagede har endvidere overtrådt § 6a, stk. 2 og stk. 3, jfr. § 16, stk. 3 i lov om statsautoriserede revisorer ved at i sit brev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af 5. september 1997 urigtigt at have oplyst, at det ulovlige aktionærlån var indfriet. Indklagede har efterfølgende bekræftet, at lånet først blev indfriet den 13. november 1997. Endvidere har indklagede i sin skrivelse af 5. september 1997 oplyst, at lånet var opstået ved en forbytning af Erik Toustrup Jensens private konti og selskabets konti. Indklagede har i brevet af 14. november 1997 bekræftet, at oplysningen ikke er korrekt.
Indklagede har således ikke udført sit arbejde med den omhu og nøjagtighed, som hvervets beskaffenhed tillader og har således handlet i strid med god revisionsskik.
Indklagede har anført, at indklagedes undladelse af at omtale aktionærlånet skyldes, at lånet på intet tidspunkt har udgjort en trussel mod selskabet eller dets kreditorer. Det erkendes, at indklagede har foretaget et uagtsomt fejlskøn, der imidlertid efter indklagedes daværende forståelse af reglen var uden reel betydning, da lånet var beskedent i forhold til egenkapitalen og i forhold til Erik Toustrup Jensens personlige formue.
Det var indklagedes betroede medarbejder, der udarbejdede den skrivelse af 5. september 1997, som indklagede underskrev og sendte til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Indklagede plejer ikke at kontrollere den pågældende medarbejders oplysninger og underskrev uden at kontrollere, om oplysningerne var korrekte. Indklagede har således ikke haft til hensigt at afgive urigtige oplysninger til en offentlig myndighed.
Indklagede har redegjort herfor i sit brev af 14. november 1997 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og har ikke med formuleringen af sidste afsnit forsøgt at skjule, at lånet først blev indfriet den 13. november 1997. Indklagede har tværtimod fremhævet, at lånet er indfriet den 13. november 1997, og at der er beregnet renter til den forudgående dag. Styrelsen havde ikke i brev af 23. oktober 1997 udbedt sig oplysning om betalingsdagen.
Der er tale om en enkeltstående sag, og indklagede har aldrig tidligere været indklaget for de disciplinære myndigheder.
Disciplinærnævnet skal udtale
Det fremgår af årsregnskabslovens § 61 g, stk. 3, at et aktieselskabs revisor i forbindelse med revisionen skal påse, at bestyrelsen overholder sine forpligtelser i henhold til aktieselskabsloven. Revisor skal endvidere oplyse i sin påtegning på årsregnskabet, hvis der foreligger forhold, som kan medføre ansvar for bestyrelsesmedlemmer, direktører eller medlemmer af andre ledelsesorganer, jfr. § 3, stk. 4 i den tidligere gældende påtegningsbekendtgørelse, nu erklæringsbekendtgørelsens § 6, stk. 2.
Indklagede har i skrivelsen af 14. november 1997 til klageren oplyst, at Egetræet A/S i alle årene 1993 - 1996 incl. har haft et tilgodehavende hos selskabets eneaktionær, direktør og bestyrelsesmedlem, Erik Toustrup Jensen, og at der er tale om et ulovligt aktionærlån.
Aktionærlån ydet i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 1, er strafsanktioneret over for selskabets ledelse, jfr. aktieselskabslovens § 161, og indklagede burde derfor have oplyst forholdet i påtegningerne på årsregnskaberne for de omhandlede år.
Nævnet finder, at indklagede ved ikke at have oplyst om det ulovlige aktionærlån i sine påtegninger på årsregnskaberne for selskabet for 1993, 1994, og 1995 har overtrådt § 3, stk. 4 i den dagældende påtegningsbekendtgørelse, Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse nr. 121 af 23. februar 1989, ligesom han ved ikke at have oplyst om lånet i supplerende oplysninger til påtegningen på årsregnskabet for 1996 har overtrådt § 6, stk. 2 i erklæringsbekendtgørelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996.
Årsregnskabet for 1996 indeholder i strid med årsregnskabslovens § 46 a ikke oplysning om summen af alle tilgodehavender hos selskabets ledelse og aktionærer for hver kategori med angivelse af de væsentligste vilkår, herunder rentefod og de beløb, der er tilbagebetalt i året. Da indklagede i sin påtegning ikke har taget forbehold herfor, har han overtrådt § 5, stk. 1, nr. 8 i forannævnte erklæringsbekendtgørelse.
Herefter finder nævnet, at indklagede på disse punkter har tilsidesat god revisorskik.
Det er ubestridt, at skrivelsen af 5. september 1997 fra indklagede til klageren, der fremkom på klagerens forespørgsel vedrørende lånet, indeholder urigtige oplysninger om aktionærlånet, herunder at det var indfriet.
Indklagede har gjort gældende, at en betroet medarbejder havde udarbejdet skrivelsen, som indklagede underskrev uden at sikre sig, at oplysningerne var korrekte.
Nævnet finder, at indklagede - der vidste, at der gennem 4 år til stadighed havde bestået et betydeligt lån fra selskabet til eneaktionæren - ved at underskrive brevet til klageren uden at se dokumentation for oplysningen om, at lånet var indfriet, har udvist betydelig uforsigtighed og herved har tilsidesat god revisorskik.
Indklagede findes således for samtlige klagepunkters vedkommende ikke at have udført sit hverv med den fornødne omhu og i overensstemmelse med god revisorskik, jfr. § 6 a, stk. 2 i lov om statsautoriserede revisorer.
Indklagede har herved forskyldt en bøde i medfør af samme lovs § 18 a, stk. 1. Bøden fastsættes til 40.000 kr., idet der herved særlig er henset til, at det ulovlige aktionærlån - upåtalt i påtegningerne på årsregnskaberne - har eksisteret i flere år, samt at indklagedes skrivelse af 5. september 1997 til klageren indeholdt urigtige oplysninger.
THI BESTEMMES
Statsautoriseret revisor Peter Sandal Jeppesen pålægges en bøde på 40.000 kr.
Afgørelsen offentliggøres, jfr. § 18, stk. 6 i lov om statsautoriserede revisorer.
Indklagede har i sine revisionspåtegninger for 1993-1995 undladt at oplyse om et ulovligt aktionærlån og havde derved overtrådt § 3, stk. 4 i dagældende påtegningsbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 121 af 23. februar 1989. Ved ligeledes ikke at have oplyst om lånet i sin påtegning på regnskabet for 1996 havde indklagede overtrådt § 6, stk. 2 og 5 stk. 1, nr. 8 i erklæringsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996. Indklagede havde endelig i et brev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afgivet urigtig oplysning om, at aktionærlånet var indfriet og havde derved tilsidesat god revisorskik ved ikke at sikre sig dokumentation for oplysningen, inden han underskrev brevet. Disciplinærnævnet fastsatte bøden til 40.000.