Attest E 303, aktivperiode, handlingsplan

Attest E 303, aktivperiode, handlingsplan

Medlemmet søgte om en attest E 303 til arbejdssøgning i England med afrejse den 8. februar 1997.

Arbejdsformidlingen oplyste, at medlemmet var indplaceret i aktivperioden og indkaldt til samtale vedr. aktivering.

På direktoratets forespørgsel oplyste arbejdsformidlingen, at der var udarbejdet en handlingsplan for medlemmet, at arbejdssøgning med attest E 303 ikke indgik i denne, og at arbejdsformidlingen ikke kunne udelukke, at hun kom i aktivering i attestperioden. Arbejdsformidlingen henviste iøvrigt til den vedlagte handlingsplan for medlemmet.

Af handlingsplanen fremgik der en redegørelse for hændelsesforløbet vedr. medlemmets ansøgning om en E 303 og direktoratets forespørgsel til arbejdsformidlingen i denne anledning.

Dernæst fremgik det, at der var mulighed for aktivering, da arbejdsformidlingen havde op til flere jobtræningstilbud inden for kontorområdet til beskæftigelse snarest. Der var tillige mulighed for kursusaktivitet, hvilket medlemmet dog ikke, mente at have behov for. Medlemmet blev iøvrigt ved personlig henvendelse til arbejdsformidlingen tilbudt konkrete jobtræningsmuligheder, herunder et tilbud ved Sæby Kommune til tiltrædelse den 1. april 1997.

Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kan nægtes en attest E 303 alene med henvisning til, at hun er indplaceret i aktivperioden, og at arbejdsformidlingen ikke kan udelukke, at hun kommer i aktivering i attestperioden.

Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var udarbejdet en individuel handlingsplan med et konkret tilbud til medlemmet.

Ankenævnet lagde til grund, at bevarelsen af danske dagpenge under arbejdssøgning i et andet EU-land var en ret, der følger af artikel 69 i EF-forordning nr. 1408/71. Ankenævnet lagde endvidere til grund, at EF-forordningen var umiddelbart anvendelig i medlemstaterne, at den ikke kan ændres ved senere modstående national lovgivning, og at forordningen fandt anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrørte ydelser bl.a. ved arbejdsløshed, jf . forordningens artikel 4.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse.

Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i direktoratet til afgørelse af, hvorvidt og i hvilket omfang medlemmet herefter var berettiget til en attest E 303.

Medlemmet, som var indplaceret i aktivperioden, søgte om en attest E 303. På direktoratets forespørgsel oplyste arbejdsformidlingen, at der var udarbejdet en handlingsplan for medlemmet, at attest E 303 ikke indgik i denne, og at arbejdsformidlingen ikke kunne udelukke, at medlemmet kom i aktivering i attestperioden.

Af medlemmets handlingsplan, oprettet efter ansøgningen og direktoratets forespørgsel, fremgik bl.a., at der var op til flere jobtræningstilbud inden for medlemmets område til beskæftigelse snarest.

Direktoratet fandt, at medlemmet ikke var berettiget til en attest E 303, idet medlemmet var indplaceret i aktivperioden, og arbejdsformidlingen ikke kunne udelukke aktivering i attestperioden.

Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne nægtes en attest E 303 alene med henvisning til indplaceringen i aktivperioden, og at arbejdsformidlingen ikke kunne udelukke, at medlemmet kom i aktivering i attestperioden.

Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var udarbejdet en individuel handlingsplan med en konkret tilbud til medlemmet.

Ankenævnet lagde til grund, at en attest E 303 er en ret, som følger af en EF-forordning, som er umiddelbart anvendelig i medlemslandene, og som ikke kan ændres ved senere modstående lovgivning.

Ankenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i direktoratet.