Færøerne, beskatningsret til rejsegodtgørelse
Statutory Text (2 Articles)
Færøerne, beskatningsret til rejsegodtgørelse
Told- og Skattestyrelsen har modtaget forespørgsler vedr. den nye tjenesterejseaftale for statens ansatte og de nye rejsegodtgørelsesregler i ligningslovens § 9, indført pr. 1.4. 1999.
Der kan ikke længere udbetales skattefri rejsegodtgørelse for rejser, der varer mindre end et døgn, eller hvor der ikke sker overnatning i udlandet. Ved rejse i udlandet, herunder Færøerne og Grønland kan der højst udbetales skattefri rejsegodtgørelser i de første 6 mdr. Der kan ikke længere udbetales skattefri rejsegodtgørelse for udokumenterede overnatningsudgifter. Disse udgifter kan kun dækkes som udlæg efter regning. Endelig er satserne for skattefri rejsegodtgørelse blevet reduceret og vil blive yderligere reduceret over de næste 2 år.
De punkter, hvor der med den nye tjenesterejseaftale kan udbetales beløb, som tidligere var skattefri, men som med de nye regler i ligningslovens § 9 ikke længere er det, er rejsegodtgørelse udbetalt efter 6 mdr. og udokumenteret nattillæg. Disse ydelser er skattepligtige.
Efter protokol af 25. juni 1997 til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, pkt VIII har Danmark i de første 5 år beskatningsretten til visse ydelser, herunder rejsegodtgørelser og udokumenteret nattillæg udbetalt af det offentlige.
Rejsegodtgørelser eller lignende, herunder udokumenteret nattillæg, vil blive beskattet efter de almindelige danske regler i det omfang, de ikke falder ind under skattefriheden i ligningslovens § 9.
Skattefritagelseserklæringer, som er udstedt til fuldt skattepligtige på grundlag af, at beskatningsretten til løn eller lignende er overgået til Færøerne, omfatter ikke rejsegodtgørelser eller lignende i det omfang, de ikke er skattefrie efter ligningslovens § 9.
Told- og Skattestyrelsen har på forespørgsel svaret, at Danmark har beskatningsretten til rejsegodtgørelser efter ligningslovens § 9, stk. 5, i forhold til Færøerne. I det omfang rejsegodtgørelser bliver skattepligtige, skal de beskattes efter de almindelige regler i Danmark uanset udstedte skattefritagelseserklæringer.