Dispensation, attest E 303, ægtefælleflytning

Dispensation, attest E 303, ægtefælleflytning

Direktoratet modtog den 21. april 1998 en ansøgning fra medlemmet om en attest E 303 til brug for bevarelsen af hendes danske dagpenge under arbejdssøgning i Frankrig. Hun ønskede at rejse den 31. maj 1998. Ved sin ansøgning anmodede medlemmet samtidig om dispensation fra kravet om at stå tilmeldt Arbejdsformidlingen som ledig og arbejdssøgende i mindst 4 uger inden afrejsen.

Direktoratet anmodede ved brev af 23. april 1998 medlemmet om at fremsende dokumentation for hendes ægtefælles ansættelse i Frankrig - herunder oplysninger om fra hvilken dato stillingen blev påbegyndt.

Medlemmets ægtefælle anførte i telefax af 27. april 1998, at han havde arbejdet i virksomheden siden maj 1997. Der fandtes ingen formel ansættelseskontrakt. Efter det oplyste skulle ansættelsen oprindelig have været af 8-10 måneders varighed.

Medlemmet oplyste på annsøgningen, at hun havde opsagt sin stilling i en af kommunens daginstitutioner til fratræden pr. 31. maj 1998 for at følge sin ægtefælle. Afrejsetidspunktet blev ligeledes angivet til den 31. maj 1998. Dette var begrundelsen for ønsket om dispensation.

I ansøgningen var det endvidere oplyst, at medlemmet selv havde opsagt stillingen med begrundelsen " Ægtefælles arbejde i Frankrig".

Af bilagene til ansøgningen havde ægtefællens arbejdsgiver bekræftet, at Medlemmets ægtefælle var ansat i virksomhedens hovedkontor i Frankrig. Erklæringen var dateret den 2. april 1998.

Tilsvarende havde medlemmets ægtefælle anført, at stillingen nu havde udviklet sig til varigt arbejde.

Hendes ægtefælle havde suppleret oplysningerne med, at det ikke ville have tjent noget formål, hvis medlemmet var flyttet til Frankrig fra begyndelsen, idet ægtefællen havde været på rejse i forretningsmæssigt øjemed i mere end halvdelen af tiden.

Medlemmet havde siden - ved brev af 18. juli 1998 - kommenteret direktoratets indberetning i sagen af 26. juni 1998.

Hun havde blandt andet anført, at hendes ægtefælles nuværende arbejde blev til et varigt ansættelsesforhold i marts 1998, og at det var den direkte årsag til hendes opsigelse. I perioden frem til den 31. maj skulle hun således afvikle praktiske gøremål med afhændelse af bil og bolig samt flytning i øvrigt.

Medlemmet fremførte endvidere, at hun ikke så noget formål med at følge sin ægtefælle til Frankrig, førend hun var sikker på, at han havde varig ansættelse.

I brev af 23. juli 1998 svarede kassen på direktoratets indberetning. Kassen anså medlemmet for at have en gyldig grund til at bringe ansættelsesforholdet ved kommunen til ophør.

Kassen havde derved ikke fundet anledning til at træffe afgørelse i sagen.

Direktoratet traf afgørelse den 12. august 1998. Direktoratet anså medlemmet for at være selvforskyldt ledig, idet hun opsagde sit job ved kommune uden en gyldig grund.

Hun blev derfor pålagt 5 ugers effektiv karantæne fra den 1. juni 1998.

Endvidere var hun ikke berettiget til at modtage dagpenge i perioden fra sit arbejdsophør frem til sin udrejse.

Direktoratet henviste til § 14, § 21, stk. 1, § 23, stk. 1, nr. 12, § 25 og § 28, stk. 1, i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed samt vejledningen hertil.

Det var direktoratets vurdering, at medlemmet måtte anses for selvforskyldt ledig som følge af sin opsigelse af ansættelsesforholdet ved kommunen.

Ved vurderingen heraf havde direktoratet lagt vægt på, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til at bringe ansættelsesforholdet til ophør ved opsigelsen.

Medlemmet havde på ledighedserklæringen anført, at hun selv opsagde stillingen, og at hun som årsag anførte "Ægtefælles arbejde i Frankrig". Hun havde ved sit brev af 18. september 1998 kommenteret direktoratets indberetning, idet hun fortsat var af den opfattelse, at hun opfyldte betingelserne for anvendelse af den gyldige grund "ægtefælleflytning".

Direktoratet bemærkede, at den gyldige grund "ægtefælleflytning" - som nævnt i rådighedsbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 12 - forudsatte, at der var såvel årsagssammenhæng som en tidsmæssig sammenhæng mellem ægtefællens flytning og det aktuelle ophør.

Direktoratet havde lagt vægt på, at medlemmets ægtefælle påbegyndte arbejde i og flyttede til Frankrig i maj måned 1997. Direktoratet havde endvidere lagt vægt på, at medlemmet først var ophørt med arbejdet pr. 31. maj 1998. Det var i den forbindelse oplyst, at hendes ægtefælle oprindeligt fik midlertidig ansættelse i 8-10 måneder, men at ansættelsen udviklede sig til et varigt arbejde, og at det ikke ville have tjent noget formål at medlemmet flyttede, idet hendes ægtefælle var på forretningsrejse mere end halvdelen af tiden.

Det var derfor direktoratets opfattelse, at hun havde bragt sit ansættelsesforhold til ophør uden en gyldig grund.

Dette indebar, at hun blev anset for at være selvforskyldt ledig.

Direktoratet bemærkede endvidere, at virkningen af at opsige sit ansættelsesforhold med den begrundelse - at man flyttede fordi ens ægtefælle overtog varigt arbejde eksempelvis i udlandet - var, at en såkaldt mellemperiode indtrådte. Det fulgte af rådighedsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 g).

Det indebar, at medlemmet ikke kunne få dagpenge fra ledighedens indtræden og frem til det tidspunkt, hvor hun flyttede.

Kassen klagede i brev af 25. september på vegne af medlemmet over direktoratets afgørelse af 12. august 1998.

Kassen anførte, at baggrunden for medlemmets opsigelse den 31. maj 1998 var, at hun ønskede at følge med sin ægtefælle, som fra maj 1997 havde boet og arbejdet i Frankrig.

Ægtefællens franske arbejdsgiver havde bekræftet, at ægtefællen var ansat i virksomheden. Arbejdsgiveren havde ikke udtalt sig om omfanget af ansættelsen, samt fra hvilken dato denne fandt sted.

Det var kassens opfattelse, at direktoratet ikke automatisk kunne lægge til grund, at stillingen ikke var af varig karakter, da arbejdsgiveren ikke havde afkræftet, at der var tale om en midlertidig ansættelse. Kassen bemærkede i den forbindelse, at varigt arbejde normalt defineres som "arbejde i Danmark eller udlandet, der forventedes at blive af mere end 5 ugers varighed". Dette var opfyldt i denne sag.

Baggrunden for, at medlemmet først fulgte efter den 31. maj 1998, skyldtes, at hendes ægtefælle de første 10 måneder af ansættelsen i Frankrig var på forretningsrejse mere end halvdelen af tiden.

Det var således kassens opfattelse, at medlemmet havde haft en fyldestgørende grund til at opsige sit arbejde til fratrædelse den 31. maj 1998.

Direktoratet fandt ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 29. september 1998 ikke grundlag for at ændre afgørelsen af 27. august 1998.

Direktoratet bemærkede, at det fremgik af rådighedsbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 12, at et medlem kunne opsige arbejdet senest 2 år efter en flytning, der skyldtes, at ægtefællen eller samleveren overtog varigt arbejde, begyndte længevarende uddannelse eller begyndte eller flyttede selvstændig virksomhed uden for det hidtidige hjemsted.

Bestemmelsen betød, at medlemmet kunne opsige sit arbejde med en fyldestgørende grund senest 2 år efter sin egen - ikke ægtefællens/samleverens - flytning.

Ankenævnet ændrede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Medlemmet ansøgte direktoratet om en attest E 303, og ansøgte samtidig om dispensation fra kravet om, at man skal være tilmeldt AF i 4 uger før afrejsen. Medlemmet oplyste, at hendes ægtefælle flyttede og påbegyndte arbejde i Frankrig i maj 1997. Medlemmet havde opsagt sin stilling til fratræden den 31. maj 1998, hvor hun ønskede at flytte med sin ægtefælle.

Direktoratet traf afgørelser om, at medlemmet var selvforskyldt ledig, idet hun ikke havde en gyldig grund til arbejdsophøret, hvorfor hun heller ikke opfyldte betingelserne for dispensation fra kravet om tilmelding til AF 4 uger før afrejsen, og derfor ikke var berettiget til en attest E 303.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelser. Ankenævnet fandt, at medlemmet havde en gyldig grund til arbejdsophøret i og med dette var sket i forbindelse med, at hun ønskede at flytte med sin ægtefælle: Ankenævnet fandt, at der var den fornødne sammenhæng mellem ægtefællens flytning og overtagelse af varigt arbejde og medlemmets arbejdsophør og flytning.

Ankenævnet lagde vægt på, at årsagen til, at medlemmet først flyttede i maj 1998, var, at ægtefællens arbejde først udviklede sig til et fast ansættelsesforhold i marts 1998.