Ægtefælle med hver sin hyrevognsforretning anses for at drive virksomhederne samlet som én virksomhed.

Ægtefælle med hver sin hyrevognsforretning anses for at drive virksomhederne samlet som én virksomhed.

Medlemmet søgte efterløn pr. 29. september 1997 efter endeligt ophør med selvstændig virksomhed ved taxikørsel. Ophøret skete ved lukning. Medlemmet havde drevet virksomheden siden 1. maj 1972.

Arbejdsløshedskassen afslog den 30. september 1997 ansøgningen om efterløn fordi medlemmet havde haft to hyrevogne, hvoraf den ene var overgået til privat brug, medens den anden var overdraget til hendes ægtefælle, som også drev selvstændig hyrevognsvirksomhed. Ophørsbetingelserne kunne ikke opfyldes ved overdragelse til ægtefælle.

Medlemmets revisor klagede den 13. oktober 1997 og oplyste at medlemmet havde lukket sin virksomhed og ikke overdraget den.

En hyrevognsvirksomhed kunne ikke overdrages, da der til virksomheden var knyttet en bevilling, som var personlig og ikke kunne overdrages. Virksomheden var afmeldt hos Toldvæsenet, og alle bevillinger var tilbageleveret, lige som der var sket afmelding hos Told & Skat som arbejdsgiver.

Medlemmet havde to bevillinger og to hyrevogne. Den ene hyrevogn var overgået til privat brug, og den anden var solgt til medlemmets ægtefælle. Han drev selvstændig vognmandsvirksomhed og havde på dette tidspunkt én bevilling. Da medlemmet ophørte med at drive virksomhed og lukkede sin virksomhed, stod hendes ægtefælle over for at erhverve ny bil.

I stedet for at købe en ny eller brugt bil hos andre valgte ægteparret ud fra et driftsøkonomisk synspunkt at handle medlemmets bil til ægtefællen. Hans bevilling til at køre hyrevogn var personlig, og han havde ingen ansatte og skulle således selv køre vognen fri. Medlemmet havde ingen muligheder for at køre bilen fri.

Revisoren henviste til lov af 6. maj 1997 om taxikørsel m.v. § 5, stk. 3, hvoraf fremgik, at tilladelse i henhold til denne lov skal udnyttes af den, der har opnået tilladelsen, og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Arbejdsløshedskassen fastholdt den 20. oktober 1997 sin afgørelse med den begrundelse at medlemmet i henhold til bekendtgørelse om ophør § 2, stk. 4, ikke kunne opfylde ophørsbetingelserne i samme bestemmelses stk. 1- 3 ved overdragelse til ægtefællen.

Revisoren oplyste den 3. december 1997 at der i 1996 blev overført 85.108 kr. til medlemmet som medarbejdende ægtefælle for lønregnskab og bogføring. Da hendes ægtefælle pr. 28. september 1997 havde opsagt alle medarbejdere, og bogføringen samtidig var overført til revisoren, var medlemmets arbejde i ægtefællens virksomhed samtidig ophørt.

Medlemmets omkostninger var opdelt i direkte omkostninger, der kunne henføres direkte til virksomheden, og fælles omkostninger, der blev afholdt sammen med ægtefællen. Fællesomkostninger blev fordelt mellem ægtefællerne i forhold til omsætningen i de respektive virksomheder, således at virksomhederne blev belastet omkostningsmæssigt i forhold til aktiviteten. Af praktiske grunde blev fællesomkostninger ført i den ene ægtefælles bogholderi og fordelt ved årsregnskabets udarbejdelse mellem virksomhederne.

Københavns Hyrevognskontor oplyste den 8. december 1997 telefonisk at en vognmand skal have en bevilling pr. vogn. Vognmanden kan ansætte chauffør til at køre vognene. En bevilling er personlig og uoverdragelig. Der er imidlertid intet til hinder for at en vognmand efter indlevering af bevilling fortsætter som chauffør hos en anden vognmand.

Direktoratet traf afgørelse den 8. december 1997. Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke den 29. september 1997 opfyldte betingelserne for at kunne anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed.

Medlemmets og hendes ægtefælles virksomheder var så nært tilknyttet at de i relation til reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven måtte anses for én samlet virksomhed, uanset at medlemmet havde været selvstændigt registreret som taxavognmand.

Direktoratet lagde vægt på

virksomhederne blev drevet fra samme adresse,

begge virksomheder var taxavognmandsforretninger,

virksomhederne i fællesskab afholdt driftsomkostninger, samt

Medlemmet var registreret som medarbejdende ægtefælle i sin mands vognmandsforretning.

Det forhold at selve bevillingen var personlig, medførte ikke at virksomheden kunne anses for to selvstændige virksomheder, idet arbejdet i virksomheden ikke nødvendigvis skulle udføres af den person der havde bevillingen.

Da den samlede virksomhed den 29. september 1997 hverken var lukket eller overdraget til andre end ægtefællen, kunne medlemmet ikke anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed.

Medlemmet opfyldte den 29. september 1997 ikke betingelserne for at kunne anses for ophørt i den virksomhed, som ægtefællen fortsatte. Direktoratet lagde herved vægt på at hendes arbejdsfunktioner fortsat bestod, og at bogføringen var overtaget af revisoren. Medlemmets arbejdsfunktion var således ikke bortfaldet.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 1 og 3, og direktoratets bekendtgørelse nr. 937 af 25. oktober 1996 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 2 og § 4, stk. 1, nr. 2.

Medlemmet ankede den 21. december 1997.

Direktoratet fandt den 10. februar 1998 ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Medlemmet forklarede i brev af 28. februar 1998 blandt andet

at hun og hendes mand havde haft tilsammen 4 bevillinger, hvoraf den første blev afleveret i januar 1995,

at den næste bevilling blev afleveret i marts 1997, hvorefter ægtefællerne havde én bevilling hver, og

at hendes vogn ville være frikørt 1. september 1997, hendes mands den 27. september 1997.

De ca. 20 ansatte blev først i august 1997 orienteret om at vognmandsvirksomhederne ville stoppe den 1. oktober 1997, og medlemmet gik ud og skaffede alle nye job.

Midt i august 1997 blev medlemmets vogn skadet så meget at den var til reparation i 34 dage og derfor ikke var frikørt den 1. oktober 1997.

Den 1. oktober 1997 ophørte alle ansatte hos begge ægtefæller, som også blev afmeldt som arbejdsgivere hos Told og Skat, og medlemmet blev afmeldt som selvstændig erhvervsdrivende. Ægtefællen solgte sin frikørte hyrevogn den 28. september 1997 og købte hendes vogn, som endnu manglede 4.000 km i at være frikørt.

Der var da ingen ansatte til at køre bilen, og medlemmet havde ikke kørt ordinær taxakørsel i over 6 år, kun kørt hjemmehjælpere, og denne kontrakt var ophørt. medlemmet magtede ikke at sætte sig ind i nyt radioanlæg og turde ikke længere køre hyrevogn. Hendes mand påtog sig alene at køre de manglende 4.000 km, til vognen var frikørt.

Fra den 1. oktober 1997 resterede kun den ene aktivitet at ægtefællen førte sin kørebog der lå i taxaen på de dage hvor han kørte, og ansvaret for endelig årsafslutning med dertil hørende arbejde var overdraget revisoren. Der var ingen ansatte, vagtskemaer, regnskaber, bogføring eller fast kontortid.

Ved ejerskiftet af vognen opkrævede Statens Bilsyn 330 kr., da det var ejerskifte mellem to firmaer og ikke mellem ægtefæller, fordi de havde hver sit SE nr.

4. november 1997 var vognen frikørt, og 5. november 1997 blev den solgt. Den 1. december 1997 afmeldte ægtefællen sig som selvstændig erhvervsdrivende hos Told og Skat, bevillingen blev deponeret i Hyrevognsnævnet, og han overgik til pension.

Medlemmet fik hos Ældre Sagen det råd at melde sig ledig og anmode om dagpenge hos ASE, hvilket skete den 16. december 1997. Kassen mente at hun ikke skulle søge dagpenge, men i stedet anke over kassens afgørelse om efterløn som hun ville kunne få fra enten 5. november eller 1. december 1997.

Ved medlemmets henvendelse hos arbejdsløshedskassen den 19. december 1997 afviste kassen at tage sig af sagen.

Ved ny henvendelse til arbejdsløshedskassen oplyste kassen at medlemmet først skulle tilmelde sig Arbejdsformidlingen for at opnå dagpenge, og det gjorde hun samme dag. Den 29. december 1997 henvendte hun sig på ny med alle relevante papirer ved anmodning om dagpenge. Den 30. december 1997 forlangte arbejdsløshedskassen en erklæring om at medlemmet og hendes mand ikke havde nogen biler eller bevillinger samt dokumentation for at hans bevilling var afleveret.

Den 6. januar 1998 fremlagde ægteparret erklæring om deponering af bevilling hos Hyrevognsnævnet, men det var ikke tilstrækkeligt til at medlemmet kunne opnå dagpenge, hvorfor hendes mand var tvunget til at aflevere sin bevilling. Det skete samme dag, hvorefter medlemmet fik dagpenge fra den 13. januar 1998.

Medlemmet rejste spørgsmålene hvorfor hun ikke kunne få efterløn pr. 1. oktober 1997, og hvor der var hjemmel til at kræve hendes mands bevilling afleveret og ikke blot deponeret hos Hyrevognsnævnet.

Ankenævnet sendte medlemmets brev og sagens akter til direktoratet, som den 19. marts 1998 bad medlemmet om dokumentation for oplysningerne om

at hendes mands hyrevogn blev solgt den 5. november 1997,

at hendes mand var afmeldt momsregisteret,

at hendes mand deponerede sin bevilling den 6. januar 1998, og

at hendes mand afleverede bevillingen den 13. januar 1998.

Medlemmet sendte den 23. marts 1998

dokumentation for overtagelse af den sidste hyrevogn den 5. november 1997. Vognen var til klargøring fra 5. november til 1. december 1997,

momsafmeldelse pr. 1. december 1997 for hendes mand,

kvittering for hendes mands deponering af bevilling den 28. november 1997 og

erklæring om hendes mands afkald på bevilling den 6. januar 1998.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf den 24. april 1998 ny afgørelse hvorefter medlemmet den 5. november 1997 opfyldte betingelserne for at blive anset for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed.

Direktoratet lagde vægt på

at virksomhedens vigtigste driftsmiddel, medlemmets tidligere hyrevogn, blev overtaget af køber den 5. november 1997 til endelig overtagelse den 28. november 1997,

at Medlemmets ægtefælle deponerede sin bevilling den 28. november 1997, og

at virksomheden blev afmeldt momsregisteret pr. 1. december 1997.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 1 og 3, og § 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 937 af 25. oktober 1996 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Begrundelsen for at medlemmet ikke den 1. oktober 1997 opfyldte betingelserne for at være ophørt mere end midlertidigt med udøvelse af selvstændig virksomhed var at hendes hidtidige arbejdsopgaver med kørsel, bogføring og regnskab på dette tidspunkt ikke var bortfaldet, men fortsat bestod omend i reduceret omfang i afviklingsperioden, og at der intet var til hinder for at hun fortsat kørte hyrevogn.

Uanset at medlemmets arbejdsopgaver i forbindelse med lønregnskab og vagtskemaer var bortfaldet, var de resterende arbejdsopgaver ikke af uvæsentligt eller ringe omfang i forhold til hendes hidtidige arbejdsopgaver. Direktoratet lagde særlig vægt på at hun selv havde kørt hyrevogn, og at denne arbejdsopgave ikke bortfaldt, men blev overtaget af hendes ægtefælle.

Medlemmets hidtidige arbejdsopgaver med kørsel, bogføring og regnskab kunne dermed tidligst siges at være bortfaldet den 5. november 1997 efter frikørsel af hyrevognen, der da blev overtaget af køber. Fra dette tidspunkt var virksomhedens afvikling så fremskreden at en eventuel resterende del ikke kunne danne grundlag for fortsat virksomhedsudøvelse.

Med hensyn til betingelsen om at det skulle være godtgjort at ophøret med virksomheden var mere end midlertidigt, var det ikke tilstrækkeligt at bevillingen var deponeret iden bevillingen til enhver tid kunne blive udleveret igen. Derfor var det nødvendigt at der var givet endeligt afkald på bevillingen, medmindre det på anden vis var godtgjort at virksomheden var endeligt overdraget eller lukket og ikke blot var midlertidigt indstillet.

Da direktoratet ikke med denne afgørelse gav medlemmet fuldt ud medhold i klagen over at hun ikke den 1. oktober 1997 opfyldte betingelserne for at være ophørt, sendte direktoratet afgørelsen og sagens akter til ankenævnet.

Ankenævnet bad den 29. april 1998 medlemmet om at oplyse om hun fortsat ønskede at klage over at hun ikke kunne anses for ophørt med at drive selvstændig virksomhed allerede den 29. september 1997.

Medlemmet fastholdt den 4. maj 1998 klagen over at hun ikke kunne anses for ophørt den 29. september 1997, især fordi hendes virksomhed blev sammenkædet med hendes mands virksomhed, og fordi den nye afgørelse hang sammen med hendes mands afhændelse af hans virksomhed.

Arbejdsløshedskassen meddelte den 14. maj 1998 at ankenævnet havde godkendt at medlemmet var ophørt med at drive selvstændig virksomhed den 5. november 1997. Hun var herefter berettiget til dagpenge fra den 12. november 1997 forudsat at hun mødte på Arbejdsformidlingen senest denne dato. Medlemmet mødte på Arbejdsformidlingen den 22. december 1997 og var derfor først berettiget til dagpenge fra denne dato.

Medlemmet rejste spørgsmålet hvorfor arbejdsløshedskassen havde fundet at hun skulle have tilmeldt sig Arbejdsformidlingen tidligere, når hun fra begyndelsen havde søgt efterløn og aldrig ville have meldt sig arbejdsløs hvis ikke arbejdsløshedskassen havde bedt hende om det.

Medlemmet klagede over at arbejdsløshedskassen ikke ville godkende hendes ret til efterløn fra den 5. november 1997 og bad om en forklaring på kassens afgørelse.

Direktoratet anmodede den 26. maj 1998 arbejdsløshedskassen om en ny vurdering af sagen, idet direktoratet i afgørelse af 24. april 1998 godkendte at medlemmet var ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed den 5. november 1997 og idet direktoratet havde behandlet sagen i henhold til medlemmets anmodning om efterløn dateret 22. september 1997.

Direktoratet oplyste telefonisk at direktoratet pr. telefon havde forklaret arbejdsløshedskassen at sagen drejer sig om efterløn og ikke om dagpenge, og derfor skulle medlemmet ikke tilmelde sig AF.

Arbejdsløshedskassen ville så anerkende ophør den 5. november 1997 med ret til efterløn fra den 12. november 1997.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Et ægtepar drev hver sin hyrevognsforretning. Ankenævnet fandt at der var tale om én virksomhed på baggrund af den meget tætte forbindelse mellem virksomhederne.

Ægteparret afskedigede i fællesskab 20 ansatte chauffører, havde fælles regnskab, hustruen havde tidligere været medarbejdende ægtefælle i skattemæssig henseende, og bogføringen var ikke ophørt men blot reduceret og overført til revisor, da hustruen ophørte med sin del af virksomheden og søgte efterløn. Hendes sidste hyrevogn var overdraget til hendes mand, som havde frikørt og solgt sin egen vogn.

Medlemmet kunne anses for ophørt fra den dato, hvor hendes mand solgte den sidste vogn til tredjemand.