God revisorskik

God revisorskik

Under denne sag har Foreningen af Statsautoriserede Revisorer ved skrivelse af 12. november 1997 indgivet en klage over statsautoriseret revisor Hans Nielsen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Hans Nielsen har været beskikket som statsautoriseret revisor siden den 9. april 1975.

Det fremgår af sagen, at Foreningen af Statsautoriserede Revisorers responsumudvalg har behandlet en sag vedrørende assistance ydet af indklagede til Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S (nu Afviklingsselskabet af 15/6-1995 under konkurs). Sagen vedrørte primært beregningen af det af indklagede debiterede honorar, og udsprang af en retssag, anlagt af Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S mod indklagede.

Til brug for sagens behandling i responsumudvalget oplyste indklagede i en skrivelse af 22. december 1994 til udvalget bl.a.

"

Sagsfremstilling.

....

Det klagende selskab [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S] har siden stiftelsen i 1986 drevet virksomhed med investering og udlejning af fast ejendom i Danmark, fortrinsvis af mindre og mellemstore industri-, kontor- og butiksejendomme. Etagearealet udgør ca. 37.000 m2. Forud herfor var virksomheden siden 1960 blevet drevet i andet regi med samme ejer. Jeg har siden 1964 haft klientmæssige relationer til klagerne samt personlige relationer, der over årene udviklede sig til et nært nært venskab med hele familien.

Da Gunnar Thonbo, den tidligere hovedaktionær i det klagende selskab, i 1972 emigrerede til Monaco, overtog jeg, udover mit hidtidige hverv med bogføring og revision af virksomhedens regnskaber, den daglige administration af virksomhedens ejendomme. Overtagelsen af administrationen skete efter, at jeg ved mundtlig henvendelse til Foreningen af Statsautoriserede Revisorer havde sikret mig, at dette kunne ske inden for revisorlovgivningens rammer.

Fra 1985/86 aftaltes det af praktiske grunde, at ikke blot som hidtil indbetalinger, men tillige udbetalinger skulle ske gennem mit kontor, og jeg fik derfor eneprokura til de af klagerne til formålet oprettede bankkonti.

Mit arbejde som administrator bestod i de første mange år i al væsentlighed i at modtage post, bogføre, og efter instruks fra Gunnar Thonbo forestå honoreringen af håndværkere m. v. samt betaling af øvrige omkostninger vedrørende ejendommene.

I hele denne periode var ejendommen udlejet til få og relativt store lejere, der var ingen eller kun få ledige m2, og der var i denne periode flere år, hvor der ikke skete udskiftning af lejere.

I 1986/87 blev Gunnar Thonbo alvorligt syg, hvorfor jeg i højere og højere grad måtte varetage de administrative funktioner, som hidtil havde været varetaget af Gunnar Thonbo som direktør i det klagende selskab. Man overgik til at afholde 5 - 8 møder årligt, hvor jeg sammen med Gunnar Thonbo aftalte strategien for forvaltningen af klagerens ejendomme og den praktiske tilrettelæggelse heraf. Derudover førte jeg og Gunnar Thonbo med jævne mellemrum telefonsamtaler, hvorunder Gunnar Thonbo på grundlag af de oplysninger, som jeg tilvejebragte, løbende traf de driftsmæssige beslutninger i forbindelse med administrationen, samt gav instruktion om betalinger.

I 1989 døde Gunnar Thonbo efter længere tids sygdom. Dødsboet blev delvis skiftet, og rådigheden over [Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S], hvor Gunnar Thonbo indtil sin død havde været enerådende, blev overtaget af hustruen Ulla Thonbo. Navnlig fra midten af 1990 ønskede Ulla Thonbo, der ikke tidligere havde beskæftiget sig med erhvervsvirksomhed og intet forudgående kendskab havde til administration af udlejningsejendomme, herunder til disponering og styring af reparations- og fornyelsesarbejder, at deltage aktivt i de konkrete daglige administrationsopgaver og i styring af virksomheden. De daglige dispositioner blev drøftet løbende under hyppige telefonsamtaler mellem Ulla Thonbo og mig, hvorunder jeg loyalt søgte at rådgive Ulla Thonbo bedst muligt, dog i stigende omfang uden, at Ulla Thonbo fulgte mine råd. Det bærende element i min rådgivning var og havde stedse været, at man skulle disponere forsigtigt og tjene pengene, før man brugte dem, hvorimod Ulla Thonbo havde et ønske om at tilkøbe flere ejendomme samt at renovere og opdatere de eksisterende ejendomme på trods af mine udsagn om vanskeligheden ved at få dækket udgifterne ved forhøjelse af huslejen.

Administrationen af ejendommene drøftedes endvidere under hyppige møder hos mig, når Ulla Thonbo besøgte Danmark.

Derudover måtte jeg løbende drøfte en række forhold med bl.a. ægtefællerne Gunnar og Ulla Thonbos søn, Claus Thonbo, der var medlem af [selskabets] bestyrelse og med datteren, Ghita Thonbo, der formelt var direktør i [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S], og som var bosat i Danmark.

Ghita Thonbos firma Thogi Trading fungerede i årene 1987/88, 1988/89, 1989/90 og 1990/91 som kontaktled mellem lejerne og administrationen, og blev for dette arbejde honoreret med henholdsvis kr. 120.000, kr. 158.000, kr. 180.000 og kr. 150.000 for de omhandlede år. Som det fremgår af bogføring og årsregnskaber er disse beløb benævnt administrationshonorar, og har intet med honorering af mit arbejde at gøre.

Ulla Thonbos manglende erfaring med administrationen af fast ejendom og med varetagelse af forholdet til lejere, tekniske rådgivere og håndværkere m.v., og hendes ønske om at gennemføre administrationen på grundlag af sine egne præmisser, førte i stigende omfang til uenighed mellem hende og mig.

Som følge den foran beskrevne udvikling i ledelsen af [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S] antog mit arbejde som rådgiver for [selskabet], udover den egentlige ejendomsadministration, et stadigt og hastigt stigende omfang, navnlig efter Gunnar Thonbos død.

Sideløbende med den ovenfor beskrevne udvikling indtraf en generel afmatning i markedsforholdene for udlejning af industriejendomme Fra 1989/90 opstod begyndende vanskeligheder med genudlejning af ledigtblivende lejemål i klagernes ejendomme samtidig med, at huslejens størrelse begyndte at vige. For klagernes vedkommende betød dette en vigende økonomi Dette medførte i sig selv stigende krav til den daglige administration og økonomiske styring, der påhvilede mig.

Samtidig krævede bestræbelserne på genudlejning, herunder kontakt til og forhandling med potentielle lejere om nye lejemål, en stærkt stigende indsats fra min side udover, hvad der omfattedes af det sædvanlige administrationsarbejde og honoraret herfor. Dette gjaldt tilsvarende forhandlinger med eksisterende lejere for at fastholde disse i lejemålene.

På grund af vanskelig økonomi hos flere af lejerne i klagernes ejendomme, måtte jeg endvidere anvende mere og mere tid på at sikre, at huslejen indgik til tiden, og på at sørge for, at restancer blev overgivet til inkassation

I perioden 1990 1993 gennemførtes ud over almindelig vedligeholdelse renoveringer af ejendommene for mere en 10 mio. kr. I det væsentlige efter Ulla Thonbos ønsker og mod mine anbefalinger og råd.

I oktober 1992 førte meningsforskelle omkring administration og genudlejning til, at jeg ønskede, at samarbejdet skulle ophøre.

På et møde på mit kontor den 13. oktober 1992, hvori deltog Ulla, Claus og Ghita Thonbo enedes vi om at fortsætte samarbejdet på den måde, at jeg ikke længere skulle beskæftige mig med renoverings- og ombygningsarbejder. På trods heraf blev jeg efterfølgende gang på gang involveret i disse efter anmodning fra Ulla Thonbo. Ganske forståeligt havde fru Ulla Thonbo ikke den nødvendige erfaring med tilrettelæggelse, kontrahering og styring af sådanne opgaver, og der opstod derfor stadige misforståelser og konflikter mellem hende og de antagne arkitekter og håndværkere. Jeg blev så anmodet om at udrede problemerne, og om at overtage styringen. Dette gjorde jeg loyalt og bedst muligt. Der blev imidlertid tale om et besværligt og meget tidskrævende arbejde, som resulterede i betydelige honorarer, formentlig endda større, end hvis jeg fra starten af havde haft opgaverne overdraget.

I løbet af 1993 førte et stigende antal uoverensstemmelser og en opfattelse hos klagerne af, at administrationen af ejendommene kunne udføres billigere end hos mig, til en beslutning hos klagerne om, at min administration af klagernes ejendomme skulle bringes til ophør, når en anden administration kunne etableres. Imod mit råd besluttede klagerne at opbygge en egen administration i stedet for at kontrahere med en uafhængig, professionel ejendomsadministrator. På den baggrund forudså jeg sådanne vanskeligheder med den fremtidige administration af ejendommene, at jeg ikke ønskede at fortsætte som revisor for klagerne, selvom dette på daværende tidspunkt var Ulla Thonbos udtrykkelige ønske. Foranstående talte vi om på et møde på mit kontor den 11. oktober 1993, og vi gav hinanden en uges betænkningstid. På et møde på mit kontor tirsdag den 19. oktober 1993 sagde jeg definitivt fra med løftet om at medvirke til en rolig og harmonisk afvikling af klientforholdet

Det aftaltes, at jeg skulle afslutte [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S ] regnskab for tiden 1. oktober 1992 til 30. september 1993, samt at jeg skulle fortsætte administrationen og bogføringen, indtil klagerne selv havde fået antaget en ny administrator med tilhørende personale. Den nye administrator blev ansat, og tiltrådte medio november 1993, og på et møde mellem ham, Ulla Thonbo og mig blev det aftalt, at der skulle foregå en successiv overførsel af administrationen, når man i løbet af de første måneder af 1994 fik etableret de nødvendige administrative systemer.

Varetagelsen af ind- og udbetalinger skulle således overføres til [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S] i løbet af 1. kvartal 1994 og bogføringen m.v. i løbet af 2. kvartal 1994, således at hele processen var overstået pr. 30/6 1994.

På grundlag af det således aftalte fortsatte jeg administrationen, og påbegyndte overdragelsen af administrationen til [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S]

Fra medio december 1993 modtog jeg ingen underretninger eller instruktioner fra klagerne, førend jeg den 7. januar 1994 modtog en opringning fra klagernes nye advokat Preben Gamst, der oplyste, at klagerne havde udtrykt utilfredshed med de af mig beregnede honorarer Under telefonsamtalen oplyste advokat Gamst intet om, at der havde været afholdt ekstraordinær generalforsamling i [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S], eller at det skulle være besluttet at fratage mig min prokura til klagernes bankkonti. Oplysning herom modtog jeg først den 13. januar 1994 med advokat Gamsts brev af 12. januar 1994

Den 17. januar 1994 gennemførtes afleveringsforretning til [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S]

Efter at administrationen nu var overgået til Thonbo's Industrihuse A/S], fortsatte [selskabet] dog med at rekvirere min bistand til en række konkrete opgaver i forbindelse med administrationen, idet [Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S] ikke selv magtede disse opgaver

[Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S] og navnlig Ulla Thonbo havde ved en tidligere lejlighed i 1992 forespurgt mig om muligheden for at nedbringe administrationshonorarerne, og jeg oplyste, at dette ville forudsætte, at en del af administrationsopgaverne blev varetaget af klagerne selv. Administrationsforholdene blev imidlertid ikke ændret i anledning heraf, hvorfor omfanget af honorarerne heller ikke blev reduceret ".

Det fremgår i øvrigt af skrivelsen, at indklagede i honorarer for sit arbejde for Gunnar Thonbo's Industrihuse A/S havde beregnet sig følgende beløb

1987/88 ca. 410.000 kr.

1988/89 375.000 kr.

1989/90 637.000 kr.

1990/91 ca. 844.000 kr.

1991/92 1.020.000 kr.

1992/93 1.050.000 kr.

Responsumudvalget blev stillet følgende spørgsmål

"1. Er det i overensstemmelse med god revisorskik, og er det i overensstemmelse med revisorlovgivningen, at en statsautoriseret revisor for en klient foretager ejendomsadministration og bogføring, forestår udbetalinger og udfører revision af klientens regnskab?

Det bedes ved besvarelsen lagt til grund, at varetagelsen af ejendomsadministration påbegyndtes i 1972, at den i klientforholdet anvendte praksis, hvor sagsøgte [indklagede] forestod udbetalinger påbegyndtes i 1986, hvor betalinger skete efter instruks fra selskabets direktør og hovedaktionær i hvert enkelt tilfælde, og at sagsøgte mere selvstændigt overtog udbetalingsproceduren i forbindelse med, at direktøren og hovedaktionæren i 1986/87 blev syg og senere døde.

2. Er de honorarer, sagsøgte beregnede sig for ejendomsadministration, bogføring og revision fra og med 1987/88 til og med regnskabsåret 1992/93 sædvanlige?

3. Såfremt svaret på spørgsmål 2 på noget punkt er benægtende, bedes responsumudvalget oplyse, hvad der i stedet kan anses for et sædvanligt honorar på de enkelte punkter."

Responsumudvalget besvarede i skrivelse af 12. december 1996 de stillede spørgsmål således

"ad 1

Således som sagen foreligger belyst for udvalget, har statsautoriseret revisor Hans Nielsen efter udvalgets opfattelse overtrådt § 10 i Lov om Statsautoriserede Revisorer.

Endvidere har statsautoriseret revisor Hans Nielsen efter udvalgets opfattelse ved at forsyne de omhandlede regnskaber med en revisionspåtegning handlet i strid med § 13 i Lov om Statsautoriserede Revisorer.

Ad 2 & 3

Da den helt overvejende del af det honorar revisor har beregnet sig, vedrører arbejdsopgaver, som er udført i strid med Lov om Statsautoriserede Revisorer, falder det uden for udvalgets kommissorium at afgive udtalelse herom".

Ved skrivelse af 2. september 1997 til indklagede meddelte klageren, at bestyrelsen overvejede at indbringe sagen for Disciplinærnævnet. Indklagede blev samtidig anmodet om sine bemærkninger hertil.

Advokat Poul Flemming Hansen besvarede som advokat for indklagede klagerens henvendelse ved skrivelse af 2. oktober 1997. Det fremgår af skrivelsen, at der ud over retssagen vedrørende indklagedes beregnede honorarer i perioden 1. oktober 1988 til 7. januar 1994, hvor påstanden var betaling af 1 mio. kr., sideløbende af Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S blev anlagt en erstatningssag mod indklagede ved Østre Landsret med påstand om betaling af 5 mio. kr. under anbringende af, at indklagede skulle være ansvarlig for rådgivning i forbindelse med Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S´ erhvervelse af en erhvervsudlejningsejendom. Indklagede havde i begge retssager påstået frifindelse. Retssagerne blev i august 1997 forligt mod en samlet betaling fra indklagedes (og dennes forsikringsselskabs) side på 700.000 kr. Vedrørende omstændighederne omkring indklagedes varetagelse af de administrative forhold i Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S i relation til selskabets ejendomsudlejningsvirksomhed henvises i skrivelsen til indklagedes ovennævnte redegørelse til responsumudvalget. Det anføres i øvrigt i skrivelsen

"Jeg tillader mig navnlig at henlede opmærksomhed på det af min klient anførte om, at overtagelsen i sin tid af ejendomsadministrationen skete efter, at han ved mundtlig henvendelse til Foreningen af Statsautoriserede Revisorer havde sikret sig, at hans varetagelse af administrationen kunne ske inden for revisorlovgivningens rammer. Min klient har således haft føje til at anse i hvert fald de oprindeligt overtagne administrationsopgaver som forenelige med hans stilling som statsautoriseret revisor.

Når Responsumudvalget i sin udtalelse af 12. december 1996 anfører, at min klient efter udvalgets opfattelse har overtrådt § 10 i lov om statsautoriserede revisorer, forekommer det på ingen måde åbenbart, at man med rette kan nå frem til denne konklusion som følge af min klients varetagelse som uafhængig rådgiver af visse funktioner i forbindelse med ejendomsadministrationen i Gunnar Thonbos Industrihuse A/S på den måde, som disse administrative opgaver ifølge det oplyste blev varetaget. Jeg bemærker i den forbindelse, som anført i min klients redegørelse af 22/12 1994, at direktøren og medlemmerne af bestyrelsen i Gunnar Thonbos Industrihuse A/S til stadighed har taget aktiv del i de administrative opgaver og beslutninger, og at firmaet Thogi Trading varetog kontakten til lejerne. Det kan således ikke med tilstrækkelig sikkerhed siges, at min klient har optrådt som administrator i den betydning, denne betegnelse må tillægges i § 10 i lov om statsautoriserede revisorer. Min klients rolle har i relation til de administrative forhold og beslutninger i alt væsentligt rådgivningsmæssig karakter, og min klients dispositioner i forbindelse hermed er i alt væsentligt udført efter konkrete instrukser fra ledelsen i Gunnar Thonbos Industrihuse A/S.

I relation til § 13 i lov om statsautoriserede revisorer bemærker jeg, at en eventuel overtrædelse fra min klients side i den foreliggende sag alene kan vedrøre generalklausulen i § 13, stk. 1, nr. 6, som efter sin natur ikke er specifik, og hvor eventuelle sanktioner derfor må være moderate ".

Klageren indbragte herefter sagen for Disciplinærnævnet og har til støtte for klagen gjort gældende, at indklagede efter det for responsumudvalget oplyste har overtrådt lov om statsautoriserede revisorer §§ 10 og 13.

Indklagede har oprindelig anført, at den "omhandlede bistand er ophørt ultimo 1992, altså for mere end 5 år siden", at bistanden blev ydet i en kort periode til en kræftsyg klient og god ven, at bistanden på ingen måde medførte tab for klienten, og at han aldrig før eller siden har ydet tilsvarende bistand for andre klienter.

Disciplinærnævnet har ved skrivelse af 19. marts 1998 anmodet indklagede om at oplyse, præcist hvornår hans bistand til Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S ophørte. Disciplinærnævnet har endvidere anmodet indklagede om at fremsende selskabets regnskaber for 1990/91, 1991/92 og 1992/93.

Indklagede har herefter ved skrivelse af 1. april 1998 til Disciplinærnævnet fremsendt de ønskede regnskaber og samtidig oplyst, at han beklageligvis har husket forkert, når han oprindelig meddelte, at hans bistand til Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S ophørte ultimo 1992. Bistanden ophørte definitivt den 13. januar 1994.

Samtlige fremsendte regnskaber er af indklagede forsynet med revisionspåtegninger.

DISCIPLINÆRNÆVNET SKAL UDTALE

Det fremgår af sagen, at indklagede i en årrække siden selskabets stiftelse i 1986 og indtil januar 1994 har været revisor for A/S Gunnar Thonbo s Industrihuse, der drev virksomhed med investering og udlejning af fast ejendom i Danmark. Indklagede varetog i denne periode samtidigt den daglige administration af en række af selskabets erhvervsejendomme, og modtog ikke blot indbetalinger, men forestod i kraft af eneprokura til selskabets bank også udbetalingerne. Da indehaveren af virksomheden, Gunnar Thonbo, i 1986 blev alvorligt syg, overtog indklagede i øvrigt i højere og højere grad de administrative funktioner, som hidtil havde været varetaget af Gunnar Thonbo som direktør i selskabet. Efter Gunnar Thonbo s død i 1989 antog indklagedes arbejde ifølge ham selv ud over den egentlige ejendomsadministration "et stadigt og hastigt stigende omfang". Indklagede overtog bl.a. også styringen af omfattende renoverings- og ombygningsarbejder på selskabets ejendomme og stod for genudlejning af ledige lejemål. I løbet af 1993 førte uoverensstemmelser med de nye ejere af selskabet til en beslutning om, at indklagedes administration af selskabets ejendomme skulle bringes til ophør. Det aftaltes i denne forbindelse med indklagede, at han skulle fortsætte administrationen, indtil selskabet selv havde fået antaget en ny administrator. Der afholdtes i denne anledning en "afleveringsforretning" i januar 1994. Desuagtet fortsatte selskabet i en periode i 1994 med at rekvirere indklagedes bistand til en række konkrete opgaver i forbindelse med administrationen. Indklagede har for sit arbejde, herunder ejendomsadministrationen, ubestridt modtaget betydelige vederlag. I 1991/1992 og 1992/93 har indklagede således hvert år beregnet sig et samlet honorar på over 1 million kr. Heraf vedrører den overvejende del ifølge de for nævnet foreliggende oplysninger arbejde i forbindelse med administrationen af selskabets ejendomme.

Det må herefter lægges til grund, at indklagede i perioden fra 1986 til ultimo 1994 i endog ganske betydeligt omfang har bistået virksomheden Gunnar Thonbo s Industrihuse A/S med administrationen af selskabets udlejningsejendomme, uagtet indklagede i samme periode har fungeret som selskabets revisor og herunder som ovenfor nævnt har revideret selskabets regnskaber og forsynet dem med revisionspåtegning.

Indklagede har derved overtrådt § 10, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer, hvorefter stillingen som statsautoriseret revisor bl.a. er uforenelig med stillingen som administrator. Indklagede har ligeledes overtrådt § 13, stk. 1, nr. 6, i samme lov, hvorefter en statsautoriseret revisor i sin virksomhed bl.a. ikke må afgive en erklæring, når der foreligger omstændigheder, som er egnet til at vække tvivl om revisors uafhængighed.

Ved fastsættelsen af den i denne anledning forskyldte disciplinærstraf finder nævnet særlig at måtte hense til, at der er tale om en langvarig, grov tilsidesættelse af helt grundlæggende krav til enhver statsautoriseret revisors virksomhed. Det findes uden betydning, hvorvidt indklagede angiveligt efter henvendelse til Foreningen af Statsautoriserede Revisorer skulle have fået opfattelsen af, at den foretagne administration ikke stred mod de anførte lovbestemmelser. Indklagede bærer som statsautoriseret revisor selv ansvaret for, at hans virksomhed som revisor udøves i overensstemmelse med de pligter, som stillingen medfører.

Disciplinærnævnet finder herefter, at den i medfør af § 18 a, stk. 1, i lov om statsautoriserede revisorer forskyldte disciplinærstraf, der til dels fastsættes i medfør af princippet i straffelovens § 3, stk. 1, passende kan udmåles til en bøde på 50.000 kr.

Thi Bestemmes

Statsautoriseret revisor Hans Nielsen pålægges en bøde på 50.000 kr.

Afgørelsen offentliggøres, jf. § 18 a, stk. 6, i lov om statsautoriserede revisorer.

Revisor havde i perioden fra 1986 til ultimo 1994 i ganske betydeligt omfang bistået et aktieselskab med administrationen af selskabets udlejningsejendomme, uagtet han i samme periode havde fungeret som selskabets revisor og herunder revideret selskabets regnskaber og forsynet dem med revisionspåtegning. Revisoren havde derved overtrådt § 10, stk. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6 i lov om statsautoriserede revisorer og pålagdes en bøde på kr. 50.000.