Nyt om arbejdsskader - livstruende sygdomme - hastebehandling
Statutory Text (2 Articles)
Nyt om arbejdsskader - livstruende sygdomme - hastebehandling
Baggrund
Lov om sikring mod følger af arbejdsskader indeholder frister for, hvor hurtigt der skal træffes afgørelse i arbejdsskadesager.
Styrelsen behandler som hovedregel sagerne i den rækkefølge, anmeldelserne modtages i styrelsen. Det sker naturligvis for alt andet lige at sikre borgerne samme behandling.
Uanset dette ligebehandlingsprincip prioriterer styrelsen sagerne i et vist omfang, selv om det betyder, at et senere anmeldt tilfælde behandles forud for tidligere anmeldte. Denne prioritering foretages ud fra individuelle hensyn.
En sådan opprioritering sker typisk, fordi styrelsen bliver opmærksom på, at skadelidte er så alvorligt syg, at døden må anses for nært forestående.
Opprioriteringen sker for at forhindre, at den almindelige sagsbehandlingstid bliver årsag til, at skadelidte ikke når at få en afgørelse i sin sag.
Eksempel på en sagstype, der hastebehandles
Kræftlidelsen mesotheliom er en lidelse, hvor skadelidte efter diagnosticering normalt har et meget begrænset tidsrum tilbage at leve i.
Når styrelsen får en anmeldelse af en erhvervssygdom, hvor diagnosen angives som mesotheliom, iværksættes hastebehandling derfor altid med det samme.
Det betyder, at alle nødvendige sagsskridt udføres på en sådan måde, at sagen kan afgøres hurtigst muligt. Det vil sige, at sagsbehandleren ringer og faxer i stedet for at sende breve samt at alle, der kontaktes i forbindelse med sagsoplysningen, gøres opmærksom på, at sagen haster.
Kommentar
Styrelsen vælger altså i særlige tilfælde at opprioritere behandlingen af visse sager.
Det er en meget væsentlig forudsætning for at styrelsen kan behandle disse sager forud for andre sager, at styrelsen får de relevante oplysninger om, at skadelidte har en livstruende sygdom.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Ole Pontoppidan.
Livstruende sygdomme - hastebehandling