Nyt om arbejdsskader - Arbejdsskadestyrelsen skal underrettes om dødsfald
Statutory Text (3 Articles)
Nyt om arbejdsskader - Arbejdsskadestyrelsen skal underrettes om dødsfald
Baggrund
Arbejdsskadestyrelsen modtager hvert år underretning om cirka 800 dødsfald. Typisk modtager vi oplysninger om dødsfald fra politiet, efterladte, læger, forsikringsselskaber eller det Centrale Person Register.
Styrelsen skal underrettes om ethvert dødsfald, som kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder dødsfald indtruffet på en arbejdsplads, dødsfald som følge af en erhvervsbetinget lidelse og selvmord i kriminalforsorgens institutioner.
Vi ved imidlertid, at vi ikke underrettes om en del dødsfald, sådan som loven foreskriver, eller at vi underrettes for sent.
For visse erhvervssygdomme kan det være vanskeligt at afgøre, om dødsfaldet skyldes en erhvervsbetinget lidelse. Det kan for eksempel være tilfældet ved kræftlidelser, og det kan derfor være nødvendigt med en obduktion.
Sagen
Arbejdsskadestyrelsen måtte i en konkret sag afvise at anerkende en lungekræftlidelse som en arbejdsskade, fordi vi ikke i tide blev underrettet om dødsfaldet.
Lungekræftlidelsen blev oprindeligt anmeldt til os som formodet arbejdsbetinget, fordi skadelidte blandt andet havde arbejdet med asbest. Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende lidelsen som en erhvervssygdom, fordi vi vurderede, at der formentlig var tale om metastase fra skadelidtes kræftlidelse i tarmsystemet.
Senere fik vi at vide, at skadelidte var død. Vi fik underretningen 7 dage efter dødsfaldet. Han var på dette tidspunkt allerede begravet.
Vi havde derfor ikke mulighed for at få afdøde obduceret for at få belyst, om lungekræften var metastase fra hans kræft i tarmsystemet, eller om lungekræften var den primære kræftlidelse.
Det førte til, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende ikke havde grundlag for at anerkende dødsfaldet som en arbejdsskade.
Kommentar
Især for erhvervssygdommenes vedkommende kan manglende underretning have konsekvenser for eventuelle efterladte.
Når styrelsen får underretning om et dødsfald i tide, har vi mulighed for at sikre os de bedst mulige oplysninger om dødsårsagen, således at det kan afgøres, om dødsfaldet skyldes en arbejdsskade eller eventuelt en lidelse uden forbindelse med arbejdet. Der er en del tilfælde, hvor den afdøde lider af flere sygdomme, og hvor kun en obduktion kan vise, hvilken sygdom der er skyld i dødsfaldet. Den samme tvivl eller usikkerhed kan - som vist i den omtalte sag - være til stede, selv om afdøde kun havde en sygdom.
En læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal derfor give indberetning til politiet, når dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde, eller når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Torben Langer eller konsulent Annemette Thorsteinsson.
Vi udsender hvert kvartal oplysninger om udviklingen i antallet af anmeldte arbejdsskader og om sagsbehandlingstiden for forskellige typer af sager, der behandles i Arbejdsskadestyrelsen - se vedlagte bilag. 1)
Yderligere oplysninger kan fås hos budget- og statistikchef Carl Georg Röser.
1) Bilaget udelades her.
Arbejdsskadestyrelsen skal underrettes om dødsfald.