Legislator Case Law & Legislation
X19990942601 DK

Samvær. Ret til at tage barn med til religiøse sammenkomster

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1998 9426 Historic

Samvær. Ret til at tage barn med til religiøse sammenkomster

Tilladelse til at en far i forbindelse med samvær kunne tage barnet med til religiøse sammenkomster i en frikirke.

Lov om forældremyndighed og samvær, § 2 og § 17.

Civilretsdirektoratets afgørelse af 2. april 1998, j.nr. 1996-441-2311

Faderen F havde forældremyndigheden over 2 børn, mens moderen M havde forældremyndigheden over et barn (B), som F havde samvær med. Der var bl.a. fastsat følgende vilkår for samværet: "Barnet må ikke under samvær medtages til religiøse sammenkomster, udover hvad moderen har givet sin tilladelse til.", og "Barnet må ikke under samvær medtages til religiøse sammenkomster.".

"De har endvidere klaget over, at De ifølge afgørelsen om samvær ikke må medtage B til religiøse sammenkomster. De har navnlig anført, at der er religionsfrihed i Danmark, og at vilkåret er grundlovsstridigt...

Vi kan oplyse, at efter § 2, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær kan forældremyndighedsindehaveren træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

For så vidt angår samvær kan vi oplyse, at det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær, at statsamtet/overpræsidiet kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse med samværet. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

De har navnlig anført, at Deres religionsudøvelse i forbindelse med "Frikirken X" hverken er intensiv eller fanatisk, at børnene altid har været knyttet til den, at børneklubben i frikirken foruden bibelsk stof også indeholder masser af sociale aktiviteter og lege, at De finder det naturligt at tage B med til en børnevenlig menighedslejr, hvis der er en sådan i Deres samværsweekend, at De ikke er så involveret i menighedsarbejdet som tidligere, og at kontakten til frikirken på nuværende tidspunkt består i møder hver anden tirsdag aften og deltagelse i gudstjenesterne.

De har endvidere fremlagt udtalelser fra to mødre til (de 2 andre børns) klassekammerater, om at de ikke finder frikirken fanatisk, og at deres børn gerne må komme der, selvom de ikke hører til menigheden.

Sognepræst Niels Underbjerg, der er konsulent for Københavns biskop i sager vedrørende frimenigheder m.v. har om "Frikirken X" udtalt, at den "ikke er ekstrem og overordnet ikke kan betragtes som fanatisk. Den har dog et vist karismatisk tilsnit, således at det ikke kan udelukkes, at der i menigheden kan opstå et stærkt personligt engagement, som kunne volde problemer i det sociale liv.".

M har protesteret mod, at vilkåret ... ophæves, idet hun finder, at Deres religionsudøvelse er intensiv og påvirker både livsmod og personlighed. Hun finder, at B risikerer at komme i en vanskelig loyalitetskonflikt i sit hjem, fordi hun selv har brudt med den tro, som De udøver. Hun ønsker ikke, at B skal involveres i Deres tro.

M har endvidere anført, at Deres sociale liv og omgangskreds er dybt infiltreret af Deres religion og menighedsliv, og at De ikke blot er et menigt medlem af kirken. M har herunder anført, at De netop har været i (udlandet) på menighedens regning.

Efter en vurdering af disse oplysninger skal vi herved meddele, at vi ophæver vilkåret om, at B ikke må medtages til religiøse sammenkomster.

Vi har således ikke fundet det godtgjort, at Deres religionsudøvelse har et sådant omfang og en sådan intensitet, at det konkret vil være i modstrid med, hvad der er bedst for B, at deltage i religiøse sammenkomster under samvær hos Dem.

Vi har desuden lagt vægt på, at vilkåret ville sætte et uhensigtsmæssigt skel til de to søskende i Deres hjem.".

Afgørelse 1998 9426 Historic

Civilretsdirektoratet bestemte, at en far (F) i forbindelse med samvær kunne tage barnet (B) med til religiøse sammenkomster i en frikirke, selvom forældremyndighedsindehaveren protesterede mod det. Direktoratet lagde særlig vægt på, at F s religionsudøvelse ikke havde et sådant omfang og en sådan intensitet, at det konkret ville stride mod B s tarv at deltage i religiøse sammenkomster i frikirken.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →