Bindende forhåndsbesked Repo-forretninger

Bindende forhåndsbesked

Repo-forretninger

LR af 23/2 1999

Reference

KGL § 1

LV A.D.2.18.2

Spørgsmål

Vil en repo-forretning mellem en bank og dens kunder som beskrevet nedenfor (variant 1) være at anse for lån med sikkerhedsstillelse i værdipapirer ?

Vil en repo-forretning mellem en bank og dens kunder som beskrevet nedenfor (variant 2) være lån med sikkerhedsstillelse i værdipapirer ?

Svar

Ad 1 Ja, for så vidt angår den oprindelige handel, men ikke for den efterfølgende handel til ud-

ligning af udtrækningen.

Ad 2 Ja, for så vidt angår den del der faktisk tilbageleveres.

Sagsfremstilling

Det skal indledningsvis bemærkes, at banken har forespurgt på vegne af en nærmere defineret gruppe af kunder. Om baggrunden for anmodningen har banken blandt andet oplyst følgende.

Banken vil tilbyde kunderne adgang til at rejse likviditet via kundernes obligationsbeholdninger, der ligger i depot i banken, ved indgåelse af repo-forretninger.

Alternativet til brug af repo-forretninger kunne være enten afvikling af kundernes fondsbeholdninger eller belåning af værdipapirerne.

Kunderne fremskaffer likviditet ved på en given dato (f.eks. den 1. juli 1998) at sælge en post obligationer til banken til en aftalt kurs (typisk markedskursen på handelsdagen). Samtidig aftales det, at kunden (tilbage)køber en identisk post obligationer til levering på en fremtidig dato (f.eks. den 1. oktober 1998) til en aftalt terminskurs. Både salg og genkøb registreres i Værdipapircentralen.

En sådan låneforretning har i de senere år været et af de væsentligste finansieringsinstrumenter på penge- og kapitalmarkedet og kan sidestilles med lån mod sikkerhed i værdipapirer, hvor lånets udbetaling modsvares af det kontante salg, og hvor hovedstol og renter tilbagebetales i form af det aftalte terminskøb. Den udbredte brug af repo-forretninger skyldes, at långiver i modsætning til en mere traditionel belåning af værdipapirer kan disponere over de pågældende værdipapirer i låneperioden.

Kursen i forbindelse med det kontante salg og dermed værdipapirernes belåningsværdi fastsættes med udgangspunkt i de aktuelle markedskurser på de pågældende værdipapirer, mens den aftalte terminskurs fastsættes således, at den fastlagte forrentning vil afspejle markedsvilkårene for lån med en løbetid svarende til længden af terminshandlen. Kursrisikoen vedrørende de i forretningen omhandlede værdipapirer er i hele forløbet kundens, idet de solgte papirer er aftalt genkøbt til en på forhånd fastlagt kurs. Den enkelte kunde kan således ikke i repo-forretningens løbetid udnytte kursudsving på det pågældende papir, men må afvente til repo-periodens udløb. Ved lån mod sikkerhed i en obligationsbeholdning vil låntager ligeledes have hele kursrisikoen på beholdningen.

Banken vil tilbyde de enkelte kunder en ramme for repo-forretninger. Rammeaftalen er uigenkaldelig for banken og giver kunderne mulighed for at fremskaffe likviditet inden for en periode på 364 dage. Perioden skyldes banktekniske forhold. Forhandling om indgåelse af ny rammeaftale vil kunne foregå efter udløb af en periode.

Repo-forretningens løbetid vil maksimalt strække sig frem til obligationens førstkommende termin for betaling af renter, f.eks. vil repo-forretningen for en obligation med termin den 1. oktober løbe til og med den 30. september, hvorefter obligationerne vil blive tilbageoverdraget til kunden pr. den 1. oktober. Løbetiden vil således afhænge af om repo-forretningen er indgået på baggrund af en beholdning af statsobligationer med en årlig rentetermin eller på baggrund af kreditforeningsobligationer med kvartårlige renteterminer.

I forbindelse med låneudbetalingen indgår de omfattede obligationer som en del af bankens egenbeholdning hos Værdipapircentralen. Det er ikke muligt efterfølgende at identificere de enkelte obligationer. Banken kan i forvejen have en beholdning, som de omfattede obligationer bliver en del af, og banken kan handle med de pågældende obligationer undervejs, så beholdningen varierer.

Såfremt der er tale om en obligationsserie, hvor der i låneperioden ikke sker en udtrækning, skaber dette ikke noget problem. Hvis der derimod er tale om en obligationsserie, hvor der sker en udtrækning, er det imidlertid ikke umiddelbart muligt at udpege, hvor mange af de udtrukne obligationer, der hidrører fra den enkelte kunde. Dermed opstår problemet med, hvilke obligationer, der skal tilbageleveres eller sagt med andre ord, hvor mange henholdsvis ikke-udtrukne og udtrukne obligationer, der skal leveres tilbage.

Variant 1.

En mulighed er, at banken kun tilbageleverer ikke-udtrukne obligationer. Herefter vil de obligationer der udtrækkes være fra bankens egen beholdning, hvorfor banken leverer dem til kreditforeningen. Da banken imidlertid ikke ønsker at bære udtrækningsrisikoen skal kunden godtgøre banken den forpligtelse som banken får overfor kreditforeningen ved at sælge en post obligationer med valør samme dag som udtrækningen har valør til kurs 100 svarende til den mængde af forbundets obligationer der er udtrukket. Da dette ikke kan opgøres eksakt anvendes i stedet den gennemsnitlige udtrækningsprocent.

Udtrækningsprocenten udtrykker den andel af den samlede obligationsserie der vil blive indfriet. Den offentliggøres på publiceringsdatoen, der ligger noget før selve udtrækningen. Udtrækning sker efter et lodtrækningssystem, hvorfor udtrækningsprocenten ikke angiver hvor mange obligationer den enkelte kunde ville få udtrukket, havde de beholdt obligationerne, men alene hvor mange de i gennemsnit ville få udtrukket.

Eksempel

Kunde

Bank

Kreditforening

01.07.1998

Nominelt spotbeløb

-10.000.000

10.000.000

01.10.1998

Nominelt terminsbeløb

10.000.000

-10.000.000

01.10.1998

Sandsynlig udtrækning

-1.779.000

1.779.000

01.10.1998

Udligning udtrækning

-1.779.000

1.779.000

Total

Nominelt

-1.779.000

0

1.779.000

Variant 2.

En anden mulighed er at bankens tilbagesalgsforpligtelse nedskrives med de udtrukne obligationer svarende til den gennemsnitlige udtrækningsprocent. Slutresultatet er således det samme som i variant 1, jf. eksemplerne, men der anvendes kun én afregnende handel mod to i variant 1.

Eksempel

Kunde

Bank

Kreditforening

01.07.1998

Nominelt spotbeløb

-10.000.000

10.000.000

01.10.1998

Nominelt terminsbeløb

8.221.000

-8.221.000

01.10.1998

Sandsynlig udtrækning

-1.779.000

1.779.000

Total

Nominelt

-1.779.000

0

1.779.000

Banken har oplyst, at der ikke foreligger regnskabsregler eller regnskabsstandarder for kundernes regnskabsmæssige behandling af de her omhandlede repo-forretninger eller af repo-forretninger i det hele taget.

Banken selv er af den opfattelse, at spørgsmålene skal besvares bekræftende, idet den skatteretlige praksis efter deres opfattelse kan refereres således

Efter indførelsen af reglerne om finansielle kontrakter i den dagældende kursgevinstlovs § 8 C pr. 1. juli 1991 var det skattemyndighedernes opfattelse, at en repo-forretning skattemæssigt måtte anses for at bestå af et (spot)salg og en indgåelse af en terminskontrakt om tilbagekøb af det netop solgte.

Dette synspunkt blev fastslået i en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet i 1992 (TfS 1993, 68).

Imidlertid blev synspunktet i den konkrete forespørgsel tilsidesat af Landsskatteretten, der i sin kendelse i anledning af klagen over den anførte bindende forhåndsbesked (TfS 1995, 48) tiltrådte det spørgende pengeinstituts synspunkt om, at de to aftaler var så nært forbundne, at der skattemæssigt var tale om en låneaftale med tilhørende sikkerhedsstillelse i de pågældende papirer.

Det bemærkes, at den pågældende bindende forhåndsbesked vedrørte et pengeinstitut, men klassifikationen synes at være repo-forretninger generelt.

I Ligningsvejledningen 1997 (A.D.2.6.2.) refereres Landsskatterettens kendelse da også som generelt gældende og ikke kun at vedrøre pengeinstitutter.

At de planlagte repo-forretninger vil omfatte værdipapirer med udtrækning i modsætning til den afgjorte landsskatteretssag, hvor der var tale om repo-forretninger i repo-perioden, gør efter bankens opfattelse ingen forskel på den skattemæssige behandling.

Det bemærkes særskilt, at de i denne forespørgsel anførte repo-forretninger jo netop skal fungere som lån med de underliggende obligationer som sikkerhedsstillelse, og det er derfor bankens opfattelse, at praksis efter den anførte landsskatteretskendelse også må gælde for de berørte kunder.

Spørgsmål 1.

Det er Ligningsrådets opfattelse, at den rene repo-forretning kun vedrører de oprindelige køb/salg-forretninger. Disse vil skattemæssigt skulle behandles som lån/udlån i henhold til Landsskatterettens kendelse offentliggjort i TfS 1995, 48.

Der er herved henset til, at formålet med repo-forretningerne er lån/udlån, at der er indbyrdes sammenhæng mellem dispositionerne i forretningerne, at forretningerne ikke er forbundet med nogen kursrisiko, samt at der handles identiske poster af obligationer.

At repo-forretningerne løber over publiceringstidspunktet kan ikke tillægges betydning, idet der handles og leveres identiske poster af obligationer.

Derimod vil det efterfølgende salg af obligationer fra kunden til banken være repo-forretningen uvedkommende og skal skattemæssigt behandles som køb/salg.

Spørgsmål 2.

Det er Ligningsrådets opfattelse, at der skal skelnes mellem den for hvilken der sker tilbagelevering, og den resterende del.

For den del der leveres tilbage vil der som ovenfor være tale om repo-forretninger, der skattemæssigt behandles som lån/udlån.

Derimod vil den del der ikke tilbageleveres være at anse for køb/salg. Der er herved henset til, at der netop ikke tilbageleveres det der er lånt.

En bank forespurgte om repo-forretninger med obligationer, der løber hen over publiceringsdatoen, hvorved det er banken der skal levere de udtrukne obligationer til realkreditinstituttet, skal anses for køb/salg eller lån/udlån, idet der var skitseret to modeller til eliminering af bankens risiko. Efter den ene model tilbageleveres samme mængde obligationer der er lånt, hvorefter der foretages en handel (svarende til den gennemsnitlige udtrækningsprocent) til udligning af udtrækningen. Efter den anden model tilbageleveres alene den del, der ikke anses for udtrukket i henhold til den gennemsnitlige udtrækningsprocent, og de udtrukne obligationer leveres til realkreditinstituttet. Ligningsrådet udtalte, at i den første variant er der tale om lån/udlån for alle de obligationer, der oprindeligt var omfattet af repo-forretningen, mens den efterfølgende handel til udligning af udtrækningen er at anse som realisation. Efter den anden variant vil kun den del der netto tilbageleveres være at anse for lån/udlån.