Selskabsophør

Selskabsophør

tilbagebetaling af overdækning

udlodning af likvidationsprovenu

LR af 23. februar 1999

Et andelsselskab A, stiftet i 1926 drev virksomhed med elforsyning. Ud over omsætning med medlemmerne havde selskabet også en omsætning på ca. 2% med ikke medlemmer

Pr. 1. juli 1998 blev andelsselskabet solgt til selskab B. Den samlede salgssum var på kr. 135 mio.

Af dette beløb vedrørte de kr. 84,9 mio. værdireguleringer af bogførte anlægsaktiver, idet andelsselskabet havde nedskrevet sine anlægsaktiver til kr. 1,1 mio., men en foretagen teknisk-økonomisk vurdering kom til den konklusion, at værdien af anlægsaktiverne måtte sættes til kr. 86 mio.

I sit tilbud havde selskab B betinget sig, at denne opskrivning med kr. 84,9 mio., som A s forbrugere således "havde betalt for meget", blev tilbageført til forbrugerne. Dette blev tiltrådt af Elprisudvalget.

Beløbet blev herefter tilbagebetalt til forbrugerne som tilbageføring af overdækning. Tilbagebetalingen blev foretaget på baggrund af forbruget pr. elinstallation i de sidste 2 regnskabsår før salget og blev udbetalt til de aktuelle forbrugere.

Resten af salgssummen bliver udbetalt som henholdsvis á conto udlodninger og en afsluttende udlodning ved selskabets ophør.

Sagen var oprindelig indgået som en anmodning om bindende forhåndsbesked, men blev senere trukket tilbage, hvorefter Told- og Skattestyrelsen anmodede Ligningsrådet om en tilkendegivelse om den skattemæssige behandling af tilbagebetalingerne.

Selskab A s revisor havde i den forbindelse bl. A. anført, at iflg. Elprisudvalget er merprisen på selskabets anlæg m.v. en overdækning, der reelt er udtryk for, at den løbende elpris har været for høj.

En overdækning skal, iflg. reglerne for prisfastsættelse af el, indregnes i det følgende års elpris, således at en "udbetaling" normalt ville være sket ved en reduktion af elprisen. Det var derfor revisionsfirmaets opfattelse, at tilbagebetaling også skattemæssigt må behandles som en efterregulering af den allerede opkrævede elpris. Der er således hverken tale om en udlodning af overskud, hvilket ikke er muligt efter § 11 i A s vedtægter, eller et á conto likvidationsprovenu.

Dette understøttes endvidere af, at tilbagebetalingen sker til alle kunder på tidspunktet for virksomhedsoverdragelsen i forhold til faktisk forbrug, uanset om kunden er andelshaver eller ej.

Skattemæssigt skulle dette derfor indebære, at virksomheder m.v. som har fratrukket eludgiften ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, beskattes af tilbagebetalingen, mens tilbagebetalingen er skattefri for alle andre kunder.

Revisor henviste samtidig til praksis vedr. dividendeudbetaling fra brugsforeninger, der er skattefri for varer til privat forbrug og skattepligtig for varer til erhvervsmæssigt forbrug.

For så vidt angik likvidationsudlodninger, var revisor af den opfattelse, at der til medlemsskabet af A var knyttet en andelsret.

Efterfølgende indhentede selskab A tillige et responsum.

Heri anførtes bl. a., at selskab A i sin struktur og virkemåde havde ikke-ubetydelige lighedspunkter med en brugsforening, først og fremmest som følge af, at selskabet yder leverancer til private medlemmer.

Samtidig afveg selskabet dog fra en brugsforening derved, at der ikke skal ske, og der ikke er sket, udbetaling af overskud til medlemmerne i forhold til deres omsætning med selskabet.

Det var dog opfattelsen, at selskabets tilbagebetalinger af overdækning, som udgangspunkt skattemæssigt burde behandles som efterbetalinger fra brugsforeninger.

Kvalificeres udbetalingerne til forbrugerne som en efterbetaling, må den anses for en skattefri formuebevægelse/efterregulering for disse, henhørende til deres privatsfære.

Responsummets sammenfattende konklusion var, at det var meget væsentligt at sondre mellem på den ene side tilbagebetaling af for store indbetalinger i afgift, der hidrører fra indbetalernes privatsfære, og som tilbageføres til deres privatsfære, og på den anden side andele af likvidationsprovenuet ved selskabets likvidation.

For så vidt angik spørgsmålet, om udbetaling af likvidationsprovenu til medlemmerne i det kalenderår hvori selskabet endeligt opløses, måtte det kunne lægges til grund, at dette måtte være omfattet af bestemmelserne i aktieavancebeskatningsloven.

Told- og Skattestyrelsens opfattelse var, at den formueakkumulation der, efter accept fra Elprisudvalget, nu udbetales til kunderne iflg. en fordeling baseret på den enkelte installations registrerede gennemsnitlige elforbrug i de seneste 2 år, reelt er opsparet i løbet af de godt 70 år, selskab A har eksisteret.

De kunder, der nu hver får udbetalt en del af denne formue, er således ikke identiske med de kunder, der fra 1926 og op til i dg har betalt (for meget) for deres elforbrug.

Til den i responsummet anførte henvisning til den praksis, iflg. Hvilken efterbetalinger fra brugsforeninger er skattefri for private forbrugere, bemærkede Styrelsen, at disse efterbetalinger jo netop sker på grundlag af det enkelte medlems eget forbrug, iflg. en ført konto over det enkelte medlem.

Der er derfor ikke på dette punkt overensstemmelse mellem selskab A og brugsforeninger.

For så vidt angik likvidationsudlodningerne, var Styrelsen enig med selskabet i, at den enkelte andelshaver måtte anses for at have en egentlig andelsret i selskab A, idet der især måtte lægges afgørende vægt på opløsningsbestemmelsen i vedtægternes § 15, der bl. A. fastslår, at et evt. overskud ved selskabets ophør udbetales til andelshaverne i forhold til de af dem betalte faste afgifter i det sidste forløbne regnskabsår.

Told- og Skattestyrelsen indstillede herefter, at Ligningsrådet tilkendegav, at tilbagebetalingen af overdækning til forbrugerne blev anset for skattepligtige for disse som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, litra e og personskattelovens § 3, stk. 1, på grund af manglende identitet mellem de der gennem årene har betalt for meget, og de der nu har fået del i tilbagebetalingerne.

For så vidt angår likvidationsudlodningerne, indstillede Styrelsen, at Ligningsrådet tilkendegav, at disse måtte anses for at være omfattet af aktieavancebeskatningslovens bestemmelser for så vidt angår udlodninger i ophørsåret, jf. aktieavancebeskatningsloven § 1, stk. 3, og bestemmelserne i ligningslovens § 16 A, for så vidt angår udlodninger, der foretages forud for ophørsåret.

Efter en samlet bedømmelse tilsluttede Ligningsrådet sig Styrelsens opfattelse.

Et elforsyningsselskab A blev overtaget af selskab B pr. 1. juli 1998. Den samlede salgssum var på kr. 135 mio. Af dette beløb blev de ca. kr. 84 mio. tilbagebetalt til forbrugerne, som overdækning af elprismæssige reguleringer. Resten ville blive udbetalt andelshaverne, henholdsvis som a conto udlodninger og afsluttende udlodning ved selskabets ophør.

Ligningsrådet tilkendegav i den anledning, at tilbagebetalingerne af overdækning af elprismæssige reguleringer, måtte anses for skattepligtige som personlig indkomst for modtagerne, jf. statsskattelovens § 4, litra e, og personskattelovens § 3, stk. 1. Ligningsrådets lagde herved især vægt på, at de beløb, som forbrugerne nu fik udbetalt, reelt var opsparet i løbet af de godt 70 år, selskabet havde eksisteret. Der var således ikke identitet mellem de personer, der nu havde fået del i tilbagebetalingerne og de personer der fra 1926 til 1998 havde betalt (for meget) for deres elforbrug.

For så vidt angik likvidationsudlodningerne, tilkendegav Ligningsrådet, at disse måtte anses for at være omfattet aktieavancebeskatningslovens bestemmelser, for så vidt angår udlodninger, der foretages i ophørsåret, jf. aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3, og af bestemmelserne i ligningslovens § 16 A, for så vidt angår udlodninger, der foretages forud for ophørsåret.