Kommentar til forlig i 2 retssager om fradrag for befordring til efteruddannelsessteder for skattepligtige på efteruddannelsesorlov
Statutory Text (1 Articles)
Kommentar til forlig i 2 retssager om fradrag for befordring til efteruddannelsessteder for skattepligtige på efteruddannelsesorlov
Befordringsfradrag
lønmodtager
efteruddannelse
orlov
kørselsgodtgørelse
Sagerne angik spørgsmålet, om der kan indrømmes fradrag efter ligningslovens ' 9 C ved befordring til efteruddannelse i et tilfælde, hvor arbejdsgiveren har bevilget den ansatte tjenestefrihed (uddannelsesorlov) og ydet den pågældende supplerende godtgørelse ved siden af den orlovsydelse, som den ansatte modtager fra staten. Spørgsmålet er nærmere, om efteruddannelsen kan siges at være foregået Asom led i arbejdet@, og dermed om efteruddannelsesstedet kan anses for at være arbejdstagerens midlertidige arbejdssted.
I begge sager var der tale om sygehjælpere, som deltog i et længerevarende efteruddannelseskursus for sygehjælpere på social- og sundhedsskolen. Der var ydet tjenestefrihed ifølge overenskomsten med arbejdsgiverne, og de pågældende oppebar orlovsydelse fra staten samt supplerende godtgørelse fra arbejdsgiverne, således at indtægten i orlovsperioden stort set kunne forblive den samme som hidtil. Endvidere indgik orlovsperioden i rettigheden til ferie med løn og i løn- og ansættelsesanciennitet.
Kurserne var ikke kompetencegivende og tilsigtede således alene en ajourføring af sygehjælpernes grunduddannelse.
Skattemyndighederne, herunder Landsskatteretten, mente ikke, at skatteyderne under den bevilgede uddannelsesorlov kunne siges at have haft befordring til et arbejdssted. Myndighederne lagde vægt på, at skatteyderne ikke havde stået i et sædvanligt tjenesteforhold i orlovsperioden. Arbejdsgiverne havde således ikke kunnet udøve de sædvanlige instruktionsbeføjelser over for de ansatte, og myndighederne henviste i den forbindelse til Told- og Skattestyrelsens afgørelse i TfS 1996.405.
Skatteministeriet fandt, at det afgørende for sagernes udfald var, hvorvidt efteruddannelsen - ud fra en konkret vurdering - kunne siges at være gennemført Asom led i arbejdet@. At efteruddannelsen gennemførtes under en orlov, fandt ministeriet ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at udelukke, at uddannelsesstedet kunne betragtes som arbejdstagerens midlertidige arbejdsplads.
Spørgsmålet måtte efter ministeriets opfattelse afgøres på baggrund af en samlet vurdering af de konkrete forhold i sagerne. I denne forbindelse fandt ministeriet, at arbejdsgiverne gennem overenskomsterne havde anerkendt efteruddannelsen som relevant for sygehjælperne. Hertil kom, at arbejdsgiverne ydede de ansatte en supplerende godtgørelse, hvorfor uddannelsen også måtte siges at være indtægtsgivende for de ansatte.
At arbejdsgiveren manglede instruktionsbeføjelse fandt ministeriet kun at være af begrænset praktisk betydning. Er der f.eks. tale om kørsel til en efteruddannelse, som gennemføres efter pålæg fra arbejdsgiveren, må udgifterne hertil - efter ministeriets opfattelse - således normalt anses for at være omfattet af ligningslovens ' 9 C, selv om arbejdsgiveren i uddannelsesperioden ikke fuldt ud bevarer sine sædvanlige instruktionsbeføjelser. I et sådant tilfælde vil det normalt være utvivlsomt, at efteruddannelsen gennemføres som et led i arbejdet.
På baggrund af en samlet vurdering af de konkrete forhold i sagerne var det Skatteministeriets opfattelse, at sagerne ikke kunne gennemføres ved domstolene med et for ministeriet gunstigt resultat. Følgelig indgik ministeriet forlig, hvorefter der blev indrømmet skatteyderne fradrag for befordring til efteruddannelsesstederne efter ligningslovens ' 9 C.
Det er fortsat ministeriets opfattelse, at der som udgangspunkt ikke kan indrømmes befordringsfradrag til lønmodtagere, der har fået bevilget orlov af arbejdsgiveren. Kun i de tilfælde, hvor de pågældende lønmodtagere i orlovsperioden opnår løn eller lønindkomstlignende indtægt fra deres arbejdsgivere, kan der blive tale om at indrømme fradrag efter ligningslovens ' 9 C. Herudover må der lægges vægt på, om den ansatte har bevaret sine øvrige rettigheder - feriepenge, pension, krav om at komme tilbage til samme job, løn- og ansættelsesanciennitet, opsigelsesvarsler m.v. Dette vil bl.a. kunne fremgå af den på området gældende overenskomst eller af en aftale direkte mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren.
Såfremt en arbejdsgiver har ydet kørselsgodtgørelse til den ansatte i en situation, hvor ovenstående forhold taler for at anse efteruddannelsesstedet som arbejdstagerens midlertidige arbejdsplads, skal skattefriheden bedømmes i overensstemmelse med ligningslovens ' 9 B eller efter statsskattelovens ' 5, litra d (frem til og med den 31. marts 1999).
Told- og Skattestyrelsen vil på baggrund af forligene udsende et genoptagelsescirkulære.