Ændring af praksis omkring 60% afgift ved delophævelse af kapitalpension.

Ændring af praksis omkring 60% afgift ved delophævelse af kapitalpension.

Ifølge PBL § 26, jf. § 25, svares der en afgift på 40% ved rettidig ophævelse af en kapitalpensionsordning. Det er dog et krav, at forsikringstageren/opspareren hæver alle sine kapitalpensionsordninger på én gang, eller i hvert fald i samme indkomstår. I modsat fald skal afgiftsberegningen foretages med 60% af de ordninger, der ophæves forud for det år, hvori den sidste ordning ophæves.

I praksis viser det sig med jævne mellemrum, at en afgiftspligtig, i forbindelse med ophævelsen af én kapitalpensionsordning, har overset, at han ejer flere, lignende ordninger.

Dispensationsbestemmelsen i PBL § 26, stk. 3, giver, efter ansøgning, skatteministeren mulighed for at undlade at afgiftsberigtige med 60%-satsen, idet det: »Ved afgørelsen af, om tilladelse skal gives, skal .. tages i betragtning, hvorvidt ejeren må antages at have været vidende om, at han eller hun ejer en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, som ikke er blevet hævet.«

Dispensationsbestemmelsen fortolkes snævert. Told- og Skattestyrelsens Ligningsvejledning 1997, formulerer i afsnit A.C.1.2.4.5, gældende administrativ praksis således

»Ved afgørelsen skal det vurderes, om det må anses for uskyldigt, at den eller de øvrige ordninger ikke er blevet afgiftsberigtiget i tide. Der skal lægges vægt på, om ejeren kendte eller burde kende til, at han eller hun havde mere end én kapitalpensionsordning.

Dispensation kan kun forventes givet i tilfælde, hvor den ikke afgiftsberigtigede ordning er en mindre del af en kollektiv pensionsordning, hvori der også indgår andre elementer end kapitalpensionselementet. Det må derudover godtgøres af ejeren, at der ikke fra pensionsinstituttets side er ydet tilstrækkelig vejledning med hensyn til sammensætningen af pensionsordning.«

Told- og Skattestyrelsen blev i en konkret sag anmodet om at tage stilling til et afslag på dispensation efter PBL § 26, stk. 3.

Den afgiftspligtige havde i perioden fra 1980 til slutningen af 1996 foretaget indskud på en kapitalsordninf i A Bank A/S. Da den afgiftspligtige fyldte 60 år, hævede han kontoen (met et bruttoindestående på mere end t. kr. 700) og oplyste i dén forbindelse, at han ikke havde andre kapitalforsikrings- eller opsparingsordninger.

I forsikringsselskabet B havde den afgiftspligtige tegnet en privat (det vil sige ikke-kollektiv) ratepensionsordning. Efter ophævelsen af kapitalspensionsordningen i A Bank A/S viste det sig, at der i forsikringsselskabet B i 1992 også var indskudt kr. 28.457 på en kapitalpensionsordning, og at sidstnævnte ikke var blevet ophævet samtidig med ordningen i A Bank A/S. Det blev overfor Told*Skat anført, at forglemmelsen måtte skyldes, at denne (lille) pensionsordning er en forsikringsordning, og at den afgiftspligtige muligvis ikke har haft det fulde overblik over sammensætningen af alle sine pensionsordninger.

Bestemmelsen i PBL § 26 om 60%-afgift af den først hævede ordning er en værnsregel for at undgå ratevis udbetaling af kapitalpensionsordninger. Dispensationsbestemmelsen i PBL § 26, stk. 3, skal derfor administreres stramt.

På baggrund af henvendelsen i den konkrete sag vil Told- og Skattestyrelsen fremover administrere dispensationsbestemmelsen på den måde, at det ikke længere skal være en betingelse, at den ikke afgiftsberigtigede ordning er en mindre del af en kollektiv pensionsordning. Dispensation vil således også kunne opnås i tilfælde, hvor den er en mindre del af en privat pensionsordning.

De øvrige betingelser er uændrede, idet dog bemærkes, at en dispensation er betinget af, at der er afgivet erklæring efter PBL § 26, stk. 4.

Såfremt en afgiftspligtig har modtaget meddelelse fra told- og skatteregionen om opkrævning af en yderligere 20%-afgift (således at den samlede afgift af den ophævede pensionsdel udgør 60%) den 8. december 1997 eller senere, skal der administreres efter den nye praksis. I de tilfælde, hvor der i perioden fra 8. december 1997 og indtil offentliggørelsen af praksisændringen er truffet afgørelser efter de hidtil gældende retningslinier, kan der rettet henvendelse til told- og skatteregionerne, som vil ændre afgørelserne, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Den ændrede praksis er beskrevet i Ligningsvejledningen 1998, afsnit A.C.1.2.4.5.