Nyt om arbejdsskader - vurdering af varigt mén og erhvervsevnetab, når der er forudbestående lidelser

Nyt om arbejdsskader - vurdering af varigt mén og erhvervsevnetab, når der er forudbestående lidelser

Baggrund

Efter arbejdsskadesikringsloven kan der ydes erstatning for følgerne efter en arbejdsskade, typisk i form af en ulykke, der sker på arbejdspladsen, eller en sygdom, som skyldes arbejdsforhold.

Der kan kun ydes erstatning for de følger, der kan henføres til arbejdsskaden. Det betyder, at en erstatning kan nedsættes, hvis den skadelidtes lægelige og sociale situation ikke alene skyldes arbejdsskaden.

Loven siger samtidig, at et varigt mén, et påvist tab af erhvervsevne eller en persons død må anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod.

Arbejdsskadesikringsloven er altså indrettet på den måde, at der på den ene side kun kan ydes erstatning for følgerne af en arbejdsskade; erstatning kan ikke ydes for forringelse af helbredet, der skyldes andre grunde.

På den anden side indeholder loven også en formodningsregel, idet hele forringelsen af helbredet skyldes arbejdsskaden, medmindre det er klart, at overvejende sandsynlighed taler imod.

Lovens system indebærer naturligvis, at der kan opstå tvivl, når der kan være flere årsager til en persons forringede helbredstilstand. Eller sagt på en anden måde: hvilken rækkevidde har den nævnte formodningsregel?

Højesteret afsagde den 3. september 1998 dom i en sag, der drejede sig om, hvorvidt der kunne fradrages i en erstatning på grund af en forudbestående lidelse. Ved dommen ændrede Højesteret en afgørelse, som Arbejdsskadestyrelsen havde truffet.

Styrelsen kunne ikke løfte bevisbyrden for, at det var overvejende sandsynligt, at den forudbestående lidelse havde betydning for forringelsen af helbredet. Lidelsen skulle altså i fuldt omfang anses for at være en følge af arbejdsskaden.

Højesteretsdommen har naturligvis stor betydning for Arbejdsskadestyrelsens arbejde.

Styrelsen har nu fastlagt en praksis for, hvornår der kan fradrages i en erstatning under henvisning til, at den pågældende har en forudbestående lidelse. Denne praksis indebærer, at styrelsen alene foretager fradrag for forudbestående lidelse, når

der foreligger lægelig dokumentation for den forudbestående lidelses eksistens og for, at lidelsen har været symptomgivende før arbejdsskaden, eller der foreligger en sikker prognose for, at lidelsen ville have givet symptomer, selvom skaden ikke var sket, og

det er klart, at den forudbestående lidelse konkret påvirker erhvervsevnen, altså er medvirkende til nedsættelsen af erhvervsevnen. Det kan fx være dokumenteret ved sygefravær forud for arbejdsskaden, ved sygebehandling inden arbejdsskaden eller ved en sikker prognose for, at lidelsen med tiden ville påvirke erhvervsevnen, selvom skaden ikke var sket. Der kan således ikke fradrages i erstatningen, når der alene foreligger en generel lægelig dokumentation.

Arbejdsskadestyrelsen har samtidig skærpet kravene til de begrundelser, der skal gives, når der fradrages i erstatningen. Det skal fx oplyses i afgørelsen, hvordan Arbejdsskadestyrelsen har vægtet den forudbestående lidelse i forhold til det samlede varige mén og/eller erhvervsevnetab, ligesom vægtningen skal begrundes.

Et par konkrete sager, der belyser situationen

Konkret sag nr. 1

En 42-årig mand kom i 1991 til skade med ryggen. Han fik 8 procent i godtgørelse for varigt mén. Af oplysninger fra læger fremgik, at han havde haft lændesmerter siden 1987.

Han fik i 1997 almindelig forhøjet førtidspension. Af pensionssagens akter fremgik, at der ikke var udbetalt sygedagpenge på grund af ryggener før i 1995.

Erhvervsevnetabet blev fastsat til 50 procent. Styrelsen fandt, at der ikke var grundlag til at nedsætte erstatningen. I begrundelsen blev blandt andet anført, at rygsmerterne forud for ulykkestilfældet kun havde medført få og kortvarende sygemeldinger.

Konkret sag nr. 2

En 49-årig mand kom til skade med ryggen ved en arbejdsulykke i 1993 og fik en godtgørelse for varigt mén på 5 procent. Han sygemeldte sig og kom stort set ikke tilbage på arbejdsmarkedet. Den 1. august 1998 fik han mellemste førtidspension.

Det fremgik af pensionssagens akter, at han også havde haft ryggener siden ungdommen, og at der blandt andet havde været nakkesmerter.

Erhvervsevnetabet blev fastsat til 25 procent. Arbejdsskadestyrelsen vurderede på baggrund af de indhentede oplysninger, at cirka 1/3 af den samlede nedsættelse af erhvervsevnen skyldtes arbejdsskaden.

Styrelsen nåede til den konklusion, at arbejdsskaden kun havde været medvirkende årsag til, at han hørte op med at arbejde og fik førtidspension. De væsentligste ryggener og nakkesmerter var med overvejende sandsynlighed ikke en følge af arbejdsskaden.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede på grundlag af de indhentede oplysninger, at de forudbestående, dokumenterede lidelser var så svære, at de ville have medført nedsættelse af erhvervsevnen, selvom ulykken ikke var sket.

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Mette Thiesen

Vurdering af varigt mén og erhvervsevnetab, når der er forudbestående lidelser.