God revisorskik.
Statutory Text (1 Articles)
God revisorskik.
Under denne sag har advokat Hanne Bruun Jacobsen på vegne Niels Erik Larsen ved skrivelse af 21. august 1997 anmodet nævnet om at tage stilling til en klage over de registrerede revisorer Dorthe Jensen, Laurids Høeg, Ejvind Knudsen og Birthe Luther som ansvarlige indehavere af Revisionscentralen A/S (i det følgende omtalt som Revisionscentralen).
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Dorthe Jensen har været optaget i Revisorregistret siden den 12. juli 1995, Laurids Høeg siden den 23. august 1972, Ejvind Knudsen siden den 22. juli 1982 og Birthe Luther siden den 4. september 1984.
Det fremgår af sagen at de indklagede driver virksomheden Revisionscentralen, der i perioden 1981-1996 var revisor for klageren. Dette revisionsarbejde blev varetaget af revisionskonsulent Finn Harlis, der arbejder for Revisionscentralen, og som tillige er bestyrelsesmedlem og medindehaver af dette firma. Finn Harlis er ikke registreret revisor.
Klager, der er bosiddende i Hadsund kommune, har siden 1992 i forening med Kirsten Nielsen, bosiddende i Aalestrup kommune, drevet virksomheden Cafe Havkatten i interessentskabsform. Interessentskabet erhvervede ved etableringen i 1992 en ejendom for 1,2 mio. kr. Ejendommen var en blandet erhvervs- og beboelsesejendom, hvor erhvervsdelens areal udgør 256 m2 og boligandelen udgør 120 m2.
Finn Harlis udarbejdede for indkomståret 1992 regnskab for klageren og for Kirsten Nielsen og dennes ægtefælle Poul Erik Nielsen og anførte i denne forbindelse ejendommens afskrivningsgrundlag til 68,09% af anskaffelsesprisen, hvilket svarede til den del, erhvervsdelens areal udgjorde af ejendommens samlede areal.
Efter at have anmodet Poul Erik Nielsen om indsendelse af dokumentation, ændrede Aalestrup kommune med skrivelse af 24. maj 1994 Kirsten og Poul Erik Nielsens skatteansættelse for 1992 således, at ejendommens afskrivningsgrundlag alene udgjorde 52,83% af anskaffelsesprisen. Denne procentdel fremkom ved, at kommunen skønnede, at boligdelen kunne vurderes til kr. 500.000 af ejendommens samlede offentlige vurdering, der udgjorde kr. 1.060.000.
Parterne er uenige om, hvorvidt Revisionscentralen informerede klager, der som anført var bosiddende i Hadsund kommune, om Aalestrup kommunes afgørelse. De indklagede, der gør gældende, at klageren er informeret mundtligt, har for nævnet fremlagt faktura af 31. maj 1994, hvoraf bl.a. fremgår, at interessentskabet er debiteret bl.a. udarbejdelse og ændringer af årsregnskaber for 1993 for såvel klageren som Kirsten og Poul Erik Nielsen samt møde i samme forbindelse.
Finn Harlis fremsendte den 3. og 7. juni 1994 de personlige og interessentskabets årsregnskaber for 1993 til såvel klageren som Kirsten og Poul Erik Nielsen. Harlis fremsendte tillige regnskaber og selvangivelser til klagerens kommune. Dette materiale forudsatte efter det oplyste fortsat en afskrivningsberettiget del på 68,09%.
Revisionscentralen påklagede den 14. november 1994 på vegne Kirsten og Poul Erik Nielsen, Aalestrup kommunes redegørelse af 24. maj 1994 for Skatteankenævnet.
Revisionscentralen debiterede i faktura af 30. november 1994 interessentskabet for blandt andet »honorar vedr. skattesag vedr. Kirsten Nielsen«.
Skatteankenævnet stadfæstede den 11. april 1995 Aalestrup kommunes afgørelse af 24. maj 1994.
Det er oplyst, at Kirsten Nielsen ikke indbragte Skatteankenævnets kendelse for Landsskatteretten, men ændrede sine selvangivelser i overensstemmelse med afgørelsen, medens klageren derimod i hele perioden 1992-1995, har benyttet afskrivningsgrundlaget 68,09%.
Parterne er ligeledes uenige om, hvorvidt Revisionscentralen har informeret klageren om skatteankenævnets afgørelse.
Finn Harlis fremsendte den 21. juni 1995 klagerens og interessentskabets selvangivelse og årsregnskab for 1994 til godkendelse.
Klageren investerede den 6. oktober 1995 ca. kr. 122.000 i aktier og obligationer.
Finn Harlis påtegnede den 19. januar og 12. februar 1996 interessentskabets årsregnskab for 1995 samt klagerens og Kirstens Nielsens årsregnskaber for 1995 og debiterede på vegne Revisionscentralen ved faktura den 29. februar 1996 interessentskabet for udarbejdelsen samt for et møde afholdt i samme forbindelse.
Klageren indgav den 16. april 1996 selvangivelse for 1995, fortsat uden ændringer i forhold til det tidligere anvendte afskrivningsgrundlag.
Interessentskabet meddelte den 25. maj 1996 Revisionscentralen, at man fremover ville gøre brug af et andet revisionsselskab.
Interessentskabets nye revisor der efter det af klageren oplyste under et møde den 29. januar 1997 var blevet opmærksom på, at interessenterne benyttede forskellige afskrivningsgrundlag fremsendte den 27. marts 1997 til Revisionscentralen diverse materiale og konsekvensberegninger for perioden 1992-1995.
I brev af 6. april 1997 til klagers advokat, anførte klagers nye revisor, at konsekvensberegningerne for årene 1992-1995 ville udløse en samlet skattebetaling for klager på kr. 39.962, hvis afskrivningerne blev tilbageført i overensstemmelse med afgørelsen af 24. maj 1994 fra Aalestrup kommune.
Klageren har i alt væsentligt gjort gældende, at de indklagede som ansvarlige indehavere af Revisionscentralen har handlet i strid med god revisionsskik ved ikke at have ført fornødent tilsyn med den ansatte revisorkonsulent Finn Harlis.
De indklagede har således overset, at Harlis ikke har gjort klageren opmærksom på, at han har foretaget urigtige afskrivninger. Harlis har alene ændret Kirsten Nielsens afskrivningsgrundlag. Forholdet har medført, at klageren nu har fået en samlet skattebetaling på kr. 39.962. Uanset at der ikke er tale om en merskattebetaling, ville klager have disponeret ganske anderledes, såfremt han havde været bekendt med forholdet. Hvis forholdet var fortsat upåagtet, ville klager efter udløb at den periode, hvori der kan foretages afskrivninger, have pådraget sig en ekstraordinær skat af et sådant omfang, at der måtte optages lån. Det bestrides, at Revisionscentralen har orienteret klageren om afgørelsen fra Aalestrup kommune. På møderne blev der alene drøftet interessentskabets forhold, men aldrig interessenternes personlige forhold. Der er således ikke tale om, at klageren vidende om det ukorrekte afskrivningsgrundlag har valgt at udskyde skat. Investeringen i 1995 i aktier og obligationer er ganske sædvanlig for klageren, der både før og efter har gjort den slags forretninger.
De indklagede, har hertil anført, at klagerens oplysning om, at de indklagede som "ansvarlig indehavere" har svigtet i deres tilsyn med den ansatte revisorkonsulent Finn Harlis, ikke har hold i virkeligheden. Finn Harlis er ikke ansat i firmaet men ejer dette sammen med de indklagede registrerede revisorer Laurits Høeg og Ejvind Knudsen, der også ligesom Finn Harlis er medlemmer af selskabets bestyrelse. De indklagede registrerede revisorer Dorthe Jensen og Birthe Luther er begge ansatte i firmaet.
De indklagede har i øvrigt anført, at der ikke er foretaget urigtige skattemæssige afskrivninger for klageren. Såvel Kirsten Nielsen som de indklagede er af den opfattelse, at det oprindelige selvangivne afskrivningsgrundlag var korrekt. Det fremgår af ligningsvejledningens afsnit E.C.4.1.9.3, at fordelingen af købesummen på erhvervs- og boligandelen vejledende kan ske i forhold til sidste ejendomsvurdering. Aalestrup kommune har derimod benyttet den næst følgende ejendomsvurdering, medens Kirsten og Poul Erik Nielsen som afskrivningsgrundlag har benyttet de faktisk kendte oplysninger, nemlig de respektive arealers størrelse.
Kirsten Nielsen valgte imidlertid, af økonomiske årsager, ikke at indbringe skatteankenævnets afgørelse for Landsskatteretten. Klageren kan ikke være bundet af, at en anden skatteyder ikke ønsker at påklage en skattesag. Hadsund kommune, hvori klageren er bosiddende, har ikke anfægtet klagerens afskrivningsgrundlag for perioden 1992-1995.
Revisionscentralen gjorde klageren bekendt med Kirsten Nielsens standpunkt. Det blev endvidere drøftet, hvilke konsekvenser forholdet ville kunne få for klageren, hvis Hadsund kommune måtte komme til samme afgørelse som Aalestrup kommune. Klageren er endelig blevet løbende orienteret om Kirsten Nielsens skattesag. Dette er dokumenteret ved de fremlagte fakturaer samt det forhold, at Revisionscentralen ved fremsendelse ad 2 gange af klagerens regnskab for 1993 og oplyste, at afskrivningsgrundlagene for bygningen, maskiner og inventar var ændret. Klageren valgte på denne baggrund ikke at foretage ændringer i sit afskrivningsgrundlag.
Klageren har ikke lidt noget tab, men har alene fremrykket beskatningen af foretagne afskrivninger. Der er således tale om udskudt skat på grund af skattemæssige merafskrivninger. Klagerens årsregnskaber indeholder for hele perioden den beregnede udskudte skat. Dette er dokumenteret ved klagerens investeringer i 1995. De investerede beløb er hensat til betaling af skat. Det bestrides således, at klageren ville have disponeret anderledes, hvis han havde været bekendt med forholdet. Det er tværtimod klagerens nye revisor, der har orienteret klagerens kommune om forholdet og dermed pådraget klageren en fremskyndet skatteefterbetaling.
Disciplinærnævnet skal udtale
Nærværende sag angår alene spørgsmålet om, hvorvidt de indklagede, registrerede revisorer Laurits Høeg, Ejvind Knudsen, Birthe Luther og Dorthe Jensen, som angiveligt »ansvarlige indehavere af Revisionscentralen har overtrådt god revisionsskik ved ikke at have ført fornødent tilsyn med den ansatte revisorkonsulent Finn Harlis« i forbindelse med dennes hverv som revisor for klageren og hans virksomhed vedrørende indkomstårene 1992 95.
Klageren gør således ikke gældende, at de indklagede på nogen måde har medvirket ved udførelsen af det pågældende, kritiserede arbejde for klageren hvilket i øvrigt heller ikke fremgår af de foreliggende oplysninger.
En tilsynspligt for de indklagedes vedkommende som påstået af klageren kan imidlertid alene antages at eksistere i det omfang, de indklagede har instruktionsbeføjelser i forhold til Finn Harlis i forbindelse med det pågældende revisorarbejde.
Finn Harlis, der ikke er registreret revisor, er efter det oplyste (lige som de indklagede Laurits Høeg og Ejvind Knudsen) medejer af Revisionscentralen A/S og medlem af selskabets bestyrelse. De indklagede revisorer Birthe Luther og Dorthe Jensen er alene ansat i revisionsfirmaet.
På denne baggrund findes der ikke at påhvile nogen af de indklagede registrerede revisorer en tilsynspligt i forhold til Finn Harlis.
De indklagede vil derfor allerede af denne grund være at frifinde.
T h i b e s t e m m e s
De registrerede revisorer Laurits Høeg, Ejvind Knudsen, Birthe Luther og Dorthe Jensen frifindes.