Legislator Case Law & Legislation
X19990900901 DK

Tilsidesat god revisorskik

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Afgørelse 1998 9009 Historic

Tilsidesat god revisorskik

Afgiver urigtig skriftlig erklæring

Den 22. september 1998 afsagde Revisornævnet i sagen j. nr. 96-207.073 Dansk Combi Vent ApS mod registreret revisor Tonny Skov Pedersen sålydende

KENDELSE

Ved kendelse afsagt den 12. september 1996 af Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-23/1995) fandt Disciplinærnævnet på baggrund af en klage fra Dansk Combi Vent ApS, at registreret revisor Tonny Skov Pedersen havde tilsidesat god revisorskik, jf. § 9, stk. 3, og § 4a, stk. 2, i lov om registrerede revisorer, idet han havde afgivet urigtig skriftlig erklæring og ikke udført sit hverv med den omhu og nøjagtighed, som hvervets beskaffenhed tillod.

Indklagede fandtes endvidere ved at have bistået med konciperingen af en købekontrakt at have udført advokatarbejde og derved handlet i modstrid med god revisorskik.

For disse forseelser blev indklagede pålagt en bøde på 50.000 kr.

Indklagede blev frifundet for en række andre klagepunkter.

Ved skrivelse af 11. december 1996 har indklagede ved advokat Christian Petri indbragt kendelsen for Revisornævnet med påstand om frifindelse, subsidiært at bøden nedsættes til et mindre beløb efter Revisornævnets skøn.

Klageren er opfordret til at fremkomme med en udtalelse.

Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 27. august 1998 .

Indklagedes advokat har i sin indbringelsesskrivelse af 11. december 1996 anført

"

Vedrørende kendelsens klagepunkt 4

..bestrides, idet der var udfærdiget revision af det tilgodehavende anført i vurderingsberetningen på kr. 640.800,- hos selskabsdeltagerne DCV ApS, idet der forelå et udkast til årsregnskab for 1994 for det pågældende selskab, hvor der alene til brug for endelig udarbejdelse af årsregnskab manglede en endelig opgørelse af en mellemregning vedrørende nogle udlæg, som selskabsdeltagerne havde afholdt på selskabets vegne .

Det var således korrekt at revisor Tonny Skov Pedersen anførte i sin vurderingsberetning af 26. januar 1995 og i den senere allonge til vurderingsberetning af 20. marts 1995, at revision var foretaget, således at tilgodehavendet mindst udgjorde kr. 640.800,-

Disciplinærnævnet lægger herefter til grund, at der således ikke var kr. 640.800,- i tilgodehavender som anført af revisor Tonny Skov Pedersen men alene de kr. 460.000,- som anført af revisor Karin Hansen, hvorefter Disciplinærnævnet konkluderer, at der således ikke var et tilstrækkeligt grundlag til stiftelse af et aktieselskab med en kapital på minimum kr. 500.000,-.

Denne konklusion bestrides, idet revisor Tonny Skov Pedersen i det opgjorte tilgodehavende i DCV ApS på kr. 640.800,- her havde forudsat, at de samme selskabsdeltageres tilgodehavender i selskabet Overfladebehandlerne A.m.b.a. var overtaget af DCV ApS i forbindelse med Overfladebehandlernes A.m.b.a. s overdragelse af aktiviteter til DCV ApS pr. 1. juli 1994.

At der var fundet en egentlig overdragelse sted lader sig dokumentere derved, at DCV ApS i perioden fra 1. juli 1994 til 31. december 1994 fakturerede direkte i DCV ApS s navn vedrørende aktiviteter, som tidligere havde været hos Overfladebehandlerne A.m.b.a.

Revisor Karin Hansen har af en eller anden ikke nærmere dokumenteret grund ikke anset overdragelsen af Overfladebehandlerne A.m.b.a. til DCV ApS for en realitet i 1994, hvorfor revisor Karin Hansen således har udarbejdet et årsregnskab for 1994 for DCV ApS og et årsregnskab for Overfladebehandlerne A.m.b.a. for 1994. Selskabsdeltagerne i DCV ApS havde som tidligere nævnt i henhold til dette regnskab et tilgodehavende i selskabet på ca. kr. 460.000,-.

Selskabsdeltagerne i Overfladebehandlerne A.m.b.a. havde i henhold til det selvstændige udarbejdede regnskab for dette selskab et tilgodehavende på kr. 341.310,-. Det bemærkes, at Kell Hellmann ejede halvdelen af andelskapitalen og derfor udgjorde hans andelstilgodehavende kr. 170.655,-. Samme Kell Hellmann var selskabsdeltager i DCP ApS og stifter af CMI A/S.

Sammenfattende kan det således konkluderes, at selv når revisor Karin Hansens regnskaber lægges til grund med udgangspunkt i samme virksomheder som revisor Tonny Skov Pedersen gjorde i forbindelse med udfærdigelse af vurderingsberetning og allonge, da ville stifternes anfordringstilgodehavender samlet andrage kr. 460.000,- + 170,655,- eller i alt kr. 630.655,-, hvorfor der rent faktisk var en kapital på minimum kr. 500.000,- tilstede, således at vurderingsberetningen og allonge udarbejdet af revisor Tonny Skov Pedersen også var korrekt set i forhold til de senere regnskaber udarbejdet af revisor Karin Hansen.

Den i vurderingsberetningen og allongen angivende opgørelse af tilgodehavender var således korrekt og stiftelsen af selskabet CMI A/S således tillige en realitet. En likviditation af selskabet CMI A/S var således aldeles unødvendig som følge heraf. At likviditationen evt. har haft et andet formål, er denne sag uvedkommende.

Det gøres derfor principalt gældende,

at

revisor Tonny Skov Pedersen som følge af ovenstående ikke har afgivet en urigtig skriftlig erklæring og derfor ikke har handlet i strid med § 9 stk. 3 og § 4a stk. 2 og således ikke tilsidesat god revisorskik.

Det gøres subsidiært gældende,

at

forholdet og handlemåden alene kan karakteriseres som en overtrædelse af § 4 a stk. 2.

Vedrørende kendelsens andet punkt

Det bestrides, at revisor Tonny Skov Pedersen har udført advokatarbejde, idet revisor Tonny Skov Pedersen alene udfærdigede et udkast til brug for egentlig kontraktudfærdigelse af selskabets advokat. Det er almindelig praksis, at revisorer udarbejder en råskitse til en kontrakt med de relevante regnskabstal til brug for selskabets advokats berigtigelse af den endelige kontrakt .

Da revisor Tonny Skov Pedersen således erfarede, at selskabet DCV ApS ikke ønskede at anvende advokat som følge af den opståede tvist og at det således stod revisor Tonny Skov Pedersen klart, at den skitse til kontrakt, han tidligere havde udarbejdet ikke ville blive berigtiget at en advokat, medførte det, at revisor Tonny Skov Pedersen straks meddelte, at han fraskrev sig ethvert ansvar i juridisk henseende for den udarbejdede skitse til kontrakt.

Revisor Tonny Skov Pedersen er på side 6 nederst citeret for: "Han bistod med at lave købekontrakten for at klageren kunne undgå udgift til advokat." Denne gengivelse er ikke korrekt, idet der i øvrigt henvises til ovenstående.

Det bestrides således som følge af ovennævnte konkrete hændelsesforløb, at revisor Tonny Skov Pedersen har udført advokatarbejde.

Det bemærkes i den forbindelse, at den pågældende skitse til kontrakt hverken er underskrevet eller stemplet som følge af, at revisor Tonny Skov Pedersen netop gik ud fra, at den endelige kontrakt skulle udfærdiges af selskabets advokat.

Det bemærkes endeligt, at der flere gange i kendelsen henvises til "indklagedes forklaring". Efter anmodning har jeg modtaget vedlagte protokoludskrift, som på ingen måde viser, hvad indklagede egentlig forklarede, hvorfor en henvisning hertil i kendelsen ikke kan tillægges nogen vægt. "

Klagerens advokat har i skrivelse af 24. juni 1997 anført

" . at indklagede ved sin vurderingsberetning og allonge har afgivet urigtige oplysninger til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med den virkning, at selskabet har måttet likvideres som værende stiftet på urigtigt grundlag."

Klageren har bestridt, at der skulle udarbejdes endelige dokumenter af klagerens daværende advokat.

Indklagedes advokat har i skrivelse af 1. august 1997 anført

" .. at det pågældende udkast til købekontrakt blev udarbejdet af revisor Tonny Skov Pedersen i efteråret 1994, idet overtagelsesdagen var fastsat til den 1. juli 1994 ..

Det bemærkes således, at da revisor Tonny Skov Pedersen udarbejdede udkast til købekontrakt var det under forudsætning af, at advokat i efteråret 1994 skulle udarbejde endelig købekontrakt "

På mødet i Revisornævnet mødte for klageren Marianne Hellmann med advokat Mads Marstrand-Jørgensen v. advokatfuldmægtig Thomas Mølsgaard.

Indklagede mødte med advokat Christian Petri.

Indklagede har i tilslutning til det, der er anført i skrivelsen af 11. december 1996 vedrørende klagepunkt 4 forklaret, at han naturligvis ikke havde revideret hele regnskabet, der jo kun forelå i udkast. Men han havde, som anført i erklæringen af 26. januar 1995 vurderet og revideret dette tilgodehavende. Han havde revideret denne konto og de bilag, der knyttede sig dertil. Han kunne stå inde for dette tilgodehavende. Efter hans opfattelse var selskabet "Overfladebehandlerne" reelt overtaget af DCV ApS medio 1994. Ikke blot skete der for begge selskaber fakturering direkte i DCV ApS, men der var yderligere i 1994 sendt skrivelse ud til kunderne, om at DCV ApS havde overtaget selskabet Overfladebehandlerne.

Marianne Hellmann har i tilslutning hertil forklaret, at hun ikke husker, hvorfor den påtænkte sammenlægning af selskaberne ikke fandt sted. Hun mener, der skete fakturering i selskaberne hver for sig. Hun husker ikke, at der skulle være skrevet til kunderne om, at DCV ApS havde overtaget Overfladebehandlerne, men hun kan ikke afvise det.

Vedrørende købekontrakten har indklagede forklaret, at dette udkast blev udfærdiget i august måned 1994. Det var tænkt som et oplæg til den daværende advokat. Da advokaten fratrådte, spurgte indklagede, hvem der så skulle stå for kontrakten. Der blev svaret, at man ikke ville bruge penge på advokatbistand i den anledning. Han fraskrev sig derfor straks ethvert ansvar, jf. skrivelsen af 11. december 1996. Han husker ikke, om han talte med Marianne eller Kim Hellmann. Der foreligger intet skriftligt herom.

Vedrørende klagepunkt 3 om udbetaling af 171.477 kr. til Kim Hellmann, uden at beløbet er lønangivet, har indklagede forklaret som gengivet i Disciplinærnævnets kendelse. Der blev ikke beregnet løn til aktionærkredsen. Han mener ikke, der skulle trækkes kildeskat for så vidt angår Kim Hellmann på grund af det uudnyttede skattemæssige underskud fra 1989. Der skulle have været indbetalt arbejdsmarkedsbidrag.

Revisornævnets bemærkninger

Ad klagepunkt 4

Således som sagen er oplyst for Revisornævnet, må det lægges til grund, at indklagede afgav erklæringerne af 26. januar og 20. marts 1995 ud fra den forudsætning, at DCV ApS planlagte overtagelse af Overfladebehandlerne A.m.b.a. om ikke formelt så dog reelt var kommet i stand. Revisornævnet finder, at indklagede havde et vist grundlag for denne antagelse og finder ikke at kunne forkaste indklagedes forklaring om at have "revideret" den post, der var relevant for vurderingen af anfordringstilgodehavendet.

Uanset, at indklagede burde have udvist større omhu med hensyn til at sikre sig, at hans forudsætning holdt stik, findes det dog overvejende betænkeligt at anse indklagede skyldig i dette forhold, og han frifindes derfor i forhold 4.

Ad købekontrakten

Selv om indklagedes egen forklaring lægges til grund, findes udarbejdelsen af kontrakten, der fremstår som en fuldt færdig kontrakt, at måtte betegnes som advokatarbejde.

Det bemærkes i øvrigt, at det måtte påhvile indklagede at kunne dokumentere, at han havde tilbagekaldt kontrakten eller på anden måde gjort det klart, at dokumentet ikke måtte anvendes uden advokatmedvirken. Dette har indklagede ikke kunnet. Det tiltrædes derfor, at indklagede på dette punkt har handlet i strid med god revisorskik.

Ad klagepunkt 3

Da der ikke var udstedt frikort til Kim Hellmann, påhvilede det, som anført af Disciplinærnævnet, klageren at indeholde og indbetale A-skat. Det hører med til god revisorskik over for arbejdsgiveren klart og tydeligt at påtale eventuelle tilsidesættelser af denne forpligtelse. Revisor må endvidere i givet fald kunne dokumentere, at sådan påtale har fundet sted. Indklagede har ikke dokumenteret, at han som hævdet har påtalt forholdet over for klageren. Indklagede findes derfor i dette forhold at have tilsidesat god revisorskik. Det bemærkes, at det i denne forbindelse er uden betydning, at indklagede mente, at Kim Hellmann havde et uudnyttet skattemæssigt underskud.

I det anførte omfang findes indklagede at have tilsidesat god revisorskik, jf. § 4a, stk. 2, i lov om registrerede revisorer. Sanktionen fastsættes i medfør at samme lovs § 11a til en bøde på 20.000 kr.

Det bestemmes i medfør af bekendtgørelse om Revisornævnet § 11, stk. 3, at kendelsen skal offentliggøres.

Thi bestemmes

Disciplinærnævnets kendelse ændres, således at registreret revisor Tonny Skov Pedersen skal betale en bøde på 20.000 kr.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →