Landsskatteretsafgørelse
Statutory Text (2 Articles)
Landsskatteretsafgørelse
Eksportmomsordningen
transportydelser mellem 2 andre EU-lande end Danmark
delregistrering
Vognmandsvirksomheden A klagede over, at told- og skatteregionen ikke havde godkendt, at transportydelser mellem 2 andre EU-lande end Danmark kunne medtages i eksportmomsordningen for vognmandsvirksomheden.
Det var oplyst, at virksomheden drev vognmandsvirksomhed. Virksomheden var delregistreret, jf. momslovens § 47, stk. 3, efter de administrativt fastsatte bestemmelser om eksportmomsordningen. I efteråret 1997 rettede Told- og skatteregionen telefonisk henvendelse til virksomheden med henblik på at oplyse om den nye vejledning på området "Moms ved transport". I denne anledning oplyste regionen under henvisning til vejledningens side 8, at transporter mellem 2 andre EU-lande end Danmark ikke længere kunne medtages under eksportmomsordningen. Virksomheden rettede herefter sin procedure, så de pågældende transporter ikke blev medtaget under eksportmomsordningen.
Ved skrivelse af 7. april 1998 havde virksomhedens revisor rettet henvendelse til Told- og skatteregionen og havde meddelt, at man fandt at tolkningen af reglerne, som de kom til udtryk i vejledningen, var fejlagtige.
Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse fastholdt, at transporter mellem to andre EU-lande end Danmark ikke var omfattet af eksportmomsordningen, idet der var henvist til den af Told- og Skattestyrelsen i september 1997 udgivne vejledning "Moms ved eksport" side 8. Heraf fremgik det, at sådanne transporter ikke udgjorde momspligtig aktivitet her i landet.
Virksomhedens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de omhandlede transporter mellem to andre EU-lande end Danmark kunne medtages under transportmomsordningen.
Hun havde til støtte herfor anført, at eksportmomsordningen blev indført i 1988, jf. vejledning af januar 1988. I 1995 udtalte Told- og Skattestyrelsen, at transport til steder uden for EU ikke kunne indgå i ordningen med delregistrering, idet disse transporter var fritaget for moms efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 12, og fritagelsen "vedrører selve transportens karakter, og transporten er dermed i alle situationer - også ved eventuel viderefakturering i Danmark - fritaget for moms", jf. TSS-cirkulære 1995.11. Styrelsen havde efterfølgende kommenteret cirkulæret i TfS 1995.632. Heraf fremgik det, at transport af varer til steder uden for EU, levering af færdige aviser og levering af færdige skibe ikke kunne indgå i eksportmomsordningen. Revisoren havde hertil anført, at varetransport til steder inden for EU ikke var omfattet af momslovens § 34, men af momslovens § 19. Det var anført, at efter momslovens § 19, stk. 2, var hovedreglen, at transportydelser var momspligtige i det land, hvor køberen var momsregistreret. Dette betød bl.a., at en transportydelse mellem to andre EU-lande var momspligtig i Danmark, hvis køberen var registreret i Danmark. Det var hertil anført, at A's "eksportdel" leverede en transportydelse til en udenlandsk køber uden moms, og havde hovedvirksomheden som en slags underleverandør til at foretage transporten, hvilket måtte anses som en momspligtig transportydelse de to enheder imellem, jf. momslovens § 19, stk. 2, 2. pkt.
Det var videre anført, at når regionen havde godkendt delregistreringen, måtte hver enhed anses som en afgiftspligtig person, hvilket fulgte af momslovens § 3, stk. 3. Det var tillige anført, at eksportmomsordningen var en administrativ ordning, men den fulgte momslovens almindelige regler, herunder bestemmelserne om delregistrering i momslovens § 47, stk. 3 samt § 3, stk. 3.
Det var endelig anført, at hvis A oprettede et dansk datterselskab, der forestod transportydelsen for en svensk køber, var der momspligt på fakturaen fra A til datterselskabet, jf. momslovens § 19, stk. 2, 2, pkt. Eksportordningen var netop etableret i 1988 for at smidiggøre dette, jf. notatet fra Folketingets skatteudvalg.
Landsskatteretten fandt, henset til at der i henhold til de administrativt fastsatte bestemmelser om eksportmomsordningen var tilladt delregistrering af virksomheden A, jf. momslovens § 47, stk. 3, at det fulgte af momslovens § 3, stk. 3, at hver af de selvstændigt registrerede virksomheder blev anset som en afgiftspligtig person.
Det fulgte videre af momslovens § 19, stk. 2, 2. pkt., at leveringsstedet for transportydelser var her i landet, når afgangsstedet var i et andet EU-land, hvis aftageren af ydelsen var registreret her. Retten fandt herefter, at faktureringen af transportydelsen mellem de to selvstændigt registrerede enheder i A, der var tilladt på grund af eksportmomsordningen, måtte medføre, at der var momspligt i Danmark af den interne disposition, nemlig transportydelsen mellem to andre EU-lande end Danmark, idet aftager var registreret i Danmark. Retten fandt herefter ikke, at der var grundlag for ikke at kunne medtage disse transportydelser under eksportmomsordningen, hvorfor virksomheden fik medhold i deres påstand. Dette var tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen, der samtidig havde meddelt, at Styrelsen ville tage initiativ til, at det ved nyoptryk af vejledningen "Om moms ved eksport" og ved redigeringen af Momsvejledningen blev præciseret, at også omhandlede transporter kunne omfattes af eksportmomsordningen.
Transportydelser mellem to andre EU-lande end Danmark kunne medtages i eksportmomsordningen af en vognmandsvirksomhed.