Fradragsret for momsbeløb, som anføres på en faktura i strid med momslovens bestemmelser
Statutory Text (1 Articles)
Fradragsret for momsbeløb, som anføres på en faktura i strid med momslovens bestemmelser
Indlæg til TfS
Moms
fradragsret
ydelse
fast ejendom
leveringssted
praksisændring
Told- og skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at en virksomhed, som modtog en faktura inkl. dansk moms, ikke var berettiget til at fratrække momsbeløbet på momsangivelsen. Det omhandlede momsbeløb var anført i strid med momslovens § 16 (ydelser på fast ejendom) og var således ikke omfattet af momslovens § 37.
En dansk virksomhed klagede over, at den var blevet nægtet ret til at fradrage dansk moms af en række indkøb hos en dansk underleverandør. Indkøbene bestod af byggearbejde, som underleverandøren havde udført i Tyskland.
Leveringsstedet for byggearbejdet var efter momslovens § 16 rettelig Tyskland, idet den faste ejendom var beliggende i dette land, men underleverandøren havde i strid hermed pålagt fakturabeløbet 25 pct. dansk moms.
Det er styrelsens opfattelse, at moms, som i strid med momslovens bestemmelser om leveringssted for den underliggende leverance, er påført en faktura, ikke kan fradrages af køberen. Det gælder, selv om den underliggende leverance objektivt set er anvendt til momspligtige aktiviteter hos køberen.
Styrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der efter momslovens § 37 kun gives fradrag for "afgiften efter denne lov". Heri ligger, at momsbeløbet skal være påført fakturaen, fordi det skyldes efter momslovens øvrige bestemmelser. Der er således ikke fradragsret for momsbeløb, som er påført en faktura i strid med momslovens regler herom.
Denne tolkning er i overensstemmelse med EF-Domstolens dom i sag C-342/87 (Genius Holding). Domstolen nåede her frem til, at fradragsretten er begrænset til kun at omfatte skyldige momsbeløb, dvs. de momsbeløb, som svarer til en momspligtig transaktion.
Styrelsen besluttede imidlertid at frafalde kravet over for klager, idet momslovens § 37 ikke hidtil har været tolket på denne måde.
Styrelsens afgørelse, der er udtryk for en ændring af praksis, har virkning fra den 1. januar 1999.