Legislator Case Law & Legislation
X19986019401 DK

SEL § 13, stk. 3 Bindende forhåndsbesked Udlodning af aktier til moderselskab

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Afgørelse 1998 60194 Valid

SEL § 13, stk. 3 Bindende forhåndsbesked Udlodning af aktier til moderselskab

Et dansk holdingselskab ejer et hollandsk datterselskab. Det hollandske selskab ejer datterselskaber i både Danmark, Tyskland, England, Norge og Luxembourg. Det hollandske datterselskab påtænker at overdrage alle aktierne i datterselskaberne i Danmark, Tyskland, England og Norge til det danske moderselskab altså udlodning af aktier i datterdatterselskaber til det danske holdingselskab. Der forespørges, om denne udlodning er skattefri i medfør af SEL § 13, stk. 3. Ligningsrådet finder, at det ved vurderingen af, om det modtagne udbytte er skattefrit for det danske holdingselskab, ikke har betydning i hvilken form udbyttet fra det hollandske datterselskab udloddes, d.v.s. om udbyttet udloddes i form af aktier i datterdatterselskaber i normalbeskattede lande, eller i form af hollandske gylden. Det afgørende ved vurderingen af, om udbyttet er skattefrit i medfør af SEL § 13, stk. 3, er derimod, hvorvidt de til grund for udbyttet hidrørende fra det i selskabet akkumulerede overskud liggende selskabsindkomster er beskattet efter regler, der ikke afviger væsentligt fra reglerne her i landet. Ligningsrådet finder ikke, at videreudlodning til det danske moderselskab på grundlag af udlodningen fra et i Luxembourg beliggende datterselskab til det hollandske selskab er omfattet af skattefriheden i SEL § 13, stk. 3. Ligningsrådet finder derfor, at udbyttet i form af aktier i de 4 datterdatterselskaber beliggende i henholdsvis Danmark, Tyskland, England og Norge, må opdeles i en skattefri udbyttedel, hvor den til grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter regler, der ikke afviger væsentligt fra reglerne her i landet, og en skattepligtig udbyttedel, hvor denne betingelse ikke er opfyldt.

Ligningsrådet blev spurgt om følgende

Spørgsmål

Vil Holding A/S være skattefri i medfør af SEL § 13, stk. 3, af en udlodning fra datterselskabet D, Holland, i begyndelsen af 1998, bestående af 100% af aktierne i DD1, Danmark, DD2, Tyskland, DD3, England og DD4 Norge?

Svar

Se sagsfremstilling og begrundelse.

Sagsfremstilling og begrundelse

Det danske selskab Holding A/S er moderselskab for koncernen. Holding A/S har ejet alle aktierne i D, Holland, siden dette selskabs stiftelse i 1985. Sidstnævnte selskab ejer udelukkende aktier i en række datterselskaber og ejer således 100% af aktierne i henholdsvis DD1, Danmark, DD2, Tyskland, DD3, England, DD4, Norge og DD5, Luxembourg. Endvidere ejer D 34 % af aktierne i DD6, Belgien, som igen ejer en række datterselskaber beliggende i Frankrig, Holland, Luxembourg, Schweiz og Tyskland. Disse datterselskaber er alle mindst 50 % ejet. Holding A/S er sambeskattet med 2 danske datterselskaber og tillige D, Holland og dette selskabs danske datterselskab. Sidstnævnte selskab, som også tidligere var sambeskattet med det danske moderselskab, blev pr. 1/1 1995 overdraget fra Holding A/S til D, Holland for DKK 120 mill. Sambeskatningen med det hollandske selskab er etableret med virkning fra og med skatteåret 1996/97.

Baggrunden for etableringen af D, Holland, var oprindeligt at undgå beskatning af udbytter, der deklareredes fra datterselskaberne. Sådanne udbytter kunne og kan efter det af revisor oplyste skattefrit hjemtages til det hollandske holdingselskab, bortset fra udbytter fra DD5, Luxembourg, idet disse udbytter var og fortsat er skattepligtige i Holland. Efter indførelsen af SEL § 13, stk. 3, er det danske moderselskab ikke skattepligtig af udbytter fra mere end 25%-ejede normalt beskattede datterselskaber. Revisor anfører, at der således ikke længere er nogen begrundelse for, at D, Holland, ejer de pågældende selskaber.

Holding A/S overvejer at forenkle koncernstrukturen blandt andet med helblik på en kommende børsnotering. Forenkling ønskes også af styrings- og omkostningsmæssige grunde. Det er således hensigten, at de af det hollandske holdingselskab fuldstændigt ejede aktive driftselskaber skal overdrages til det danske moderselskab. Ændringen af koncernstrukturen tænkes at finde sted ved, at aktiekapitalen i D, Holland i begyndelsen af 1998 nedsættes ved udlodning af det hollandske selskabs aktier i 4 følgende fuldstændigt ejede datterselskaber

DD1, Danmark

DD2, Tyskland

DD3, England

DD4, Norge

Den regnskabsmæssige egenkapital pr. 31/12 1996 for de 4 ovennævnte datterselskaber udgør henholdsvis

DKK 156.147.000

DEM 2.311.789 DKK 6.542.000

GBH 8.669.368 DKK 87.450.000

NOK 35.524.000 DKK 32.877.000

DKK 283.016.000

Størrelsen af kapitalnedsættelsen i D, Holland, vil blive fastsat på markedsvilkår, således at markedsværdien af kapitalnedsættelsesbeløbet vil svare til værdien af de udloddede aktier.

For så vidt angår aktierne i DD5, Luxembourg, ønskes disse ikke på nuværende tidspunkt overdraget til Holding A/S, idet en overdragelse af aktierne vil udløse en væsentlig aktieavanceskat i Holland.

Revisor anfører, at de datterselskaber, de påtænkes overdraget fra D, Holland, til dets moderselskab i forbindelse med aktiekapitalnedsættelsen i det hollandske holdingselskab, i den periode, hvori de har været ejet af D, Holland, alle har været normalt beskattede i de lande, hvori de er hjemmehørende, og at D, Holland har ejet alle aktierne i mere end 3 år på tidspunktet for den påtænkte aktiekapitalnedsættelse i selskabet. D, Holland, er derfor ved opgørelsen af selskabets danske sambeskatningsindkomst skattefri af aktieavancerne i medfør af ABL § 4, stk. 6.

Revisor oplyser, at D, Holland, stiftede datterselskabet DD5, Luxembourg, den 21/10 1987 ved indskud af en aktiekapital på DEM 11.200.000 til kurs 100. Den 6/3 1990 foretog D, Holland, en udvidelse af aktiekapitalen i DD5, Luxembourg på DEM 48.800.000 til kurs 100, hvorefter den samlede aktiekapital udgjorde DEM 60.000.000. Den 11/4 1994 blev der foretaget en nedsættelse af aktiekapitalen i DD5, Luxembourg på DEM 54.900.000 til kurs 100. Aktiekapitalen i DD5, Luxembourg udgjorde herefter DEM 5.100.000, og har været uændret siden. Der har ikke været foretaget andre ændringer af aktiekapitalen i DD5, Luxembourg siden selskabets stiftelse og indtil dato, ligesom der aldrig har været deklareret udbytte fra selskabet.

Revisor oplyser videre, at DD5, Luxembourg, er beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler. Aktieavancer vedrørende salg af aktier i selskabet er som følge heraf skattepligtige efter hollandske beskatningsregler. En kapitalnedsættelse beskattes imidlertid i Holland, som i de fleste andre lande i verden, på samme måde som en aktieavance, og ikke som i Danmark som en udbytteudlodning. Da aktierne i DD5, Holland, oprindeligt blev tegnet til kurs 100, blev der ved kapitalnedsættelsen ikke konstateret nogen aktieavance efter hollandske beskatningsregler.

Revisor anfører som sin opfattelse, at eftersom Holding A/S på kapitalnedsættelsestidspunktet har ejet mindst 25% af aktierne i D, Holland, i mere end 2 år, er det, der således er afgørende for, om udbyttet er skattefrit for Holding A/S ifølge SEL § 13, stk. 3, derfor alene, om den til grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet. Da der er tale om udlodning af datterselskabsaktier, skal det vurderes, hvorvidt indkomsten i de datterselskaber, hvis aktier udloddes som udbytte, er beskattet efter regler, der ikke afviger væsentligt fra de danske. Revisor konkluderer, at eftersom alle de udloddede datterselskaber har været beskattet efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra de danske beskatningsregler, er udlodningen skattefri for Holding A/S.

Såfremt Ligningsrådet ikke er enig heri, men finder, at der også skal ske en vurdering af beskatningsniveauet af de af D, Holland selvstændigt oppebårne indtægter, er det revisors opfattelse, at den kapitalnedsættelse, der blev foretaget i DD5, Luxembourg, i 1994, ikke er en "indkomst", der anses for at være udloddet i forbindelse med den påtænkte kapitalnedsættelse i D, Holland. Kapitalnedsættelsen er ikke regnskabsmæssigt en indkomst, men blot en regnskabsmæssig postering under egenkapitalen i årsregnskabet for 1994 for D, Holland. Da aktierne i DD5, Luxembourg, oprindeligt blev tegnet til kurs 100, realiserede D, Holland, i øvrigt ikke nogen "indkomst" ved kapitalnedsættelsen.

Kommunen udtaler vedrørende DD5, Luxembourg, at selskabet, ifølge de for kommunen foreliggende oplysninger, har varetaget finansieringen af selskaberne i koncernen. Selskabet er i Luxembourg registreret som et holdingselskab, hvilket medfører, at dette ikke indkomstbeskattes, idet der alene betales en årlig afgift på 0,2% af den nominelle selskabskapital.

Vedrørende SEL § 13, stk. 3, udtaler kommunen, at denne bestemmelse allerede blev indsat ved lov nr. 144 af 13/4 1983. Efter denne bestemmelse anses udbytte fra selskaber, der er hjemmehørende i udlandet, for skattefrit, såfremt det udbyttemodtagende selskab - moderselskabet - godtgør, at den til grund for det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet. Hidrører en del af udbyttet til moderselskabet fra et selskab, hvor beskatningen ikke opfylder kravet, anses denne del af udbyttet ikke for skattefri.

Ved vurderingen af om den påtænkte udlodning fra D, Holland, er skattefri efter lovbestemmelsen, skal der således foretages en vurdering af beskatningsniveauet af de af dette selskab oppebårne indtægter. Det er i praksis antaget, at selskabsskattesystemet i Holland opfylder betingelserne for skattefritagelse efter SEL § 13, stk. 3. Ifølge § 7, stk. 2, nr. 3, i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 983 af 1/12 1994, er der imidlertid tale om en væsentlig afvigelse fra reglerne her i landet, såfremt den selskabsskat, der kan pålignes efter reglerne i det pågældende udland, er væsentlig mindre end den tilsvarende danske skat ville have været, såfremt det udenlandske selskab havde været fuldt skattepligtig her til landet.

Ved kapitalnedsættelsen i DD5, Luxembourg, modtog D, Holland, et beløb, som efter danske regler ville være blevet beskattet i medfør af LL § 16 A, stk. 1. Beløbet udgjorde DEM 54.900.000, der efter kursen på tidspunktet for kapitalnedsættelsen kan omregnes til DKK 214.889.580.

Bestemmelsen i § 13, stk. 3, tilsigter at eliminere den dobbeltbeskatning, der ville blive resultatet, såfremt den del af selskabets indkomst, der udloddes som udbytte, blev beskattet fuldt ud både i datterselskabet og i moderselskabet. Ved kapitalnedsættelsen i DD5, Luxembourg, og den påtænkte udlodning fra D, Holland, vil der ikke aktuelt blive tale om en dobbeltbeskatningssituation, som skal elimineres ved hjælp af lovbestemmelsen. Der kan imidlertid senere opstå en dobbeltbeskatningssituation, såfremt det beløb, som efter danske regler ville blive beskattet efter LL § 16 A, stk. 1, i henhold til hollandske regler bliver beskattet som aktieavance, hvis D, Holland, afhænder aktierne i DD5, Luxembourg.

Det fremgår af punkt 48 i Skatteministeriets cirkulære nr. 136 af 7/11 1988 om SEL samt punkt 7.2.5.2 i cirkulære nr. 82 af 29/5 1997 om international beskatning, at der ved vurderingen af det pågældende lands skattesystem skal henses til, om afvigelser i forhold til dansk beskatning skyldes udskydelse af skatten efter dette lands regler. Hvis det således godtgøres, at der alene er tale om en udskydelse af skatten efter hollandske regler, vil betingelserne for skattefritagelse efter bestemmelsen i § 13, stk. 3, være opfyldt.

Konkluderende udtaler kommunen, at der ved vurderingen af, om den påtænkte udlodning fra D, Holland, er skattefri ifølge SEL § 13, stk. 3, skal foretages en vurdering af de af dette selskab oppebårne indtægter. Beløbet DEM 54.900.000 modtaget af D, Holland, i forbindelse med kapitalnedsættelsen i DD5, Luxembourg, i 1994 ville være skattepligtig efter danske regler. Der er således tale om en væsentlig afvigelse fra reglerne her i landet, idet den pålignede skat er væsentlig mindre end den tilsvarende danske skat ville have været, såfremt D, Holland, havde været skattepligtig her til landet. Kommunen er derfor af den opfattelse, at den andel af den påtænkte udlodning, der kan henføres til beløbet modtaget ved den nævnte kapitalnedsættelse, ikke kan anses for skattefri efter SEL § 13, stk. 3, medmindre Holding A/S godtgør, at der alene er tale om en udskydelse af beskatningen i det hollandske datterselskab.

Ligningsrådet skal bemærke, at eftersom Holding A/S på det påtænkte udlodningstidspunkt har ejet 100% af aktiekapitalen i D, Holland, i en sammenhængende periode på mindst et år, er ejertidsbetingelsen i henhold til SEL § 13, stk. 1, nr. 2, jf. § 13, stk. 3, 1. punktum, opfyldt.

Det bemærkes videre, at det ved vurderingen i henhold til SEL § 13, stk. 3 af hvorvidt den til grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet, må tages i betragtning, om det selskab, der rent faktisk udlodder udbyttet til det danske moderselskab, er undergivet beskatning efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra de danske regler, jf. TfS 1996,579. Der skal herefter foretages en vurdering af beskatningen af selskabsindkomsten i D, Holland, i henhold til retningslinierne i bekendtgørelse nr. 983 af 1/12 1994, § 7. Ved denne vurdering skal der ligeledes tages hensyn til den underliggende beskatning i selskabets datterselskaber.

Det er over for Ligningsrådet oplyst, at D, Holland, er et datterholdingselskab, som udelukkende ejer aktier i en række datterselskaber. Selskabets indkomster består således hovedsageligt af udbytter.

Eftersom D, Holland, ejer mere end 25% af selskabskapitalen i sine datterselskaber samt datterdatterselskaber, finder Ligningsrådet, at en udlodning til det danske moderselskab vil kunne foretages skattefrit i medfør af SEL § 13, stk. 3, for så vidt de til grund for udlodningen liggende selskabsindkomster i datterselskaberne ikke beskattes efter regler, der afviger væsentligt fra reglerne her i landet. Dette gælder således videreudlodning fra D, Holland, til det danske moderselskab på grundlag af udbytter m.v., der bl.a. stammer fra de normalbeskattede aktive driftselskaber, som påtænkes overdraget til det danske moderselskab.

Ligningsrådet finder imidlertid ikke, at videreudlodning til det danske moderselskab på grundlag af udlodningen på DEM 54.900.000 fra DD5, Luxembourg, i 1994 i forbindelse med kapitalnedsættelsen i samme selskab er omfattet af skattefriheden i medfør af SEL § 13, stk. 3. Hvis udlodningen, DEM 54.900.000, i forbindelse med nævnte kapitalnedsættelse var sket til et selskab, der var fuldt skattepligtigt her til landet, ville udlodningen have været omfattet af LL § 16 A, stk. 1. I Holland beskattes derimod kun en eventuel aktieavance i forbindelse med en kapitalnedsættelse. I det aktuelle tilfælde er der ingen aktieavance at beskatte. Det bemærkes, at der ikke senere vil ske en beskatning i Holland af kapitalnedsættelsen i DD5, Luxembourg, idet D, Holland, ved kapitalnedsættelsen har fået udloddet DEM 54.900.000 mod at annullere aktiebreve i DD5, Luxembourg, til samme nominelle beløb. Denne beskatning vurderes, jf. bekendtgørelse nr. 983 af 1/12 1994, § 7, stk. 2, nr. 3, at være væsentlig mindre end den tilsvarende danske skat ville have været, såfremt det hollandske datterholdingselskab havde været fuldt skattepligtigt her til landet.

Ligningsrådet finder, at det ved vurderingen af, om det modtagne udbytte er skattefrit for Holding A/S, ikke har betydning i hvilken form udbyttet fra D, Holland udloddes, d.v.s. om udbyttet udloddes i form af aktier i datterdatterselskaber i normalbeskattede lande, eller i form af f.eks. hollandske gylden. Det afgørende ved vurderingen af, om udbyttet er skattefrit i medfør af SEL § 13, stk. 3, er derimod, hvorvidt de til grund for udbyttet hidrørende fra det i selskabet akkumulerede overskud liggende selskabsindkomster er beskattet efter regler, der ikke afviger væsentligt fra reglerne her i landet. Som anført ovenfor anser Ligningsrådet ikke videreudlodning til det danske moderselskab på grundlag af udlodningen på DEM 54.900.000 fra DD5, Luxembourg, til D, Holland, for omfattet af skattefriheden i SEL § 13, stk. 3. Ligningsrådet finder derfor, at udbyttet i form af aktier i de 4 datterdatterselskaber beliggende i henholdsvis Danmark, Tyskland, England og Norge, må opdeles i en skattefri udbyttedel, hvor den til grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter regler, der ikke afviger væsentligt fra reglerne her i landet, og en skattepligtig udbyttedel, hvor denne betingelse ikke er opfyldt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →