Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget

Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget

År 1998, den 10. februar afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 97-55.284, Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget, sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 14. april 1997 har advokat Henrik Seligmann på vegne Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. klaget over en af Gas- og Varmeprisudvalget den 21. marts 1997 meddelt afgørelse. Ved afgørelsen fandt Udvalget, at en afregningspris for den fra et decentralt kraftvarmeværk leverede fjernvarme, der ikke overstiger den laveste pris af enten den omkostningsbestemte varmepris på det decentrale kraftvarmeværk, opgjort efter varme-forsyningslovens bestemmelser, eller Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris på fjernvarmeselskabets naturgasfyrede kedler for den tilsvarende varmemængde, ikke var urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 5.

Klageren har principalt påstået Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 21. marts 1997 ophævet.

Subsidiært har klageren påstået, at der bør vedtages en afregningspris, der ikke overstiger den laveste pris af enten den omkostningsbestemte varmepris på det decentrale varmeværk, opgjort efter varmeforsyningslovens bestemmelser, eller ikke væsentligt overstiger Tønder Fjernvarme-selskabs realistiske egenproduktionspris ved varmeproduktion på det faktiske alternativ, der forelå som en konkret mulighed umiddelbart inden etablering af varmeleveringsaftalen i 1994, og hvor varmeproduktionen ville have været i overensstemmelse med lovgivning og myndighedsforudsætninger, og at dette spørgsmål hjemvises til fornyet behandling i Gas- og Varmeprisudvalget.

Mere subsidiært har klageren påstået, at Brødrene Hartmanns omkostningsbestemte varmepris på det decentrale varmeværk ikke er korrekt opgjort, og at dette spørgsmål hjemvises til fornyet behandling i Gas- og Varmeprisudvalget.

Gas- og Varmeprisudvalget har påstået afgørelsen stadfæstet.

Brødrene Hartmann A/S ved advokat Peter-Ulrik Plesner er indtrådt i sagen til støtte for Gas- og Varmeprisudvalget.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 21. marts 1997 er sålydende

"Den 4. marts 1996 fremsendte erhvervsvirksomheden Brdr. Hartmann til Udvalget en kopi til orientering af virksomhedens brev af s.d. til Tønder Fjernvarmeselskab.

Brevet vedrørte en efter Brdr. Hartmanns opfattelse nødvendig prisforhøjelse på den kraftvarmemængde, der leveres til Tønder Fjernvarmeselskab fra et af Brdr. Hartmann ejet og drevet kraftvarmeværk.

Stigningen begrundedes med, at der efter en ændring i naturgasafgiftsberegningen ellers ville fremkomme et stigende negativt dækningsbidrag for kraftvarmeproduktion.

Tønder Fjernvarmeselskab har påstået, at det kunne der ikke være tale om og henholdt sig til en mellem parterne i 1994 indgået samarbejdsaftale.

Sagen drejede sig for udvalget om en rimelighedsbedømmelse af en konkret pris i relation til en omkostningsbestemt pris på det industrielle kraftvarmeværk og tilsvarende en substitutionspris baseret på fjernvarmeværkets egne naturgaskedler.

Gas- og Varmeprisudvalget har på sit møde den 17. marts 1997 behandlet sagen.

Grundlaget for udvalgets behandling var bl.a. en udarbejdet faktuel sagsfremstilling. Denne er tidligere ved brev af 28. februar 1997 blevet fremsendt til orientering, hvorfor den ikke vedlægges her.

Udvalget vedtog i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, at meddele Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Brdr. Hartmann A/S for så vidt angår selskabets decentrale kraftvarmeværk, at en afregningspris for den leverede fjernvarme, der ikke overstiger den laveste pris af enten den omkostningsbestemte varmepris på det decentrale kraftvarmeværk, opgjort efter varmeforsyningslovens bestemmelser, eller Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris på fjernvarmeselskabets naturgasfyrede kedler for den tilsvarende varmemængde, ikke findes urimelig efter varmeforsyningslovens bestemmelser.

Udvalget har ved denne afgørelse dermed ikke taget stilling til den konkrete pris, der fremkommer af den mellem Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Brdr. Hartmann A/S indgåede samarbejdsaftale om fjernvarmelevering.

Udvalget lagde ved denne afgørelse vægt på, at de omtvistede priser var lavere end den laveste af enten substitutionsprisen på den varme, den erstatter (Tønder Fjernvarmeselskab egenproduktionspris), eller den omkostningsbestemte pris (Brdr. Hartmann omkostningsbestemte pris), hvilket har været Udvalgets vurderingsgrundlag ved en lang række af tidligere afgørelser om samme problemstilling om substitutionspriser contra omkostningsbestemt pris ved forenet produktion.

Udvalget understregede, at afgørelsen dermed alene kom til at vedrøre en vurdering af den omkostningsbestemte pris fra Brdr. Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris på eksisterende kedler. Afgørelsen indebar dermed ikke nogen vurdering af den konkrete pris, der kunne udledes af den mellem parterne indgåede kontrakt. Dette forhold skulle påpeges over for sagens parter.

Udvalget bemærkede sig, at Tønder Fjernvarmeselskab fandt, at varmeprisen fra et decentralt kraftvarmeværk i eget regi måtte være grundlaget for fjernvarmeselskabets substitutionspris. Men et sådant kraftvarmeværk er ikke opført.

Udvalget lægger vægt på, at efter en kendelse fra Konkurrenceankenævnet, kan et ikke eksisterende værk normalt ikke lægges til grund ved beregningen af en substitutionspris. Dette medfører, at det må forudsættes, at substitutionsprisen skal vedrøre et konkret alternativ, hvilket i den foreliggende sag udgøres af fjernvarmeselskabets eksisterende naturgaskedler.

"

3. Sagens baggrund

I forbindelse med de af Energiministeriet udsendte såkaldte forudsætningsskrivelser fra 1990 om den fremtidige forsyningsstruktur, skulle der i Tønder udbygges med decentral kraftvarme. Der forelå i den forbindelse to alternative projektforslag. Det ene var udarbejdet af Tønder Fjernvarmeselskab, det andet af Brødrene Hartmann A/S. Brødrene Hartmann, der blandt andet producerer æggebakker og genbrugspapir, har et meget stort energibehov mest i form af procesdamp.

Det var Brødrene Hartmanns projekt, der opnåede myndighedernes godkendelse, og med økonomisk støtte fra Energistyrelsen opførte virksomheden et decentralt kraftvarmeværk, der ud over el og varme også kunne producere procesdamp.

Brødrene Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskab indgik i 1994 en samarbejdsaftale, der blandt andet indeholdt en prisudregningsformel for den mængde kraftvarme, som fjernvarmeselskabet skal aftage.

4. Klagerens argumentation

4.1 Klageren har til støtte for den principale påstand om ophævelse af Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 21. marts 1997 anført, at Udvalget ikke burde have behandlet en sag om godkendelse af fiktive priser, som Udvalget på behandlingstidspunktet ikke kender de realistiske vilkår for. Der føres samtidig voldgiftssag mellem parterne omkring denne pris, og der kan være flere kontraktsbestemte forhold, der kan forhindre varmesælgeren i at opnå prisforhøjelser.

Udvalget burde endvidere ikke på foranledning af en henvendelse fra en sælger af varme have taget en sag op og fastsætte en højere pris end den mellem parterne aftalte.

Gas- og Varmeprisudvalget opgave som priskontrollerende myndighed er efter anmodning af forbrugere og varmekunder at efterse, om konkrete eksisterende priser måtte være i strid med gældende regler. Udvalget skal derimod ikke være prisdannende og medvirke til gennemførelse af prisforhøjelser.

4.2 For så vidt angår den subsidiære påstand om en ændring af kriterierne for beregning af substitutionsprisen, henviser klageren til det af Gas- og Varmeprisudvalgets sekretariat udarbejdede notat af 25. oktober 1995 vedrørende substitutionspris og omkostningsbestemt pris til Udvalgets møde den 6. november 1995.

Det hedder i notatet, at det, for at der kan være tale om en substitutionsmulighed, må forudsættes, at der er tale om et alternativ, der er

"eksisterende (der er et fysisk anlæg)

faktisk (af tilstrækkelig kapacitet)

muligt ( kan der opnås tilladelse til produktion udover som spids- og reservelast)

lovligt (må det overhovedet bruges)

realistisk (kan der skaffes brændsel)"

Klageren har anført, at notatet kan være af vejledende karakter, men Gas- og Varmeprisudvalget kan ikke forlange, at alle disse fem kriterier er opfyldt eller opfyldt fuldt ud i alle tilfælde. En anvendelse af kriterierne vil i langt de fleste situationer resultere i, at der intet alternativ kan opstilles, eftersom kun én produktionsform er lovlig. Derimod forekommer kravet om, at alternativet skal være realistisk som værende mere indiskutabelt. F.eks. bør man naturligvis ikke opstille et alternativ om naturgasbaseret varme i et område, der ikke er eller vil blive naturgasforsynet.

Det er navnlig Udvalgets anvendelse af betingelsen om, at der skal være tale om et faktisk eksisterende anlæg, der giver anledning til problemer. Der er ikke hjemmel til, at dette kriterium gøres til en ufravigelig betingelse, og hvis denne betingelse opretholdes, må Udvalget som tiden går anvende helt utidssvarende varmeproduktionsanlæg som grundlag for prissammenligningen.

Gas- og Varmeprisudvalget kommer i en uløselig konflikt med sine egne kriterier ved at fastsætte gasfyret kedelproduktion som alternativ og referencepris, idet det fremgår ordret af Energiministeriets forudsætningsskrivelse, at en sådan produktion vil være klart ulovlig.

For så vidt angår Gas- og Varmeprisudvalgets henvisning i afgørelsen til Konkurrence-ankenævnets praksis på området, påpeges, at de relativt få afgørelser, der findes, er af helt konkret karakter, og at afgørelserne hver for sig stort set kun har anvendt et enkelt af de opstillede fem kriterier. Der er derfor ikke i Ankenævnets praksis baggrund for at sammenkæde sådanne kriterier til en række krav, der samtidigt skal være opfyldt.

Konkurrenceankenævnets kendelse af 27. marts 1995 vedrørende Nykøbing Falster Kommune (j.nr.: 93-65-246) er udelukkende udtryk for en konkret afgørelse. Afgørelsen var for det første af midlertidig karakter. For det andet var der tale om, at Gas- og Varmeprisudvalget og Konkurrenceankenævnet dengang ikke ville anvende et alternativ, som endnu ikke eksisterede, men som muligvis ville blive realiseret. Sagen var derfor af en helt anden karakter end den foreliggende sag, hvor der efter beslutningen i 1994 om samarbejde mellem Brødrene Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskab ikke er udsigt til andre produktionsformer.

Konkurrenceankenævnets kendelse af 17.april 1997 vedrørende Skagen Varmeværk (j.nr.: 96-130.734) afviser ligeledes at gå ind i en nærmere bedømmelse af en referencevurdering på baggrund af en uafklaret situation, der vurderes at stå over for en snarlig afklaring. Også denne afgørelse angives at være af midlertidig karakter. Der ligger endvidere i afgørelsen nogle meget klare signaler, som afviger fra Gas- og Varmeprisudvalgets betragtninger om referencepris-begrebet. Stadfæstelsen af Udvalgets afgørelse kan derfor ikke betragtes som en godkendelse af de principper, som sekretariatets notat fra 1995 giver udtryk for. Ankenævnets bemærkninger må tværtimod læses som en anvisning af, at Udvalget i en vurdering af en referencepris må tage mere nuancerede overvejelser i brug.

I Tønder forelå der et helt konkret valg mellem to produktionsformer. Det af Tønder Fjernvarmeselskab udarbejdede projektforslag må derfor indgå som en model for en kontrol af, om der er rimelighed i de priser og i den opdeling af omkostningerne, som foretages af

Brødrene Hartmann. En anvendelse af et ikke faktisk eksisterende værk som reference kan være acceptabelt, når der trods alt ikke er tale om en fjerntliggende mulighed, men derimod som i dette tilfælde et veldokumenteret projekt, der forelå sideløbende med det realiserede projekt.

Når det samtidig forholder sig på den måde, at dette alternative projekt er et kraftvarmeværk, der i konstruktion, størrelse og drift findes mange andre steder i landet, og hvis den således udregnede referencepris anvendes med en rimelig margen, kan det ikke være betænkeligt at anvende dette alternativ evt. med nogle tillempelser - som reference til og kontrol af varmeprisen.

4.3 Klageren har til støtte for sin mere subsidiære påstand, om at den omkostningsbestemte varmepris på det decentrale varmeværk ikke er korrekt opgjort, anført, at Gas- og Varmeprisudvalget ikke har behandlet de fra Brødrene Hartmann indhentede prisberegninger tilstrækkeligt kritisk. Udvalget burde have foretaget en dyberegående undersøgelse af disse priser for at sikre, at disse er korrekt udregnet. Navnlig i en sag som denne, hvor varmesælgeren har en samproduktion af procesenergi til egne produktionsformål og varme til salg til Tønder Fjernvarmeselskab.

De opstillinger og udregninger, der ligger til grund for Brødrene Hartmanns beregninger af udgifterne ved produktion af varmen til Tønder Fjernvarmeselskab, er ikke tilstrækkelig detaljerede eller dokumenterede. Det er ikke muligt for Gas- og Varmeprisudvalget på det foreliggende grundlag at føre nogen som helst kontrol med, om der ikke ved Brødrene Hartmanns vurdering af, hvorledes omkostningerne skal fordeles på de to formål, sker en forkert afvejning. Det er oplagt, at Brødrene Hartmann A/S har en interesse i at belaste varmeproduktionen med den størst mulige andel af omkostningerne.

Brødrene Hartmanns økonomiske oversigt afspejler således ikke det overskud, der vil opstå efter fem års produktion. Oversigten tager ligeledes ikke hensyn til samproduktionen, men placerer hele samproduktionsfordelen på sin egen produktions side. Udvalget burde som uvildig instans foretage den vanskelige og følsomme afvejning af, hvorledes en sådan samproduktions fordel på retfærdig vis bør tilkomme den enkelte part. Endvidere tages der i oversigten slet ikke hensyn til elsalg og CO2 tilskud. Der er anført forkerte forrentningsprocenter, og der er forskel på ca. 10 % i virkningsgrad i forhold til projektoplysningerne. Endelig er der ikke taget hensyn til ledningstab og til det forhold, at Tønder Fjernvarmeselskab ved køb af varme udefra selv skal opretholde spids- og reservelastbehov.

5. Gas- og Varmeprisudvalgets argumentation

5.1 Gas- og Varmeprisudvalget har over for klagerens principale påstand anført, at Udvalget netop ikke har vurderet en fiktiv pris, og at Udvalget ikke har vurderet nogen prisforhøjelse i henhold til den kontrakt, som Tønder Fjernvarmeselskab og Brødrene Hartmann har indgået. Udvalget har truffet en helt generel afgørelse omkring prisfastsættelse for leverancen af fjernvarme mellem parterne.

Det blev således i afgørelsen understreget, at Udvalget ikke med afgørelsen tog stilling til den konkrete pris, der fremkommer af den mellem parterne indgåede samarbejdsaftale om fjernvarmelevering. Udvalget understregede endvidere, at afgørelsen alene vedrørte en vurdering af den omkostningsbestemte pris og klagerens egenproduktionspris på eksisterende kedler og ikke en vurdering af den konkrete pris, der kunne udledes af den mellem parterne indgåede kontrakt.

5.2 Over for klagerens subsidiære påstand har Gas- og Varmeprisudvalget anført, at projektet om et decentralt kraftvarmeværk ejet og drevet af Tønder Fjernvarmeværk ikke opnåede myndighedernes accept og dermed alene eksisterer som et ingeniørberegnet projekt fra marts 1993.

Udvalget har i den foreliggende sag fastholdt sit og Ankenævnets hovedprincip om, at der må kræves en faktisk substitutionsmulighed, for at der kan udregnes en substitutionspris. Der henvises i den forbindelse til Ankenævnets kendelser i sagerne vedrørende Nykøbing Falster Kommune og Skagen Varmeværk, som stadfæster dette hovedprincip.

Det anlæg, som klageren henviser til som det "realistiske" alternativ, er et ikke eksisterende alternativ. Skulle varmen fra Brødrene Hartmanns anlæg bortfalde, vil det eneste alternativ være varmeproduktionen på Tønder Fjernvarmeselskabs egne eksisterende naturgaskedler.

For så vidt angår klagerens henvisning til sekretariatets notat til Gas- og Varmeprisudvalgets møde den 6. november 1995 bemærkes, at det pågældende notat var et orienterende notat alene til Udvalgets medlemmer. Notatet skulle således ikke umiddelbart føre til konkrete afgørelser, men alene være udgangspunkt for en generel debat i Udvalget om hele substitutionspris-problematikken. Det understreges, at denne debat stadig foregår, og at Udvalget vedtog, at der skulle indledes forhandlinger om substitutionsprisproblematikken med Energistyrelsen i lyset af styrelsens såkaldte "forudsætningsskrivelser" om den fremtidige forsyningsstruktur. Udvalget vil under disse forhandlinger gøre opmærksom på, at kravet om en eksisterende substitutionsmulighed kan være problematisk, når der er gået lang tid siden indgåelsen af aftale om levering. I den foreliggende sag har dette dog ikke betydning på grund af den markante forskel mellem lofterne og Brødrene Hartmanns pris.

Med hensyn beregningen af den omkostningsbestemte pris for decentral kraftvarme har Brødrene Hartmann i forbindelse med sagens behandling anmeldt en omkostningsbestemt varmepris på det af virksomheden ejede og drevne anlæg. Anlægget producerer ved forenet produktion i alt tre produkter: elektricitet, fjernvarme til Tønder Fjernvarmeselskab og procesdamp til eget forbrug.

Ved forenet produktion findes der ikke nogen fuldstændig objektive, entydige og korrekte fordelingsnøgler for fællesomkostningerne, det vil sige de omkostninger, der ikke entydigt kan fordeles på de enkelte produkter som særomkostninger.

Fællesomkostningerne udgør i den foreliggende sag som i den helt overvejende del af de sager Udvalget har behandlet om omkostningsfordeling ved forenet produktion langt den største del af omkostningerne. Fællesomkostningerne er af Brødrene Hartmann fordelt efter en nøgle, der udgøres af energiindholdet i det tre produkter el, fjernvarme og procesdamp. Dette princip finder Udvalget ikke som sådan urimeligt.

Virksomheden har ved beregningerne af den omkostningsbestemte pris anvendt et "usikkerhedsbånd" på +/- 5 %. Udvalget har ikke fundet det fornødent med en indsnævring af dette usikkerhedsbånd, ligesom Udvalget ikke har kunnet følge klagerens krav, som fremsat under sagens behandling, om at den omkostningsbestemte udregning af prisen skulle ledsages af underskrevne revisorerklæringer.

Det har for Udvalget ligget fast, at hverken den omkostningsbestemte pris på Brødrene Hartmanns anlæg eller Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris på de eksisterende naturgasbaserede kedler skal anvendes i afregningsøjemed. De to prislofter har hermed alene skullet tjene til en sandsynliggørelse af niveauet i forhold til den kontraktbaserede pris, som de to parter strides om.

Nedenstående tabel, der fremgik af det skriftlige sagsoplæg, der dannede baggrund for udvalgsbehandlingen, viser de to prislofter samt kontraktsprisen før og efter den af Brødrene Hartmann ønskede ændring. Som det ses, er der en ganske betragtelig afstand fra kontraktsprisen både før og efter den omstridte ændring og op til de to prislofter.

Kr. pr. Mwh gns.

TF´s egenproduktionspris med naturgas "substitutionsprisen"

229,00

BH´s beregnede omkostningsbestemte pris

245,50

Den "gamle" kontraktpris

ca. 145,00

Den nye afregningspris efter omkostningsstigningen

165,50

Da prislofterne ikke for øjeblikket skal bruges i afregningsøjemed, har Udvalget fundet det tilstrækkeligt med den anmeldelse af niveauet af prislofterne, der fremgår af de fra parterne fremsendte beregninger. Skulle enten Tønder Fjernvarmeselskabs egenproduktionspris eller den omkostningsbestemte pris på Brødrene Hartmanns anlæg på et senere tidspunkt blive afgørende for den afregningspris, som den leverede fjernvarme afregnes til, vil Udvalget til den tid kunne indkræve aktuelt materiale til belysning af forholdene.

6. Brødrene Hartmanns argumentation

6.1 Brødrene Hartmann v/advokat Peter-Ulrik Plesner har anført, at Brødrene Hartmann opkræver en afregningspris på 165,50 kr. pr./Mwh, og at Tønder Fjernvarmeselskab betaler en pris på ca. 145,00 kr. pr./Mwh, idet fjernvarmeselskabet nægter at betale den opkrævede pris. Der verserer en voldgiftssag om, hvilken afregningspris der skal anvendes, men der kan ikke herske tvivl om, at én af de to nævnte priser er gældende.

Gas- og Varmeprisudvalget tager derfor i sin afgørelse udgangspunkt i, at der består to mulige priser, og ingen af disse to priser overstiger det "loft", der følger af gas- og varmeprislovgivningen.

Gas- og Varmeprisudvalget intervenerer ikke i en privatretlig konflikt. Voldgiftsagen mellem Brødrene Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskab vedrører spørgsmålet om, hvilken pris der kontraktsretligt er aftalt, mens sagen for Gas- og Varmeprisudvalget og nærværende sag vedrører spørgsmålet om det offentligt fastsatte loft for den fastsatte pris.

Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse præjudicerer på ingen måde udfaldet af Voldgiftssagen, udover at fastlægge at såvel den pris Brødrene Hartmann som den pris Tønder Fjernvarmeselskab gør gældende, ligger inden for rammerne af, hvad der gyldigt kan aftales i henhold til lov om varmeforsyning. Der er imidlertid principielt intet i Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse, der hindrer Voldgiftsretten i at nå frem til, at en lavere pris end den af Udvalget godkendte er aftalt mellem parterne. Det må derfor afvises, at Gas- og Varmeprisudvalget som af klageren anført er prisdannende eller medvirker til at gennemføre prisforhøjelser.

Anvendelse af et substitutionsprincip, der ikke har udtrykkelig hjemmel i lov om varmeforsyning, jf. herved § 20, må som det er sket i Gas- og Varmeprisudvalgets og Konkurrenceankenævnets praksis ske med en vis forsigtighed. En udbredelse af det i praksis fast antagne substitutionsprincip til at omfatte den fiktive pris, der ved udformning af et projektforslag antages at ville gælde ved udførelse i overensstemmelse med projektets etableringsomkostninger, finansieringsmæssige forudsætninger m.m., vil give en betydelig usikkerhed om prisfastsættelsen. Et sådan princip ville endvidere være særdeles vanskeligt at anvende i praksis.

Det forekommer uigennemskueligt, hvordan Gas- og Varmeprisudvalget skal kunne sondre mellem mere eller mindre gennemførlige projekter med henblik på at afgøre, om de kan bruges som reference. Det forekommer ligeledes umuligt at give retningslinier for, hvor længe et ikke-realiseret projekt skal kunne bruges som reference, hvordan hensyn til udvikling i byggepriser o.lign. skal indgå, samt i hvilket omfang og hvordan Udvalget skal kontrollere, at projektmaterialet ikke var baseret på forkerte og for optimistiske forudsætninger, der leder til en for lavt skønnet pris.

Hvis Tønder Fjernvarmeselskabs projektforslag kan anvendes som reference, påpeges det endvidere, at hvis projektet var blevet ført ud i livet, ville produktionsprisen på anlægget være blevet forhøjet som følge af de ændringer, der fremkom med hensyn til CO2-afgifter og naturgas-afgifter ved årsskiftet 1995/1996. Der er heller ingen sikkerhed for, at de øvrige forudsætninger for projektet fra marts 1993 ville have kunnet holde stik.

Brødrene Hartmann A/S har overfor Gas- og Varmeprisudvalget sammenfattet og forklaret sine produktionsomkostninger, og klager er ikke på nogen måde fremkommet med konkrete indsigelser imod disse beregninger. Det fastholdes, at beregningerne korrekt og fyldestgørende viser, hvad en omkostningsbestemt pris ville være. Hvor der er en vis usikkerhed i beregningerne, angives dette loyalt. Det fremgår således, at beregningerne er behæftet med et usikkerhedsbånd på +/- 5 %.

Forholdet i den foreliggende sag er i øvrigt specielt, i og med Brødrene Hartmann ikke afregner til den beregnede omkostningsbestemte pris, der gennemsnitligt udgør 245,50 kr. pr. Mwh, men til en langt lavere afregningspris, der udgør 165,50 kr. pr Mwh. Som følge heraf ville det være fuldt berettiget, hvis Gas- og Varmeprisudvalget i den foreliggende sag undlod at gå ind i en meget intensiv prøvelse af den beregnede omkostningsbestemte pris.

Det er i øvrigt kun den såkaldte skyggeafgift, der opkræves, hvilket svarer til differencen mellem gasselskabets fjernvarmetarif og erhvervstarif. Der indgår således hverken brændsels-afgift eller faste udgifter i prisen.

Det er således dokumenteret, at Brødrene Hartmanns omkostningsbestemte pris, selv hvis denne som følge af den angivne usikkerhedsmargen eventuelt i perioder måtte være en smule lavere end det af selskabet beregnede gennemsnit, helt utvivlsomt ligger over den faktiske afregningspris.

7. Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at Gas- og Varmeprisudvalget behandlede sagen på grundlag af Brødrene Hartmanns skrivelse af 4. marts 1996.

Gas- og Varmeprisudvalget har ved fastsættelsen af substitutionsprisen krævet, at denne skal opgøres på grundlag af et eksisterende alternativ og har således afvist at anvende produktionsprisen ved et anlæg, som Tønder Fjernvarme havde projekteret, men som ikke blev opført, idet der i stedet i 1994 blev indgået en aftale ed Brødrene Hartmann om fjernvarmelevering.

Ankenævnet kan i hvert fald i det foreliggende tilfælde tiltræde, at substitutionsprisen er beregnet på grundlag Tønder Fjernvarmes eksisterende egenproduktion.

Under henvisning til det, der er anført af Gas- og Varmeprisudvalget finder Ankenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udvalget med henblik på en ændret opgørelse af Brødrene Hartmanns omkostningsbestemte pris.

Ankenævnet stadfæster derfor Udvalgets afgørelse.

Som anført af Udvalget er der ikke herved taget stilling til, hvilken konkret pris der følger af aftalen mellem Tønder Fjernvarmeselskab og Brødrene Hartmann.

Herefter bestemmes

Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 21. marts 1997 stadfæstes.