Hjørring Varmeforsyning ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og AVV I/S ctr. Gas- og Varmeprisudvalget
Statutory Text (1 Articles)
Hjørring Varmeforsyning ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og AVV I/S ctr. Gas- og Varmeprisudvalget
År 1998, den 22. juni afsagde Konkurrenceankenævnet i sagerne j.nr. 97-200.120, Hjørring Varmeforsyning ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og j.nr. 97-200.472 AVV I/S ctr. Gas- og Varmeprisudvalget, sålydende
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 25. oktober 1997 har advokat Jesper Langsted på vegne Hjørring Varmeforsyning klaget over Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 29. september 1997. Ved afgørelsen fandt udvalget, at substitutionsprisen for affaldsvarme skulle fastlægges ud fra varmeforsyningens gennemsnitlige omkostninger, således som disse ville være, såfremt hele Hjørring Varmeforsynings afsætning blev produceret på selskabets egne anlæg.
Ved skrivelse af 27. oktober 1997 har advokat Eigil Worm på vegne Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S (AVV) klaget over samme afgørelse.
Hjørring Varmeforsyning har påstået punkt 5 i Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse ophævet, således at substitutionsprisen fastlægges til den pris, som Hjørring Varmeforsyning under de givne forudsætninger selv ville kunne producere den pågældende varmemængde (320 Tj) til.
AVV har principalt påstået punkt 5 i Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse ophævet, således at substitutionsprisen i stedet fastsættes til en pris, som svarer til den faktisk forekommende egenproduktionspris hos Hjørring Varmeforsyning, svarende til den del af varmemarkedet, som Hjørring Varmeforsyning rent faktisk har fået tillagt. Subsidiært har AVV påstået stadfæstelse af udvalgets afgørelse.
Gas- og Varmeprisudvalget har påstået, at punkt 5 i udvalgets afgørelse af 29. september 1997 stadfæstes.
Sagen har været mundtlig forhandlet.
Der har under den mundtlige forhandling været enighed om, at klagerne for Ankenævnet alene angår punkt 5 i udvalgets afgørelse af 29. september 1997. Der har ligeledes været enighed om at anvende en substitutionspris, men uenighed om, hvorledes denne skal beregnes.
2. De dele af Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 29. september 1997, der berøres i de for Ankenævnet indbragte klager, er sålydende
"På mødet den 29. september 1997 behandlede Gas- og Varmeprisudvalget ovennævnte sag.
Til bedømmelse for udvalget forelå følgende punkter.
1.
2.
3. Bedømmelse af Hjørring Varmeforsynings salgspris i relation til nødvendigheden af den foretagne kapacitetsfastlæggelse.
4.
5. Fastlæggelse af substitutionsprisen.
Ad pkt. 1.
Ad. pkt. 2.
Ad pkt. 3.
Fra AVVs side var der rejst spørgsmål om, hvorvidt Hjørring Varmeforsynings kraftvarmeanlæg var overdimensioneret set i forhold til, at værket er forpligtet til at aftage 320.000 GJ fra AVV. Det var i den forbindelse påpeget, at det opførte kraftvarmeværks kapacitet var på 50 MJ/s, mens der i varmeplanen var nævnt et tal på ca. 42 MJ/s.
Det fremgik af sagen, at kraftvarmeværket havde været udbudt i EU-licitation, og at varmeværkets beregninger havde vist, at det store anlæg var det billigste.
Udvalget konstaterede, at varmeforsyningen havde valgt den billigste løsning blandt de foreliggende tilbud.
Udvalget vedtog at meddele parterne, at udvalget ikke anser det for urimeligt eller i strid med varmeforsyningslovens kalkulationsbestemmelser jf. § 20, stk. 1 og § 21, stk. 5 at de faktiske omkostninger, som er forbundet med produktionen på det af Hjørring Varmeforsyning etablerede naturgasfyrede kraftvarmeværk, indgår i prisberegninger for fjernvarme leveret til selskabets forbrugere.
Ad. pkt. 4.
Ad pkt. 5.
Varmeforsyningen havde gjort gældende, at substitutionsprisen for affaldsvarme skulle baseres på en marginalbetragtning. Det fremgik at marginalprisen var lavere end værkets gennemsnitsomkostninger ved produktion på egne anlæg.
Udvalget fandt, at substitutionsprisen skulle fastsættes således, at der herved blev taget hensyn til, hvad værkets samlede varmeproduktionspris er, når der tages hensyn til aftag af affaldsvarme.
Udvalget vedtog at meddele Hjørring Varmeforsyning og AVV, at udvalget i henhold til varme-forsyningslovens § 21, stk. 5 finder, at en substitutionspris for affaldsvarme må fastlægges ud fra varmeforsyningens gennemsnitlige omkostninger, således som disse ville være, såfremt hele Hjørring Varmeforsynings afsætning blev produceret på selskabets egne anlæg.
"
Afgørelsens punkt 5 er præciseret i udvalgets skrivelse af 21. oktober 1997 til advokat Langsted, som er sålydende
"Den 16. oktober 1997 har De bedt udvalget om at præcisere, hvorledes substitutionsprisen skal udregnes, jf. udvalgets afgørelse af 29. september 1997.
I denne anledning skal det oplyses, at substitutionsprisen skal opgøres på grundlag af de samlede produktionsomkostninger, som ville optræde, såfremt hele produktionen af varme fandt sted på Hjørring Varmeforsynings egne eksisterende anlæg. De omkostninger, som skal indgå i opgørelsen, omfatter samtlige produktionsomkostninger, herunder omkostninger vedrørende finansiering. Substitutionsprisen pr. GJ skal herefter beregnes som de således opgjorte omkostninger divideret med den dertil svarende mængdemæssige produktion.
De har videre anført, at Hjørring Varmeforsyning fortsat ønsker at benytte en substitutionspris, der opgøres som en gennemsnitspris over 15 år.
I den anledning skal det oplyses, at udvalget ikke har taget stilling til dette spørgsmål. Såfremt parterne opnår enighed om at anvende denne metode, vil udvalget næppe modsætte sig dette.
"
3. Sagens baggrund
Gas- og Varmeprisudvalget har om sagens baggrund blandt andet oplyst følgende
I oktober 1993 klagede Hjørring Varmeforsyning over den prisaftale, som gælder for selskabets køb af varme fra AVV. Baggrunden for klagen var, at varmeforsyningen havde igangsat et projekt om etablering af et naturgasfyret kraftvarmeværk i eget regi, hvad der efter varmeforsyningens opfattelse helt afgørende ændrede ved de tekniske og økonomiske forudsætninger for parternes prisaftale. Det nye kraftvarmeværk blev sat i drift i slutningen af 1996.
Baggrunden for varmeforsyningens prisomlægning findes i bestemmelserne i varmeforsyningslovens § 9, ifølge hvilke eksisterende produktionsanlæg "skal overgå til kraftvarmeforsyning, anvendelse af naturgas eller lignende miljøvenligt brændsel".
Før produktionsomlægningen omfattede Hjørring Varmeforsynings anlæg et kulfyret værk og naturgasfyrede enheder. Herudover købte varmeforsyningen affaldsvarme fra AVV. Ifølge parternes kontrakt var varmeforsyningen forpligtet til at aftage hele AVVs produktion af affaldsvarme. AVVs varmeleverancer skulle afregnes til den omkostningsbestemte pris.
Med henblik på at realisere varmeforsyningslovens ovennævnte bestemmelser rettede Hjørring Kommune i 1991 henvendelse til Hjørring Varmeforsyning med anmodning om, at varmeforsyningen udarbejdede et projektforslag, hvorefter varmeforsyningens kulfyrede værk skulle omstilles til et naturgasbaseret kraftvarmeanlæg.
Varmeforsyningens projektforslag forelå i september 1992. Den 6. april 1993 gav Energistyrelsen samtykke til gennemførelse af det pågældende projekt. I samtykkeskrivelsen blev det blandt andet bestemt, at varmeforsyningen fortsat skulle aftage affaldsvarme fra AVV. Varmeforsyningen var således forpligtet til at aftage 320 TJ årligt som grundlast.
Foretagne beregninger viste, at varmeforsyningen med det nye kraftvarmeanlæg og de naturgasfyrede enheder kunne dække hele varmebehovet inklusiv AVVs andel. Beregninger viste endvidere, at omkostninger ved en sådan løsning lå under det beløb, som varmeforsyningen skulle betale ifølge den indgåede aftale med AVV.
Hjørring Varmeforsyning mente derfor, at affaldsvarmen fremover skulle betales ud fra affaldsvarmens substitutionspris.
Ud fra det prisberegningsmateriale, som er forelagt for udvalget kan der beregnes følgende substitutionspriser
Udvalgets afgørelse
(samlede gennemsnitspris såfremt hele afsætningen blev
produceret på varmeværkets egne anlæg) ca. 49 kr./GJ
Hjørring Varmeforsyning
(meromkostninger på varmeforsyningens anlæg ved en
merproduktion der svarer til varmekøbet fra AVV) ca. 25 kr./GJ
AVV
(samlede gennemsnitsomkostninger for varmeforsyningens
faktiske produktion) ca. 61 kr./GJ
Omkostningsbestemt affaldsvarmepris Ca. 43 kr./GJ
4. Hjørring Varmeforsynings argumentation
Hjørring Varmeforsyning har til støtte for sin påstand anført, at substitutionsprisen for affaldsvarme skal baseres på en marginalbetragtning, idet substitutionsprisen skal svare til prisen for den energi, affaldsvarmen fortrænger/substituerer. Fjernvarmeværkets gennemsnitlige omkostninger må ikke blive større, end disse ville have været, om man havde produceret hele varmemængden selv. Der henvises i den forbindelse til Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse vedrørende Rønne Kommunale Varmeforsyning (Energiprisorientering afgørelser maj 1991, s. 30 f.), Ankenævnets kendelse af 27. oktober 1994 vedrørende Kolding Kommune m.fl. ctr. Gas- og Varmeprisudvalget (j.nr. 92-17.462 og j.nr. 92-18.497) og senest Ankenævnets kendelse af 17. april 1997 vedrørende Skagen Varmeværk (j.nr. 96-130.734).
Med den ved Gas- og Varmeprisudvalgets skrivelse af 21. oktober 1997 tilsyneladende nye definition af begrebet "substitutionspris", savner begrebet sproglig mening, idet der så netop ikke er tale om udgiften for den energi, affaldsvarmen substituerer. Nydefinitionen vil derimod give en højere samlet produktionspris for hele fjernvarmeværkets varmemængde, idet man ved denne beregning tvinges til at medtage finansieringsomkostninger/kapitaludgifter mere end én gang, hvorved modtagelse af affaldsvarme pludselig bliver stærkt fordyrende for fjernvarmeforbrugerne. Udvalgets afgørelse betyder således en ekstraudgift på 5 mio. kr. om året.
Nydefinitionen bliver dermed i strid med hele ånden i substitutionstankegangen, som varme-forsyningslovens har hvilet på siden 1979. Det fremgår således af bilaget til det Energipolitiske Udvalgs betænkning af 22. maj 1979, herunder Spørgsmål 75 til den daværende handelsminister og dennes svar, at substitutionstankegangen har dannet baggrund for loven.
Hjørring Varmeforsynings finansieringsomkostninger skal ikke medinddrages ved beregning af prisen på affaldsvarmen, idet samme finansieringsomkostninger under alle omstændigheder betales af fjernvarmeværket.
Det påpeges i den forbindelse, at den omstændighed, at AVV er tillagt en leveringsret (men ikke en leveringspligt) ikke giver Hjørring Varmeforsyning nogen kapitalomkostningsbesparelse, idet varmeforsyningen jo har en selvstændig leveringspligt over for sine forbrugere, uanset om AVV leverer affaldsvarme eller ikke. AVV leverer ikke kun varme på de tidspunkter, hvor den er mest værdifuld for Hjørring Varmeforsyning, ligesom affaldsvarmen heller ikke leveres kontinuerligt.
Kun i det omfang affaldsvarmeleverancen medfører en besparelse i fjernvarmeværkets finansierings- eller kapacitetsomkostninger, skal dette indregnes i affaldsvarmeprisen, jf. princippet i Kolding-kendelsen, hvor en transmissionsledning kunne projekteres mindre end eller, idet man modtog ca. 25% af varmen fra affaldsselskabet.
Der er hverken i Skagen-kendelsen eller i tidligere ankenævnskendelser belæg for Gas- og Varmeprisudvalgets opfattelse af, at affaldsvarmeprisen pr. enhed skal være lig med Hjørring Varmeforsynings gennemsnitlige produktionspris pr. enhed. Skagen-kendelsen er tværtimod udtryk for, at Ankenævnet i sin praksis fokuserer på de samlede produktionspriser, vel at mærke under forudsætning af at fjernvarmeværket leverer hele varmemængden, altså også den mængde, som affaldsselskabet ellers skulle levere. Skagen-kendelsen adskiller sig fra den foreliggende sag ved, at Hjørring Varmeforsynings værk er dimensioneret til hele varmemængden.
Den rette substitutionspris skal således opgøres som Hjørring Varmeforsynings samlede produktionsomkostninger for hele varmemængden minus de faste omkostninger og minus de variable produktionsomkostninger for den del af varmemængden, som Hjørring Varmeforsyning selv skal producere.
5. AVVs argumentation
AVV har til støtte for sin påstand anført, at varmemarkedet i Hjørring, der udgør ca. 1000 TJ pr. år, er opdelt på en særlig klar og udtrykkelig måde, idet 320 TJ af det fulde varmemarked ifølge varmeplanlægningen for Hjørring Kommune skal leveres af AVV. Hjørring Varmeforsyning må således ikke lade den varme, der aftages fra AVV, producere på egne anlæg. Herudover er AVV pålagt et produktionsloft på 320 TJ årligt, hvorved der ydes et særligt bidrag til varmeforsyningens økonomi, idet AVV således ikke kan kompensere for virkningen af en lav substitutionspris ved at forøge produktionen. Hvis Hjørring Varmeforsyning får medhold, kan det føre til en forhøjelse af prisen for forbrænding af affald på ca. 50%.
Det ville derfor ikke være rimeligt, hvis Hjørring Varmeforsyning alligevel skulle stilles som om denne opdeling af varmemarkedet ikke forelå, idet varmeforsyningen så ville få alle fordelene, mens AVV fortsat skulle være pålagt alle ulemperne, herunder varmeloftet.
Hjørring Varmeforsyning har endvidere med fuldt kendskab til den nævnte varmeplanlægning -bygget sit værk med en kapacitet, der er større end nødvendigt for at forsyne den del af varmemarkedet, som Hjørring Varmeforsyning har fået tildelt. Det må ikke komme AVV til skade, at Hjørring Varmeforsyning på grund af et ønske om et større elsalg har bygget et større værk end nødvendigt.
Hjørring Varmeforsyning har skullet påregne, at det nye værk og dets kapacitetsomkostninger skulle betales ud fra den produktion, som værket skulle bygges til og rent faktisk skulle udføre. Varmeforsyningen skal ikke kunne slippe for at betale en del af sine kapacitetsomkostninger ved at vælte byrden for en del af disse omkostninger over på AVV gennem et krav om ekstra billig varme fra AVV, idet den varme, der leveres fra AVV, så reelt ville være med til at bære disse omkostninger.
Endvidere bør der ikke i en situation som den foreliggende arbejdes med en hypotetisk situation, hvor Hjørring Varmeforsynings kraftvarmeværk forudsættes at have en produktion, der er ca. 50% større, end det der aktuelt er tilfældet. I modsætning til en traditionel olie- eller kulfyret kedel, hvor man på grund af det store erfaringsmateriale og kedlernes simple tekniske indretning forholdsvis let kan ekstrapolere til en situation med ekstra drift, er et naturgasdrevet kraftvarmeværk særdeles teknisk kompliceret og sårbart. Man kan derfor ikke drage sikre konklusioner med hensyn til, hvorledes driftsforløbet ville være med en væsentlig større produktion. Produktionsprisen bør derfor opgøres til den rent faktiske egenproduktion hos Hjørring Varmeforsyning, hvilket er en opgørelse, der hvert år kan foretages præcis og skal indsendes til Gas- og Varmeprisudvalget.
Det fremhæves, at sagen vedrører anvendelsen af varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, der forudsætter en konkret rimelighedsvurdering. Det er ved anvendelse af en sådan bestemmelse væsentligt at være opmærksom på de særlige forhold, der konkret foreligger.
I den forbindelse bør det inddrages i rimelighedsvurderingen, at de af AVV udmeldte prisprincipper arbejder med en omkostningsbestemt varmepris, som også Gas- og Varmeprisudvalget har fundet rimelig.
De pågældende prisudmeldinger er endvidere blevet pådømt i en voldgiftskendelse af 6. oktober 1997, hvor AVVs udmeldte varmeprisprincipper ved en enstemmig afgørelse i det hele blev fundet rimelige, således at Hjørring Varmeforsyning ikke kontraktligt havde krav på genforhandling, og priserne ansås ikke for at stå i et åbenbart urimeligt forhold til de faktiske omstændigheder.
Varmeforsyningsloven indeholder ikke regler om substitution, men bestemmer, at Gas- og Varmeprisudvalget konkret skal vurdere rimeligheden af udmeldte priser og prisprincipper og tilsidesætte disse, hvis de ikke er rimelige. Hvis lovgiver havde ønsket et substitutionsprincip, ville dette være skrevet ind i loven.
Det fremgår heller ikke af forarbejderne til varmeforsyningslovens bestemmelser om rimelighedscensur af varmepriserne, at dette skal bygge på et substitutionsprincip. Bemærkningerne i bilaget til udvalgsbetænkning af 22. maj 1979 vedrører den omkostningsbestemte pris i lovforslagets § 26 og ikke bestemmelserne om rimelighedscensur i lovforslagets § 27.
Bemærkningerne vedrører endvidere naturgasprisen, hvor det netop i forbindelse med indførelse af naturgasnettet politisk var tilkendegivet, at naturgasprisen ikke ville blive højere end olieprisen.
Hvis substitutionsprisen, som af Gas- og Varmeprisudvalget anført, skal beregnes med udgangspunkt i, at al varmen produceres hos Hjørring Varmeforsyning er AVV enig med udvalget i, at der skal gælde et loft svarende til de gennemsnitlige omkostninger og ikke kun de marginale omkostninger, idet de gennemsnitlige omkostninger netop er udtryk for, hvad det koster at producere varmen.
Endelig er det ikke korrekt, når det anføres, at AVV ikke leverer varme kontinuerligt, idet AVV leverer varme alle ugens dage året rundt bortset fra sædvanlige planlagte udetider, der jo også forekommer på Hjørring Varmeforsynings eget værk og på andre værker.
6. Gas- og Varmeprisudvalgets argumentation
Gas- og Varmeprisudvalget har i skrivelse af 3. december 1997 til Konkurrenceankenævnet anført følgende
"Afregninger af affaldsvarme skal ske til den laveste af følgende to priser
- enten den omkostningsbestemte pris, dvs. affaldsvarmens produktionspris
- eller substitutionsprisen svarende til varmeværkets alternative egenproduktionspris.
Ifølge udvalgets afgørelse skal substitutionsprisen opgøres på grundlag af de samlede produktionsomkostninger, som ville optræde, såfremt hele produktionen af varme fandt sted på Hjørring Varmeforsynings egne eksisterende anlæg. De omkostninger, som skal indgå i substitutionsprisen skal omfatte samtlige produktionsomkostninger, herunder omkostninger vedrørende finansiering. Substitutionsprisen pr. GJ skal herefter beregnes som de således opgjorte omkostninger divideret med den dertil svarende mængdemæssige produktion.
Spørgsmålet om substitutionsprisernes beregning er senest behandlet i Ankenævnets kendelse af 17. april 1997 i sagen Skagen Varmeværk ctr. Gas- og Varmeprisudvalget.
I den pågældende sag havde Skagen Kommune vedtaget en varmeplan, der bestemte, at Skagen Varmeforsyning skulle opføre et nyt kraftvarmeværk, og at varmeforsyningen fortsat skulle aftage fjernvarme fra affaldsforbrændingen.
Det fremgik af sagen, at den billigste løsning for varmeforbrugerne ville være at nedlægge affaldsforbrændingsanlægget og lade det nye kraftvarmeværk stå for hele fjernvarmeproduktionen.
Om beregningen af substitutionsprisen for affaldsvarmen bemærker Ankenævnet (i Skagen-kendelsen) følgende
"På given foranledning kan dog allerede nu bemærkes, at substitutionsprisen til sin tid må skulle fastsættes således, at der herved tages hensyn til, hvad værkets samlede varmeproduktionspris under de givne forudsætninger ville have været, det være sig ved maksimal udnyttelse af det da faktisk etablerede kraftvarmeværk, eller hvis dette ikke har tilstrækkelig kapacitet, typisk ved supplerende opvarmning med naturgas eller olie."
Det fremgår af ovennævnte bemærkninger, at affaldsvarmeprisen skal fastsættes ud fra den samlede varmeproduktionspris i det fjernvarmeværk, som aftager affaldsvarme. Det fremgår videre, at den samlede varmeproduktionspris skal opgøres under de givne forudsætninger, hvilket i den foreliggende sag må forstås som de produktionsmængder, der kunne produceres på varmeforsyningens egne anlæg, hvilket i den foreliggende sag vil være den faktiske egenproduktion plus køb af affaldsvarme, da hele denne varmemængde kan produceres på varmeforsyningens egne anlæg.
Substitutionsprisen for affaldsvarme leveret fra AVV til Hjørring Varmeforsyning skal således fastlægges ud fra varmeforsyningens gennemsnitsomkostninger, således som disse ville være, såfremt hele afsætningen blev produceret på varmeforsyningens egne anlæg.
Hjørring Varmeforsyning har henvist til ankenævnets kendelse i sagen om Kolding Kommune ctr. Gas- og Varmeprisudvalget og til udvalgets afgørelse i sagen om Rønne Varmeforsyning.
Hertil skal det for det første bemærkes, at udvalgets afgørelser vedrørende substitutionspriser bygger på en rimelighedsbedømmelse efter lovens § 21, stk. 5, og at de forhold, der kan medinddrage i en sådan bedømmelse afhænger af det konkrete indhold i hver enkelt sag.
Videre skal det bemærkes, at der i begge de ovennævnte sager er tale om en sammenligning mellem to købspriser.
I øvrigt bemærkes, at der i Kolding-sagen er tale om, at Ankenævnet underkender indholdet af en kontrakt indgået mellem affaldssiden og varmesiden, da kontraktens prisberegning væsentlig afveg fra, hvad varmeprisen i henhold til sædvanlig prisfastsættelse efter varmeforsyningsloven vil føre til.
For så vidt angår udvalgets afgørelse i sagen om Rønne Varmeforsyning bemærkes, at der mellem affaldsværket BOFA og varmeforsyningen var enighed om at de faste finansieringsomkostninger ikke skulle indgå i prisfastsættelsen for affaldsvarme "
For så vidt angår det af AVV anførte vedrørende vanskelighederne ved at fastlægge omkost-ningerne ved den hypotetiske produktion, der inkluderer fjernvarmeproduktionen, har Gas- og Varmeprisudvalget i sit indlæg af 3. december 1997 anført
" at der i forbindelse med varmeforsyningens aktuelle produktion vil foreligge en række faktiske konstaterede omkostningsstørrelser, som kan indgå i beregningen af de omkostninger, som ville være forbundet med at producere hele afsætningen på egne anlæg. Hertil kommer, at der foreligger en række tekniske data for varmeforsyningens anlæg. Der vil således næppe være væsentlige problemer forbundet med at beregne de omkostninger, som er forbundet med en forøgelse af produktionsstørrelsen.
Endvidere bemærkes, at Ankenævnet i kendelse af 27. marts 1995 i sagen Nykøbing Falster Kommune ctr. Gas- og Varmeprisudvalget bestemte, at substitutionsprisen for affaldsvarme fra Refa skulle fastsættes ud fra omkostninger i varmeforsyningens egne anlæg, selvom disse anlæg kun dækkede en del af varmeproduktionen.
Det forhold, at en substitutionspris er baseret på en forudsætning om, at Hjørring Varmeforsyning producerer hele afsætningen, kan således ikke betegnes som urimeligt "
Gas- og Varmeprisudvalget har endelig anført, at for så vidt angår det af AVV anførte om at Hjørring Varmeforsyning kunne have bygget et væsentlig mindre anlæg med væsentlig mindre kapitalomkostninger til følge bemærkes, at udvalget ikke har fundet anledning til at kritisere varmeforsyningens valg af anlæg, jf. pkt. 3 i udvalgets afgørelse af 29. september 1997. I øvrigt bemærkes, at udvalgets afgørelse vedrørende varmeforsyningens valg af anlæg ikke er omfattet af AVVs klage.
Til det af Hjørring Varmeforsyning anførte om, at substitutionspristankegangen har dannet baggrund for varmeforsyningsloven og henvisningen til lovens forarbejder, bemærkes, at det pågældende spørgsmål vedrører priserne for naturgas og ikke prisfastsættelsen for affaldsvarme.
7. Ankenævnets bemærkninger
Det fremgår af sagen, at det ved Energistyrelsens og byrådets godkendelse af projektforslag til Hjørring Fjernvarme var forudsat, at AVV årligt skulle levere max 320 TJ som grundlast.
Under henvisning hertil og til det, som Gas- og Varmeprisudvalget har anført, finder Ankenævnet ikke grundlag for at ændre udvalgets afgørelse, der derfor stadfæstes
Herefter bestemmes
Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 29. september 1997 stadfæstes.