Legislator Case Law & Legislation
X19986007401 DK

Ikke optaget i Ejendomsmæglerregistret. Ansøgning indkommet for sent.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Afgørelse 1998 60074 Valid

Ikke optaget i Ejendomsmæglerregistret. Ansøgning indkommet for sent.

K har i skrivelse af 5. november 1995 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 11. oktober 1995 har afslået at optage klageren i Ejendomsmæglerregistret i medfør af ? 37, stk. 2, i lov om omsætning af fast ejendom.

Sagens omstændigheder

Klageren har efter det oplyste siden 1976 sammen med sin mand og senere tillige med sin søn drevet ejendomsmæglerfirmaet "A". Hun fik næringsbrev som ejendomshandler i 1978. Klagerens søn ansøgte i oktober 1994 om optagelse i Ejendomsmæglerregistret efter overgangsreglerne i lov om omsætning af fast ejendom § 37, stk. 2, idet familien ønskede sikkerhed for, at firmaet kunne videreføres i sønnens navn, hvis klagerens mand blev uarbejdsdygtig eller faldt væk. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslog imidlertid den 25. november 1994 sønnens ansøgning under henvisning til, at han ikke havde drevet selvstændig ejendomshandlervirksomhed. Den 22. maj 1995 stadfæstede ankenævnet styrelsens afgørelse. Ved skrivelse af 25. august 1995 ansøgte klageren herefter "uanset at tidsfristen er overskredet - om optagelse under hensyntagen til det meget specielle sagsforløb". Klageren henviste i skrivelsen til, at man havde været sikker på, at sønnen ville få medhold i ankenævnet, hvorfor hun ikke selv tidligere havde tænkt på at søge om optagelse i registret.

Ved skrivelse af 11. oktober 1995 afslog Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ansøgningen, idet styrelsen bl.a. anførte

"Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om omsætning af fast ejendom, at ansøgning i henhold til overgangsreglen skulle indgives til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest den 1. november 1993. Efter ? 37, stk. 2, har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen under ganske særlige omstændigheder kunnet optage personer i Ejendomsmæglerregistret, uanset at disse ikke opfyldte betingelserne i stk. 1.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har siden den 1. november 1993, under hensyntagen til de særlige forhold som gjorde sig gældende på området, behandlet ansøgninger om optagelse i Ejendomsmæglerregistret, selvom ansøgningerne var indgivet til styrelsen senere end den i § 37, stk. 1, fastsatte frist.

Med henvisning til, at lovens § 37 er en overgangsregel, finder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at disse særlige forhold ikke længere gør sig gældende. Styrelsen har derfor i maj og juni 1995 i Dansk Ejendomsmæglerforenings medlemsblad "Ejendomsmægleren" indrykket en annonce om, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke kan forventes at ville behandle ansøgninger indkommet efter den 1. august 1995. Dette har også været meddelt til andre relevante organisationer.

Det fremgår af det oplyste, at Deres søn allerede den 22. maj 1995 fik besked om, at Erhvervsankenævnet ikke kunne imødekomme hans klage og stadfæstede den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen trufne afgørelse. På denne baggrund finder styrelsen, at der ikke er grundlag for at imødekomme det ansøgte."

I sin klageskrivelse af 5. november 1995 til ankenævnet har klageren bl.a. anført

I sidstnævnte begrundes afslaget med, at der er gået for lang tid fra min søn fik afslag - til jeg indsender min ansøgning.

Jeg mener, at det er en meget uretfærdig behandling der her bliver mig til del - der er "ekspeditionstider" overalt - og i øvrigt har jeg været bortrejst i en længere periode.

Vi mener stadigvæk, at afslaget på min søns ansøgning principielt var forkert - men min baggrund er soleklar - og det kan ikke være meningen, at vi ikke kan sikre familiefirmaets eksistens, hvis min mand skulle falde væk.

Vi har arbejdet sammen om dette firma i over 19 år - det kan ikke være rigtigt, at man nægter mig den sikkerhed p.g.a. en opfattelse i "Erhvervs- og Selskabsstyrelsen" om hvad der er "i god tid" eller det modsatte."

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har den 8. januar 1996 i anledning af klagen bl.a. udtalt følgende

"Styrelsen har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren har haft mulighed for at blive bekendt med, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke kunne forventes at ville behandle ansøgninger efter den 1. august 1995, og at det den 22. maj 1995 var blevet meddelt klagerens søn, at Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn ikke fandt grundlag for at ændre Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse om ikke at optage denne i Ejendoms-mæglerregistret. Klageren havde således mulighed for inden den 1. august 1995 at indsende en ansøgning om optagelse i Ejendomsmæglerregistret.

Styrelsen fastholder derfor afgørelsen om ikke at optage klageren i Ejendomsmæglerregistret.

...

Sagens omstændigheder.

Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om omsætning af fast ejendom, at ansøgning i henhold til overgangsreglen skulle indgives til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest den 1. november 1993. Efter ? 37, stk. 2, har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen under ganske særlige omstændigheder kunnet optage personer i Ejendomsmæglerregistret, uanset at disse ikke opfyldte betingelserne i stk. 1.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har siden den 1. november 1993 og til og med den 31. juli 1995, under hensyntagen til de særlige forhold, som gjorde sig gældende på området, behandlet ansøgninger om optagelse i Ejendomsmæglerregistret, selvom ansøgningerne således var indgivet til styrelsen senere end den i § 37, stk. 1, fastsatte frist.

Med henvisning til, at lovens § 37 er en overgangsregel fandt styrelsen i forsommeren 1995, at de særlige forhold som § 37, stk. 2, udtrykker, ikke længere fandt at gøre sig gældende. Styrelsen indrykkede derfor i maj og juni 1995 i Ejendomsformidlerens Landsorganisations medlemsblad en annonce med følgende ordlyd

"Stop for behandling af sager efter overgangsreglen i § 37 i lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom.

Med virkning fra den 1. august 1995 vil sager efter § 37, stk. 2, ikke længere kunne forventes behandlet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Efter overgangsreglen i § 37, stk. 2, har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen under ganske særlige omstændigheder kunne optage personer i Ejendomsmægler-registret, uanset at disse ikke opfyldte betingelserne i stk. 1.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har siden den 1. november 1993, under hensyntagen til de særlige forhold som gjorde sig gældende på området, behandlet ansøgninger om optagelse i Ejendomsmæglerregistret, selvom ansøgningen var indgivet senere end den i § 37, stk. 1, fastsatte frist. Med henvisning til, at lovens § 37 er en overgangsregel, er det Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, at der ikke længere vil kunne foreligge sådanne omstændigheder. Ansøgninger, som ikke er indkommet til styrelsen senest den 1. august 1995, kan ikke forventes behandlet i medfør at denne bestemmelse."

Ovenstående blev også meddelt til Realkreditrådet og Finansrådet.

Det har således været muligt forinden den 1. august 1995 at blive bekendt med, at styrelsen efter denne dato ikke kunne forventes at ville behandle ansøgninger i henhold til overgangsreglen i ? 37 i lov om omsætning af faste ejendom. Med hensyn til sønnens ansøgning har styrelsen også tillagt det betydning, at Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn den 22. maj 1995 stadfæstede Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse om ikke at optage denne i Ejendomsmæglerregistret. Klageren havde således mere end en måned til at kunne indgive ansøgning i henhold til § 37 i lov om omsætning af fast ejendom.

Styrelsen skal derfor fastholde sin afgørelse af 11. oktober 1995."

Klageren har i skrivelse af 8. februar 1996 supplerende oplyst, at hun ikke har set eller i øvrigt været opmærksom på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens annoncer i maj og juni 1995, idet hun siden februar 1995 havde været væk fra forretningen for at passe sin mor.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og klageren har fremsat supplerende bemærkninger i skrivelser af henholdsvis 27. februar og 6. marts 1996.

Ankenævnet udtaler

Den omhandlede bestemmelse i lov om omsætning af fast ejendom § 37, som trådte i kraft den 1. august 1993, bærer overskriften "Overgangsregler". Efter bestemmelsens stk. 1 skulle ansøgning om optagelse i Ejendomsmæglerregistret uden at opfylde de nye uddannelseskrav m.v. været indgivet senest den 1. november 1993. Efter bestemmelsens stk. 2 kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen dog under ganske særlige omstændigheder optage personer i registeret, selv om disse ikke opfylder betingelserne i stk. 1. Om anvendelsen af denne bestemmelse siges det i bemærkningerne til lovforslaget (Folketingsåret 1992-93, lovforslag nr. L 225, s. 29)

"Bestemmelsen skal ses på baggrund af den korte overgangsperiode, der er fastsat i forslaget. Det fremgår af bestemmelsen, at denne kun kan finde anvendelse i ekstraordinære situationer, og at den alene giver Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mulighed for at optage disse personer efter en konkret bedømmelse af personernes samlede forhold. Det er forudsat, at bestemmelsen kun vil finde anvendelse, hvis nægtelse af optagelse i Ejendomsmægler-registret, i det konkrete tilfælde, må anses for urimelig. Det er endvidere forudsat, at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til de særlige situationer, hvor nægtelse af registrering vil lukke en igangværende ejendomsformidlingsvirksomhed, f.eks. fordi den ansvarlige ejendomshandler ikke fuldt ud kan opfylde kravet om 1 års selvstændig virksomhed eller fordi ansøgningen af undskyldelige grunde indgives et par dage for sent."

Under hensyn til, at ansøgningsfristen efter § 37, stk. 1, udløb den 1. november 1993, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i maj og juni 1995 på hensigtsmæssig måde og med en rimelig frist bekendtgjorde, at ansøgninger om dispensation efter § 37, stk. 2, indgivet efter den 1. august 1995 ikke kunne forventes behandlet, og at klageren først indgav ansøgning den 25. august 1995 finder ankenævnet, at der ikke af klageren er anført sådanne ganske særlige omstændigheder, at der er grundlag for eventuelt at meddele dispensation efter § 37, stk. 2.

Ankenævnet stadfæster derfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →