Legislator Case Law & Legislation
X19981903201 DK

Nyt om arbejdsskader - Pludselige løfteskader

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1998 19032 Valid

Nyt om arbejdsskader - Pludselige løfteskader

Arbejdsskadestyrelsen har nu forelagt en række sager om pludselige løfteskader for Erhvervssygdomsudvalget.

Følgende to sager, der er indstillet til henholdsvis anerkendelse og afvisning, belyser udvalgets behandling af sagerne.

SAG NR. 1

En 59-årig chauffør skulle i forbindelse med læsning af lastbil løfte en ca. 35 kg tung stofrulle over skulderhøjde op under lastbilens loftpresenning. I forbindelse med løftet og håndteringen af stofrullen mærkede han et smæld i højre overarm.

Det blev konstateret, at der var sket en overrivning af højre overarmsmuskel - en såkaldt bicepsruptur.

Chaufføren havde forud for hændelsen i en lang årrække haft løftearbejde med en daglig løftemængde på over 10 tons.

Erhvervssygdomsudvalget indstillede, at skaden skulle anerkendes som en arbejdsskade i form af en pludselig løfteskade. Udvalget lagde ved sin vurdering vægt på, at chaufføren i forbindelse med et løft på 35 kg i en

akavet stilling havde pådraget sig en varig muskelskade. Udvalget lagde endvidere vægt på, at han i en årrække havde haft tungt løftearbejde med store daglige løftemængder.

Ud fra en samlet vurdering fandt udvalget således, at det var overvejende sandsynligt, at arbejdet var årsag til armlidelsen.

SAG NR. 2

En 25-årig kvindelig fabriksarbejder skulle i forbindelse med sit arbejde løfte en 17 kg tung sæk over skulderhøjde. I forbindelse med løftet fik hun et »knæk« i skulderen efterfulgt af stærke smerter.

1 år efter hændelsen havde hun fortsat stærke smerter i skulderen.

Hun havde forud for hændelsen i knapt 1 år haft tungt løftearbejde med en daglig løftemængde på 3-6 tons. Forud for denne ansættelse havde hun kun i begrænset omfang været tilknyttet arbejdsmarkedet.

Erhvervssygdomsudvalget indstillede, at skaden skulle afvises som arbejdsskade i form af en pludselig løfteskade.

Udvalget lagde ved sin vurdering vægt på, at hun i forbindelse med et løft af en 17 kg tung sæk over skulderhøjde havde pådraget sig en skulderskade. Udvalget fandt imidlertid, at den tidsmæssige udstrækning af løftearbejdet på knapt 1 år forud for skadens opståen havde været for kort.

Ud fra en samlet vurdering fandt udvalget derfor, at det ikke var overvejende sandsynligt, at arbejdet var årsag til skulderlidelsen.

KOMMENTAR

Ved behandlingen af sager om pludselige løfteskader foretager Erhvervssygdomsudvalget en vurdering af alle oplysninger i den enkelte sag. Denne vurdering af omstændighederne ved løftet, den løftede genstands art og vægt samt karakteren af arbejdet i perioden forud for skadens opståen og endelig skadens art sammenholdes med de betingelser, der er indeholdt i arbejdsskadeforsikringslovens § 9a. Det vil sige

- Er der tale om en varig muskel-, nerve- eller ledskade?

- Er skaden sket under udøvelse af et løft? Herunder vurderes også tyngden af det skadevoldende løft, og om løftet fandt sted under akavede forhold.

- Har der forud for skaden været tale om løftearbejde? Ved vurderingen heraf lægges vægt på den daglige løftemængde og den tidsmæssige udstrækning.

Udvalgets vurdering består af en afvejning af betydningen af de konkrete oplysninger i den enkelte sag sammenholdt med de elementer, som efter loven skal tillægges betydning.

Man kan også sige det på den måde, at der således er tale om et skøn baseret på faktiske oplysninger sammenholdt med lovens betingelser for anerkendelse, hvis betydning skal fastlægges af udvalget ved behandlingen af enkeltsager.

På grundlag af en samlet vurdering indstiller udvalget til Arbejdsskadesty-relsen, om udvalget finder det overvejende sandsynligt, at arbejdet er årsag til skaden.

Det skal understreges, at der kun er forelagt et begrænset antal sager for udvalget. Det er derfor endnu for tidligt at sige noget om en fast praksis for anerkendelse.

På grundlag af sag nr. 2 kan det udledes, at udvalget for tiden ikke vil indstille til anerkendelse, hvis den tidsmæssige udstrækning af løftearbejdet forud for skadens opståen har været kort - det vil sige omkring 1 år eller mindre.

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Ingrid Parsby eller konsulent Claus Lind.

---------------------------------------

Arbejdsskadestyrelsen har netop udgivet

Vejledning om arbejdsbetingede armlidelser. Pris: 80 kr.

Jubilæumsskriftet: Arbejdsskadeforsikring gennem 100 år. Pris: 120 kr.

Bøgerne kan købes ved henvendelse til Informationen, tlf. 39 17 77 00

Afgørelse 1998 19032 Valid

Pludselig løfteskader

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →