Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Statutory Text (2 Articles)
Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Vedrører BYG´s standardforbehold.
Ved klageskrift af 13. juni 1996 har klager indklaget indklagede for en i henhold til "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed" nedsat voldgiftsret bestående af arkitekt m.a.a. Erik Jørgensen, arkitekt og tømrermester Ole Uldal og landsdommer K.A. Knudsen, sidstnævnte som formand.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal betale 65.400,00 kr. ekskl. moms med tillæg af procesrente fra den 14. juni 1996, til betaling sker.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse, mod betaling af et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn, mere subsidiært frifindelse for tiden.
Ved ordrebekræftelse af 12. december 1994 indgik parterne aftale om, at indklagede for en pris af 219.400 kr. ekskl. moms skulle udføre tagrenovering på klagerens ejendom, et nedlagt bryggeri. Som grundlag forelå tilbud af 29. november 1994 fra indklagede. Dette var delt op i 5 prissatte tilbud vedrørende 5 afsnit af taget. For 2 afsnits vedkommende vedrørte tilbudet "tagfladen" med angivelse af m². For 3 afsnits vedkommende vedrørte tilbudet "restareal" med angivelse af m². Nærværende sag drejer sig udelukkende om afsnit 5, taget over lagerhallerne. Tilbudet vedrørende dette afsnit, lyder således
"766 m² Tækning af restareal, taget er delvis renoveret, klargøring af tagfladen, påklæbning af 1 lag X1 4 mm.
Genmontering af løs sternkapsel.
25 stk. Levering og montering af X2hætter.
4. stk. Inddækning af karm ovenlys.
Fugning af eksisterende ovenlyskupler.
Leje af sikkerhedsrækværk.
Samlet pris ekskl. moms Kr. 99.000,00"
Af tilbudsskrivelsen fremgår endvidere, at "BYG´s standardforbehold af juni 1993 er gældende", og at der ydes 10 års garanti på tilbud 2 og 3. "Øvrige tilbud ydes 5 års garanti for tæthed og holdbarhed på X1".
Arbejderne blev udført og betalt i begyndelsen af året 1995.
Det er ubestridt, at klager i løbet af de følgende måneder nogle gange kontaktede indklagede om, at taget var utæt, og at indklagede i den anledning foretog nogle småreparationer. Der foreligger intet skriftligt herom.
Den 4. september 1995 var der en besigtigelse af taget med deltagelse af begge parter. Indklagede har den 7.september 1995 skrevet til klager, hvad der blev konstateret ved besigtigelsen. Det fremgår, at der i afsnit 5 blev konstateret "utæt ovenlys ved X3areal", "utæt ved ventilationsanlæg, hættetag mangler" og "utæt ved defekt nedløb". Det er endvidere anført, at man er indstillet på at gennemgå arealer, som er udført med X1 for eventuelle utætheder, men at reparationer af arealer udført med X3 kun vil blive repareret mod betaling.
Den 5. september 1995 havde klageren reklameret over for indklagede på grund af vandindtrængen. Indklagede fastholdt, at de påberåbte utætheder hidrørte fra områder, der ikke var omfattet af indklagedes tilbud.
Da parterne ikke kunne opnå forligsmæssig løsning, blev der den 4.december 1995 foretaget syn og skøn. Det fremgår af skønserklæringen, at det skønsmæssigt fandtes, at der var renoveret et areal på ca. 766 m² som tilbudt, og at de i tilbud vedrørende afsnit 5 beskrevne ydelser "er udført ekskl. levering og montering af 25 stk. X2hætter og ekskl. fugning af ovenlyskupler ved karmovenlys". Der blev ikke fundet eller påvist utætheder eller fagmæssige fejl ved den udførte inddækning ved 1 karmovenlys eller ved flangeovenlys i de områder, hvorpå der var udført ny tagbelægning. Det skønnedes, at utætheder konstateret efter udførelsen af renoveringen med X1, er opstået i de tidligere med X3 renoverede områder, og det skønnedes, at disse utætheder kunne være opstået, efter at renoveringen var udført.
Indklagede har i august 1996 leveret de manglende trykudligningshætter til klageren, men ikke monteret dem. Klageren har opgjort sit krav skønsmæssigt til halvdelen af entreprisesummen vedrørende afsnit 5 med tillæg af udgifter til skønsmand og advokat.
Der er afgivet forklaring af direktør i det klagende selskab, af tidligere indehaver af det indklagede selskab, af nuværende direktør i det indklagede selskab, af en tidligere ansat tagdækker, af en tidligere ansat hos klager, af en tagdækker, af en konsulent i et tagdækkerselskab samt af en direktør fra samme selskab.
Klagers direktør har forklaret, at han gennemgik det tilbud, som indklagede gav. Indklagede skulle give et tilbud på, "at taget blev tæt". Efter at arbejdet var udført, løb eller dryppede der vand ned af væggen og det dryppede fra ca. 4 flangevinduer midt i hallen. Da tidligere indehaver af det indklagede selskab havde foretaget nogle udbedringer, sagde han på et tidspunkt, at "nu var der ikke mere, der var med i regningen"! En bekendt, der er tagdækker, sagde, at også kasserenden burde have været udbedret, ligesom den nye belægning ved gavlen burde have været ført op under sternkapslen. Der kom ikke vand ind ved gavlen. Han har ladet den del af taget, som indklagede ikke har renoveret, udbedre ved anden entreprenør, og taget er nu tæt.
Indklagedes tidligere ejer har forklaret, at klagers direktør gerne ville have renoveret taget, men det måtte ikke koste for meget. Vidnet skulle vurdere, hvad der var nødvendigt at lave og give tilbud på dette. Han vurderede, at området, der var udbedret med X3, så rimeligt ud og var godt nok. En kasserende mod vejen var tydeligvis blevet repareret, medens den modsatte side fremstod med det oprindelige tagpap. Man valgte derfor at udbedre den, selv om det ikke var omfattet af tilbudet. Ved kraftig vind kan der løbe vand ind i soklen ved den uisolerede plade mod vejen, men det har ikke noget med taget at gøre. Belægning mod gavlen er udført med fuldsvejsning af 10 cm. overlap.
En tidligere ansat tagdækker har forklaret, at han så, at der manglede inddækning ved gavlen, og at det dryppede ned der. Han har også set, at det dryppede fra ovenlys, og at kasserenden mod vejen var utæt.
En tidligere ansat hos klager har forklaret, at han har set det dryppe i hallen, så der stod vand på gulvet, mest på det område, der vender væk fra vejen. Han har set vand ved væggen mod vejen, men husker ikke at have set vand ved gavlen.
En anden tagdækker har set, at det regnede ned 4-5 steder.
Klageren har gjort gældende, at der kun blev givet løse anvisninger om, hvad der skulle laves, idet det lå klart, at der skulle gives tilbud på og foretages den renovering, der var nødvendig, for at taget blev tæt. Indklagede har ikke tilbudt relevant arbejde, og det udførte er i realiteten uden værdi for klageren. Det har i alt fald ikke den værdi, som klageren har forudsat, og det var kendeligt for indklagede, hvad klageren forventede. Tilbudet kan læses således, at der loves udbedring på hele taget i fornødent omfang, herunder tætning af alle ovenlysvinduer, og indklagede har rent faktisk "bevæget sig" over hele taget. Klageren har således f.eks. fjernet trykudligningshætterne over hele taget. Indklagede har ikke ved blot at henvise til BYG´s standardforbehold kunne vælte risikoen for tagets bærende underlag over på klageren.
Indklagede har anført, at der klart og tydeligt er taget forbehold for tagets bærende underlag. Bortset fra montering af hætterne er arbejdet udført i overensstemmelse med tilbudet, som kun vedrører det areal på 766 m², der skulle belægges med X1 og således f.eks. ikke ovenlysvinduer på det andet areal. Tilbudet indeholder intet om udbedring af kasserender, og det forhold, at indklagede uden beregning alligevel har renoveret et stykke af en rende, kan ikke medføre, at han skulle være forpligtet til at foretage renovering af renden mod vejen. Der er ikke påvist fejl ved det udførte arbejde, og de steder, hvor der måtte have været konstateret utætheder i taget, ligger alle uden for det område, der var omfattet af tilbudet.
Voldgiftsrettens bemærkninger
Tilbudet vedrørende afsnit 5 blev fremsendt sammen med tilbudene på de øvrige afsnit. Tilbudene bærer præg af, at det individuelt for hvert afsnit er blevet vurderet, hvad der skulle udføres. Efter ordlyden af tilbudet på afsnit 5 sammenholdt med de øvrige tilbud kan det ikke antages, at indklagede skulle udføre arbejde på mere end de 766 m², som ikke tidligere var renoveret med X3. Han har således ikke skullet foretage tætning af hele taget. Bortset fra montering af X2hætter har indklagede udført det arbejde, der er omfattet af tilbudet. Det kan således ikke antages, at indklagede ved tilbudet har påtaget sig at udføre renovering af kasserenden mod vejen eller at udføre kantafslutningen ved gavlen på anden måde end sket. At indklagede uden særskilt beregning har renoveret et stykke af kasserenden modsat vejen kan ikke føre til andet resultat. På samme måde må tilbudet forstås således, at indklagede alene har påtaget sig at udføre arbejde ved de ovenlysvinduer, der er placeret på de 766 m². Som sagen er oplyst, må det lægges til grund, at der ikke i hvert fald ikke indtil nu er påvist mangler ved det udførte arbejde, som ikke er blevet udbedret. Det bemærkes i denne forbindelse, at tilbudet med det tagne forbehold ikke kan læses på den måde, at indklagede har påtaget sig at undersøge tagets opbygning eller påtaget sig nogen form for risiko vedrørende tagkonstruktionen. Da indklagede alene har leveret, men ikke monteret X2hætterne, skal der indrømmes klageren en godtgørelse herfor. Denne fastsættes skønsmæssigt til 3.000 kr. ekskl. moms med rente som nedenfor bestemt.
THI BESTEMMES
Indklagede skal til klageren betale 3.000 kr. ekskl. moms med tillæg af procesrente fra den 14. juni 1996, til betaling sker.
I sagsomkostninger skal klageren betale 9.000 kr. til indklagede.
Klageren skal betale udgifterne til skønsmanden.
Klageren skal betale de omkostninger, der er forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen.
Kendelsen skal opfyldes inden 14. dage efter dens modtagelse.
Denne sag vedrører en mellem parterne indgået aftale om, at indklagede skulle udføre en tagrenovering på klagers ejendom.
Grundlaget for parternes aftale var indklagedes tilbud, der var delt op i 5 prissatte tilbud, vedrørende 5 afsnit af taget. Denne sag vedrører udelukkende afsnit 5. BYG´s standardforbehold er gældende.
De aftalte arbejder blev udført og betalt i begyndelsen af 1995. Indklagede udførte efterfølgende nogle småreparationer da taget var utæt. Efterfølgende opstod der mellem parterne uenighed om, hvorvidt indklagede var forpligtet til at udbedre yderligere mangler.
Voldgiftsretten udtaler, at som sagen er oplyst må det lægges til grund at der ikke er påvist mangler ved det udførte arbejde som ikke allerede er blevet udbedret, idet indklagedes tilbud ikke kan læses på den måde, at indklagede har påtaget sig at undersøge tagets opbygning eller påtaget sig nogen form for risiko vedrørende tagkonstruktionen.