Nyt om arbejdsskader - Råd og bistand i arbejdsskadesager (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Nyt om arbejdsskader - Råd og bistand i arbejdsskadesager (* 1)
BAGGRUND
Når Arbejdsskadestyrelsen behandler en sag, har den, der er kommet til skade, naturligvis ret til at søge bistand hos en anden, som hun eller han selv vælger.
Når skadelidte ønsker at inddrage en anden i sagens behandling for at varetage hans interesser, skal han give den anden person fuldmagt.
KOMMENTAR
Arbejdsskadestyrelsen har tilrettelagt et fuldmagtsystem, der er baseret på vores erfaringer om, hvad de skadelidte ønsker i forskellige situationer. Der er tale om nogle standardfuldmagter, og formålet er så hurtigt og smidigt som muligt at imødekomme de behov, som vi har konstateret gennem behandling af de mange sager. Styrelsens edb-system er indrettet på en sådan måde, at vi kan tilrettelægge sagsbehandlingen efter fuldmagtstype.
Skadelidte kan vælge den form for fuldmagt, der indebærer, at den anden person indtræder i sagen som partsrepræsentant. Det betyder, at den anden person - fuldmagtshaveren - fuldt ud repræsenterer den skadelidte og i et og alt varetager hans interesser under sagens behandling.
Denne form for generel fuldmagt medfører, at Arbejdsskadestyrelsen sender alle breve, inklusive afgørelser, til fuldmagtshaveren. Samtidig orienterer vi skadelidte ved at sende ham en kopi af breve/afgørelser.
Advokater har i kraft af deres stilling altid en sådan generel fuldmagt, medmindre de har tilkendegivet andre ønsker.
En mindre omfattende form for fuldmagt giver en anden - fuldmagtshaveren - ret til at få kopi af alle breve, inklusive afgørelser, som Arbejdsskadestyrelsen sender ud i forbindelse med sagens behandling.
Denne form for fuldmagt benyttes oftest af fagforeninger, der ønsker at følge sagens gang, fx for senere at rådgive skadelidte om, hvorvidt styrelsens afgørelse skal ankes.
En anden mindre omfattende form for fuldmagt giver en anden person - fuldmagtshaveren - ret til at få kopi af afgørelsen i en sag.
Denne form for fuldmagt benyttes oftest af den læge, der anmelder sagen, eller af læger, der undersøger skadelidte og afgiver erklæring til Arbejdsskadestyrelsen. De aftaler med skadelidte, at han giver dem fuldmagt til at få kopi af afgørelsen.
Der kan naturligvis forekomme andre situationer, hvor den, der er kommet til skade, giver en anden fuldmagt til at varetage hans interesser. Det fore-kommer fx, at en skadelidt giver en anden ret til at få aktindsigt - dvs. ret til på et givet tidspunkt at se sagens akter.
Det sker også, at en skadelidt giver en anden ret til på hans vegne at anke en afgørelse.
Arbejdsskadestyrelsen vil naturligvis imødekomme sådanne fuldmagter, der ikke falder ind under ovennævnte 3 typer.
En fuldmagt ophører, hvis skadelidte - fuldmagtsgiver - skriftligt tilbage-kalder fuldmagten, eller hvis fuldmagtshaveren skriftligt meddeler, at fuldmagten er ophørt. Fuldmagten ophører også, hvis fuldmagtgiveren dør.
Hvis skadelidte udskifter fuldmagten ved at give en tredje person en fuldmagt, bortfalder den første fuldmagt. Der kan altså kun være een person, der har fuldmagt i sagen. Dog kan skadelidte give flere personer ret til at få kopi af afgørelsen i sagen.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Mette Thiesen.
Råd og bistand i arbejdsskadesager