Skattefri aktieombyning
Statutory Text (3 Articles)
Skattefri aktieombyning
For et holdingsselskab, der var stiftet ved skattefri ombytning i december 1995 - selskab H - blev der anmodet om tilladelse til ombytning af datterselskabsaktierne - selskab D - med nyudstedte aktier i et andet selskab samme branche - selskab X.
Tilladelsen til skattefri ombytning var betinget af, at selskab H bevarede helejerskabet af selskab D i mindst 3 år efter ombytningen, dvs. konkret frem til december 1998. For personaktionæren blev derfor også anmodet om dispensation fra ejertidsvilkåret, hvorved gennemførelsen af den ansøgte ombytning kunne ske uden avancebeskatning af personaktionæren.
I løbet af foråret 1996 havde der vist sig en struktuel ændring i den branche, hvor selskab D opererede, med koncentration til følge. Forretningsmæssigt var der derfor behov for ikke at blive isoleret. Konkret havde selskab H modtaget tilbud fra selskab X, der ønskede at erherve aktierne i selskab D ved aktieombytning.
Ombytningen ønskedes således gennemført ved, at selskab H skulle indskyde sin aktiepost i selskab D i selskab X mod alene at blive vederlagt med nyudstedte aktier i selskab X.
Med henblik på sammenlægningen af driftsaktiviteterne havde parterne fra 1. oktober 1996 aftalt et samarbejde omkring indkøb. Der var taget initiativ til at få selskab D's regnskabsår omlagt, så det fik udløb pr. 30. september, der var regnskabsafslutningstidspunkt for den koncern, hvor selskab X indgik. Det var herefter tanken, at aktieombytningen skulle gennemføres på grundlag af regnskabsafslutningen pr. 30. september 1997, hvor der ville foreligge et parallelt driftsår for driftsvirksomhederne.
Personaktionæren ville efter ombytningerne forblive direktør for selskab D og deltage i driften i den samlede koncern.
Det var oplyst, at der udover det anførte ikke var planer om at ændre på ejerforholdet til selskab D i de første 3 år efter ombytningen. Da selskab H ville blive minoritetsanpartshaver i selskab X, ville parterne imellem blive aftalt, at selskab X ville bevare helejerskabet af selskab D i mindst 3 år efter ombytningen.
Kommune og region havde indstillet, at der blev givet afslag på ansøgningen, idet betingelsen om 3 års ejerskab i tilladelsen til skattefri ombytning fra 1995 ikke ville være opfyldt. Kommunen og regionen henså bl.a. til, at selskab H ville blive minoritetsaktionær i selskab X. Der var også henvist til, at de struktuelle ændringer i branchen ikke synes at have haft væsentlig betydning for selskab D, idet bruttoomsætningen i det regnskab, der udløb pr. 30. september 1996, var højere end bruttoomsætningen for året før.
Ligningsrådet henviste til, at betingelsen om, at skattefri ombytning kræver tilladelse fra Ligningsrådet skulle ses på baggrund af artikel 11, stk. 1, litra a, i EU's fusionsdirektiv, at denne bestemmelse tillod medlemslandene at fravige direktivet, når hovedformålet eller et af hovedformålene bag en af de transaktioner, direktivet dækker, var skatteudnyttelse i bred forstand, og at medlemsstaterne således kunne foretage advigelser, når eksempelvis aktieombytninger var motiveret af skattemæssige hensyn fremfor af almindelige kommercielle overvejelser.
Ved ombytningen ville der blive tale om en minoritetsaktiepost i selskab X. Hvis stiftelsen af selskab H ikke var sket inden denne ombytning, ville personaktionæren ikke skattefrit kunne have opnået at få aktierne i selskab X ejet via et selskab. Ligeledes ville selskab H umiddelbart kunne afhænde de modtagne aktier i selskab X.
Ligningsrådet fandt, at forholdet på det grundlag måtte sammenlignes med »det hurtige salg af ombyttede aktier«, hvor der efter bemærkningerne til L 35 af 2. november 1994 var grund til at gribe ind, og gav afslag på anmodningen om dispensation fra ejertidsvilkåret og realitetsbehandlede herefter ikke anmodningen om tilladelse til skattefri aktieombytning for holdingselskabet.
Ligningsvejledning 1997 S.G.3.5.
Et holdingsselskab, der var stiftet ved skattefri ombytning, anmodede om tilladelse til skattefri ombytning af datterselskabsaktierne med nyudstedte aktier i et andet selskab i samme branche. På vegne af personaktionæren var der samtidig anmodet om dispensation fra vilkår om, at holdingsselskabet skulle bevare helejerskabet af datterselskabet i mindst 3 år efter den ombytning, hvor holdingsselskabet blev stiftet. Ligningsrådet gav afslag på dispensationsanmodningen under henvisning til, at forholdet måtte sammenlignes med »det hurtige salg af ombyttede aktier«, hvor der efter bemærkningerne til L 35 af 2. november 1994 var grund til at gribe ind, og realitetsbehandlede på det grundlag ikke anmodningen om tilladelse til skattefri aktieombytning for holdingsselskabet.