KSL §48E-beskatning
Statutory Text (3 Articles)
KSL §48E-beskatning
Et universitet havde i april 1997 oplyst til told- og skatteregionen, at de havde ansat en forsker til beskatning efter kildeskattelovens §48E vedr. perioden 1. april 1997 - 31. marts 1998.
Told- og Skatteregionen afslog herefter §48 E-beskatning med den begrundelse, at forskeren blev fuldt skattepligtig allerede fra 15. april 1996.
Det blev i forbindelse med klagesagen oplyst, at universitetet først havde søgt et forskningsråd om løn til et 2-årigt projekt under §48E. Resultatet blev, at der blev bevilget løn til 1 år og en udenlandsk fond for videnskabelig forskning bevilgede et stipendium for 1 år. Det udenlandske stipendium blev anvendt for perioden 1. april 1996 - 31. marts 1997 og forskningsrådets bevilling skulle anvendes fra 1. april 1997 - 31. marts 1998.
Forskningsrådet godkendte efter fornyet ansøgning en projektperiode på 2 år, idet projektet faktisk ville vare i 2 år.
Det var oplyst, at forskeren hidtil havde været og også fremover i projektperioden skulle være ansat som forsker ved universitetet.
Universitetet oplyste herefter til told- og skatteregionen, at forskeren skulle beskattes efter kildeskattelovens §48E vedr. perioden 1. april 1996 - 31. marts 1998.
På grundlag af disse oplysninger var Told- og Skattestyrelsen enig i, at forskeren kunne beskattes efter kildeskattelovens § 48E i perioden 1. april 1996 - 31. marts 1998.
Told- og Skattestyrelsen har i en klagesag truffet afgørelse om, at en forsker ved et universitet, hvis forskningsprojekt var godkendt af et forskningsråd, men dels var finansieret af et stipendium fra en udenlandsk fond dels af forskningsrådet kunne beskattes efter kildeskattelovens § 48E.