Legislator Case Law & Legislation
X19961388101 DK

Kassation af 2 partier laks -gravad henholdsvis røget

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1996 13881 Valid

Kassation af 2 partier laks -gravad henholdsvis røget

Fredag den 8. november 1996 afholdtes møde i Ankenævnet for Fisk og Fiskevarer til behandling af en af S.C.Invest ApS indgiven anke af 21. august 1996 over en af Fiskeriinspektoratet i Randers truffen afgørelse af 6. august 1996, hvorefter et antal partier fiskevarer blev erklæret uegnet til menneskeføde og henvist til tilvirkning i destruktionsanstalt eller lignende, jf. § 3, stk. 2, litra a og b, jf. stk. 3, jf. § 2, stk. 6, i lbk. nr. 649 af 4. august 1993 om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer.

Hvad angår to pallenumre (02318 og 02320) opfylder disse ikke Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 324 af 28. april 1994 om mærkning af fisk og fiskevarer, hvorfor disse med henvisning til § 3, stk. 2, litra b i lbk. nr. 649 af 4. august 1993 blev tilbageholdt og evt. først ville kunne frigives, når der forelå fyldestgørende dokumentation, hvoraf partiernes producentnavn, oprindelsessted, varebetegnelse, varesammensætning, nettoindhold og holdbarhedsdato fremgik, samt en bekræftelse fra producenten på disse oplysninger. Desuden ville der inden en evt. frigivelse blive udtaget yderligere prøver til bakteriologisk undersøgelse.

AFGØRELSE Ankenævnet fastholdt Fiskerikontrollens afgørelse om kassation på grund af manglende mærkning og identifikation af de nævnte pallenumre fra S.C.Invest ApS. Sagsfremstilling m.v.

Den 13. juni 1996 har Fiskeriinspektoratet i Randers under tilsyn hos Frysehus Nord I/S, Vester Hassing, Vodskov kunnet konstatere, at der henstod flere partier fiskevarer tilhørende S.C.Invest ApS. Partierne skulle i alt udgøre 21.243,50 kg.

Ved gennemgang af partierne kunne kontrollen visuelt konstatere, at flere af partierne ikke var egnet til menneskelig konsum.

Fiskerikontrollen kunne under gennemgangen af partierne ikke finde sammenhæng mellem frysehusets lagerliste og de på lageret værende varer. Henset hertil udtog kontrollen prøver jævnt fordelt over hele partiet med henblik på kvalitetsbedømmelse.

Ved kvalitetsbedømmelsen var det ikke muligt at identificere de forskellige partier grundet manglende mærkning. Enkelte af partierne var påført mærkning, men disse oplysninger forekom af tvivlsom karakter, idet mærkningen var påført engrosemballagen, som for størsteparten var genbrugsemballage.

På grund af ovennævnte kvalitetsbedømmelse og mangelfulde behandling må patierne undtaget pallenumre 02318 og 02320 anses som utjenlige til menneskeføde.

Hvad angår de nævnte pallenumre 02318 og 02320 anmodede fiskerikontrollen S.C.Invest ApS med skrivelse af 31. juli 1996 om inden den 5. august 1996 at modtage en fyldestgørende redegørelse med hensyn til producentnavn, oprindelsessted, varebetegnelse, varesammensætning, nettoindhold og holdbarhedsdato, hvilket imidlertid ikke skete inden for den anførte frist, hvorfor partierne blev erklæret utjenlige til menneskeføde jf. § 3, stk. 2. litra b, i lbk. nr. 649 af 4. august 1993.

Den 21. august 1996 ankede S.C.Invest ApS sagen med den begrundelse, at alle relevante oplysninger vedr. produktion og tidspunkter m.v. for de nævnte pallenumre nu var fremskaffet.

Medio september 1996 blev produkterne undersøgt mikrobiologisk, der som resultat gav, at det ene pallenummer 02320 skulle kasseres på grund af uacceptabel mikrobiologisk kvalitet. Det andet nummer fandtes acceptabel i mikrobiologisk henseende.

S.C.Invest ApS var ikke repræsenteret ved mødet.

Fiskeriinspektoratet var repræsenteret ved overfiskeribetjent John Nielsen

Veterinærdirektoratet var repræsenteret ved Thyra Bjergskov og Inge Geest

Lyngby, den 8. november 1996

Morten Blom Andersen

Jette Nielsen

Michael Andersen

Ole Svendsen

Carsten Hansen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →