Legislator Case Law & Legislation
X19946044401 DK

Servitutpålæg og erstatningfastsættelse ved etablering af transmissionsanlæg for naturgas i Jylland

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1994 60444 Valid

Servitutpålæg og erstatningfastsættelse ved etablering af transmissionsanlæg for naturgas i Jylland

Udskrift af forhandlingsprotokollen for ekspropriationskommissionen til etablering af transmissionsanlæg for naturgas for så vidt angår anlæg i Jylland

Dubleringsledning Nybro-Egtved

(Besigtigelses- og ekspropriationsforretningen den 2. og 3. november 1994)

1. hæfte

Onsdag den 2. november 1994 kl. 8.30 samledes kommissionen, for at afholde en besigtigelsesforretning i anledning af etablering (dublering) af en naturgastransmissionsledning fra Nybro til Egtved på strækningen i Varde og Helle kommuner for så vidt angår km 8,5 - 13,5.

SERVITUTPÅLÆG

For at sikre transmissionsledningen mod beskadigelse eller anden overlast pålægges en servitut i en bredde på 20 m til hver side for ledningens centerlinie. Servitutten, der vil blive tinglyst på de berørte ejendomme, har følgende ordlyd

Servitut

1: Den til enhver tid værende ejer er pligtig at respektere nedlægning og tilstedeværelse af en energiførende ledning med tilbehør (herefter kaldet ledningsanlægget), således som vist på vedhæftede rids.

2: Inden for et 10 m bredt bælte omkring ledningens midte (herefter kaldet servitutarealet) gælder følgende bestemmelser

a. Servitutarealet må ikke bebygges eller beplantes med dybtgående rødder eller benyttes på anden måde, der kan være til gene for ledningsanlægget. Ej heller må der placeres hegnspæle o.lign. dybere end 60 cm. Som undtagelse herfra gælder dog: Læhegn kan plantes på tværs af servitutarealet, men ikke inden for en 2 m's afstand fra ledningsmidten.

På servitutarealer med eksisterende skov, fredskovpligt eller plantage er det tilladt at foretage beplantning med dybtgående rødder indtil 2 m's afstand fra ledningsmidten.

På arealer, der senere måtte blive belagt med fredskovpligt, eller arealer, der senere udlægges som skov eller plantage, kan der foretages beplantning med dybtgående rødder indtil 2 m's afstand fra ledningsmidten, forudsat at der opnås tilladelse fra ledningsejeren.

b. Hvor der findes træer eller buske i en afstand indtil 2 m fra ledningsmidten, er ledningsejeren berettiget til på egen bekostning og uden yderligere erstatning at lade friholde et passagebælte på 2 m's bredde på hver side af ledningsmidten og indtil 5 m's højde. Det samme gør sig gældende omkring afmærkningspæle for ledningsanlægget.

c. Dræn-, fjernvarme-, vand- og kloakledninger, elektriske kabler o.lign. må ikke nedlægges i servitutarealet uden forudgående aftale med ledningsejeren. Grøftegravning, såvel uddybning, påfyldning eller afgravning/afpløjning af jord eller anlæg af nye veje må ikke finde sted uden tilladelse fra ledningsejeren. Jorden må dyrkes i den udstrækning, det er muligt uden at beskadige ledningsanlægget, dog må jorden ikke bearbejdes dybere end 60 cm.

d. Ejer, bruger eller tredjemand må ikke grave, bore m.v. med mekaniske redskaber nærmere end 5 m fra ledningsmidten uden tilladelse fra og under tilsyn af ledningsejeren.

e. Ledningsejeren kan lade foretage eftersyn, udskiftninger og vedligeholdelse af ledningen og tilbehør samt nedlægge beskyttelseskabler (diameter indtil 5 cm) for ledningsanlægget i servitutarealet og eventuel foretage påfyldning af jord mod erstatning for derved forvoldt skade (afgrødetab og strukturskade). I mangel af enighed fastsættes erstatningen af 2 af retten udmeldte, uvildige personer.

3: Inden for et 40 meter bredt bælte omkring ledningsmidten etableres en sikkerhedszone, hvor der gælder følgende bestemmelser

a. Der må ikke opføres bygninger, som tjener til ophold for mennesker (herved forstås beboelsesbygninger samt andre bygninger, hvori der indrettes faste arbejdsrum eller arbejdspladser).

b. Ved opførelse af andre bygninger skal ledningsejeren underrettes.

4: Ledningsejeren har i forbindelse med eftersyn, vedligeholdelse m.v. af ledningen færdselsret over ejendommen, idet han i den forbindelse fortrinsvis skal benytte de på ejendommen til enhver tid værende private fællesveje og private veje. Eventuel skade forvoldt af ledningsejeren udbedres af denne. I tilfælde af uenighed indbringes sagen for så vidt angår private fællesveje for vejmyndigheden efter reglerne i privatvejsloven, hvorimod en eventuel tvist vedrørende udbedring af skader på en privatvej eller andet areal, hvorover ledningsejeren har færdedes, afgøres efter reglerne i lov om voldgift.

5: Ledningsejeren er berettiget til sammen med ledningsanlægget at overdrage til tredjemand de rettigheder og pligter, som følger af denne servitut.

6: Påtaleberettiget er den til enhver tid værende anlægs- og ledningsejer. På nuværende tidspunkt er dette Dansk Naturgas A/S.

ERHVERVELSE AF RETTIGHEDER

Til projektets gennemførelse kræves erhvervelse af servitutrettigheder som foran beskrevet, ret til etablering af midlertidige rørlagerpladser samt adgang til udførelse af arbejdet, herunder til midlertidigt arbejdsareal.

Dertil kommer ret til midlertidige overkørsler fra offentlige veje i ledningstraceet, færdselsret over tilgrænsende ejendomme mod at erstatte eller udbedre skader, der påføres af ledningsejeren.

Arbejdsbæltets bredde vil normalt være ca. 22 m og vil ligge inden for det 40 m brede servitutbælte.

KRYDSNING AF JERNBANER, VEJE, VANDLØB OG LEDNINGER

Generelle bestemmelser

Krydsninger af veje, jernbaner og vandløb samt ledninger sker efter nærmere forhandlinger med de respektive vej- og vandløbsmyndigheder.

Private og offentlige vandløb, afvandingssystemer m.m. reguleres og/eller retableres i fornødent omfang.

Krydsning af DSB's jernbaner foretages i henhold til DSB's Almindelige betingelser for naturgasanlæg, og projektet godkendes af DSB.

Torsdag den 3. november 1994 kl. 8.30 fortsatte kommissionen med en besigtigelses- og ekspropriationsforretning for så vidt angår strækningen km 0,3 - 1,9. Forretningen startede ved Nybrovejs skæring med gasledningen.

Der fremlagdes arealfortegnelse nr. 573-1 med tilhørende ekspropriationsplaner.

Kommissarius oplyste over for kommissionens medlemmer, at der fra 1980 til 1989 har været en aftale mellem naturgasselskaberne og landbrugsorganisationerne vedrørende frivillig fastsættelse af erstatningen i forbindelse med anlæg af transmissionsledninger for olie- og naturgas i landbrugsjord. Aftalen, der ikke var bindende for ekspropriationsmyndighederne, har i vidt omfang ligget til grund for forlig mellem lodsejerne og naturgasselskaberne.

Efter den senest reviderede aftale fra 1989 betaltes der en engangserstatning for rådighedsindskrænkninger i henhold til servitut nr. 1 varierende fra 1,03 kr. pr. (m2) til 2,13 kr. pr. (m2) afhængig af grundværdien i henhold til den offentlige ejendomsvurdering.

For rådighedsindskrænkningen i henhold til servitut nr. 2 betaltes en erstatning på 0,21 kr. pr. (m2). Herudover betaltes efter aftalen erstatning for ejendomsforringelse ved gravearbejde m.v. i forbindelse med ledningens nedlæggelse (strukturskade) ligeledes med varierende beløb - fra 0,62 kr. til 1,23 kr. pr. (m2) afhængig af grundværdien i henhold til den offentlige vurdering.

Efter aftalen var der fastsat en minimumserstatning for rådighedsindskrænkning i henhold til de 2 servitutter på 1.000 kr.

Herudover ydedes erstatning for øvrige ulemper, f.eks. nærføring til eksisterende bygninger, der hindrer kommende bygningsudvidelser, og sløjfning af læhegn, idet disse erstatninger skulle beregnes særskilt for den enkelte ejendom.

Aftalen blev opsagt i 1989 og er ikke siden blevet fornyet.

Efter at kommissarius havde gennemgået retspraksis vedrørende erstatningsfastsættelsen for rådighedsindskrænknnger i forbindelse med pålæg af rørledningsservitutter, jfr. utrykt VLD af 27. december 1979 og de deri indeholdte generelle principper samt foreliggende taksationspraksis fra tiden efter aftalens opsigelse, vedtog ekspropriationskommissionen at følge nedenstående i forbindelse med fastsættelsen af erstatninger for naturgasledninger.

Erstatningsfastsættelsen bør i tilfælde som de foreliggende ske efter enkelte, faste og så vidt muligt generelt anvendelige kriterier, hvor hensyn tages foruden til størrelsen af det servitutbelagte areal, til de berørte arealers beskaffenhed, ledningsdybden samt ledningens sårbarhed og dermed risikoen for skader.

For landbrugsjord i almindelighed finder kommissionen, at den rådighedsindskrænkning og forpligtigelse, som servitutten indebærer, er af forholdsvis begrænset økonomisk betydning. Servitutten hindrer ikke, at arealet dyrkes på normal måde, men alene at jorden ikke må bearbejdes dybere end 60 cm. Med respekt af 2 m's afstanden kan der plantes læhegn. Indgreb i arealer, der allerede er beplantet med træer med dybtgående rødder, behandles i erstatningsmæssig henseende individuelt.

For landbrugsjord i almindelighed er realitetsindholdet af servitutten en pligt til agtpågivenhed i forbindelse med behandlingen af jordbunden, navnlig med hensyn til grubning og drænarbejder, og - når bortses fra jorder af en sådan beskaffenhed, at lævirkning har betydning for driften - lægger servitutten således kun i beskedent omfang et bånd på arealets udnyttelse i landbrugsdriften.

På baggrund af erfaringer fra det ekssisterende ledningsnet og gjort bekendt med projektets gennemførelsesmetoder samt ledningsejerens løbende sikkerhedsforanstaltninger mener kommissionen ikke, at ledningen er særligt såbar eller, at der er større risiko for skader i tilfælde af ledningsbrud.

Kommissionen finder ud fra ovennævnte synspunkter, at der for så vidt angår servitut nr. 1 bør tages hensyn til jordens beskaffenhed og dermed dens anvendelsesmuligheder, idet disse er afgørende for omfanget af den byrde, der pålægges ved servitutten. Kommissionen tager derfor ved erstatningsfastsættelsen udgangspunkt i 3 kategorier af landbrugsjord: Landbrugsjord, der kan indgå i omdrift, engarealer og udyrkbare arealer, f.eks. mose- eller kratarealer. Derimod finder kommissionen det irrelevant inden for de 3 kategorier at graduere erstatningen efter jordens værdiansættelse efter den offentlige vurdering. Denne værdiansættelse er udtryk for jordens bonitet og beliggenhed, og ingen af disse påvirkes af servitutten.

For hver af de 3 ovennævnte kategorier har kommissionen fastsat følgende satser, som den vil anvende ved erstatningsfastsættelsen for landbrugsjord i almindelighed - det vil sige landbrugsjord, der er underkastet landbrugspligt, og hvortil der ikke er knyttet forventningsværdi

For servitut nr. 1 pr. (m2) Areal i omdrift 1,25 kr. Areal af eng 0,60 kr. Udyrkbare arealer 0,25 kr. For servitut nr. 2 0,20 kr.

På grund af den ringe betydning dette servitutindgreb har for landbrugsjord i almindelighed, afstås fra at graduere erstatningen i forhold til de 3 nævnte kategorier.

Strukturskade, der dækker forringelsen af arbejdsarealet som følge af nedgravningen af ledningen

Erstatningen herfor kan være afhængig af, om der er tale om jorder af en lettere karakter eller af tung, mere leret karakter. For de jorder, der findes på strækningen Nybro-Egtved, finder kommissionen, at erstatningen bør fastsættes således

Areal i omdrift 1,00 kr. Areal af eng 0,40 kr. Udyrkbare arealer 0,10 kr.

Kommissionen har ikke kunnet acceptere en minimumserstatning på 1.000 kr. som var hjemlet i aftalen, men har i stedet vedtaget at yde alle berørte lodsejere et grundbeløb på 500 kr., der lægges til den erstatning, der efter ovennævnte satser ydes dem.

Særlige ulemper, f.eks. tab af læhegn, erstattes efter konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Tab af læhegn i 2 m's bæltet, jfr. servitut nr. 1, erstattes særskilt og efterfølgende sammen med midlertidigt tab af læhegn i arbejdsbæltet.

Da erstatningen for strukturskade er fastsat forud og generelt, har kommissionen bestemt, at erstatningsfastsættelsen for strukturskade kan tages op indtil 5 år efter anlægsarbejdets afslutning, hvis det viser sig, at der er opstået ganske særlige skader. Som eksempel på sådanne ganske særlige skader kan nævnes, at der opstår en markant udbyttenedgang på hele arbejdsarealet eller væsentlige dele heraf, konstateret efter de 2 første høstår og målt i forhold til de tilgrænsende arealer, eller at et areal er vandlidende 2 år efter arbejdets afslutning.

Afgørelse 1994 60444 Valid

Indeholder servitutpålægget samt generelle principper for erstatningsfastsættelse m.m. (kun en del af kendelsen indlagt.)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →