Støjdæmpning af industrimaskine senest 5 måneder efter afgørelsen. Støjniveau var i tomgang målt til 94 dB(A) og under anvendelse til 106 dB(A) ved fratagningssted
Statutory Text (3 Articles)
Støjdæmpning af industrimaskine senest 5 måneder efter afgørelsen. Støjniveau var i tomgang målt til 94 dB(A) og under anvendelse til 106 dB(A) ved fratagningssted
I skrivelse af 4. oktober 1993 har De klaget over Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 13. september 1993 vedrørende fristen for efterkommelse af direktoratets afgørelse af 16. juli 1993, for så vidt angår den del af afgørelsen, der handler om støjdæmpning af en maskine.
Klagens indhold.
Det anføres blandt andet til støtte for klagen, at Arbejdstilsynet i august 1993 har udtalt, at man vil gennemføre støjdæmpning i industrien i løbet af 1 - 2 år. Endvidere at af hensyn til lighed for loven bør virksomhedens konkurrenter her i landet også modtage et lignende påbud. Og endelig at ingen af de ansatte har klaget over støjen.
Sagens indhold.
Arbejdsministeriet har sendt klagen til udtalelse i Direktoratet for Arbejdstilsynet. Det fremgår af udtalelsen og af sagen i øvrigt, at direktoratets afgørelse om støjdæmpning alene vedrører en Weinig kehlemaskine årgang 1980, der er anskaffet af virksomheden for 2 - 3 år siden.
Endvidere at kredsens målinger ved maskinen har vist et støjniveau i tomgang på 94 dB(A) og ved bearbejdning henholdsvis 104 dB(A) ved ilægningssted og 106 dB(A) ved fratagningssted.
Samt at importøren af Weinig kehlemaskiner til direktoratet har oplyst, at kehlemaskiner i dag er indbygget i bullerhus.
Til Arbejdstilsynets udtalelser i Jyllands Posten den 23. august 1993 om, at en virksomhed kan få en frist på 1 - 2 år til at efterkomme et krav om støjdæmpning, udtaler direktoratet, at en sådan frist relaterer sig til krav efter bekendtgørelse nr. 801 af 4. oktober 1993 om støjgrænser på arbejdspladsen, der træder i kraft den 1. januar 1995. I bekendtgørelsen nedsættes den nuværende støjgrænse på 9O dB(A) til 85 dB(A).
De i artiklen omtalte frister vedrører således de fremtidige krav om foranstaltninger, der skal bringe støjen ned under 85 dB(A), og skal ses som en erkendelse af, at støjdæmpning i mange tilfælde kan være vanskeligt og kræve nærmere undersøgelser.
Desuden oplyser direktoratet, at der ifølge Arbejdstilsynets praksis kan meddeles efterkommelsesfrister pa 1 - 2 år, hvor der skal træffes støjdæmpende foranstaltninger for større og omfattende maskinanlæg men aldrig i de tilfælde, hvor støjniveauet er uacceptabelt højt.
Samtidig understreger direktoratet, at arbejdsmiljølovens regler bygger på den forudsætning, at arbejdsmiljøproblemer skal løses ved kilden. Det indebærer, at en maskine skal støjdæmpes fremfor, at de ansatte anvender høreværn.
Det er på den baggrund direktoratets opfattelse, at kravet om støjdæmpning ved den omhandlede maskine er i overensstemmelse med praksis på området.
Til argument om, at påbuddet er konkurrenceforvridende, anfører direktoratet, at virksomhederne også uden forudgående påbud er forpligtet til at indrette sig efter arbejdsmiljølovgivningens regler.
Direktoratet indstiller, at fristen for efterkommelse af påbudet fastsættes til 5 måneder fra denne afgørelses dato.
Arbejdsministeriets afgørelse.
Arbejdsministeriet skal i den anledning meddele, at man ændrer direktoratets afgørelse af 13. september 1993 således, at direktoratets afgørelse af 16. juli 1993, for så vidt angår kravet om støjdæmpende foranstaltninger ved kehlemaskinen, skal være efterkommet senest den 15. september 1994.
Der skal foretages tilbagemelding til Arbejdstilsynets kreds Københavns amt senest den 23. september 1994.
Arbejdsministeriets begrundelse.
Der er i afgørelsen lagt vægt på, at støjdæmpning af omhandlede maskintype er teknisk muligt, idet kehlemaskiner i dag leveres indbygget i bullerhus. Desuden er der lagt vægt på, at støjdæmpning af allerede ibrugtagne maskiner kan kræve nærmere undersøgelser.
Kopi af denne skrivelse vedlægges til orientering for sikkerhedsorganisationen eller, hvis en sådan ikke findes, en repræsentant for de ansatte.
P. M. V.
E. B.
Ingen
Arbejdsministeriet har truffet afgørelse om, at en kehlemaskine skal støjdæmpes, da det er teknisk muligt ved opsætning af bullerhus frem for anvendelse af høreværn