Børsmæglerselskabs handel med sig selv (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Børsmæglerselskabs handel med sig selv (* 1)
I forbindelse med at Københavns Fondsbørs gav et børsmæglerselskab en påtale for overtrædelse af de børsetiske reglers § 11, stk. 1, ved at have handlet aktier med sig selv, indberettede Fondsbørsen forholdet til Finanstilsynet og indstillede, at Finanstilsynet ligeledes påtalte forholdet over for børsmæglerselskabet.
Af børsmæglerselskabets redegørelse i sagen og et møde afholdt mellem Københavns Fondsbørs, Finanstilsynet og selskabet fremgik, at selskabet dels havde handlet værdipapirer med køb og salg samme dag til samme kurs dels havde foretaget andre »handler«, som i realiteten var overførsler fra et depot til et andet mellem interne handelsbeholdninger. Selskabet oplyste videre, at handlerne med køb og salg samme dag var foretaget for at dokumentere en pris over for en udenlandsk mellemhandler, der var modtager af informationer fra Københavns Fondsbørs. For så vidt angår de øvrige »handler« var disse indberettet som handler som følge af, at børsmæglerselskabets edb-system automatisk indberettede alle depotoverførsler fra et profitcenter til et andet som handler, hvilket ville blive ændret, således at indberetning ville ske korrekt.
Finanstilsynet gav børsmæglerselskabet en alvorlig påtale for overtrædelse af de børsetiske reglers § 11, stk. 1 og 2, ved at have handlet med sig selv, idet det anførtes, at en fondshandler derved ikke blot påvirker den officielle kurs, men tillige giver sin kunde det indtryk, at der er gennemført handler til den oplyste kurs. Finanstilsynet gav endvidere selskabet en påtale for i strid med fondsbørslovens § 34 at have indberettet handler mellem forskellige handelsbeholdninger i børsmæglerselskabet, idet kun handler, der medfører overdragelse til eje af børsnoterede værdipapirer, skal indberettes
(* 1) Afgørelsen er trykt i »Beretning fra Finanstilsynet. 1993«
Et børsmæglerselskab fik en påtale for at have handlet aktier med sig selv med henblik på at dokumentere en kurs overfor en kunde, samt for at have indberettet handler mellem forskellige handelsbeholdninger i selskabet.