'Guldrandede papirer', jfr. lov om forsikringsvirksomhed § 128, stk. 1 (*1)
Statutory Text (3 Articles)
»Guldrandede papirer«, jfr. lov om forsikringsvirksomhed § 128, stk. 1 (*1)
Tilsynet modtog forespørgsel om, hvorvidt aktiver i form af investering i en aktør på markedet for boligfinansiering i USA - Federal National Mortgage Association (FM) - er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed § 128, stk. 1.
FM er etableret i 1938 som en direkte statsinstitution, men blev senere i 1968 ændret til et privat aktieselskab, der fungerer under lovgivning etableret af den amerikanske kongres og underlagt tilsyn af såvel det amerikanske boligministerium som finansministerium.
FM's formål er at skabe og vedligeholde et velfungerende sekundært marked for boligpantebreve og sikre tilstrækkelige midler til boligfinansieringsformål i alle egne af USA.
FM yder ikke boliglån selv, men køber pantebreve, som lokale långivere - banker, sparekasser, forsikringsselskaber etc. - har tilvejebragt, og FM finansierer pantebrevene ved at udstede egne værdipapirer eller ved at samle pantebrevene i store porteføljer, som herefter sælges til investorer med en underliggende garanti fra FM.
Der var konkret tale om investering i 5-årige konvertible obligationer i danske kroner, hvilke obligationer har status som »senior debt«, dvs. kreditorerne får status som simple kreditorer. Obligationerne vil ikke være rentebærende, men vil blive udstedt til en underkurs og indfriet til kurs 100.
Obligationer udstedt af FM er af ratingbureauer m.v. tildelt »agency status«, hvorved de sidestilles med direkte eller garanterede statspapirer. Finansministeriet er bemyndiget til at købe obligationer udstedt af FM for op til 2,5 mia. USD. Finansministeriet skal endvidere godkende lån, som FM ønsker at optage, og Boligministeriet skal godkende udstedelser af aktier eller værdipapirer, konvertible til aktier. I henhold til den lovgivning, FM er underlagt, er Boligministeriet tildelt en generel ret til at fremme og håndhæve formålet med denne lovgivning, hvilket i sin yderste konsekvens indebærer, at Boligministeriet kan fastlægge og løbende ændre grænserne for FM's virke.
Endelig har den amerikanske kongres for nylig vedtaget ny lovgivning, der fastsætter kapitalkrav, som FM løbende vil blive holdt op imod, og loven giver myndighederne en række indgrebsmuligheder.
FM's høje kreditmæssige standard sammenholdt med den stærke statslige styring og kontrol gør, at ratinginstitutter konsekvent har tildelt selskabets værdipapirer en »triple A«-rating.
Tilsynet meddelte på baggrund af ovenstående oplysninger, at de omhandlede obligationer udstedt af FM kan henregnes til lov om forsikringsvirksomhed § 128, stk. 1, i medfør af bestemmelsens nr. 7.
(*1) Afgørelsen er trykt i »Beretning fra Finanstilsynet 1992«
Tilsynet fandt, at 5-årige konvertible obligationer i danske kroner, indebærende status som simpel kreditor, hvilke obligationer er udstedt af Federal National Mortgage Association (USA), kunne henregnes til »guldrandede aktiver, jfr. lov om forsikringsvirksomhed § 128, stk. 1, nr. 7