Arbejdsskadeforsikring - dødsfald - anerkendelse - frivilligt, ulønnet arbejde (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Arbejdsskadeforsikring - dødsfald - anerkendelse - frivilligt, ulønnet arbejde (* 1)
Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt et dødsfald under arbejdsskadeforsikringsloven. Dødsfaldet skete i forbindelse med frivilligt, ulønnet arbejde.
SAGEN
En yngre mand var medlem af en idrætsforening og fungerede bl.a. som træner for et hold unge idrætsudøvere. Han trænede de unge i sin fritid og modtog ikke løn for arbejdet. Udover den almindelige træning ledsagede han også de unge til idrætsstævner både her i landet og i udlandet.
Undervejs i en personbil sammen med et par unge idrætsudøvere, der skulle deltage i et stævne, blev bilen impliceret i et trafikuheld, og træneren blev dræbt.
Idrætsforeningen anmeldte dødsfaldet som en arbejdsskade, og vi anerkendte, at der var tale om en skade, der hører under arbejdsskadeforsikringsloven.
KOMMENTAR
Medlemmer af en forening står normalt ikke i et ansættelsesforhold til foreningen. Dette gælder, når medlemmerne deltager i foreningens almindelige virke og i overensstemmelse med foreningens formål. Herunder f.eks. at dyrke idræt i en idrætsforening.
Medlemmer kan dog i visse tilfælde have et forhold til foreningen, der kan ligestilles med et ansættelsesforhold. Dette kan ske efter såvel mundtlig som skriftlig eller endog stiltiende aftale mellem parterne om udførelsen af arbejdet.
For at medlemmet er dækket under arbejdsskadeforsikringsloven under dette arbejde, skal visse krav være opfyldt
For det første skal arbejdet, der udføres, være i foreningens interesse og skal fremme foreningens formål. For det andet er det et krav, at medlemmets arbejde efter en generel målestok går ud over, hvad et medlemskab af foreningen sædvanligvis indebærer. For det tredje skal der være tale om arbejde, som foreningen ellers måtte have ansat fremmed hjælp til.
Det er derimod ikke noget krav, at arbejdet skal være lønnet. Det vil sige, at såvel lønnet som ulønnet arbejde kan være dækket under loven.
I den konkrete sag vurderede vi, at det for det første var i idrætsforeningens interesse, at dens unge udøvere havde en træner, som foruden den daglige træning også rejste rundt med de unge til stævner.
For det andet gik arbejdet klart ud over den indsats, som medlemmer af en idrætsforening normal yder. Og for det tredje ville idrætsforeningen have været nødsaget til at ansætte en træner, hvis arbejdet ikke var blevet udført af frivillig arbejdskraft.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Kirsten Ørnø.
Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt et dødsfald under arbejdsskadeforsikringsloven. Dødsfaldet skete i forbindelse med frivilligt, ulønnet arbejde.