Ondt i ryggen? Det kan være en arbejdsskade! Undersøgelse af 187 sager behandlet i Erhvervssygdomsudvalget i perioden juni 1990 til november 1991

Ondt i ryggen? Det kan være en arbejdsskade! Undersøgelse af 187 sager behandlet i Erhvervssygdomsudvalget i perioden juni 1990 til november 1991

I løbet af 80'erne kom der stadig flere rapporter om arbejdsforholds betydning for udvikling af lænderyglidelser. Samtidig fik vi flere anmeldelser, hvor der var mistanke om, at arbejdet kunne være årsagen. Disse tilfælde kunne imidlertid ikke anerkendes, fordi ryglidelser ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

På denne baggrund bad Arbejdsskadestyrelsen og Erhvervssygdomsudvalget et sagkyndigt udvalg om at gennemgå den eksisterende litteratur om lænderyglidelser med henblik på, om fortegnelsen over erhvervssygdomme skulle udvides til også at omfatte disse lidelser.

Der var i udvalget generel enighed om, at løftearbejde øger risikoen for lænderyglidelser, men udvalget kunne ikke enes om at optage lænderyglidelser på fortegnelsen.

Det sagkyndige udvalg foreslog nogle kriterier, der kunne bruges i de fortsatte overvejelser, og Erhvervssygdomsudvalget besluttede at tage udgangspunkt i disse kriterier, når udvalget indstillede til styrelsen i den enkelte sag, om lidelsen skulle anerkendes som en arbejdsskade.

Samtidig besluttede Erhvervssygdomsudvalget, at der skulle laves en undersøgelse om disse lidelser og deres behandling i styrelsen og udvalget. Dels for at beskrive udvalgets praksis hvad angår disse nye sager, og om den blev entydig, dels for at belyse, hvilke administrative vanskeligheder arbejdet efter de nye kriterier kunne give.

Undersøgelsen omfatter 187 sager, som blev behandlet i Erhvervssygdomsudvalget i perioden juni 1990 - november 1991.

Rapportens hovedresultater beskrives nedenfor.

Spørgsmål: Kan det lade sig gøre at beskrive »løftearbejde«/»rygbelastning«?

Svar: Ja. Undersøgelsen viste, at det kan lade sig gøre at beskrive rygbelastninger på en måde, som gør dem sammenlignelige.

I 29 procent af sagerne havde beskrivelsen ingen betydning, idet

der enten ikke havde været løftearbejde, eller der ikke var nogen varig lænderyglidelse, eller der ingen tidsmæssig sammenhæng var mellem løftearbejdet og starten på lænderygsymptomerne.

Disse sager kunne umiddelbart afvises af nævnte grunde.

Af de resterende sager kunne 77 procent beskrives som forudsat i rapporten fra det sagkyndige udvalg. I 23 procent af sagerne lod det sig ikke gøre, fordi der manglede oplysning om vægtangivelsen, hvad angår det samlede daglige løft.

Spørgsmål: Hvad er der lagt vægt på i beskrivelsen af løftearbejde?

Svar: En analyse af Erhvervssygdomsudvalgets praksis har vist, at der kan udledes en forenklet formel for måling af rygbelastende arbejde, nemlig

Belastningsmål = Antal tons løftet dagligt x Antal år med løftearbejde x 1,5R.

R står for antallet af reduktionsfaktorer dvs. faktorer, der besværliggør løftet, fx mange løft på kort tid, løft i foroverbøjet stilling, rotation af kroppen sammen med løft, løft over skulderniveau og løftafstand fra kroppen over 1/2 armslængde.

Jo større tallet for belastningsmålet var, jo større var sandsynligheden for, at Erhvervssygdomsudvalget ville anerkende lidelsen som en arbejdsskade.

Det fremgår af formlen, at hvis der var mange reduktionsfaktorer, dvs. max. 5, behøvede skadelidte ikke at løfte så meget og ikke i så lang tid, som hvis der var få eller ingen reduktionsfaktorer.

Belastningsmålet havde i undersøgelsen værdier fra 2 til 4500.

Spørgsmål: Hvad viser Erhvervssygdomsudvalgets praksis?

Svar: Hvis belastningsmålet var under 200, anerkendte Erhvervssygdomsudvalget kun, hvis det drejede sig om plejepersonale. Det var udelukkende plejepersonale med løftearbejde i mindst 18 år, der fik deres lidelse anerkendt. I disse sager må det formodes, at arbejdsforholdene var særligt belastende.

Andre erhvervsgrupper fik ikke deres lidelse anerkendt, hvis belastningsmålet var under 200.

Når belastningsmålet var over 200, var det endvidere en forudsætning, at der havde været løftearbejde i mindst 4 år.

Hvis skadelidte havde haft enkeltløft under 8 kg, men mindst på 5 kg, blev lidelsen anerkendt, hvis belastningsmålet var over 1000. Det kan tages som udtryk for, at skadelidte i øvrigt havde været ekstremt belastet.

Hvis skadelidte havde løftet mindst 8 kg ved enkeltløft, og belastningsmålet var over 600, anerkendte Erhvervssygdomsudvalget næsten altid lidelsen som arbejdsbetinget.

Hvis skadelidte havde løftet mindst 8 kg ved enkeltløft og mindst 10 tons dagligt, og belastningsmålet var over 200, anerkendte Erhvervssygdomsudvalget næsten altid lidelsen.

Hvis skadelidte havde løftet mindst 8 kg ved enkeltløft, men samlet under 10 tons dagligt, og belastningsmålet var mellem 200 og 600, var sandsynligheden for anerkendelse og afvisning den samme. En efterfølgende analyse har vist, at erhvervet havde betydning for, om den blev anerkendt.

Spørgsmål: Hvad betød det for udvalgets vurdering, når der manglede oplysning om, hvor meget skadelidte havde løftet?

Svar: I disse sager kunne belastningsmålet ikke udregnes. Dokumentationen var altså dårlig. Det førte til, at udvalget i 86 procent af sagerne afviste, at der var tale om en arbejdsskade. I de få sager, hvor lidelsen blev anerkendt, havde enkeltløftene været meget tunge, dvs. fra 60 kg til 175 kg, og løftearbejdet havde været langvarigt, dvs. fra 10 år til 44 år.

Spørgsmål: Bedømte Erhvervssygdomsudvalget den samme sag ens to gange?

Svar: Spørgsmålet er undersøgt i 41 tilfældigt udvalgte sager, hvor der kun var indhentet 1 speciallægeerklæring. De 41 sager blev behandlet to gange i Erhvervssygdomsudvalget med nøjagtigt de samme oplysninger.

I 38 sager af de 41 sager, svarende til 93 procent, bedømte udvalget sagen ens.

Spørgsmål: Beskrev 2 læger løftearbejdet ens i den samme sag?

Svar: Spørgsmålet er undersøgt i andre 41 tilfældigt udvalgte sager. Vi har indhentet erklæring fra 2 speciallæger for at se, om de kom frem til de samme resultater. Den ene læge var speciallæge i arbejdsmedicin, den anden var rygspecialist.

Vigtige oplysninger var beskrevet forskelligt af de 2 læger, nemlig

- Antallet af arbejdsforhold var forskelligt angivet i 15 sager (37 procent)

- Vægten af enkeltløft var angivet forskelligt i 19 sager (46 procent)

- Det antal tons, der var løftet pr. dag, var angivet forskelligt i 13 sager (31 procent)

- Antallet af år med løftearbejde var angivet forskelligt i 10 sager (24 procent)

- Antallet af faktorer, der gjorde løftene besværlige, var angivet forskelligt i 18 sager (44 procent).

Spørgsmål: Beskrev 2 læger rygsygdommen ens i den samme sag?

Svar: Den samme sygdom var ofte beskrevet forskelligt.

Skadelidte blev spurgt, hvordan sygdommen gav sig udtryk

Var der søvnhindrende smerter, daglige eller hyppige lænderygsmerter, smerteforværring ved foroverbøjning, smerteudstråling, nedsat gangdistance og/eller føleforstyrrelser i benet.

I ca. halvdelen af de 41 sager havde lægerne beskrevet hvert af disse symptomer forskelligt.

Skadelidte blev undersøgt for tegn på rygsygdom

Graden af bevægelighed i ryggen, ømhed i ryg- og sædemuskulatur, infiltrationer i ryg- og sædemuskulatur og/eller nerveforstyrrelser i benene.

I ca. halvdelen af de 41 sager var lændens bevægelighed og de muskulære forhold beskrevet forskelligt. Nerveforstyrrelserne var kun beskrevet forskelligt for ca. 20 procents vedkommende.

I 7 af de 41 sager med 2 lægeerklæringer var den samme rygbelastning beskrevet markant forskelligt.

I andre 5 af de 41 sager var den samme rygsygdom beskrevet så forskelligt, at der ud fra den ene læges beskrivelse kunne konstateres en varig rygsygdom, mens dette ikke var tilfældet ud fra den andens.

Endelig var den samme belastning og den samme rygsygdom i endnu andre 5 af de 41 sager beskrevet så forskelligt, at der i den ene undersøgelse kunne konstateres en tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og rygsygdommen, og i den anden ikke.

I 16 af de sidstnævnte i alt 17 sager nåede udvalget alligevel til samme resultat ved begge vurderinger.

Spørgsmål: Bedømte udvalget den samme sag ens, selvom der var to forskellige sæt oplysninger fra 2 forskellige læger?

Svar: Til trods for de divergerende oplysninger i mange af sagerne, bedømte Erhvervssygdomsudvalget 39 af de 41 sager med 2 lægeerklæringer ens (95 procent).

Spørgsmål: Var lægens beskrivelse af belastningen mage til den beskrivelse, der kan fås fra fx Arbejdstilsyn eller Bedrifsundhedstjeneste?

Svar: Kun i 26 af de 187 sager i undersøgelsen svarende til 14 procent kunne det lade sig gøre at få oplysninger fra Arbejdstilsynet eller Bedriftssundhedstjenesten. Spørgsmålet er derfor ikke undersøgt i disse få sager.

Spørgsmål: Var der overensstemmelse mellem Arbejdsskadestyrelsens og Erhvervssygdomsudvalgets praksis?

Svar: Når speciallægeerklæring ikke var indhentet ville Arbejdsskadestyrelsen have afvist 66 af de 187 sager i undersøgelsen uden at indhente erklæring. Erhvervssygdomsudvalget gik ind for anerkendelse i 8 af sagerne svarende til 12 procent.

Arbejdsskadestyrelsen ville i 1990 forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, når skadelidte

- havde løftet mindst 10 tons dagligt

- havde haft løftearbejde i mindst 6 år

- havde løftet mindst 25 kg ved enkeltløft,

hvilket svarer ret nøje til det sagkyndige udvalgs forslag til anerkendelseskriterier.

Erhvervssygdomsudvalget ville anerkende sagen, når skadelidte

- enten havde løftet mindst 4 tons dagligt eller

- havde haft løftearbejde i mindst 4 år eller

- havde løftet mindst 5 kg ved enkeltløft,

når sagens oplysninger samlet dokumenterede svær belastning.

En del af forskellen skyldtes altså tidsforskydningen.

En anden del af forskellen skyldtes, at sagerne var dårligt oplyst, når der ikke forelå en speciallægeerklæring. Således var antallet af de faktorer, der besværliggjorde løftet, dvs. reduktionsfaktorerne, ofte få i de sager, Arbejdsskadestyrelsen ønskede at afvise. Når speciallægeerklæringen blev indhentet, viste det sig ofte, at antallet af reduktionsfaktorer var op til det dobbelte. Belastningsmålet fik derved en større værdi, og sandsynligheden for, at sagerne skulle anerkendes, blev større.

Dette taler klart for, at der i større omfang skal indhentes speciallægeerklæring, før der træffes beslutning om afvisning.

Når det derimod drejede sig om plejepersonale, forelagde Arbejdsskadestyrelsen de sager, der havde en mulighed for at blive anerkendt. Dvs. sager hvor skadelidte havde haft løftearbejde i mindst 17 år.

Når speciallægeerklæring var indhentet, var Arbejdsskadestyrelsen langt mindre tilbøjelig til at afvise. Vi ønskede således kun at afvise 44 procent af sagerne, mens Erhvervssygdomsudvalget gik ind for, at 59 procent skulle afvises.

Der var således eksempler på, at Arbejdsskadestyrelsen forelagde sager (bortset fra plejepersonale), når skadelidte

- havde løftet mindst 2,1 tons dagligt eller

- havde løftet i mindst 3 år.

Når det drejede sig om plejepersonale, var Arbejdsskadestyrelsen også mindre tilbøjelig til at afvise i forhold til Erhvervssygdomsudvalget. Vi forelagde sager om lidelser hos plejepersonale, hvis løftearbejde havde strakt sig over mindst 15 år. Erhvervssygdomsudvalget anerkendte, som tidligere nævnt kun, når varigheden var mindst 18 år.

Arbejdsskadestyrelsen ville også fejlagtigt afvise sager. Vi ville således afvise 4 sager med belastningsmål over 600, der alle blev anerkendt i Erhvervssygdomsudvalget. Belastningsmålet viser, at der var tale om sager, hvor belastningen havde været stor.

Den manglende overensstemmelse mellem Arbejdsskadestyrelsens og Erhvervssygdomsudvalgets praksis viser, at sagsbehandlerne dengang, dvs. i undersøgelsesperioden 1990-1991, havde et utilstrækkeligt kendskab til Erhvervssygdomsudvalgets anerkendelsespraksis.

Andre væsentlige fund i undersøgelsen

Hvilke sygdomme?

Det er en forudsætning for anerkendelse, at skadelidte har en kronisk lænderyglidelse. Det betyder, at symptomerne har strakt sig over længere tid, dvs. mindst 3 måneder, og at bedring ikke kan forventes. Skadelidte skal således have et varigt men.

Rygdiagnoser hos personer, der fik deres lidelse anerkendt.

De almindeligste rygdiagnoser var

- slidgigt i lænderyggen (59 procent)

- degeneration af båndskiverne i lænderyggen (50 procent)

- discusprolaps i lænderyggen med påvirkning af nerverødderne (33 procent).

Sjældnere rygdiagnoser var

- kroniske lænderygsmerter (17 procent)

- muskelinfiltrationer i lænderyggen (17 procent)

- lumbago (15 procent)

- iskias (7 procent)

Ganske få skadelidte havde som eneste diagnose kroniske lænderygsmerter eller lumbago.

Det almindeligste var, at skadelidte havde mere end en diagnose. I 3 ud af 4 sager, hvor lidelsen blev anerkendt, havde skadelidte to eller flere rygdiagnoser.

Symptomer på rygsygdom i sager, hvor lidelsen blev anerkendt

I 7 sager svarende til 13 procent fandt lægen ingen tegn på lænderyglidelse. Til gengæld oplevede skadelidte selv at have flere symptomer, og det var altså tilstrækkeligt til, at Erhvervssygdomsudvalget anerkendte sagen.

Konkurrerende rygdiagnoser hos personer, der fik deres lidelse anerkendt med forbehold for en forudbestående ryglidelse

De almindeligste konkurrerende rygdiagnoser var

- mb. Scheuermann (55 procent)

- knogleskørhed (22 procent).

De undersøgtes alder.

De fleste (knapt 40 procent) var mellem 45 og 54 år. Den næststørste gruppe (knapt 30 procent) var mellem 35 og 44 år.

Fordeling på køn.

Mænd fik 3 gange hyppigere end kvinder deres sag anerkendt.

Hyppigheden af anerkendelser var for mænd 32 procent og for kvinder 11 procent.

Alderens betydning.

Sandsynligheden for anerkendelse steg klart med stigende alder. Det skyldes formentlig, at løftearbejdet skulle være langvarigt, før Erhvervssygdomsudvalget ville anerkende.

Erhvervets betydning.

I gennemsnit blev 25 procent af sagerne anerkendt.

De erhverv, der havde den højeste hyppighed af anerkendelse

(hyppighed angivet i parentes), var

- ølkuske/flyttefolk/renovationsarbejdere (88 procent)

- slagteri/fiskeriarbejdere (44 procent)

- lagerarbejdere (40 procent)

- jord- og betonarbejdere/brolæggere (40 procent)

- andre chauffører (37 procent).

Personale beskæftiget med pleje af andre: sandsynligheden for anerkendelse var kun 10 procent.

Skadelidte med følgende erhverv fik aldrig deres lidelse anerkendt

- rengøringsarbejdere

- pædagoger/dagplejemødre

- handel, kontor, undervisning

- malere

- laboranter.

Hvor lang tid gik der, fra Arbejdsskadestyrelsen havde bedt om speciallægeerklæring, til den var modtaget (gennemsnitstal)

Det tog 7,5 måneder i 7 procent af sagerne

Det tog 4,5 måneder i 20 procent af sagerne

Det tog op til 3 måneder i 73 procent af sagerne.

Ventetiden betød, at der i gennemsnit gik godt 10 måneder, fra sagen var anmeldt i Arbejdsskadestyrelsen, til der kunne træffes en afgørelse i sagen.

Afsluttende bemærkninger

Arbejdsskadestyrelsen, der forbereder sagerne til behandling i Erhvervssygdomsudvalget, justerer løbende sin praksis efter udviklingen i udvalgets praksis.

Praksis er bl.a. blevet modificeret hvad angår betydningen af reduktionsfaktorer. Den er nu påvirket af det enkelte løfts vægt, løft i akavede stillinger, højt arbejdstempo og løft af uhåndterlige genstande.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør Finn Svarrer.

Rapporten kan købes ved henvendelse til Arbejdsskadestyrelsens information, tlf. 39 17 77 00. Prisen er 90 kr.

Ingen