Procesventilation-udsugning af slibestøv
Statutory Text (3 Articles)
Procesventilation-udsugning af slibestøv
»har i skrivelse af 27. august 1993 klaget over Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 27. juli 1993 vedrørende påbud om udsugning af slibestøv.
Klagens indhold
Det anføres blandt andet til støtte for klagen, at virksomheden har reorganiseret arbejdet for at reducere støvbelastningen, og at de pågældende arbejdere er forsynet med friskluftsmasker.
Endvidere er der lavet punktudsugning af slibestøv med luftrensning af den recirkulerede luft.
Sagsforløb
Arbejdsministeriet har sendt klagen til udtalelse i direktoratet. Det fremgår af udtalelsen, og af sagen i øvrigt, at Kreds Århus amt ved et besøg den 18. maj 1993 på virksomheden har konstateret, at der blev arbejdet med vinkelslibere uden brug af udsugning.
Kredsen har på denne baggrund afgivet påbud om, at der skal træffes foranstaltninger, der sikrer, at de ansatte ikke udsættes for en unødig støvbelastning som følge af slibningen.
Ved besøget blev det endvidere konstateret, at der blev anvendt filtrerende åndedrætsværn.
Kredsen har oplyst, at der er ansatte i virksomheden, som fremstiller helt fra bunden. Virksomheden består af en stor hal, hvor alle arbejdsprocesser bliver udført. I hallen findes et ventilationsanlæg.
Arbejde med vinkelslibere udgør en stor del af arbejdet. Der er situationer, hvor vinkelsliberen anvendes op til 3-4 timer dagligt pr. mand. Der bliver ved arbejdet udviklet en meget stor støvmængde, der som følge af hastigheden på vinkelsliberen spredes ud i lokalet til de øvrige ansatte. Ved kredsens besøg var der en synlig støvudvikling, der tydeligt spredte sig ud i hallen.
Direktoratet fastholdt med hjemmel i § 16 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 om arbejdets udførelse kredsens påbud, hvorefter unødig påvirkning fra slibeprocessen skal undgås. Det vil sige, at der skal etableres en effektiv mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner slibestøvet ved udviklingsstedet.
Direktoratet har i sin afgørelse vurderet, at udsættelse for slibestøv, herunder indåndning af slibestøv er sundhedsskadeligt. Indåndning af støvet kan blandt andet medføre bronkitis, astma og åndenød.
Ved udsættelse for slibestøv er udgangspunktet, at unødig påvirkning herfra skal undgås. Det betyder, at påvirkningen skal nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyn til den tekniske udvikling.
Direktoratet er enig med kredsen i, at slibningen udsætter såvel den, der er beskæftiget med processen, som andre, der opholder sig i nærheden, for en unødig påvirkning af slibestøv.
I direktoratets udtalelse af 5. oktober 1993 bemærkes det, at direktoratet ikke accepterer personlige værnemidler som en permanent foranstaltning. Dette fremgår af direktoratets afgørelse, hvor det er præciseret, at det er indtil, der er etableret en effektiv udsugning på slibeprocesserne, at der skal anvendes egnet åndedrætsværn.
For så vidt angår recirkulation henviser direktoratet til § 35 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1163 af 16. december 1992 om faste arbejdssteders indretning, hvoraf fremgår, at recirkulation af sundhedsskadeligt støv ikke er tilladt, hvorfor den udsugede luft skal afkastes til det fri.
Direktoratet har i sin udtalelse indstillet, at afgørelsen af 27. juli 1993 fastholdes, således at unødig påvirkning fra stoffer og materialer fra slibeprocessen undgås.
Arbejdsmiljørådets indstilling
Klagen har i henhold til arbejdsmiljøloven § 66, stk. 1, nr. 4 været forelagt Arbejdsmiljørådet, der tiltræder direktoratets indstilling.
Arbejdsministeriets afgørelse
Arbejdsministeriet skal i den anledning meddele, at man, med hjemmel i § 16 i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 om arbejdets udførelse og § 35 i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1163 af 16. december 1992 om faste arbejdssteders indretning, tiltræder direktoratets afgørelse, således at unødig påvirkning fra stoffer og materialer fra slibeprocessen skal undgås, hvorfor der skal etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner slibestøvet ved udviklingsstedet.
Arbejdsministeriets afgørelse skal efterkommes senest den 1. maj 1994, og tilbagemelding skal foretages til Arbejdstilsynet kreds Århus amt senest den 8. maj 1994.
Arbejdsministeriets begrundelse
Der er i afgørelsen lagt vægt på, at udsættelse for slibestøv, herunder indånding af slibestøv er sundhedsskadeligt, og kan medføre bronkitis, astma og åndenød.
Arbejdsministeriet finder ikke, at en omorganisering af arbejdet er tilstrækkeligt til at sikre de ansatte mod en unødig påvirkning af slibestøv.
P. M. V.
E. B.
Ingen
Unødig påvirkning fra stoffer og materialer fra slibeproces skal undgås, hvorfor der skal etableres mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner slibestøvet ved udviklingsstedet.