Ansøgning om tilladelse til import af produkter og råvarer med strådolomit. Afslag herpå da dolomit indeholder små mængder asbest i naturlig forekomst, og da betingelser for disp. ikke er til stede
Statutory Text (3 Articles)
Ansøgning om tilladelse til import af produkter og råvarer med strådolomit. Afslag herpå da dolomit indeholder små mængder asbest i naturlig forekomst, og da betingelser for disp. ikke er til stede
I skrivelse af 27. april 1993 har klaget over Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 14. april 1993 om afslag på ansøgning om tilladelse til at importere råvaren Strådolomit og produkter med indhold heraf til Danmark.
Klagens indhold
AB anfører blandt andet til støtte for klagen, at de indledende betragtninger til direktiv 91/659/EØF, afsnit 5 angiver, at et forbud på nuværende tidspunkt ikke kan udvides til at omfatte naturmaterialer som f.eks malm og sand, der indeholder asbestfibre som naturlig forurening.
AB mener derfor, at arbejdstilsynet med udtalelsen:»...disse produkter kan gøres til genstand for regulering på nationalt niveau« ikke har vurderet korrekt.
AB henviser i øvrigt til Romtraktatens Artikel 100 A, pkt. 4, som efter selskabets tolkning angiver, at EF-direktivet har fortrinsret. Hvis en afvigelse foreligger efter Artikel 36 i Romtraktaten, måtte dette være foregået ved særlig anmeldelse til EF-Kommissionen i Bruxelles.
Sagsforløb
Arbejdsministeriet har sendt klagen til udtalelse i direktoratet. Det fremgår af udtalelsen, og af sagen i øvrigt, at den 22. marts 1993 har ansøgt direktoratet om tilladelse til at importere råvaren Strådolomit til Danmark, som efter selskabets oplysninger indeholder små mængder af tremolit-asbest som en naturlig forurening.
Selskabet har i sin ansøgning af 22. marts 1993 anført, at direktiv 91/659/EØF kun omfatter produkter, hvortil der er tilsat fibre. Direktoratet vurderer, at produkter, hvori asbest forekommer som naturlig forurening, er udenfor direktivets område, hvorfor disse produkter kan føres til genstand for regulering på nationalt niveau.
Direktoratet har i sin afgørelse af 14. april 1993 afslået at give selskabet tilladelse til import af råvaren Strådolomit og produkter med indhold heraf til Danmark. Direktoratet har lagt vægt på, at dispensation fra forbudet i § 3, stk. 1 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 660 af 24. september 1986 om asbest, som senere er ændret ved Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 984 af 11. december 1992 til import til Danmark af asbestindholdige materialer kun gives, når importen sker med henblik på leverance til fremstillingsvirksomheder, der har fået dispensation til at anvende materialerne, og kun når slutprodukterne ikke kan fremstilles ved hjælp af asbestfri råvarer.
Direktoratet oplyser til Arbejdsministeriet, at forbudet i den danske asbestbekendtgørelse nr. 660 af 24. september 1986 som ændret ved nr. 984 af 11. december 1992 mod import, fremstilling og anvendelse eller arbejde med asbest eller asbestindholdigt materiale under enhver form gælder uanset %-indholdet af asbest, og omfatter både tilsatte asbestfibre og asbestindhold, der skyldes naturligt forekommende urenheder.
Direktoratet anfører i sin udtalelse af 24. juni 1993 til Arbejdsministeriet, at direktiv 91/659/EØF kun har gyldighed for produkter, hvortil der er tilsat fibre.
Endvidere gælder der et forbud mod import af produkter med indhold af naturligt forekommende asbesturenheder, jfr. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 984 af 11. december 1992 om asbest.
Direktoratet har i sin udtalelse af 24. juni 1993 til Arbejdsministeriet indstillet, at direktoratets afgørelse af 14. april 1993 fastholdes.
Arbejdsmiljørådets indstilling
Klagen har i henhold til arbejdsmiljøloven § 66, stk. 1, nr. 4, været forelagt Arbejdsmiljørådet, der tiltræder direktoratets indstilling.
Arbejdsministeriets afgørelse
Arbejdsministeriet skal i den anledning meddele, at man, med hjemmel i § 3, stk. 1 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 660 af 24. september 1986 om asbest, som er ændret ved Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 984 af 11. december 1992, tiltræder direktoratets afgørelse.
Arbejdsministeriets begrundelse
Der er i afgørelsen lagt vægt på, at direktiv 91/659/EØF kun har gyldighed for produkter, hvortil der er tilsat fibre. Produkter, hvori asbest forekommer som naturlig forurening, er efter Arbejdsministeriets vurdering uden for direktivets harmoniseringsområde, og kan derfor gøres til genstand for national regulering.
Da asbestbekendtgørelsens forbud mod import, fremstilling og anvendelse eller arbejde med asbest eller asbestholdigt materiale under enhver form er understreget af folketingsbeslutningen om et asbestfrit Danmark, finder Arbejdsministeriet ikke, at der er grundlag for at give dispensation til at importere asbestholdige produkter til Danmark, idet der findes asbestfri erstatningsprodukter.
P. M. V.
E. B.
Ingen
Arbejdsministeriet har stadfæstet direktoratets afgørelse om forbud mod import af dolomit indeholdende asbest, og at der ikke er grundlag for at dispensere fra forbudet