Gebyr, byggetilladelse/ibrugtagningstilladelse, forfaldstidspunkt, forældelse
Statutory Text (3 Articles)
Gebyr, byggetilladelse/ibrugtagningstilladelse, forfaldstidspunkt, forældelse
»Byggelovsklage vedrørende ejendommen matr.nr. 2755 Brønshøj.
Bygge- og Boligstyrelsen har den 25. november 1991 modtaget magistratens svar på Deres klage vedrørende ovennævnte ejendom, ligesom man den 19.12 1991 har modtaget Deres kommentarer hertil.
Sagen drejer sig om, at De som ny ejer af ejendommen ved skrivelse af 5. juli 1991 modtager ibrugtagningstilladelse til oliefyringsanlæg, herunder olietank i kælder, som der er meddelt byggetilladelse til den 24. juni 1986 efter ansøgning fra forrige ejer.
Samtidig hermed opkræves et gebyr på kr. 215,- i henhold til byggelovgivningens regler herom.
Dette gebyrkrav, som De ikke har haft nogen mulighed for at orientere Dem om på forhånd, og som først fremkommer efter, der er meddelt byggetilladelse til Dem til etablering af containerplads på ejendommen, mener De ikke kommunen er berettiget til at afkræve Dem. De henviser i den forbindelse såvel til det lange tidsforløb som til, at De ikke var ejer af ejendommen på tidspunktet for meddelelse af byggetilladelsen.
Københavns Magistrat fastholder i sin svarskrivelse gebyrkravet og begrunder fremsendelsestidspunktet med, at man har afventet færdiggørelsen af en samtidig i 1986 tilladt etablering af containerplads. Det anføres, at der i den mellemliggende periode har været forskellige forhold, som vanskeliggjorde etableringen af containerpladsen, bl.a. ejerens død og økonomiske vanskeligheder for ejendommen i forbindelse med pålæg om renovering af altaner.
I forbindelse med meddelelse af byggetilladelse til Dem den 8. februar 1991 til indretning af lignende affaldsbeholderplads, afslutter magistraten herefter den gamle sag ved den 5. juli at fremsende ovennævnte ibrugtagningstilladelse til bibeholdelse af oliefyringsanlæg, herunder olietank i kælder. Man henviser til kap.1.9 i bygningsreglement 1982 og byggelovens § 28, udpantningsreglerne i § 29, samt Gebyrbestemmelser for byggesagsbehandling i Københavns Kommune af 17. november 1983.
I Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 16. august 1991 tog man forbehold med hensyn til, om byggelovens betingelser for at tage Deres klage op til behandling var opfyldt, idet kun retlige problemer kan påklages.
Styrelsen har fundet, at klagen kan behandles, og skal bemærke følgende
I henhold til § 28, stk. 1 i lov nr. 495 af 29. juni 1990 og tidligere byggelove, fastsætter boligministeren nærmere regler om gebyrer for kommunalbestyrelsernes behandling af ansøgninger i henhold til loven.
Reglerne er fastsat i bygningsreglement 1982 kap. 1.9. og i bygningsreglement for småhuse 1985 kap. 1.12, og i henhold hertil har Københavns kommune udarbejdet gebyrregler for kommunens byggesagsbehandling, jf. vedlagte kopi.
Man finder således, at kommunen har haft den fornødne hjemmel til at opkræve gebyret.
Med hensyn til, om kravet kan rejses overfor Dem som ny ejer af ejendommen, er forholdet det, at byggelovens bestemmelser er ejendomsrelaterede. Det betyder, at krav i henhold til loven rettes til den til enhver tid ifølge tingbogen lovlige ejer af ejendommen.
Ifølge kommunens gebyrbestemmelser, anvendes en omkostningsbestemt beregningsmetode, hvilket indebærer, at gebyret først kan beregnes, når byggeriets omkostninger kan fastsættes. For så vidt angår lovliggørelsen af oliefyringsanlægget ses der dog ikke at være stillet andre end driftsmæssige betingelser i Københavns kommunes byggetilladelse af 24. juni 1986, idet de forventede omkostninger alene vedkom etableringen af containerpladsen, som aldrig blev gennemført.
Det er Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, at såfremt et byggearbejde, der kræver byggetilladelse, er opført uden en sådan, men iøvrigt overholder gældende bestemmelser, vil en efterfølgende byggetilladelse samtidig være at betragte som en ibrugtagningstilladelse.
Bygge- og Boligstyrelsen finder derfor, at byggetilladelsen til bibeholdelse af fyringsanlægget opfylder kravene til samtidig at være en ibrugtagningstilladelse.
Dette medfører imidlertid, at gebyret forfalder til betaling ved byggetilladelsens meddelelse, jf. bygningsreglement 1982, kap. 1.9.9: »Gebyret forfalder til betaling, når byggetilladelse kan meddeles, eller for byggeomkostningsgebyr, så snart gebyret kan beregnes. Kommunalbestyrelsen kan tilbageholde tilladelsen, indtil gebyret er betalt. Ved anmeldelse forfalder gebyret til betaling ved indsendelse af anmeldelsen.«
Uanset at Københavns kommune har bestemt, at gebyr forfalder ved påkrav, jf. § 8 stk. 3 i vedlagte gebyrbestemmelser, er det Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, at gebyret for ovennævnte lovliggørelse er forfaldet til betaling på tidspunktet for meddelelse af byggetilladelse, idet der ikke er hjemmel til i kap. 1.9, at kommunen selvstændigt kan fastsætte forfaldstidspunktet.
Krav på gebyr for byggetilladelse udstedt den 24. juni 1986 vil således være forældet den 5. juli 1991, idet der gælder en 5-årig forældelsesfrist for det nævnte gebyr. Der henvises her til lov nr. 274 af 22.12.1908 om forældelse af visse fordringer § 1 stk. 1 nr. 4: »For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist på 5 år: - 4) statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur.«
Kommunens gebyrkrav må ifølge Justitsministeriets udtalelse ved telefonisk forespørgsel betragtes som et offentligretligt krav, jf. tillige Mogens Munch: Renteloven med kommentarer, 1983, side 35, hvor der som eksempel på offentligretlige krav nævnes krav, der i særlig grad er bestemt af offentligretlige hensyn, f.eks. tilsyn med byggeri.
Bygge- og Boligstyrelsen vil derfor ved fremsendelse af genpart af denne skrivelse anmode Københavns Magistrat om at tilbagebetale beløbet.
Bygge- og Boligstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. byggelovens § 23.
Ønskes afgørelsen prøvet ved domstolene skal sagen ifølge samme lovs § 25 indbringes for retten inden 6 måneder.'
Med henvisning til ovenstående skal man henstille, at gebyret på 215,- kr. tilbagebetales klageren.
Der henvises til Deres j.nr.BR 2738.
Pdv eb
Mette Vielwerth
Fuldmægtig
Ingen
Fundet at byggetilladelse til lovliggørelse af eksisterende oliefyringsanlæg samtidig er ibrugtagningstilladelse, og at gebyr herfor forfalder på meddelelsestidspunktet. Justitsministeriet bekræfter at byggesagsgebyrer er afgifter af offentligretlig natur med 5-årig forældelsesperiode.